Anmeldelse: "Erasmus Montanus" - Aarhus Teater

Guds lys i sort og hvidt

En anmeldelse af genopsætningen af Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”. 

Set på Aarhus Teater, d. 25/2 - 2019

Det ligner et dukketeater: Bagtæppe med himmel, sidekulisser med træer og lave bondehuse, sætstykker med høns og grise og sågar sofitter med gemytlige lammeskyer, som svæver over scenen. Alt i pap og to dimensioner. I scenens baggrund på toppen af de trin, Aarhus Teaters scene består af til denne iscenesættelse af Holbergs gamle komedie om bondestudenten, der har læst sig latterlig i hovedstaden, troner landsbykirken; kridhvid mens alt andet er holdt i grå farvenuancer. På bagtæppets himmel falder sollyset i hvide stråler ned mellem de grå skyer. Det minder om et maleri fra barokken; lad Guds klare lys skinne over de fortabte og lede dem. Det ligner et dukketeater, men hyggeligt er det ikke.

Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Holbergs komedie sætter religionen i fokus på en konfronterende og provokerende måde og distancerer sig allerede ved åbningsbilledet fra det Kongelige Teaters opsætning i 2014; her var Erasmus den hvidklædte frelser, der kæmpede sig frem i en landsby af larmende staffage og en farveeksplosion af rokokokostumer. Et fyrværkeri af latterlighed og skaberi, den arme Erasmus ikke kunne bekæmpe. Christian Lollike går en anden vej:

På Aarhus Teater glider personerne ind fra siderne som dukketeaterfigurer ført på stænger af en hånd udefra (eller ovenfra?) Et kor foran kirken synger en salme – det gør de jævnligt forestillingen igennem. Tempoet i sang og bevægelse er langsomt og faretruende. Det daglige arbejde udført under Guds strenge opsyn, hvad enten det er at spise, køre en trillebør eller bære en gris i pap over scenen. Jo, alt er af pap – og den tredje dimension findes ikke – i mere end én forstand.

 Jeppe Berg, Erasmus far, har fået et brev fra sønnen i København. Det er skrevet på latin og der må hentes hjælp til at kommunikere familiens medlemmer imellem. Far Jeppe og Mor Nille (Anders Baggesen og Lotte Andersen i evig underdanig og apatisk undren) er placeret frontalt ud mod publikum, og henvender sig aldrig fysisk til hinanden – det gør de øvrige personer heller ikke. Alle taler ud i luften med forstenede ansigter og en gestik og mimik, der indimellem fastfryses i rystende billeder af manglende kontakt mennesker imellem.

Per Degn er gudskelov på bjerget endnu (Jacob Madsen Kvols i selvhøjtidelig afstumpethed) og skal nok vide at sætte Erasmus til vægs, thi han har studeret latin og for folkene på bjerget er han den åndelige vejleder og Guds direkte talerør. Tilmed taler han stadig latin og når ”panis gravis” betyder grovbrød og ”anal” betyder kordreng (og ”oral” da i øvrigt det samme) er publikum nok med på, af hvilken kvalitet Per Degns lærdom er. Men hvem skulle sige ham imod i et lille indspist bondesamfund, hvor alt er styret en næsten pietistisk gudstro? Der er ingen nuancer. Alt er sort og hvidt. Skuespillere, scenografi og lydbilledet med den ildevarselende salmesang, lydeffekterne, der akkompagnerer de daglige gøremål, som var det en tegnefilm. Ingen har deres egen frie vilje.

Undtagen Erasmus!

Erasmus Montanus (i Andreas Jebros tårnhøje skikkelse) springer ned fra logen og lægger sin barndomsby i ruiner – bogstavelig talt! Jebros fremstilling af Montanus er mangefacetteret; Han fører sig frem som en Holbergsk Jean de France; storskrydende og pyntesyg, men er samtidig indtrængende og nærmest snusfornuftig, når han tager publikum med som vidner på det, der foregår. ”Prøv lige at se dem” er hans allerførste replik fra logen, henvendt til publikum, før han stiger ned på scenen. Erasmus er helt klar over, den er gal i hans hjemby. Jebros Erasmus har noget meget sympatisk over sig. Mest af alt fordi Erasmus’ projekt om at få kontakt med dem derhjemme (inklusive bror og forældre) mislykkes – der er ingen der vil se på ham. De glor alle sammen ligeud i luften, som var de dukketeaterfigurer skåret ud i pap. Erasmus drejer deres hoveder mod sit eget, og de vender sig atter og glor ud i intetheden. Det er hårde odds!

Den eneste fysiske kontakt er mellem Erasmus og hans mor Nille, som tager ham på skødet, nusser ham og tungekysser ham. Et væmmeligt billede på, at der nok er kærlighed fra mor til søn, men at hun på ingen måder ser ham som den voksne mand, han er, og at han heller ikke evner at slippe fri af hjemegnens religiøse tyranni.

Erasmus er forlovet med den, temmelig lystne, Lisbet, der desværre er underlagt en hustyran af en far, den gamle Jeronimus, der vandrer rundt med geværet i hænderne, parat til at nedlægge alle urostiftede (Sofia Nolsø og Bjarne Henriksen suppleret af Nanna Bøttcher som mor Magdelone). I Jeronimus’ hus er der kæft, trit og retning og et noget middelalderligt syn på kønsroller: Lisbet og hendes mor skal holde kæft, og når de ikke gør det, får de tæsk med det faderlige gevær. Et slag i maven og i hovedet, så damerne går i gulvet – så er husfreden sikret! En gammeltestamentelig patriark, der bryster sig af, at Danmark er et kristent land. Jacta est alea!

Erasmus diskvalificerer imidlertid sig selv som svigerfars drøm, når han bebyrder, råbende for at overdøve det indtrængende salmeafsyngende kor, at Danmark ikke er et kristent land men i stedet bygget på ideer, der stammer fra oplysningstiden, og at jorden da i øvrigt er rund. I arrigskab har han væltet paphusene og smadret både papfår og papko (med replikken ”Det er jo bare pap for helvede!” til publikum), for intet er ægte og det hjemmelige bjerg er en flad kliche. Per Degn trykker sig op af det sidste tilbagestående hus, mens Jesper Ridefoged (en religiøst hjernevasket og stammende fyr i Simon Matthews skikkelse) er gået til grunde under den første sidekulisse, der væltede.

Erasmus’ projekt hos Lollike er at få sandheden frem og at dekonstruere det kristne hykleri, der stortrives på bjerget. Han lægger scenen øde, han flår papirparykkerne af sine medspillere, han trykker sågar på en knap, så hele scenografien svæver op i loftet, og der kun er bagtæppet tilbage - og sætstykket med den skræmmende hvide kirke. Erasmus er oplyst, men bjerget ligger hen i den allermørkeste kristendoms skygge og uanset, hvor meget han river og flår i sig selv, kan han ikke opgive sin tro på, at jorden er rund og at Danmark ikke er et kristent land - selv ikke for sin elskede Lisbets skyld. Lisbet prøver med kvindelist – og selvmordstrusler, der indebærer både jagtgevær, et reb om halsen og en seance, hvor hun hælder benzin ud over sig – at omvende ham, men Erasmus nægter; han må stå ved sin overbevisning!

Alle har vendt ham ryggen; selv broder Jacob, der ellers var en gemytlig, ufarlig og liderlig dumrian ved stykkets begyndelse. Fra sin papscooter erklærer Jacob (en velspillende Zaki Youssef - nu på papscooter) at Erasmus’ ideer ingenting er værd. Sådan!

Der står så Jebros Erasmus med sin vandflakse af plastic; tidligere har han forsøgt at drikke vand af mor Nilles rekvisit-papkrus, men uden held, og nu drikker han som en gal af sin lille flaske. En pigegarde klædt i rødt og hvidt invaderer scenen og Løjtnanten (Andreas Nikolai Petersen som skræmmende regimeleder) banker Erasmus på plads, klæder ham af og lader ham splitternøgen ligge på forscenen, mens han trues af spader og høtyve, der leder tankerne hen på både middelalderlige heksejagter og den væmmeligste tortur. Presset er for stort. Erasmus går ind på de vilkår, at Danmark er et kristent land og at jorden er flad! Høtyve og spader forvandles til et espalier, og den afklædte og torturerede Erasmus, må vandre til bestemmelsesstedet; til kirken med sin Lisbet ved hånden – næsten som en Jesus på vej mod Golgata. Imens lyder salmesangen:

”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse”

Og vi fornemmer, at Bjergets mørke gudstro har trumfet både fornuft og oplysning. Erasmus og Lisbet er placeret bag en enorm papfigur af et brudepar, så kun deres ansigter ses over kjole og smoking. Men så lyder til sidst med én enkelt klar kvindestemme:

”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”

Er der så alligevel håb for Erasmus? Var det kampen værd? Er det det, der er denne opsætnings udsigelse? Det er i hvert fald et spørgsmål, der hænger i luften, da forestillingen er spillet til ende. Og hvilken forestilling!

Christian Lollike rejser spørgsmålet om religionens magt over vores forstand og sender en burkaklædt kvinde og en rød oppustelig dinosaurus i løb over scenen - det sidste for elegant at illustrere, at sproget blot er en konstruktion. Måske umiddelbart en spøg, men når de suppleres af en kæmpe oppustelig moske i scenens baggrund, der rejser sig skråsikkert men falder sammen igen, da salmesangen sætter ind, er der andet og mere ude at gå end en gemytlig historie om en fjollet bondeknægt. Lollikes bearbejdelse er temmelig tro mod Holbergs originale tekst og det geniale i opsætningen ligger i iscenesættelsen; i spillestilen og i scenografien. Der var ikke så dejligt ude på landet, som salig H.C. Andersen skrev. Der var hjernevask, siger Lollike!

Med vold og magt bliver Erasmus tvunget til at opgive sin fornuft. Han har ret, men på Bjerget har man ikke ret, hvis man står alene mod et flertal med en anden holdning. Det er ætsende samfundskritik og den sidder lige mellem øjnene. Selvom opsætningen også giver anledning til at få rørt lattermusklerne eftertrykkeligt, fordi det groteske, voldsomme og absurde er flittigt brugte virkemidler i sproget og i det fysiske udtryk, er forestillingen nært beslægtet med tragedien.

En ganske uhyggelig fortælling om, hvor galt det går, når nuancerne er borte og Gudsherrens lys gengiver både hjemstavn og hjerner i sort/hvid!   

Rudolf og statshemmeligheden - 24. dec.

Mens Kamilla og Blop havde udtænkt skumle planer i cykelskuret, havde Rudolf, Julemanden, astronominissen og Steffen Comeback Kid søgt hele skolen igennem efter det forsvundne skema 2,0. Kunne det tænkes, at det var skjult et sted på skolen, de blot ikke have været opmærksomme på? Da det blev morgen juleaftensdag, og ingen havde fundet skyggen af skema 2,0, blev Steffen Comeback Kid så deprimeret, at han måtte have noget at spise, hvorpå astronominissen tog ham med i Lagkagehuset; de havde alligevel et gammelt gavekort, de ikke havde fået indløst.

Julemanden og Rudolf var således helt alene tilbage på den tomme skole (når man så bort fra frihedskæmpere på loftet, hvide damer på gangene og diverse skeletter i skabene). De så på hinanden, og selvom Rudolf ihærdigt forsøgte at overbevise Julemanden om, at de ikke måtte give op, var denne klar til at erklære julen for aflyst.

Pludselig ringede telefonen på lærerværelset, hvad den ellers sjældent gjorde, med mindre en sølvgrå Ford holdt ulovligt parkeret i Nordgården. Rudolf tog telefonen, og i den anden ende var der en stemme, som desværre ikke kunne afsløre sin identitet, men i hvert fald fortælle, at skema 2,0 var blevet fundet i cykelskuret, og om ikke Rudolf og Julemanden ville komme og hente det! Rudolf blev ude af sig selv af glæde, og selvom Julemanden studsede lidt over det suspekte telefonopkald, skyndte de sig begge afsted mod cykelskuret.

Da Rudolf og Julemanden kom ud i gården, lød der et øredøvende rabalder, og et af de sortmalede cykelskure drattede sammen for øjnene af dem. ”Jeg tror, det var en fælde” sagde Julemanden tørt. ”Nej nej nej!” hylede en stemme fra murbrokkerne. ”Du er umulig at arbejde sammen med. Hvorfor fyrede du bomben af, før vi var kommet ud?”. Det var Blop, der var hysterisk. ”Altså hør lige her” replicerede Kamilla. ”Jeg kan jo ikke gøre for, at du finder en bombe på loftet, der er millioner af år gammel og fuldstændig ude af trit med kravene til moderne sprængstoffer. Så snart jeg bare nærmede mig med en tændstik, eksploderede det bras jo mellem hænderne på mig!”.

Rudolf løb hen og hev Kamilla ud af murbrokkerne. ”Du er hermed arresteret” sagde han (selvom man selvfølgelig kunne diskutere, hvorvidt hav havde bemyndigelse hertil). Kamilla begyndte at råbe op om, at Blop var hendes medsammensvorne, men Blop bjæffede blot hundeagtigt og spankulerede bort, mens ingen mistænkte ham for noget kriminelt. ”Jamen, jeg ville jo bare have min buffetlaks” vrælede Kamilla og syntes, verden gik hende groft imod.

”Men” sagde Julemanden ”Hvor er skema 2,0?”. ”Det ligger i et skab på lærerværelset” sagde Kamilla. ”Lige ved siden af, hvor plasticjuletræet er opstillet. Ganske rigtigt; i et tilfældigt lærerskab lå skema 2,0, sammenkrøllet og hengemt. ”Egentlig var skabet låst” sagde Kamilla. Men fordi gymnasielærere har det med at gå omkring og stjæle slik i hinandens skabe, så kan man jo ikke have noget i fred her på stedet!

Steffen Comeback Kid og astronominissen var kommet tilbage, og sammen diskuterede de nu, hvilken straf, der skulle tildeles Kamilla, for hendes underløbne ugerninger. Steffen spiste lagkage, mens Kamilla tryglede: ”I må ikke bede mig tage det nissepædagogikum” sagde hun. ”Jeg har slet ikke lyst til at være nisse. Jeg fortjener et job med både højere løn og højere prestige”.

”Du får i hvert fald ikke lov at blive nisse, efter du har snigløbet os alle på denne måde” sagde Julemanden. Imidlertid dukkede en repræsentant for skolens ledelse op, og takkede Kamilla personligt, fordi hun havde udryddet cykelskuret, hvor rygerne altid stod og hang. Nu kunne man sige, at rygerne havde fået et sted, der ikke rigtig fandtes, men fandtes lidt allievel, hvor de kunne stå og ryge – og det var alt sammen Kamillas fortjeneste. Ledelsesrepræsentanten overrakte oven i købet Kamilla et lille stykke ferskrøget laks og spurgte, om hun ikke kunne have lyst til at blive fastansat som underviser i biologi og matematik på Staten. Det ville Kamilla gerne. Rudolf tænkte sit: På den måde ville hun jo komme til at tage sit pædagogikum før eller siden, og det måtte jo være straf nok i sig selv.

Dermed var alt i orden. Desværre blev Skema 2,0 senere på dagen fundet i skolens køkken, hvor Steffen Comeback Kid havde brugt det som underlag for sin kage – fordi han ikke kunne finde tallerknerne. Ak ja! Alle – også Julemanden – måtte nu således nøjes med skema 2,5, men nu havde skemaet jo alligevel været i uorden så længe, at det ville føles helt uvant, hvis det pludselig fungerede optimalt (- lidt ligesom med DSB). Julemanden skyndte sig tilbage til Grønland for at gøre klar til sin kanetur og gaveuddeling, og Steffen og astronomnissen fortrak til loftet, hvor Steffen heldigvis havde gemt et stykke lagkage til senere.  

Således stod Rudolf alene ved juletræet i Vestporten og nød synet af lys og interimistisk pynt. Han tænkte, at statshemmeligheden måske bare var, at der slet ikke var nogen hemmelighed, men at enhver bare skulle bruge de egenskaber, han/hun allerede var i besiddelse af (hvilket dybest set var et ret tydeligt lån fra ”Kung Fu Panda”, men der var jo heller ikke altid tid til at opfinde den dybe tallerken. Som tak for hjælpen havde Julemanden efterladt ham en gave. Det viste sig at være en bog om matematikfagets anvendelsesmuligheder, men Rudolf mente ikke, det var relevant viden for ham (eller nogen andre) og ville prøve at bytte den til Susse Wolds nye selvbiografi mellem jul og nytår.

Rudolf gabte veltilfreds og tænkte, at det alligevel var utroligt, hvad han havde kunnet overkomme i de sidste fire års julekalendere. Han gik ud fra, at december 2019 ville blive langt mere rolig, men man kunne jo aldrig vide…

Rudolf og statshemmeligheden - 23. dec.

Kamilla var hysterisk – og det var ikke noget, der kom over hende ret ofte. Selvfølgelig havde der været undtagelser; hun havde engang sagt: ”Hov-jeg er ikke færdig”, da en uopmærksom tjener, på en restaurant i Brovst, havde fjernet hendes hovedret i utide, men det var også det tætteste, hun var kommet på reelt hysteri i sit liv indtil nu. Men nu var Kamilla reelt set hysterisk; flintrende hysterisk, rasende, frustreret – og med en sult efter buffetlaks, der flående i hende – stod hun i cykelskuret på Randers Statsskole og hoppede aggressivt op og ned, mens hun tudbrølede og råbte og skreg. Ved siden af hende sad skolehunden Blop, med en mintgrøn paraply - der beskyttede ham mod vandmasserne fra den ulykkelige matematiker - og lagde tålmodigt øre til.

”Det er for galt. For meget!” råbte Kamilla. ”Her har jeg planlagt det hele. Jeg har stjålet skema 2,0 med din hjælp, truet Julemanden til at gå under jorden på et fuldstændig ukendt kronjysk gymnaisum, for at jeg kan sabotere julen, slippe for at blive nisse, og straffe hele verden, fordi den nægter mig buffetlaks. Det er så velgennemtænkt, at man skulle tro, jeg leverede et plot til en, noget indforstået, blogjulekalender, skrevet af en trivelig yngre gymnasielærer med dårlig humor og indtil flere julesweatre på lager. Og hvad sker der så? Ja jeg spørger bare? Så sætter den gamle stædige gaveproducent en gul seddel i kanen, som afslører, hvor han er, og hvad det er, jeg har stjålet. Han kunne lige så godt have afsløret, hvordan det hele ender i samme ombæring. Det var da godt, at det kornfede rensdyr ikke fatter ret meget, for så var jeg blevet afsløret lige på stedet. Men hvad nu? Hvad nu? Nu er Rudolf vendt tilbage, og han har fundet Julemanden! Det er simpelthen så deprimerende, urimeligt og provokerende, at man dårligt forstår, det ikke er ren fiktion! Så sig dog noget - du sidder bare der og glor!”

Skolehunden Blop, der fra sin hverdag var vandt til at lægge øre til en del brok – primært over edb-anordninger, der ikke virkede som de skulle - havde lyttet tålmodigt til Kamilla, men nu måtte der kendes en grænse. For han måtte virkelig sige, at eftersom det eneste, hun skulle, var, at sende Julemanden i eksil, så var det ufatteligt, simpelthen ufatteligt, at hun ikke havde kunnet klare den lille simple opgave uden at fucke op i det. (Ja, Blop havde, qua sin daglige gang i skolens klasselokaler, samlet en del af de unges nymodens sproglige unoder op undervejs). Det var ham, der var hjernen, og han var godt og grundigt træt af, at Kamilla tog æren for hans arbejde!

”Her har jeg udtænkt en genial plan” sagde Blop. ”Først skulle vi nakke julen, og dernæst overtage verdensherredømmet – primært fordi, jeg virkelig trænger til noget andet end teenagere, der klør mig bag øret og taler til mig som om, de ikke ved, jeg er et selvstændigt tænkende væsen. Med alt det faglige, jeg samler op på den skole, har jeg jo snart en doktorgrad! Det burde de vide, og derfor skal vi hævne os. Men du gør det lidt svært for mig, Kamilla kortben, når du ikke engang kan finde ud af, at holde Julemanden skjult eller at sætte Rudolf ud af spillet! Hvorfor maltrakterede du ham ikke med din skarpe lineal?”. ”Jeg glemte det!” sagde Kamilla undskyldende ”Men næste gang, jeg ser ham, skærer jeg ham i terninger, putter ham på dåse og så sælger vi ham som forloren hare!”. ”Hvor er du dog makaber og primitiv” sagde Blop tørt (og undrede sig egentlig over, at en matematiker kunne vise passionerede følelser for andet end vektorer, carporte og saltstænger). 

”Men jeg har en plan” fortsatte han. ”Kan du se den bombe? Det er et levn fra en frihedskæmper, der boede på skolens loft under krigen, men aldrig viste sig siden. Men bomben er god nok, og i morgen lokker vi Rudolf og Julemanden her over i cykelskuret, og så sprænger vi dem i luften. Så er det slut med jul. Er det ikke en genial plan? Utroligt, jeg skal gøre alting selv!”. ”Hvorfor ikke sprænge hele skolen i luften, når nu vi er i gang?” foreslog Kamilla ivrigt. ”Nej, er du rigtig velforvaret?” sagde Blop indigneret. ”Det er jo en fredet bygning, kvindemenneske!”. Kamilla så skamfuldt ned i jorden, og Blop fik lidt medlidenhed med hende. Qua det faktum, at hun var matematiker, måtte man jo gå ud fra, som en selvfølge, at hendes sans for, endsige viden om, kvalitetskultur lå på et meget lille sted; det forklarede jo også mangt og meget om hendes faible for ”Phantom of the opera”.

Rudolf og statshemmeligheden - 22. dec.

Rudolf havde egentlig aldrig forestillet sig, hvordan en frihedskæmper mon så ud. Bevares – han havde da hørt et og andet om Anne Frank, Biker Jens og den sidste mohikaner, men det var jo ikke til at vide, hvad der var sandhed og hvad der var røverhistorier. Naturligvis tænkte han også på Matadors skildring af Kristen Skjerns heltemodige indsats med at bringe Hr. Stein i sikkerhed - men her overskyggede hans skuffelse over, at Ingeborg ikke lod sig skille fra Mads Skjern altid for samtlige indtryk af serien. (Desuden var den nyrestaurerede version af serien på klar i farverne, at kunne se sminken på skuespillerne – og hvor var vi så henne?)

Rudolf havde således aldrig forestillet sig – i hvert fald ikke til bunds – hvordan en frihedskæmper så ud. Dette fik han dog snart lejlighed til, da nissen Steffen Comeback Kid sammen med astronominissen først antastede ham på lærerværelset og derefter førte ham op på skolens loft, hvor der sad to gamle mænd og spise risengrød, mens de talte om vind, vejr og om, hvor svært det er at finde et ordentligt realkreditlån nu om dage.

Frihedskæmperen Eigil havde siddet på loftet siden 1943, hvor den hvide dame havde skjult ham, for at han ikke skulle falde i tyskernes hænder, hvilket jo ville havde ødelagt den gode stemning i anseelig grad. Eigil havde således levet af støvmider og åndelig føde i 75 år, men holdt sig, bemærkelsesværdigt nok, udmærket i live på den konto. 

Tiden fordrev han med at fortælle røverhistorier fra sin tid som soldat og med at læse i et laset eksemplar af Holbergs ”Den stundesløse” fra skolens bogkælder, hvilket morede ham, da bogen første gang havde været brugt af en elev det år, Eigil blev gemt på loftet. Så den måde, havde de jo fulgtes ad i alle de år – og da Holberg var så fængende, var Eigil blevet hængende.

Ved siden af Eigil sad Julemanden. Han var blevet noget rundkindet, og så umiddelbart glad og tilfreds ud. ”Julle!” udbrød Rudolf. ”Hvad i alverdens riger og lande gør du her? Er du ikke i Tibet?”. ”Nej det lader ikke til det” sagde Julemanden. ”Den tilsyneladende joviale og lavbenede kvartalsnisse Kamilla truede mig til at gå under jorden, under dække af en tur til Tibet, og gav mig en enkeltbillet til Randers. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde kom tilbage, ville hun maltraktere mig med sin lineal, og selvom det jo også lyder fængende, på en let erotisk måde – tænkte jeg dog, at jeg hellere måtte lystre; man ved jo aldrig, hvad en biolog kan finde på. Desuden er skema 2,0 væk, og derfor er min lyst til julen forsvundet!”.

”Så du har været på Staten hele tiden?” spurgte Rudolf overrasket. ”Ja” svarede Julemanden. ”Steffen har fedet mig op og jeg smovser løs i risengrød og rundstykker fra bageren i rundkørslen. Jeg har taget nogle julekilo på -  eller fået vinterdæk, som man siger i bilbranchen. Jeg turde ikke give mig til kende, så længe, du havde Kamilla med – jeg skulle ikke nyde noget af at få tæsk af en matematiker – tænk på al den indestængte bitterhed, sådan nogen må have behov for at komme af med, når lejligheden byder sig.”

Rudolf - der på et eller andet plan syntes, Julemanden godt kunne havre afsløret sig selv noget før – var taknemmelig over, at Julemanden havde formået at placere den gule post it seddel i Kane 1, så Kamilla og Rudolf ikke havde kunnet gøre andet end at flyve til Randers. Men Rudolf spurgte nu Julemanden, hvor de dog skulle finde Kamilla. Det var jo hende, der havde det famøse skema 2,0 der kunne frelse julen.

”Jeg ved det” sagde Eigil. ”Gør du!” råbte Rudolf. ”Nej” svarede frihedskæmperen, ”men det lød godt”. Rudolf sukkede; han skulle nok alligevel havde budt ham på middag, frit fra høkasse, som kunne indtages i et køkken, indtil genboens søn stod i kjole og hvidt og hamrede på køkkendøren, så den forfulgte måtte skjule sig i stuen. Ak ja; frihedskæmpere var nu ikke, hvad de havde været – og ”Matador” var nu væsentlig bedre i den gulnede version fra 70’erne!

Rudolf og statshemmeligheden - 21. dec.

Rudolf havde altid forestillet sig en læsesal som et sted, hvor der var en tyk faglig intensitet i luften, hvor mange sad og tænkte store tanker, hvor der blev knoklet på livet løs, og hvor alle læsepladser var nydelige, sobre og hvor der hverken stod kaffekopper, lå æbleskrog eller en halvspist kantinesandwich med kylling og bacon.

Da Rudolf, efter en møjsommelig tur fra Randers Banegård til Randers Statsskole, hvor der undervejs var et utal af trapper at forcere, trådte ind i lærernes arbejdsrum - blandt de mindre formelle kaldet læsesalen - slog det ham, at ordenssans jo forekommer i mange udgaver. 

Rudolf, der som sådan holdt af, at der var ryddet op, hvor han kom frem, forstod ikke, at man kunne arbejde i det syndige rod af bogstabler, ledninger, løse ark, glemte tørklæder og kaffekopper – dog vidste han også, at han, såfremt han fik valget, ville have sat sig ind for at arbejde i et rum, hvor man gerne måtte hyggesnakke, så det at sidde på en læsesal – rod eller ej – var en hypotetisk situation for hans vedkommende.

Dog undrede Rudolf sig over, at der ingen lærere var, da disse, ham bekendt, var centralt inventar på en skole. Undervisning kunne de næppe alle være beskæftigede med på samme tid – med mindre, der selvfølgelig var gået helt kuk i skemaet, men dette ville jo være lige så stor en usandsynlighed, som et umotiveret hulmodul – eller en 6. ferieuge, der ikke var lagt på et tidspunkt, hvor man allerede havde ferie i forvejen.

Rudolf, der ikke vidste, hvad han skulle gribe eller gøre i, satte sig på en læseplads, og begyndte at læse i en opslået bog om drivhuseffekten. Denne havde dog også en helt anden effekt; han faldt i søvn – hvilket jo i sig selv ikke var så overraskende. Ikke fordi, han havde været udsat for trusler og DSBs forsinkelser, men fordi naturvidenskab jo altid havde været en fremragende kur mod søvnproblemer.

Han vågnede først, da to velkendte stemmer lød: ”Hvorfor ligger du der og sover? Vil du ikke med op på loftet og sige goddag til Julemanden?”

Rudolf og statshemmeligheden - 20. dec.

Kamilla havde egentlig aldrig set sig selv som en potentiel superskurk. Bevares, alle havde da en rem af huden, og hun havde da, i én af folkeskolens matematiktimer, svirpet sin lineal ned over fingrene på Doris fra klassen, der aldrig ryddede op efter sig, og efterlod sine tomme juicebrikker over alt (allerede dengang havde Kamilla øjensynligt haft et stort hjerte for miljøet – eller for alle andre juicevarianter end appelsinjuice i minimalistisk kartonform). Sidenhen havde Kamilla, i gymnasiet i Fakse Ladeplads, været lidt af en rebel, der – ud over at snuppe hovedrollen i skolens musicals alle tre år – også havde gjort sig til sortbørshaj, og solgt kopier af sine, altid korrekte, matematikopgaver til klækkelige summer. ”For samfundets skyld” som hun sagde. På universitetet havde hendes store nummer været at liste sig ind på sagesløse mandlige medstuderende til enhver fredagsbar, og give dem en Olfert. Men det var immervæk rævestreger i småtingsafdelingen (hvilket egentlig var en god bogtitel, men lad nu det være.)

Nu følte Kamilla imidlertid, at hun måtte bekende kulør. Kunne det være meningen, at denne tvivl, der åd hende op, skulle blive ved og ved? Hvad skulle der til for at finde ro? Og hvorfor var der ingen, der kunne tilvejebringe den buffetlaks, som hun så inderligt hungrede efter? I pakken, afsendt i 2008, havde Kamilla fundet skurkeudstyr af en kaliber, der ville få Britta Nielsen til at ligne en pigespejder på en forårsdag, og nu måtte hun tage drastiske midler i brug. Kamilla trak vejret dybt, og nynnede et medley af de største hits fra ”Phantom of the opera”, inden hun gik i aktion.

Rudolf, på sin side, begyndte at fornemme, der var noget under opsejling. Hvad var det egentlig med hende Kamilla? Hvorfor var hun så følelsesmæssigt tilknappet, hvilken årsag fandtes der til hendes besættelse af buffetlaks – og hvor var hun overhovedet henne? Rudolf, der konstaterede, at DSB-toget, efter fire døgn på samme perron og en forventet forsinkelse på rejseplanen på fem døgn, nok ikke var den hurtigste vej frem i verden, sprang ud af toget og gik ind i stationsbygningen, hvor han straks fik en lineal af den skarpe slags stukket op mod sin hals.

Der stod Kamilla, iført en noget pudsig skurkeuniform, som bestod af nissehue, rygsæk med biolog-net, et bælte med sylespidse blyanter og en lineal som våben. ”Kamilla! Hvorfor er du så underløben?!” udbrød Rudolf (og tænkte tilbage på en flere år gammel episode i Julemandens værksted, hvor nogle, aldeles uretmæssigt, havde beskyldt ham for at have en skjult dagsorden, han slet ikke havde haft. Godt, det var længe siden og herregud; ingen skal jo være ufejlbarlige.)

”Hold din mund!” råbte Kamilla! Det her er et angreb og du, din småfede påskehare, er i alvorlig fare! Jeg har fået nok. Hører du; nok! Jeg var en harmonisk biolog, der stod i sne til knæene og var lykkelig. Men så kom du, for et års tid siden, og trak mig ind i dette julehelvede, fik mig ansat i Julemandens værksted, hvor ingen kærrer sig om miljøet – og værst af alt; du fik mig sendt på de infame pædagogikumkurser. 

Det er jo en regulær straf mod menneskeheden. Ens tålmodighed bliver jo testet til det yderste, og hvis nogen ville bytte plads med mig, ville jeg med glæde bruge resten af mit liv på at udlåne mit venstre ben som kløpind til Lars Løkke hver dag mellem kl 12 og 16. 

Jeg er træt af powerpointshows, træt af øvelser i to rundkredse, træt af at praktisere på baggrund af påtagede refleksioner og utrolig træt af hollandske forskere! Hvis jeg skal stå dette mareridt igennem, for at blive en rigtig nisse, så kunne man, som et minimum, unde mig min buffetlaks! Hører du! Buffetlaks blev der sagt! Det er jo ikke fordi, jeg er en krævende natur! Det er det virkelig ikke, men jeg synes måske nok, det kunne være rart, hvis man tog bare en lille smule hensyn til mine nerver. 

Og inden du kommer i gang med at spørge, om jeg havde en traumatisk barndom, så må jeg sige, at alle, der er interesserede i matematik, har haft en traumatisk barndom! ”Hej, jeg synes tal er fede!”. Tror du, det er en god scorereplik i 9. klasse? Nul putte – det er en ommer! Nat efter nat tilbragte jeg på mit teenageværelse med de falmede kanariegule vægge, der var gennemvædede af fugt, mens jeg lyttede til en lille – i sin tid fra Østtyskland importeret – radio, der spillede Anne Linnet på repeat”. (Her tænkte Rudolf, at masochismens facetter kunne være et interessant indspark i Kamillas beretning, men det ville næsten være synd at afbryde, når en matematiker endelig formulerede sig i sætninger, der var længere end ”Regn opgaven på side 7!”)

Kamilla fortsatte: ”Der sad jeg så og havde krise over at være så velbegavet i en al for humanistisk verden, og min eneste trøst var laks! Lige en lille skive laks hver aften før sengetid. Det var det, der holdt mig kørende. Laks har en terapeutisk virkning for mig. Laks er for mig, hvad andres penge er for Lars Løkke Rasmussen, hvad varm luft er for AT, hvad hvidvin er for Lisbet Dahl! Det er en måde at overleve på. Og hvad får jeg; det ene kursus efter det andet uden buffetlaks! 

Jeg vil ikke være med til det! Derfor ødelægger jeg julen, derfor er det mig, der har givet Julemanden penge til rejsen til Tibet, derfor har jeg stjålet skema 2,0 fra Randers Statsskole og derfor har jeg fucket DSBs køreplan op – eller det sidste var noget, jeg havde overvejet at gøre, men så havde DSB stjålet min ide og allerede gjort det selv! Ikke engang sine ideer kan man have i frem! Men nu stikker jeg af til Caribien – eller Langeland – og aldrig mere vil du få din jul igen. Så kan du passende tænkte på, at det er fordi, jeg ikke måtte få min buffetlaks!! MUHAHAHAHAHA!” 

Og med disse – for en biolog og matematiker at være afsindigt mange – ord, forsvandt Kamilla ud af stationsbygningen og forsvandt i den disede morgen! Rudolf stod lidt og tænkte sig om. Han måtte tilbage til Statsskolen, for noget måtte man kunne gøre, og hvor der er højt til loftet, er der altid en løsning – eller i hvert fald en kaffeautomat!

Rudolf og statshemmeligheden - 19 dec.

Nu var det ikke fordi, Kamilla ligefrem havde ventet på den pakke med ostehapser, som hendes grandtante Marion fra Toronto havde sendt afsted i 2008. Man skulle jo ikke sådan gå og udvise utidig følelsesmæssig aktivitet, som én af Kamillas undervisere på matematikstudiet engang havde påpeget. Immervæk blev Kamilla svært opløftet, da en medarbejder fra Post Nord pludselig stod i toget, prikkede hende på skulderen og sagde: ”Er det dig der er biologen Kamilla?”. ”Ja - tænker du måske, jeg ligner en frustreret pædagogikumsnisse med skumle planer om at overtage verdensherredømmet og svælge i buffetlaks på en vulgær - men dog alligevel fængende - måde?” spurgte Kamilla passivt aggressivt (fordi hun pludselig var kommet til at tænke på en gammel kollega, som engang havde sendt hende en sms, hvor der stod, at denne kollega foretrak at få arbejdsrelaterede spørgsmål pr arbejdsmail i stedet for over sms, og det havde fået Kamilla til at føle sig afvist, (hvilket altid var farligt med folk, der havde læst matematik, fordi de – pr definition – var vandt til at blive set lidt skævt til).

”Hvad er der i pakken?” spurgte Rudolf, der efterhånden var ved at synes, tre døgns forsinkelse på en togafgang måtte være max – selv for DSB, hvis slogan han, i sit stille sind, tænkte burde ændres til ”DSB – tør du køre med os!”. Rudolf vendte sig mod Kamilla, for at sige noget åndfuldt, men pludselig var den lavbenede biolognisse pist væk. Rudolf spejdede ud af togets vinduer, men ingen steder var hun at se. Rudolf sukkede, lænede sig tilbage og greb et ”Ud at se ”- blad, der indeholdt en stor portrætartikel om Anne Linnet – ”Ak ja!” tænkte han ”Countrysangerinder er nu ikke, hvad de havde været”. 

Hvad Rudolf ikke kunne se var, at Kamilla, yderst suspekt, listede afsted langs med den vindblæste stationsbygning. I favnen holdt hun den overordentlig mystiske pakke, afsendt i 2008. Hvad var der i? Hvor luskede Kamilla hen i hemmelighed – og ville der nogensinde komme en løsning på mysteriet om julemandens rejse til Tibet, det forsvundne skema 2,0 – og hvorfor Kamilla havde rekvireret en hel kasse med ostehapser fra et perifært – og oversøisk – familiemedlem?

Inden Rudolf anede det, ville han være på vej lige lukt ud i katastrofen – han sad jo trods alt i et DSB tog!