Mens Rudolf havde lagt øre til Frøken Holm beklagelser over
sædernes forfald, travede Kamilla ihærdigt rundt på gangene på den natmørke
skole. Nu var det ikke fordi, ihærdighed var hendes stærke side. (Det eneste,
der for alvor kunne ophidse hende var vandreture i det skotske højland, Andrew
Lloyd Webber-musicals uden handling – og naturligvis fraværet af buffetlaks på
de opslidende pædagogikumkurser.) Kamilla havde, trods skoletidens evindelige
påstande om, at hun var introvert og havde en tør og underspillet humor, der
til forveksling lignede sarkasme, altid haft et lyst sind, og skønt hun ikke
kærrede sig alverden om jul, var hun nu opsat på at hjælpe Rudolf med at løse
problemet med julemandens fravær; især hvis det betød, at Rudolf så til gengæld
ville hjælpe hende med at opstøve den fraværende buffetlaks.
Altså: Kamilla travede ihærdigt rundt på den natmørke skole og
tænkte i sit stille sind, at det var sådan et sted, man typisk ville påstå, der
var både spøgelser og ureglementerede skoleskemaer, men som naturvidenskaber
vidste hun, at begge disse ting var illusioner. Spøgelser fandtes kun for folk,
som havde et luftigt forhold til fakta, og skemaer, der måtte ændres
ustandseligt, kunne ingen jo have interesse i at offentliggøre, før man var
sikker på, at de faktisk var gangbare – det var da almen logik!
Kamillas tanker blev imidlertid afbrudt, da hun hørte en høj
hulken fra et biologilokale. Det var naturligvis forventeligt under den
forudsætning, at det havde været dag, og at der faktisk var biologiundervisning
i gang - fordi det jo i længden blev trættende for selv den mest ihærdige
teenager at høre om drivhuseffekten, relativitetsteorien og forurening af
lokale vandløb, men tidspunktet på døgnet taget i betragtning, kom gråden bag
på hende. Kamilla gik ind og opdagede til sin overraskelse, at gråden stammede
fra en leopardgekko, som mildest talt ikke syntes, der var noget at råbe hurra
for.
Leopardgekkoen fortalte, med overraskende veltalenhed, at den
var frustreret over at blive kaldt grim, klam, slimet, et kryb, en slange og
andre lidet flatterende betegnelser. ”Jeg går ind for, at man rummer hinanden”
sagde leopardgekkoen. ”Jeg mener, når jeg sidder her i mit terrarium og hører
på de samme biologilærere dag ud og dag ind, så kunne jeg da også godt sige et
og andet om, hvorfor een af dem kun går klædt i gråt, men jeg synes, det er
vigtigt at anerkende andres indsats- og det er så her, jeg selv bliver overset
dag ud og dag ind. Jeg er ikke klam, slimet, ulækker eller hvad ved jeg. Jeg er
en leopardgekko med stamtræ og det hele, og det mener jeg sådan set godt, man
kunne respektere”.
Kamilla, der ikke orkede personager, der belemrede andre med
deres følelser - og slet ikke på så
ukristeligt et tidpunkt af døgnet – forlod lokalet med et venligt ”Undskyld,
jeg er vist gået forkert” og gik atter ud på gangen, hvor hun nu igen hørte én der
græd. Denne gang kom jammeren fra en mut løve, der sad i en glasmontre og så
lidende ud. ”Hvad er det, du jamrer over ” spurgte Kamilla, med en forventning
om endnu en klagesang om manglende opmærksomhed og om at føle sig misforstået.
”Der er ingen der værdsætter min indsats” vrissede løven. ”Om
dagen er jeg blot et løveskelet, der blev hevet ned fra loftet i
nittenhundredehvidkål og udstillet her, som var jeg de to guldhorn – ja der er
for den sags skyld også nogen elever, der engang forsøgte at stjæle udvalgte
knogler fra mig, så på den måde er ligheden med guldhornene såmænd slående nok!
Om natten forvandles jeg til løve igen, men det er der jo ingen, der ser. Her er
jo ingen!! Det er gudherrenhjælpemig ikke særlig opløftende!”.
Kamilla, der var ved at være træt af udvalgte dyr bag glas,
der jamrede uden grund, spurgte, om løven dermed mente, at Randers Statsskole
var fortryllet, siden den kunne forvandles til sin oprindelige løveskikkelse,
når natten faldt på. ”Øh ja” sagde løven fornærmet. ”Har du aldrig set ”Shrek”
eller hva’?! Om dagen et, om natten noget andet – eller hvad det nu er, de
siger.”. Kamilla spurgte, om statshemmeligheden havde noget med fortryllelsen
at gøre. ”Ja, selvfølgelig” sagde løven. Alting ændrer sig ustandseligt - eller
det gør skemaet i hvert fald! Det er praktisk talt magi! Sig mig følger du
overhovedet ikke med? Nå, men det var min følelse af ikke at blive anerkendt,
vi kom fra…”
I det samme brød solens første stråler ind af vinduet og ramte
løven i glasmontren. Nu stod der blot et løveskelet. Kamilla åndede lettet op.
Hun havde altid haft det svært med folk, der belemrede andre med deres indre
liv, idet hun, på matematikstudiet, havde opdaget, at det primært var befolket
med typer der forsøgte at fortrænge deres, og havde tænkt, at det gav sådan en
dejlig ro! Hun gik afsted for at lede efter Rudolf, og selvom hun godt vidste,
at dette afsnit trænge til at nå sin afslutning, tænkte hun alligevel over,
hvilken fortryllelse – eller forbandelse – der mon hvilede over det skema, som
alle talte om.
Hvad der var galt med skemaet på skolen – og hvorfor
dramatiklærere ikke bryder sig nævneværdigt om opmærksomhed – skulle Kamilla
blive klogere på før hun anede det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar