Lone N og Camilla J stod på perronen på Randers Banegård med højtaler
og højt humør. Rudolf, der sad i toget, som endnu ikke var kørt fra perronen,
var sikker på, at de to damer var countrysangerinder, og deres rappe tøjstil og
smarte solbriller taget i betragtning, kunne det også godt have været tilfældet.
(En vis lighed med hhv. Reba McEntire og Sanne Salomonsen var da heller ikke
til at komme uden om.)
Rudolf gik ud af toget og spurgte, om damerne dog ikke ville med
inden for, idet et countryhit nok ville kvikke Kamilla op – og det kunne hun
vist godt trænge til. Skuffelsen var dog til at tage at føle på, da Lone N
rettede den fejlagtige antagelse og bekendtgjorde, at de to damer var
gymnasielærere og konsulenter i fraktionslæring. De var netop på Danmarksturne
med deres foredrag ”Lær en masse, uden omsvøb og halløj - med Lone N og Camilla
J” (sloganet var stadig noget, de arbejde på; der var jo altid plads til
forbedringer – eller versefødder)
Rudolf, der altid var interesseret i andres arbejde, hvis han
ellers var i humør til at høre om det, spurgte nysgerrigt, hvad begrebet
fraktionslæring egentlig dækkede over. ”Jo, det er meget enkelt” sagde Lone N.
”Alle ved jo, at man ikke kan ramme alle 30 elever i en klasse på samme tid.
Det er jo sparetider, og det må vi andre jo også tage konsekvensen af; derfor
sparer jeg f.eks. på stemmen. Jeg hæver den aldrig men taler kun med små grupper
på tre elever af gangen – ude på gangen, og der er gang i den, når jeg først
går i gang! Jeg kalder det fraktionslæring – nogen får noget ud af det mens
andre skriver et spændende essay om blikket på det senmodene i Pia Juuls
noveller, nogle skriver et endnu mere fængslende essay om hesten som litterært
symbol, nogle skriver et afsindig bjergtagende essay om Pixar-filmenes blik på
de fem stadier - og enkelte ser vild med dans på tv2 play - men det får man antageligvis
også noget ud af; alle lærer det, de nu engang lærer, på deres egen måde – hver
person er sin egen gruppe – altså fraktionslæring! Giver det mening?”. Camilla
havde også afprøvet konceptet, men hendes udfordring var, at det kun var
udvalgte elever, der forstod hendes særprægede randrusianske accept. Dog havde
hun en glimrende nebengeschäft, idet hun lod sig udleje til andre gymnasier som
case i forbindelse med undervisningen i sociolingvistik. Damerne havde netop
været i Thorshavn for at holde deres foredrag hos en meget interesseret kollega;
en fraktionsfæring.
Kamilla, der syntes det hele gik op i sniksnak og luftig
pædagogik (og åbenbart ikke kendte til ROK-konceptet, når hun kunne beskylde
fraktionslæring for at være luftigt), spurgte, om damerne vidste, hvornår toget
gik. Næ, det gjorde de ikke – og i øvrigt havde de slet ikke tid til at sidde
her; Lone N og Camilla J havde en aftale i Slagelse, som de måtte se at komme
afsted til, og da toget tilsyneladende var ude af drift, måtte de jo tage en
taxa. ”I en taxa…..” nynnede Rudolf og fik et dræberblik af Kamilla, der hadede
alt med Sanne Salomonsen. ”Nu må det være nok” sagde hun. Er der ikke snart
nogen, der kan fortælle mig noget om, hvornår dette infame andenrangs
transportmiddel sætter sig i bevægelse?”
Rudolf hørte ikke, hvad hun sagde, men vinkede til Reba og
Sanne – som han kaldte dem – der netop forlod toget igen.
”Hov, de tabte noget” sagde Rudolf og samlede et visitkort
op. ”Lone og Camilla – fraktionskonsulenter” læste han. Tænk at smykke sig med
så dyrt et udtryk i sparetider – verden var ikke let at blive klog på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar