Den næste morgen lod Rudolf som absolut ingenting og nævnte
hverken de af laks duftende skemaer eller sin konspirationsteori om Kamillas
massive bedrag. Man måtte jo fare med lempe, og målet var først og fremmest at finde
skema 2,0 og få skaffet julemanden tilbage igen! Rudolf lod sig således ikke
mærke med noget, da han, frisk og veloplagt – om end lidt tung i kroppen,
grundet de mange skåle med pebernødder og brunkager, der findes på et
lærerværelse – spurgte, om Kamilla og han ikke skulle se at komme afsted.
”Tjo” svarede Kamilla, men hvor skal vi begynde? Et
skoleskema kan jo skjule sig mange steder, og ti dage er jo ingen evighed!”. ”Jeg
har det! sagde astronomnissen. ”Hvad med, at I går ned på banegården og tager
toget? Med DSB sker der altid noget uventet, og måske finder I skema 2,0 dér! Eller
en forklaring på, hvorfor et firma, der har monopol på en strækning, kan se sig
selv i øjnene samtidig med at de leverer SÅ elendig en service!”. ”Det var en
god ide” sagde Rudolf begejstret. Han havde aldrig kørt med DSB før, men havde
hørt fra folk, han kendte, at det aldrig gik hurtigere end at alle kunne være
med. ”Og hvis I nu ska køre om natten” fortsatte astronomnissen "Så kan man se
månen og Venus fra togets vinduer, hvis man er heldig” (i sit stille sind
tænkte hun tilbage på en togtur en tidlig morgen med en bekendt, der havde
udbrudt: ”Nej, er det en satellit!” –vidende mennesker var ikke noget, der hang
på træerne mere.)
”Men hvordan skal vi komme ned til banegården?” spurgte
Rudolf, mens Kamilla holdt sig bemærkelsesværdigt tavs. ”Vi kender jo slet ikke
vejen!”. ”Jeg har det” sagde Steffen Comeback Kid, som netop var kommet tilbage
fra bageren med seks friske rundstykker – fem til sig selv og et til senere. ”I
låner da bare et skateboard af skaternissen!”. ”Er der også en skaternisse på
Statsskolen?” spurgte Kamilla, der havde indset, at den skole da vist indeholdt
lidt af hvert. ”Yup - her er jeg” lød en stemme bag dem.
Skaternissen var en ungnisse, der lejlighedsvis hang ud på
loftet, når hun syntes, det var steet nok. Ellers tilbragte hun det meste af
sin tid i Aarhus, som hun syntes var lidt mere street, og hvor hendes
skateboardklub også lå. Hun kaldte sig ungnisse, men var egentlig fyldt 130 for
et stykke tid siden. Dog opførte hun sig fra tid til anden som én på 129, og
derfor hang betegnelsen ungnisse ved. Når hun ikke skatede rundt i Aarhus,
elskede hun klubber. Hun var medlem af en litteraturklub, madklub, strikkeklub,
hvad skal vi med vores liv-klub, tegneklub, LP-klub, biografklub, os der har
været i Malaga flere gange-klub og endelig en eksklusiv men let prætentiøs musikklub
(hvor medlemmerne anså det som deres fornemmeste opgave at holde andre, yderst
åndfulde, personer udenfor (og som spiste disse yderst åndfulde personer af med
et letkøbt forklaring om, at den musik, der blev hørt, nok ikke var noget for
dem. Rudolf gøs og tænkte ved sig selv, at hvis det havde været ham, der blev
holdt uden for, ville han godt nok ikke have ladet det gå upåtalt hen… Han havde
altid haft svært med folk, der forestod arrangementer, som ikke inkluderede
alle!)
Skaternissen ville gerne låne Kamilla og Rudolf sit board, da
hun alligevel var på vej ud i verden – i første omgang til Mors – skønt historien
ikke meldte yderligere om, hvad grunden hertil var…. – men Steffen Comeback Kid
hviskede, at det var noget med en ”lav din egen dans”-klub.
Rudolf og Kamilla takkede alle for hjælpen og hoppede op på det
lånte skateboard, som jog afsted i en pokkers fart. Hvor de havnede – og hvorfor
DSB burde se sig om efter et nyt motto – skulle vi sidenhen høre mere om….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar