Rudolf havde altid forestillet sig en læsesal som et sted,
hvor der var en tyk faglig intensitet i luften, hvor mange sad og tænkte store
tanker, hvor der blev knoklet på livet løs, og hvor alle læsepladser var
nydelige, sobre og hvor der hverken stod kaffekopper, lå æbleskrog eller en
halvspist kantinesandwich med kylling og bacon.
Da Rudolf, efter en møjsommelig tur fra Randers Banegård til
Randers Statsskole, hvor der undervejs var et utal af trapper at forcere, trådte
ind i lærernes arbejdsrum - blandt de mindre formelle kaldet læsesalen - slog
det ham, at ordenssans jo forekommer i mange udgaver.
Rudolf, der som sådan
holdt af, at der var ryddet op, hvor han kom frem, forstod ikke, at man kunne
arbejde i det syndige rod af bogstabler, ledninger, løse ark, glemte tørklæder
og kaffekopper – dog vidste han også, at han, såfremt han fik valget, ville
have sat sig ind for at arbejde i et rum, hvor man gerne måtte hyggesnakke, så
det at sidde på en læsesal – rod eller ej – var en hypotetisk situation for
hans vedkommende.
Dog undrede Rudolf sig over, at der ingen lærere var, da
disse, ham bekendt, var centralt inventar på en skole. Undervisning kunne de
næppe alle være beskæftigede med på samme tid – med mindre, der selvfølgelig
var gået helt kuk i skemaet, men dette ville jo være lige så stor en
usandsynlighed, som et umotiveret hulmodul – eller en 6. ferieuge, der ikke var
lagt på et tidspunkt, hvor man allerede havde ferie i forvejen.
Rudolf, der ikke vidste, hvad han skulle gribe eller gøre i,
satte sig på en læseplads, og begyndte at læse i en opslået bog om drivhuseffekten.
Denne havde dog også en helt anden effekt; han faldt i søvn – hvilket jo i sig
selv ikke var så overraskende. Ikke fordi, han havde været udsat for trusler og
DSBs forsinkelser, men fordi naturvidenskab jo altid havde været en fremragende
kur mod søvnproblemer.
Han vågnede først, da to velkendte stemmer lød: ”Hvorfor
ligger du der og sover? Vil du ikke med op på loftet og sige goddag til Julemanden?”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar