Rudolf og statshemmeligheden - 12. dec.

Da sækken endelig blev fjernet, befandt Rudolf og Kamilla sig på skolens loft. Til dem smilede en rundkindet nissemand med skjorten stukket godt ned i bukserne (hvilket Rudolf måske nok tænkte var lidt altmodish). ”Ja, jeg beklager postyret” sagde nissen, som hed Steffen ”Men jeg har observeret, I har rendt rundt de sidste par dage uden at kunne finde ud af noget som helst, og så syntes jeg altså, det var bedre at hjælpe jer – og jeg skulle jo alligevel ned og hente rester”.

Nissen Steffen havde de seneste tre år huseret på loftet på Randers Statsskole, men havde dog alligevel, hvert år i juni, sagt farvel. Årsagen var, at han altid tænkte, der måtte findes en bedre frokostbuffet på andre uddannelsesinstitutioner. Efter korte ophold i Herning og lignende steder vendte han dog altid tilbage til Staten, fordi maden her var den bedste, han kunne opstøve. Løveskelettet havde spøgefuldt givet ham navnet ”The comeback kid”. Nu boede Comeback Kid på loftet på Statsskolen sammen med sin gode ven, en astronomiinteresseret nisse, der blot kaldte sig ”Me”. Comeback Kid spiste rester – og risengrød, når ellers nogen gad stille det frem til ham – og Me kiggede på stjerner og så overbærende på sin ven, når han gang på gang omtalte hende som ”astrolog”.

”Men altså” sagde Comeback Kid ”I er på jagt efter noget. Men hvad? – ”Jeg kan primært relatere til dem, der er på jagt efter en fastansættelse”. Astronom-nissen Me nikkede ihærdigt! ”Vi leder efter den forpulede statshemmelighed” sagde Kamila træt ”og nu har vi søgt hist oppe og her nede, men der er ingen, der kan fortælle os, hvad det er”. ”Det er fordi, vi skal redde julen” indskød Rudolf bekymret ”Og efter alt at dømme findes den her, men hvad kan det være? – nå ja, og så leder vi også efter buffetlaks, men det er underordnet”. Kamilla gav Rudolf en spids matematikeralbue i siden. ”Nå, statshemmeligheden” udbrød Steffen Comeback Kid ”Den kender vi godt!”. ”Gør I?” råbte Rudolf overvældet! ”Ja da” sagde Steffen Comeback Kid og begyndte at fortælle. Beretningen tog dog lidt tid, da han snackede lidt buffetrester i fortællingens kunstpauser.

Kamilla trak vejret dybt, da hun, som matematiker, havde det svært med folk, der ikke kom til resultatet med det samme. Imidlertid kunne hun godt se, at hun og Rudolf var nået til et centralt handlingsmæssigt vendepunktet i denne julekalender, og derfor måtte hun jo væbne sig med tålmodighed.