Rudolf og statshemmeligheden - 7. dec.

Nu var det ikke fordi, Rudolf var en ekspert ud i moderne samtidskunst. Bevares, der var selvfølgelig ting, der var almen viden; så som, at Kvium-malerier var vulgære og blot provokation for provokationenes skyld, og at Poul Pava var en kendt kunstner, men derudover var det ikke fordi, Rudolf troede sin mening om kunst bedre end menigmands.

Nu stod han og Kamilla imidlertid på en trappeafsats på Randers Statsskole (hvor de var sluppet ind gennem et vindue, der ikke var haspet – og havde sendt en varm tanke til de elever, der aldrig overholder ordensreglerne) og så på et iøjnefaldende maleri af to skruer og en møtrik – eller hvad det nu hed på fagsprog.

”Det er det, jeg siger” sagde Kamilla knastørt. ”Kunst er en illusion – ligesom meningsfulde tolkninger i dansk. Det forestiller det, det nu engang forestiller, og så bruger en masse kloge mennesker – eller i hvert fald en masse mennesker - helt afsindig lang tid på at udvikle en teori om, at det i virkeligheden handler om noget helt andet. Det dér; det er en møtrik!”. ”Jamen” sagde Rudolf ”Hvis alting bare er tegn uden betydninger, hvordan have du så tænkt dig, vi nogensinde skulle kunne finde ud af, hvad statshemmeligheden er? Og hvorfor skulle vi netop til Randers? Mig bekendt er der ikke andet end en hest og en regnskov”. ”Der er også en tandhjulsfabrik” indskød Kamilla, mens hun fortsat stirrede stift på maleriet. ”Du godeste” råbte Rudolf ”Så er det maleri nok sponseret!”. ”Det er en møtrik og ikke et tandhjul” mumlede Kamilla, mens Rudolf viftede afværgende med hånden; han havde aldrig ladet en god konspirationsteori bremse af triviel fakta.

”Det er håbløst” udbrød Rudolf teatralsk. ”Julen er aflyst, jeg mister mit arbejde, jeg magter ikke den re-make af ”Løvernes Konge”, der kommer til foråret, og her står jeg på et gymnasium i en lillebitte jysk by, med højt til loftet og afspærrede passager. Alt er tabt. Jeg ved ikke længere, hvem jeg er, hvor jeg er på vej hen, om der findes en mening? Se selv! Ikke engang deres kunst giver mening!”. Rudolf satte sig ned på det yderst nye korkgulv og græd så det rungede i gangene.

”Er du færdig?” spurgte Kamilla tørt. ”Der er kun tre ting her i verden jeg frygter –eller okay; fire, men det fjerde får du ikke at vide; det er kram, empati og grædende rensdyr! Jeg giver ikke omsorg ved dørene. Tag dig sammen, og løs det”. ”Jamen hvordan” hylde Rudolf ”Vi ved jo ikke engang, hvad statshemmeligheden er – og det er allerede den 7. december!”. ”Kom nu. Rejs dig op og tag lidt ansvar” sagde Kamilla så opmuntrende, som det nu var muligt for en matematiker ”På julemandens post-it-seddel fremgik det klart, at det er her, vi skal være, så giv det nu en chance! Nu går du den vej og jeg går den modsatte vej og så finder vi vel et eller andet. Sådan et charmerende gammelt håndværkertilbud som dette her gemmer altid på noget – måske bare skimmelsvamp, men det kan man ikke vide på forhånd!” og med de ord gik Kamilla sin vej.

Rudolf stod lidt og snøftede teatralsk, indtil han var sikker på, Kamilla var væk. Så vendte han sig atter mod det spraglede maleri.

”Jeg tænker også, det er tandhjul!” sagde en stemme bag ham!