Rudolf løb alt hvad remmer og tøj kunne holde tilbage til
Julemandens gaveværksted. Da han prustende og stønnende kom frem, var Kamilla netop
på vej til endnu et kursus - denne gang om differentieret gaveproduktion. ”Hvorfor
løber du?” spurgte Kamilla tørt – hun så aldrig nogen grund til at skynde sig –
med mindre det handlede om billige billetter til ”Phantom of the opera”. ”Det
er frygteligt, forfærdeligt, forskrækkeligt!” udbrød Rudolf og fortalte med
stor indføling om, hvordan Julemanden var taget til Tibet for at finde den
indre ro, og havde aflyst julen fordi han mente, den tærede for meget på
miljøet. Kamilla lagde igen an til en tør bemærkning: ”Hvis han ikke vil skade
miljøet, så tænker jeg ikke, et passagerfly er det bedste transportmiddel til
Tibet” sagde hun (og valgte at overhøre Rudolf spørgsmål om, hvorvidt man mon
kunne ride på yakokse hele vejen til Tibet - og at det i så fald var vigtigt,
Julemanden valgt en god udendørs-yak, der var både vind- og vandtæt!) Kamilla så på Rudolf: ”Men jeg er da sådan set
enig med ham den gamle i det med julen; hvad skal vi med den? Det er en
forbrugsfest uden mådehold, og jeg vil ikke savne den. Adios amigo; nu tager
jeg afsted til et goldt provinshotel i Korsør!”.
Nu var det ikke fordi, Rudolf ikke anerkendte andres synspunkter.
Han mente sig faktisk at være mere end overordentlig rummelig (bevares - der
var naturligvis altid undtagelser, som dengang nogle mente, det var en god ide
at tage DVD-skiverne ud af produktion – endsige VHS-båndene) men nu måtte der
kendes en grænse: ”Ikke savne julen?!” råbte Rudolf. ”Hvad er det for nogle
prioriteter du har? Her er du i gang med at uddanne dig til nisse, og så står
du gudherrenhjælpemig der og er ligeglad med julen. Jeg har stort set ikke
oplevet noget så rystende siden dengang, Line Baun Danielsen stoppede på TV2. Hvad
er du for et menneske?!”. Kamilla trak vejret dybt: ”Jeg har da også ting, jeg
savner” sagde hun. ”Hver eneste gang, jeg er på pædagogikumkursus, må jeg altid
kigge langt efter et stykke laks i frokostbuffeten. Jeg sidder time efter time og
venter, alt i mens jeg slæber mig igennem ulidelige powerpointshows om
nissehuers korrekte placering, om hvordan man varmer kanen op og om, hvordan man
undgår grædende teenagepiger juleaften ved blot at forære dem et citygavekort. Jeg
savner laks. Ligesom du vil komme til at savne julen. Men c’est la vie og der
ikke noget at gøre!”.
”Sammenligner du din tåbelige kursus-laks med årets mest
centrale højtid?!” råbte Rudolf aggressivt. ”Du respekterer overhovedet ikke
mine følelser omkring jul”. ”Og du respekterer overhovedet ikke mine følelser omkring
buffetlaks” råbte Kamilla, der – af én der syntes, matematik var interessant at
være – pludselig viste overraskende mængder af emotionel aktivitet. ”Er du klar
over, at hvis der ikke bliver nogen jul, så får du ikke dit julepædagpogikums-observationsbesøg,
som tilfældigvis er henlagt til den 24. dec., og som Julemanden skal forestå. Det
kan han ikke gøre, hvis han sidder i Tibet! Så bliver du aldrig nisse, men må
henslæbe resten af din liv som havbilog med et bijob som underviser i matematik
– og ville det måske være særlig opløftende – ja, jeg spørger bare?!”.
Kamilla blev stille og stod et øjeblik i dybe tanker. ”Jeg
skal nok hjælpe med at få Julemanden tilbage fra Tibet” sagde hun. ”Men kun
under forudsætning af, at du så også hjælper mig med at finde min buffetlaks!”.
”Top” sagde Rudolf, for hvor svært kunne set egentlig være at finde et stykke
laks i en frokostbuffet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar