Da Rudolf og Kamilla endelig fandt hinanden, var klokken
omkring 7.30 om morgenen. Det havde været en begivenhedsrig nat, hvor de begge
havde oplevet et og andet; Rudolf havde lært, at spøgelser var noget, der
faktisk fandtes – og at de var af temmelig skræmmende karakter, når de havde en
kandidatgrad i tysk og idræt – mens Kamilla på sin side havde fået konstateret,
at der altså bare var nogle personager, der foretrak at hælde deres følelser ud
i hovedet på enhver sagesløs forbipasserende.
Ingen af dem havde dog fundet ud af, hvad statshemmeligheden
var, skønt Kamilla havde hørt et og andet om et skema i uorden, og Rudolf
mindede hende om julemandens ord: ”Jeg har brug for at få alting skemalagt”. Hvad
var det med det skema? Spørgsmålene var mange, svarene var få, og nu begyndte
Statsskolens lærere at møde ind. Pludselig vrimlede det med folk i garderoben,
hvor Rudolf og Kamilla skjulte sig i et ulåst skab. Her kunne de mageligt skjule
sig blandt pastelfarvede musicalkostumer, ophængt i renseriposer, som for
længst burde have været leveret tilbage.
Der var et leben uden lige og Kamilla savnede pludselig
matematikstudiet, hvor det vildeste var, da en ungersvend engang prikkede hende
på skulderen til en fest og spurgte: ”Ved du, om der er flere saltstænger!”. Ak
ja, den vilde ungdom! Inde fra skabet kunne hun og Rudolf høre snakken gå: ”Har
du læst ”Den der lever stille?”, ”Er der nogen er ved noget om AT7?”; ”Vil du
være med i frokostordningen efter sommerferien?”, ”Er der nogen der har ”Mørke
cyklister” som PDF?”, ”Kan man klare
vietnamkrigen på 90 minutter?”, ”Jeg hader bare, når nogen foreslår, at der er
noget, der skal fornyes”, ”Hvem har stjålet mine plakater med hinduguder??!!” osv
osv osv.
”Du godeste” hviskede Kamilla. ”Tænk at nogen kan tale så
meget så tidligt om morgenen” (Hendes eget morgenritual, i julemandens
værksted, var at møde ind kl., 7.15. og sætte sig på sin sædvanlige plads i en
grå – efterhånden noget snusket, men oprindeligt svinedyr – designersofa, hvor
hun så udbredte alle sine nødvendige (og unødvendige) effekter så som
notesblok, gavelister cola og chokoladecroissant, og hvorfra hun ikke rejste
sig hele dagen. Alle andre troede, hun indimellem gik til et netværksmøde med
andre nisser, eller producerede en gave i næ og ny, men det var blændværk; Kamilla
forlod aldrig den grå sofa, hvis hun overhovedet kunne blive fri). Efterhånden
som klokken blev 08.00 og alle lærerne løb afsted til time med bøger, tasker og
kaffe – et studium i balancekunst – blev der stille i garderoben. Kamilla og
Rudolf kiggede ud fra deres skjul og så to yngre damer sidde i tekøkkenet, der
lå nær ved. Da de jo måtte spørge nogen til råds for at finde ud af, hvad den
statshemmelighed gik ud på, valgte Kamilla at bryde ud i et friskt ”Godmorgen”
mens Rudolf – noget tøvende – gik efter.
I køkkenet sad to dramatiklæreinder. Den ene var en høj og glamourøs,
mens den anden var en lille væver type i skovgrønt. Rudolf studsede noget over,
at begge damerne var iført elegante, om end meget blankpolerede, herresko, men
hvad vidste han om damemode; den slags forundring bør man altid lade gå upåtalt
hen, vidste han. Begge damerne smilede venligt og bød på en kop kakao i
papkrus, hvad der passe Rudolf storartet. Kamilla skulle lige til at blive olm,
men tog sig i det – selv de mest noble principper blev hurtigt akavede i
sociale sammenhænge.
Damerne vidste ikke noget om hverken statshemmelighed eller
ukurante skemaer, men ville hellere fortælle om skolens netop overstående
kæmpesucces med opførelsen af ”High School Musical”, hvor der desværre ikke havde
været en rolle til dem selv – det måtte blive en anden god gang – eller alternativt
til en optræden ved den kommende nytårskur (om det var dronningens eller et
skolerelateret arrangement fremgik ikke ganske tydeligt). Damerne ærgrede sig i
øvrigt over, at Rudolf og Kamilla ikke kunne få lejlighed til at hilse på deres
mandlige dramatikkollega, som ellers både var lun og jovial og havde en særlig,
og yderst misundelsesværdig, evne for at udvikle bogtitler, der passede til
enhver lejlighed. ”Hvem der bare kunne det” sagde den skovgrønne og fortalte,
at hendes seneste bogtitel var ”Stumper forefindes i Vestporten” og at det
måske ville blive noget med kortprosa på engelsk – shortprose, som man sagde
overthere – eller shorts-prose, hvis det var bøger beregnet for sommerferielæsning!
Den høje glamourøse var mere til titler som ”Det er nu, det
lever!” – men Rudolf turde ikke spørge, hvad der lå i den titel. Han og Kamilla
skyndte sig at sige tak for hjælpen og gik hen ad gangen for at lede efter
statshemmeligheden - eller et stykke buffetlaks. ”Hvor kunne det dog være sjovt
at møde ham den tredje” sagde Rudolf. ”Tænk hvis jeg også kunne få min helt
egen bogtitel!”. ”Jeg har allerede én; den hedder ”Unik ved et tilfælde- en
kopiroman”” mumlede Kamilla tørt, og Rudolf spurgte hende, hvorfor det var
nødvendigt at kalde værket for ”kopiroman”. ”Det er fordi jeg har stjålet titlen
fra en kollega” mumlede Kamilla. ”Jeg syntes, den passede så godt til mig. Ellers
ville jeg havde fået en titel a la: ”Spotlight på himmelen” og hvad siger det
overhovedet om nogen som helst?”. Rudolf virrede med hovedet, og så talte de
ikke mere om det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar