Rudolf og statshemmeligheden - 22. dec.

Rudolf havde egentlig aldrig forestillet sig, hvordan en frihedskæmper mon så ud. Bevares – han havde da hørt et og andet om Anne Frank, Biker Jens og den sidste mohikaner, men det var jo ikke til at vide, hvad der var sandhed og hvad der var røverhistorier. Naturligvis tænkte han også på Matadors skildring af Kristen Skjerns heltemodige indsats med at bringe Hr. Stein i sikkerhed - men her overskyggede hans skuffelse over, at Ingeborg ikke lod sig skille fra Mads Skjern altid for samtlige indtryk af serien. (Desuden var den nyrestaurerede version af serien på klar i farverne, at kunne se sminken på skuespillerne – og hvor var vi så henne?)

Rudolf havde således aldrig forestillet sig – i hvert fald ikke til bunds – hvordan en frihedskæmper så ud. Dette fik han dog snart lejlighed til, da nissen Steffen Comeback Kid sammen med astronominissen først antastede ham på lærerværelset og derefter førte ham op på skolens loft, hvor der sad to gamle mænd og spise risengrød, mens de talte om vind, vejr og om, hvor svært det er at finde et ordentligt realkreditlån nu om dage.

Frihedskæmperen Eigil havde siddet på loftet siden 1943, hvor den hvide dame havde skjult ham, for at han ikke skulle falde i tyskernes hænder, hvilket jo ville havde ødelagt den gode stemning i anseelig grad. Eigil havde således levet af støvmider og åndelig føde i 75 år, men holdt sig, bemærkelsesværdigt nok, udmærket i live på den konto. 

Tiden fordrev han med at fortælle røverhistorier fra sin tid som soldat og med at læse i et laset eksemplar af Holbergs ”Den stundesløse” fra skolens bogkælder, hvilket morede ham, da bogen første gang havde været brugt af en elev det år, Eigil blev gemt på loftet. Så den måde, havde de jo fulgtes ad i alle de år – og da Holberg var så fængende, var Eigil blevet hængende.

Ved siden af Eigil sad Julemanden. Han var blevet noget rundkindet, og så umiddelbart glad og tilfreds ud. ”Julle!” udbrød Rudolf. ”Hvad i alverdens riger og lande gør du her? Er du ikke i Tibet?”. ”Nej det lader ikke til det” sagde Julemanden. ”Den tilsyneladende joviale og lavbenede kvartalsnisse Kamilla truede mig til at gå under jorden, under dække af en tur til Tibet, og gav mig en enkeltbillet til Randers. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde kom tilbage, ville hun maltraktere mig med sin lineal, og selvom det jo også lyder fængende, på en let erotisk måde – tænkte jeg dog, at jeg hellere måtte lystre; man ved jo aldrig, hvad en biolog kan finde på. Desuden er skema 2,0 væk, og derfor er min lyst til julen forsvundet!”.

”Så du har været på Staten hele tiden?” spurgte Rudolf overrasket. ”Ja” svarede Julemanden. ”Steffen har fedet mig op og jeg smovser løs i risengrød og rundstykker fra bageren i rundkørslen. Jeg har taget nogle julekilo på -  eller fået vinterdæk, som man siger i bilbranchen. Jeg turde ikke give mig til kende, så længe, du havde Kamilla med – jeg skulle ikke nyde noget af at få tæsk af en matematiker – tænk på al den indestængte bitterhed, sådan nogen må have behov for at komme af med, når lejligheden byder sig.”

Rudolf - der på et eller andet plan syntes, Julemanden godt kunne havre afsløret sig selv noget før – var taknemmelig over, at Julemanden havde formået at placere den gule post it seddel i Kane 1, så Kamilla og Rudolf ikke havde kunnet gøre andet end at flyve til Randers. Men Rudolf spurgte nu Julemanden, hvor de dog skulle finde Kamilla. Det var jo hende, der havde det famøse skema 2,0 der kunne frelse julen.

”Jeg ved det” sagde Eigil. ”Gør du!” råbte Rudolf. ”Nej” svarede frihedskæmperen, ”men det lød godt”. Rudolf sukkede; han skulle nok alligevel havde budt ham på middag, frit fra høkasse, som kunne indtages i et køkken, indtil genboens søn stod i kjole og hvidt og hamrede på køkkendøren, så den forfulgte måtte skjule sig i stuen. Ak ja; frihedskæmpere var nu ikke, hvad de havde været – og ”Matador” var nu væsentlig bedre i den gulnede version fra 70’erne!