Kamilla havde altid haft en grundlæggende mistro til
uddannelsessystemet. Det bundede helt tilbage i barndommens skolegang, hvor
adskillige lærere havde sagt til hende, at hun med al sandsynlighed var introvert,
til rollen som superskurk i ottende klasses skolekomedie; hvordan kunne man
overhovedet overlade uddannelse af unge mennesker til institutioner, hvis forestillinger
om den grønne heks i ”Wicked” åbenbart stemte kraftigt over ens med en påstået introvert,
lyshåret skolepige fra Fakse Ladeplads?! Nu måtte Kamilla virkelig bede om sine
himmelblå – primært fordi Julemandens kane, med samme Kamilla som fører, fløj
højt over skyerne med Rudolf som motor.
Nu var det ikke fordi, Rudolf direkte havde noget imod at
gøre noget for andre. Man skulle jo ikke altid have en forventning om at få
noget igen (selvom sidste års nisse-ordning blandt Julemandens ansatte, der
ikke havde kastet noget af sig de to første arbejdsdage efter julemånedens
indtræden, mildest talt havde virket noget pauver). Rudolf lagde derfor tålmodigt
øre til, mens Kamilla udbredte sig om sin mistillid til alle former for uddannelsesinstitutioner,
hvor heller ikke julepædagogikumsuddannelsen gik fri; for hvem havde egentlig
fundet det nødigt, at en flok relativt velbegavede universitetsuddannede
mennesker skulle henslæbe mandag efter mandag, i et oveophedet konferencelokale,
med rundkredsøvelser, powerpointpræsentationer om, at al indlæring destrueres
af powerpointpræsentationer og middelmådige frokostbuffeter – uden laks?!
Rudolf, der syntes Kamillas foredrag havde varet længe nok,
forsøgte at skifte emne og spurgte, hvad hun egentlig foretrak at spise til
jul. ”Jeg får altid hjort stegt som vildt med tranebær” svarede Kamilla prompte
– ”Engang prøvede vi grævling, fordi jeg havde kørt den over med en indkøbsvogn
uden for Rema 1000 i udkanten af Viborg, men det var ikke rigtig det samme”. ”Godt
du ikke sagde rensdyr!” udbrød Rudolf. ”Et rensdyr ER vel strengt taget en
slags hjort” sagde Kamilla. Rudolf gøs ved tanken, men igen; hvad vidste en
havbiolog om kronvildt?!
”Stop” råbte Kamilla pludselig, og Rudolf standsede og
hoppede op i kanen, som nu holdt stille i luften over en stor, pompøs men noget
rustik bygning. ”Ifølge min GPS er det her Randers og dette er et oplagt sted
at lede efter statshemmeligheden.” sagde Kamilla. Rudolf kiggede skeptisk ned
på den rustikke bygning. ”Hvad er det?” mumlede han. ”Et fængsel, et bibliotek,
Hogwarts eller måske et hjem for ældre?”. ”Lidt af det hele” svarede Kamilla. ”Det
er et gymnasium”. ”Velkommen til Randers Statsskole! Det mest oplagte sted at
lede efter statshemmeligheden – i hvert fald i Randers!”. ”Hvordan kommer vi
ind?” spurgte Rudolf. ”Nemt” sagde Kamilla. ”Vi lander i gården. Skolens motto
er ”Altid åben” og det har de taget meget bogstaveligt, idet man har taget
døren af fra gården og ind i bygningen. Kom!”.
Rudolf syntes, det var et
mærkeligt motto, og Kamillas beregninger holdt da heller ikke stik; da kanen
landede i gården, så de, at der var placeret en lidet pyntelig spånplade med en
– yderst midlertidig – dør i, lige der, hvor der eller altid var åbent! De to
forfrosne venner stod modløse i gården. ”Det er det mest selvmodsigende motto,
jeg nogensinde har hørt” sagde Rudolf (fordi han pt. havde glemt det hule Føtex-slogan:
”Fordi kvaliteten er høj, behøver priserne ikke at være det.”). ”Der er altid
en smutvej.” sagde Kamilla og halede Rudolf med i den modsatte retning, mens
han tænkte over, om det var et muligt motto: ”Randers Statsskole – der er altid
en smutvej!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar