Af alle tænkelige steder, man kunne have landet, så havnede
Kamilla og Rudolf på banegården i Randers, hvor de satte sig i toget mod
Københavns lufthavn Kastrup. Velvidende at DSB ikke havde en lige linje til
Tibet – der var efterhånden ikke ret mange lige linjer mellem DSB og noget som
helst – måtte lufthavnen nødvendigvis være første mål på ruten, som ville føre
dem til julemanden, skema 2,0, buffetlaksen eller hvad der nu måtte være i
vente.
Rudolf, der jo havde en grum mistanke om, at Kamilla var en
storsvindler, der blot simulerede jysk og underspillet, men i virkeligheden
havde væmmelige planer, trommede utålmodigt med fingrene i det lille bord
mellem sæderne. Over for ham sad Kamilla – temmelig mut med armene over kors. ”Hvorfor
kører vi ikke?” muggede Kamilla. ”Det ved jeg sandelig ikke” svarede Rudolf. ”Måske
er der problemer med sporarbejde” (DSB havde kun været i færd med sporarbejde
de sidste 7-8 år, så hvem kunne også forvente, at de skulle være færdige i ekspresfart!)
”Hm”” gryntede Kamilla.
”Du, Kamilla, må jeg stille dig et spørgsmål” spurgte Rudolf,
der altid havde tænkt, at et tog var sådan et godt sted at stille folk personlige
spørgsmål om deres livretter, om de var indremissionske eller noget helt
tredje. Han havde tit været den, der havde stillet de upassende spørgsmål,
efter der var blevet sladret tilstrækkelig længe, og nogen skulle jo. ”Kamilla,
hvorfor er det egentlig, du gerne vil være nisse?”. ”Tja” svarede Kamilla (hvis
indre synsvinkel, vi pludselig ikke havde adgang til længere.) ”Jeg kan godt
lide at udfordre mig selv, og det må jeg vel have lov til. Engang gik jeg så
vidt som til at tage høje hæle på til et firmaarrangement hos Silvan, men det
var også det vildeste til dato. Nu vil jeg så prøve nisse, og sådan er det
bare.”. ”Jamen, du kan jo ikke lide jul?” sagde Rudolf prøvende. ”Det virker
som om, du har noget, du virkelig gerne vil have ud mellem sidebenene? Som om,
du føler dig glemt eller overset og ikke rigtig ved, hvor du skal sætte ind?” fortsatte
han. ”Stop med lommepsykologien, okay! Jeg har læst matematik på universitetet.
For mig er følelser, håndlæsning, Freud og sten med healende effekt, hvad
økonomisk ansvarlighed over for samfundets svageste er for en venstreledet
regering. Bare stop! ”.
De sad lidt i tavshed. Rudolf havde dog ikke i sinde at
stoppe sit forhør. ”Hvad er det egentlig med den buffetlaks?” spurgte han. ”Hvad
er det egentlig med DIG?!” spurgte Kamilla let aggressivt. Igen blev der
stille. Kamilla rømmede sig – som om hun godt vidste, hun havde hidset sig mere
op end matematikernes landsforbund tillader – med mindre det drejer sig om, at
nogen har taget den sidste saltstang til en fest! ”Hvorfor kører toget ikke?” spurgte
Kamilla igen. ”Ingen anelse” sagde Rudolf og så ud af vinduet. ”Men hvorfor
står der mon to hengemte countrysangerinder på perronen?” tilføjede han
undrende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar