Nu var det ikke fordi, Rudolf var principiel modstander af
korte julekalenderafsnit. Han havde sågar – helt tilbage i 1994 – været en stor
tilhænger af julekalenderen ”Den gamle mølles hemmelighed” på 2RTV i Randers,
hvor hvert afsnit kun varede ca. 12. minutter (thi alle vidste jo, at hvis man
giver 12 minutter, findes der en løsning på alt – undtagen løftebrud og for mange
kameler på menukortet).
Rudolf og Kamilla havde gået rundt på Statsskolen hele dagen,
og da klokken blev 11.30, og der var frokostbuffet på lærerværelset, listede de
ubemærket ind for at se, om Kamilla mon kunne finde sin buffetlaks. Desværre meldte
en slem skuffelse sig, da der var tale en spaghetti og kødsovs (– hvad der i
sig selv går glimrende som en lun frokostret, men som ikke kunne honorere
Kamillas krav til, hvad en frokostbuffet burde indeholde).
”Jeg nægter at tro det” råbte Kamilla, mens alle i lokalet
spiste videre – lærere er vandt til larm på ureglementerede tidspunkter. ”Jeg
melder mig ud! Jeg vil ikke mere. Denne her julekalender tilgodeser jo slet
ikke mine følelser – og jo; jeg har
faktisk følelser, selvom jeg er matematiker; når det kommer til buffetlaks! Vi
aflyser det hele. Jeg vil ikke være med mere. Jeg gider ikke fixe julen, jeg
gider ikke være nisse og du skal overhovedet ikke forsøge at sige noget
empatisk om, at jeg er unik, som jeg er, for det magter jeg slet ikke lige nu!”
Mere nåede Kamilla ikke at sige, før en sæk blev trukket over
hovedet på hende og Rudolf, og de blev ført væk af ukendte gerningsmænd.
”Hvad var det for et postyr?” spurgte en spisende lærer en
kollega. ”Jeg tror bare, det var én, der klagede over noget!” sagde
kollegaen. ”Nå nå!” sagde spørgeren beroliget og spiste videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar