Frøken Strøm havde i sin tid undervist på Randers Statsskole
i tysk og idræt – dengang kaldet gymnastik – indtil en stor bogstabel,
indeholdende vægtig tysk grammatik, var væltet ned over hende i bogkælderen en forårseftermiddag
i 1948 og var blevet hendes triste endeligt. Siden den tid havde hun fornøjet
sig med – nu som spøgelse – at vimse rundt på gangene på skolen og – i al sin
usynlighed – holde opsyn med stort og småt. Hun var iført spadseredragt, havde knold
i nakken og var i det hele taget ikke en dame, man modsagde.
Rudolf – der aldrig rigtig havde troet på spøgelser – blev noget
mundlam, da Frøken Strøms genfærd pludselig stod og prikkede ham på skulderen. Da
hun havde præsenteret sig, sank Rudolf en klump og sagde: ”Der findes da ikke
spøgelser.”. ”Åh, nu lyder De som en mediefagslærer med angst for det
overnaturlige” sagde Frøken Strøm irritabelt. ”Jeg kan ikke udstå dem, der, af
angst for at blive konfronteret med det, de ikke ved, hvad er – eller hvor vil
føre dem hen - afviser det okkulte som noget vrøvl. Det minder mig så grueligt
om de elever, jeg havde i idræt, som var bange for bolden – når jeg tænker på,
hvad en anden måtte stå på mål for under krigen!” (Frøken Strøm havde været
aktiv i modstandsbevægelsen, og havde – med livet som indsats – gemt flere
kommunister på loftet på Randers Statsskolen - en enkelt havde hun glemt, og
han blev fundet langt oppe i 80’erne - temmelig ilde tilredt; gudskelov havde
folk troet, der var tale om et løveskelet!)
”Hvad bruger De så deres tid på?” spurgte Rudolf – der stadig
syntes, det var noget angstprovokerende at tale med en tysk- og idrætslærer (at
hun var spøgelse virkede mindre skræmmende i sammenhængen). ”Jeg går omkring på
gangene og, smækker lidt med dørene. De, der fornægter eksistensen af noget
større, mener, det er trækvinden – ak ja; fortrængning er jo allemandseje nu om
stunder – men når jeg så trænger til lidt adspredelse, går jeg gerne ind og
sætter mig og ser lidt fysikundervisning – gerne hos de yngre årsvikarer. Men
hvad giver De mig? Jeg må sige, at idrætten har fået nye og bedre vilkår med
tiden. Var der nogen, der tilbød mig en hal? Næ næ næ! Det var ud på græsset i
snestorm og polarkulde og spille høvdingebold. Man må sandelig sige, der er
kommet nye boller på suppen”.
Rudolf skyndte sig, at afbryde; han havde på fornemmelsen, at
Frøken Strøm virkelig nød at høre sig selv tale – man kunne have mistænkt hende
for at være dansklærer i smug. ”Ved De, hvad statshemmeligheden er?” spurgte
han høfligt. ”Har de aldrig lært, at række hånden op, unge mand!?” vrissede
Frøken Strøm. ”Hvad blev der af disciplin, hvad blev der af gode manerer? Hvad
blev der af bordskikken og julekortene? Sic transit gloria mundi, som salig
Blicher skrev! Og hvad med Goethe om jeg må spørge? Eller Trips grundbog?! Næ, det er sandelig sin sag at opstøve et
dannet menneske nu om dage. Hvis der er en hemmelighed her, så må det være
spørgsmålet om, hvad der blev af den gode opdragelse! Og hvis de vil have mig
undskyldt, så skal jeg ud og finde en årsvikar! Bare fordi man er ældre – og usynlig
– har man vel stadigvæk passionen i behold. Hvis de skal finde mig igen, kan De
bare spørge efter den hvide dame. Men lige for nu: Flyt Dem!”. Og med de ord,
forsvandt Frøken Strøm ind i et fysiklokale.
Rudolf stod lidt og gloede.
Kamilla havde sandelig ret i, at sådan et gammelt charmerende håndværkertilbud
rummede lidt af hvert. Men hvor var Kamilla? Det var næsten synd, hun ikke
havde oplevet et ægte spøgelse. Og så alligevel – en matematiker ville aldrig
tro på noget, der ikke kunne sættes på en kønsløs formel, og for at se et
spøgelse, måtte man jo trods alt være i besiddelse af bare en lille smule
fantasi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar