Kamilla havde i årets første elleve måneder ofte tænkt over,
hvad hun egentlig ville med sit liv. Hun havde, i sin relativt unge alder,
prøvet mangt og meget; Efter gymnasietidens fritidsjob i Silvan, fulgt af et
halvt år som backpacker i Bangladesh, igen efterfulgt af et par måneders
loppetjans som guide på kanalrundfartsbådene i København, over en sæson som
billetpige på det nye teater, hvor hun havde udviklet en hemmelig og
passioneret drøm om at stå på scenen som fantomet i ”Phantom of the Opera”,
havde hun læst biologi og troede, det måtte være vejen frem. Under en tirsdags-seance
i universitetsbaren havde hun væddet med en medstuderende om, hvem der kunne
tæve hvem i ”Matador – et spørgsmålsspil om Korsbæk”. Da Kamilla, i sin let
overrislede tilstand, havde skudt på, at det da vist var Konsulinde Holm, der
bed hr. Schwann i enden i episode 11, måtte hun se sig slået. Taberen af
væddemålet skulle, foruden at blive tvangsindlagt til at se den rædderlige, og
lidet storslåede, storfilm ”Rogue one” – som både manglede en gangbar
dramaturgi og en appel til alle, der ikke havde en doktorgrad i niche-rumfilm, også
vælge det sidefag, hvor man blev bedst rustet til at bygge en carport, hvorfor
Kamilla var begyndt at læse matematik. Nu var valget så faldet på uddannelsen
til nisse. Men hvad var meningen? Shoppede Kamilla blot rundt mellem
uddannelserne som tidsfordriv, i stedet for at gøre det, hun virkelig drømte
om?
”Og nu føler du altså, du står ved en skillevej” sagde Rudolf
indfølt, efter Kamilla havde fortalt om sit hidtidige karriereforløb – hvilket egentlig
var lidt malplaceret, idet de havde helt eventyrlig travlt, hvis de skulle nå
at få Julemanden hjem i tide. ”Jeg føler ikke noget; jeg er matematiker!” slog
Kamilla fast. ”Du skal ikke komme her med din fjerderangs lommepsykologi og
tro, du kan kortlægge mig. Hvis jeg nogensinde skal udgive en biografi, skal
den hedde ”Kamilla - adgang forbudt for uvedkommende!” – og det bliver
kortprosa; helt usædvanlig kort prosa!!”. Rudolf, der havde det med at blive
fornærmet, når han følte sig afvist – som et produkt af 11 år på en
privatskole, hvor man havde betalt sig fra, at han konstant blev set og hørt –
(om end psykisk terroriseret i 5-6 år, men det var jo en helt anden historie) –
blev noget skarp i tonen og meddelte, at hvis Kamilla ellers ville deltage,
havde de faktisk travlt med at komme ud i stalden og få en kane gjort parat, så
de kunne tage afsted – og at han i øvrigt havde det meget svært med folk, der
blev fornærmede over ingenting. Kamilla kommenterede ikke det sidste – man skal
jo vælge sine kampe, forstås.
I stalden blev de mødt af Julemandens favoritrensdyr, Jytte,
som lå henslængt i halmen med en Campari. ”Jytte, vi skal afsted. Hurtigt!”
sagde Rudolf. Men Jytte nægtede at rejse sig, fordi hun, i samråd med de øvrige
rensdyr, havde valgt at lægge sin 6. ferie uge netop nu, hvor julen alligevel
var aflyst. ”Ellers ender det bare med, jeg skal bruge den i vinterferien,
fordi Julemanden har en million uger om året, hvor jeg ikke må lægge den pga. åben
stald, kurser, introtur med nye rensdyr og alt mulig andet – og hvis jeg skal
bruge min ferie, når jeg i forvejen har ferie, så går ideen altså lidt af det! Så
nej, jeg kan ikke hjælpe!” sagde Jytte bestemt! ”Jeg har det” sagde Kamilla. Vi spænder dig foran
kanen, og så styrer jeg!”. ”Nu er jeg jo altså ikke noget andenrangs trækdyr”
mumlede Rudolf teatralsk. ”Vil du hente Julemanden tilbage eller hva’?” spurgte
Kamilla – og det var jo trods alt hende, der var matematikeren
(og i sit stille
sind var hun stadig sikker på, det var fru Holm, der havde bidt den lille hr. Schwann
bagi. Hun havde selv læst i én af Lise Nørgaards utallige biografier, at det
meste i ”Matador” lå mellem linjerne).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar