Kamilla havde egentlig aldrig set sig selv som en potentiel
superskurk. Bevares, alle havde da en rem af huden, og hun havde da, i én af
folkeskolens matematiktimer, svirpet sin lineal ned over fingrene på Doris fra
klassen, der aldrig ryddede op efter sig, og efterlod sine tomme juicebrikker
over alt (allerede dengang havde Kamilla øjensynligt haft et stort hjerte for
miljøet – eller for alle andre juicevarianter end appelsinjuice i minimalistisk
kartonform). Sidenhen havde Kamilla, i gymnasiet i Fakse Ladeplads, været lidt
af en rebel, der – ud over at snuppe hovedrollen i skolens musicals alle tre år
– også havde gjort sig til sortbørshaj, og solgt kopier af sine, altid
korrekte, matematikopgaver til klækkelige summer. ”For samfundets skyld” som
hun sagde. På universitetet havde hendes store nummer været at liste sig ind på
sagesløse mandlige medstuderende til enhver fredagsbar, og give dem en Olfert.
Men det var immervæk rævestreger i småtingsafdelingen (hvilket egentlig var en
god bogtitel, men lad nu det være.)
Nu følte Kamilla imidlertid, at hun måtte bekende kulør.
Kunne det være meningen, at denne tvivl, der åd hende op, skulle blive ved og
ved? Hvad skulle der til for at finde ro? Og hvorfor var der ingen, der kunne
tilvejebringe den buffetlaks, som hun så inderligt hungrede efter? I pakken,
afsendt i 2008, havde Kamilla fundet skurkeudstyr af en kaliber, der ville få
Britta Nielsen til at ligne en pigespejder på en forårsdag, og nu måtte hun
tage drastiske midler i brug. Kamilla trak vejret dybt, og nynnede et medley af
de største hits fra ”Phantom of the opera”, inden hun gik i aktion.
Rudolf, på sin side, begyndte at fornemme, der var noget
under opsejling. Hvad var det egentlig med hende Kamilla? Hvorfor var hun så
følelsesmæssigt tilknappet, hvilken årsag fandtes der til hendes besættelse af
buffetlaks – og hvor var hun overhovedet henne? Rudolf, der konstaterede, at
DSB-toget, efter fire døgn på samme perron og en forventet forsinkelse på
rejseplanen på fem døgn, nok ikke var den hurtigste vej frem i verden, sprang
ud af toget og gik ind i stationsbygningen, hvor han straks fik en lineal af
den skarpe slags stukket op mod sin hals.
Der stod Kamilla, iført en noget pudsig skurkeuniform, som
bestod af nissehue, rygsæk med biolog-net, et bælte med sylespidse blyanter og
en lineal som våben. ”Kamilla! Hvorfor er du så underløben?!” udbrød Rudolf (og
tænkte tilbage på en flere år gammel episode i Julemandens værksted, hvor nogle,
aldeles uretmæssigt, havde beskyldt ham for at have en skjult dagsorden, han
slet ikke havde haft. Godt, det var længe siden
og herregud; ingen skal jo være ufejlbarlige.)
”Hold din mund!” råbte Kamilla! Det her er et angreb og du,
din småfede påskehare, er i alvorlig fare! Jeg har fået nok. Hører du; nok! Jeg
var en harmonisk biolog, der stod i sne til knæene og var lykkelig. Men så kom
du, for et års tid siden, og trak mig ind i dette julehelvede, fik mig ansat i
Julemandens værksted, hvor ingen kærrer sig om miljøet – og værst af alt; du
fik mig sendt på de infame pædagogikumkurser.
Det er jo en regulær straf mod
menneskeheden. Ens tålmodighed bliver jo testet til det yderste, og hvis nogen
ville bytte plads med mig, ville jeg med glæde bruge resten af mit liv på at
udlåne mit venstre ben som kløpind til Lars Løkke hver dag mellem kl 12 og 16.
Jeg er træt af powerpointshows, træt af øvelser i to rundkredse, træt af at
praktisere på baggrund af påtagede refleksioner og utrolig træt af hollandske
forskere! Hvis jeg skal stå dette mareridt igennem, for at blive en rigtig
nisse, så kunne man, som et minimum, unde mig min buffetlaks! Hører du!
Buffetlaks blev der sagt! Det er jo ikke fordi, jeg er en krævende natur! Det
er det virkelig ikke, men jeg synes måske nok, det kunne være rart, hvis man
tog bare en lille smule hensyn til mine nerver.
Og inden du kommer i gang med
at spørge, om jeg havde en traumatisk barndom, så må jeg sige, at alle, der er
interesserede i matematik, har haft en traumatisk barndom! ”Hej, jeg synes tal
er fede!”. Tror du, det er en god scorereplik i 9. klasse? Nul putte – det er
en ommer! Nat efter nat tilbragte jeg på mit teenageværelse med de falmede kanariegule
vægge, der var gennemvædede af fugt, mens jeg lyttede til en lille – i sin tid
fra Østtyskland importeret – radio, der spillede Anne Linnet på repeat”. (Her
tænkte Rudolf, at masochismens facetter kunne være et interessant indspark i
Kamillas beretning, men det ville næsten være synd at afbryde, når en
matematiker endelig formulerede sig i sætninger, der var længere end ”Regn
opgaven på side 7!”)
Kamilla fortsatte: ”Der sad jeg så og havde krise over at
være så velbegavet i en al for humanistisk verden, og min eneste trøst var laks!
Lige en lille skive laks hver aften før sengetid. Det var det, der holdt mig
kørende. Laks har en terapeutisk virkning for mig. Laks er for mig, hvad andres
penge er for Lars Løkke Rasmussen, hvad varm luft er for AT, hvad hvidvin er for Lisbet Dahl! Det er en måde at
overleve på. Og hvad får jeg; det ene kursus efter det andet uden buffetlaks!
Jeg vil ikke være med til det! Derfor ødelægger jeg julen, derfor er det mig,
der har givet Julemanden penge til rejsen til Tibet, derfor har jeg stjålet
skema 2,0 fra Randers Statsskole og derfor har jeg fucket DSBs køreplan op –
eller det sidste var noget, jeg havde overvejet at gøre, men så havde DSB
stjålet min ide og allerede gjort det selv! Ikke engang sine ideer kan man have
i frem! Men nu stikker jeg af til Caribien – eller Langeland – og aldrig mere
vil du få din jul igen. Så kan du passende tænkte på, at det er fordi, jeg ikke
måtte få min buffetlaks!! MUHAHAHAHAHA!”
Og med disse – for en biolog og
matematiker at være afsindigt mange – ord, forsvandt Kamilla ud af
stationsbygningen og forsvandt i den disede morgen! Rudolf stod lidt og tænkte sig om. Han måtte tilbage til
Statsskolen, for noget måtte man kunne gøre, og hvor der er højt til loftet, er
der altid en løsning – eller i hvert fald en kaffeautomat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar