Rudolf og statshemmeligheden - 2. dec.

Julemanden stod ved det nærmeste busstoppested og gjorde åndedrætsøvelser. Skægget havde han ladet gro hele sommeren, mens han havde gået og tænkt over, at der ligesom manglede noget - ud over naturligvis regn og dagtemperaturer på 18 grader, som alle havde savnet i den gruopvækkende sommerhede! Var det hele egentlig ikke temmelig meningsløst? Var det ikke en frygtelig omgang fråseri, dikteret af materialistiske tendenser og tv-reklamernes fortælling om, at en glædelig jul er lig med forbrug? Var julen ikke stukket af? Pludselig, midt i sommervarmen, havde det slået Julemanden; han manglede at tage ansvar. ikke for at alle fik deres gaver, ikke for at rensdyrene fik deres MUS-samtale og ikke for, om det nyligt indførte grundforløb på stx skadede mere end det gavnede (han havde sågar, i et underlødigt opslag på Facebook, set det omtalt som ”Afgrundsforløbet” – men det er en anden historie!).

Julemanden ønskede at tage ansvar for noget større, og siden han ikke kunne få indflydelse på, hvem der vandt og ikke vandt ”Den store bagedyst”, måtte han ty til noget mere jordnært; miljøet. Slut skulle det være med den dyre gaveproduktion, med al den CO2, rensdyr udleder, når de flyver rundt på himlen, og ikke mindst med rovdriften på den arme regnskov, som skrumpede år for år blot for at blive til glitrende gavepapir, som grådige barne- og voksenhænder hæmningsløst flåede i stykker juleaften. Slut med alt det miljøsvineri. En voldsom skyldfølelse var skudt op i Julemanden, som havde sin del af klimaforandringerne på samvittigheden. Nu måtte det være tid til at resignere; tid til at finde en større indre ro og tid til at få noget luftforandring. Derfor havde han pakket en kuffert med pas, reservehue - og en paperbackudgave af ”Papmachéreglen” af Hella Joof – og var nu på vej mod et munkekloster i Tibet, hvor han, i pagt med naturen og med en yakokse som nærmeste samtalepartner, kunne tilbringe dagene med meditation til lyden af syngeskåle - og japanske turister på jagt efter autenticitet. 

Nu stod Julemanden således ved busstoppestedet på bare fødder, iført en kinesisk kimono, og med en mission om ikke at vende tilbage, før han havde gjort noget godt for miljøet. ”Jamen hvad så med julen?” hylede Rudolf, da han endelig nåede frem. ”Du er Julemanden. Julen er dit ansvar, og hvornår har vi nogensinde kæret os om miljøet? Oprigtig talt, Julle, der er masser af regnskov! Mens du sidder i et kloster og øver dig i et korrekt åndedræt, hvem skal så lave gaver, hvem skal bringe dem ud?”. Julemanden svarede, at den slags småtskårne behov for dyrkelsen af vulgær materialisme var fortid, og at han nu havde lagt sit liv om. ”Jeg kommer ikke tilbage, før jeg har gjort noget godt for miljøet, og hvis du finder ud af, hvordan det og julen kan forenes, så send en sms! Men det er en evig hemmelighed; derfor er julen aflyst!”. Med disse ord hoppede Julemanden på bybussen, som skulle køre ham til lufthavnen. Rudolf råbte efter bussen, mens den fortonede sig bag et isbjerg: ”Kan du så komme tilbage, din gamle miljøaktivist! Hvad med mig? Hvad med julen? Hvad med os, der faktisk synes, at alting smager væsentlig bedre i papkrus?!” -  og det var jo tre glimrende spørgsmål!