Rudolf og statshemmeligheden - 5. dec.

Julemandens kane var egentlig ikke noget komfortabelt køretøj. Gamle brædder, banket sammen af en middelmådig tømresvend i nittenhundredehvidkål, uden nogen former for moderne faciliteter så som radio, kopholder, ergonomisk korrekte sæder eller servostyring. ”Tja” mumlede Kamilla træt, da hun og Rudolf havde bugseret kareten frem fra stalden ”Hvis den er god nok til Julemanden, må jeg jo tage til takke – men kors, hvor er det dog noget gammelt bras!”. Rudolf stod og så teatralsk lidende ud; han var stadig fornærmet over, at Kamilla havde talt hårdt til ham, (og hvis der var noget rensdyr var, så var det nærtagende). ”Hov” sagde Kamilla, idet hun var sprunget op i kanen. ”Der sidder en gul post-it-seddel!”. Og ganske rigtigt; Kamilla tog sedlen og læste højt:

”Kære Rudolf – ja, jeg forestiller mig, det er dig, der finder denne seddel, eftersom du -  som én af de eneste her i etablissementet – faktisk bekymrer dig om julen. Prøv ikke på at finde mig, prøv ikke på at redde julen, og hvis du prøver alligevel, så opgiv på forhånd at finde ud af, hvad det egentlig er, der er årsagen til, at jeg er rejst. Det med miljøet er blot et påskud – herregud, hvem tager sig af miljøet i vore dage – men der er noget langt større på spil. Noget der er så stort, at du dårligt begriber det. Det er ikke bare én hemmelighed; det er en statshemmelighed. Jeg kan ikke skrive mere – krampe, du ved! Prøv ikke at følge efter mig, prøv ikke at opklare, hvorfor alt er tabt ift. julen, og sidst men ikke mindst, prøv endelig ikke at finde årsagen i Randers! Opgivende hilsner fra Julemanden!. PS: Husk at give min guldfisk foder morgen og aften; den har sådan et voldsomt temperament. PPS: Jeg har brug for at få alting skemalagt. PPPS: Hvis de ringer fra Amigos Pizzaria, så sig, at…. Nej – lige meget!”

Kamilla sænkede post-it-sedlen. ”Hold da op - hvor jeg har det stramt med folk, der ikke kan fatte sig i korthed!” sagde hun opgivende. Rudolf så forundrende frem for sig: ”Hold da op, hvor stod der meget på den lillebitte post-it-seddel!” mumlede han. ”Det med Amigos Pizzaria var altså bare noget, jeg fandt på.” fniste Kamilla, og Rudolf blev endnu engang forundret; tænk at møde en matematiker med humoristisk sans (ja bevares, det havde hans matematiklærer fra folkeskolen ganske vist også haft, men det havde mestendels været af den perfide slags, hvis formål var offentlig nedgørelse af de elever, der bedre kunne lide andre lærere end ham – ja ja; humor var og blev jo et individuelt anliggende!).

”Men Rudolf, jeg bryder mig jo slet ikke om jul, jeg har ikke brug for den, og måske vil jeg ikke engang være nisse. Måske burde jeg blive Silvanmedarbejder igen – eller sælge trylledejsfigurer til overpris i en brugskunstbiks i Viborg – jeg ved slet ikke, om jeg er på det rette spor. Jeg tror, jeg står af!” udbrød Kamilla pludselig. ”Min største frygt er at ende på en arbejdsplads, hvor jeg og en lavbenet kollega møder op i den samme julesweater hvert år d. 4. december og godt ved, det egentlig er smagløst, men gør det alligevel for ikke at tækkes den gængse opfattelse - eller snævertsynede historikere! Måske ER jeg bare havbiolog og matematiker!”. 

Rudolf begyndte at tage seletøj på. ”Eftersom du åbenlyst har en omfangsrig identitetskrise, som sikkert alligevel tager noget tid at bearbejde – fordi alting med følelser tager dobbelt så lang tid at fixe for folk, der er naturvidenskabeligt anlagte – så kan du i mellemtiden godt hjælpe mig med at redde julen" sagde han. "Hvis du så ikke vil være nisse alligevel, er det også okay, men lige for nu, holder du den aftale, vi har lavet, og det er ikke til diskussion!”. Rudolf tog tilløb, kanen lettede og Kamilla tilgav straks Rudolf hans kontante tone, idet hun vidste, at løsningen på hendes indre kvaler jo nok var derude – sammen med buffetlaksen!