"Eventyr fortalt for rensdyr" - 8. afs.

Rudolf og tandfeen kørte ind i en smuk by, hvor folk gik elegant klædt i dragter, der så ud som stammede de fra et kostumedrama om 1700-tallet (Rudolf sendte her en tanke tilbage til spillefilmen ”En kongelig affære”, som med sit imponerende udvalg af anakronismer havde givet ham den opfattelse, at 1700 tallet havde været rigt på både tyske livlæger, der grangiveligt lignede Fischer fra ”Rejseholdet” og talte et karl-smart dansk helt uden accent og på engelskfødte danske dronninger, der af uransagelige årsager talte svensk – jo, 1700 tallet havde åbenbart været rigt på mangt og meget). På byens torv vinkede borgerne venligt til det sære syn af rensdyr og fe i den røde sportsvogn; i eventyrernes verden kunne man jo vente lidt af hvert, og om det var en drage, en kæmpe, en fortryllet prins eller et rensdyr, der mest af alt mindede om en trivelig påskehare, kunne jo være det samme.

På den lokale kro stod en yngre bartender ved navn Kenneth, og tog imod dem. Tandfeen, der i sine unge dage havde været lidt af en festabe, bestilte en eksotisk drink, mens Rudolf, der jo var chaufføren, tog til takke med et glas apollinaris. Bartenderen Kenneth blev noget bleg, da feen bad og at få en særlig frugt i sin drink, som hun havde stiftet bekendtskab med på en rejse til Israel, og han hev en pose med frosne tropiske frugter frem og spurgte, om det ikke kunne bruges. Tandfeen, der ikke var meget for hverken populærkultur eller færdigretter fra frost, så lidt skeptisk ud, men Rudolf sagde ja tak på hendes vegne. Bartenderen Kenneth, som egentlig hed Frederik men syntes, at ”Kenneth” var mere street, underholdt dem: ”I sidste uge var der én dame, der var ved at blive kvalt i en frossen kiwi. Det var helt vildt nøjeren! Kan du tåle kiwi?” Jo, det mente feen jo nok, hun kunne. Så længe, hun kunne undgå cheeseburgere og drikkelse fra Baresso, var der ingen is på koen. Kenneth gik for at lave hendes drink, og Rudolf sukkede. Han vidste ikke, hvor de skulle søge efter meningen med livet. Kenneth blandede sig igen: ”Altså nu er det ikke for at blande mig”, sagde han – af uvisse grunde på københavnsk – ”men prøv at køre op på slottet. Vores prinsesse er mega klog og ved virkelig meget. Hun kan helt sikkert svare på det. Desværre sover hun altid vildt dårligt, og er derfor meget træt, så pas på ikke at fornærme hende – hun er lidt opsætsig”. Tandfeen og Rudolf bestemte sig for at tage op på slottet næste dag, og hele aftenen hyggede de sig i kroen, hvor tandfeen flirtede med bartenderen Kenneth, som Rudolf mildest talt synes var lidt anstrengende. Så interessant var man vel heller ikke, bare fordi man kunne diske op med tropiske frugter fra frost!     

    

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 7. afs

Rudolf havde lukket øjnene og forsøgt at forestille sig, hvordan det ville være at ende sine dage i maven på en uhumsk trold. Ikke fordi Rudolf som sådan havde fine fornemmelser – selvom han skam tit havde fået at vide af både folk, fæ og andre, at han havde en tendens til at være lidt prætentiøs og anvende åbne a’er med lidt for rund hånd -, men der måtte jo være en grænse for, hvad man skulle stå model til i denne verden, og hvorom alting var, så var det jo i hvert fald blevet hans skæbne at ende sine dage i troldens mave. Rudolf åbnede øjnene, men så til sin overraskelse, at han sad bag rattet i en sportsvogn, som drønede derudad for fulde gardiner. Bag ham sad en fe med mintgrøn dragt, damet pagehår og runde kinder. ”Du kører bil med lukkede øjne, men du tør ikke gå ind til far” udbrød hun, fordi det var en replik fra hendes yndlingsserie ”Herrens Veje” og når hun endelig kunne citere noget korrekt (hvilket ikke var hendes spidskompetence, når det drejede sig om ”Matador”), var det jo med at slå til. ”Hvem er du?” udbrød Rudolf, mens han dygtigt manøvrerede den rappe sportsvogn gennem et sving. ”Jeg er tandfeen” sagde den mintgrønne, ”Og da du gned på ringen, så dukkede jeg op og frelste dig. Det er sådan noget, jeg gør.”. Rudolf takkede mange gange og spurgte, hvorfor hun dog hang sammen med en fingerring. ”Det skal jeg sige dig” sagde tandfeen. ” Min mand, som er havenisse, ligner Svend Brinkmand og laver en gløgg der river i øregangene, synes af og til, jeg er lidt svær at holde styr på. Det kommer af, at jeg jo altid flyver rundt fra Herodes til Pilatus og samler børnenes tænder ind, (Rudolf kom her til at tænke på, om det var noget hun gjorde før eller efter, tænderne var faldet ud, men han skubbede tanken bort.) og så for at han altid kunne få fat i mig, så opfandt han en ring, han kunne have på fingeren, og som bringer ham til mig, hvis han gnider på den. Desværre blev ringen nakket af jomfruen i tårnet – hende er jeg ikke så vild med – men nu har du den, og derfor redede jeg dig fra trolden. Tada!!”. Rudolf syntes, det var mægtig smart, og fortalte tandfeen om, at han var i eventyrland for at prøve at finde meningen med livet, og først når den var fundet, kunne han komme ud af heksens kasse og tilbage til julemanden, så det kunne blive jul. ”Åh, må jeg ikke hjælpe dig? Må jeg ikke nok?” tryglede tandfeen. Jeg er både effektiv og hittepåsom og går aldrig klædt i gammelrosa mere, efter én af mine bekendte havde den frækhed at kalde det for kødfarvet! Rudolf gik ikke så meget op i farver og hørte ikke rigtig efter. Hun måtte da gerne komme med og hjælpe ham. Siden hun kendte eventyrland, kunne det måske ligefrem være en fordel. ”Se, et slot!” udbrød tandfeen begejstret. ”Der kører vi hen!”

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 6. afs.

Rudolf valsede hen ad snoede skovstier, gennem grønne lunde og forbi vinkende bønder med halm i træskoene og jord i hovedet. Det hele lignede et biedermeiermaleri eller en reklame for Danmarks Sommerhusudlejning. Rudolf – der som sådan burde have nok at bekymre sig om, idet han dels måtte tilbage til Julemanden, hvis der skulle blive nogen jul i år, og samtidig ikke var sikker på, om han overhovedet kunne komme ud af æsken med eventyr – gik næsten og blev helt munter; eventyrland var ikke så ringe endda (selvom turen tog længere end 15 minutter og ikke var gået i fisk endnu). Rudolf kom til en bro, der gik over en bred flod. Lystfyldt vadede han hen over den, da en gnaven stemme lød nede fra floden: ”Hvem er det, der tramper på min bro?” og en grim, grøn trold hævede sig op af vandet. Nu var det ikke fordi, Rudolf selv mente, at han var noget udseendemæssigt vidunder. Han havde både tykke kinder og vinterdæk, som følge af et indtag på 15 skt. æbleskiver i næ og ny samt en bøtte Ben & Jerrys ved højtiderne, men det til trods mente han, at han var et pænt rensdyr. Således kunne han ikke undlade at se lidt skævt til den slimede fyr, der mildest talt så noget usoigneret ud, og hvis hud heller ikke kunne have godt af altid at være i vand. ”Hvem er det, der tramper på min bro” brølede trolden igen, hvilket dybest set var tåbeligt, for han kunne jo blot have kigget en smule opad. Ikke desto mindre langede han sin store lap i vejret, og greb fat om Rudolf.  ”Det er bare mig. Det rare rensdyr” sagde Rudolf. ”Åh, jeg troede, det var én af bukkebruserne” sukkede trolden. ”De gik over til sæteren for et år siden, og jeg kan jo ikke gentage historien, hvis de ikke kommer tilbage”. ”Vil det sige, du har en eksistenskrise?” spurgte Rudolf håbefuldt. ”Ja det kan du tro” vrælede trolden og fortalte med stor indføling om, hvordan han i mange år havde følt sig overset og om, hvordan han år ind og år ud havde kigget i jobannoncerne lørdag efter lørdag for at finde noget meningsfuldt; lige lidt havde det dog hjulpet, og hvad skal man så næsten stille op? Rudolf havde lagt sig afslappet på broen, og han begyndte nu at fremlægge en detaljeret analyse af troldens psyke, der både indebar følelsesmæssige omsorgssvigt, ensomhed og ungdomsår i dårligt selskab. Trolden rakte tålmodigt en finger i vejret for at få et ord indført (det er jo altid belastende, når andre forhindrer én i at tale om sig selv), men det hjalp ikke stort. Rudolf havde efterhånden fået det helt godt med situationen og nød at være den, der kunne gøre noget godt for andre, indtil trolden sagde: ”Men når bukkebruserne nu ikke er kommet forbi, så æder jeg dig i stedet for!”. Rudolf følte pludselig, at hans eksistenskrise kunne være enden nær på en langt mere konkret vis, end den han havde forestillet sig. Febrilsk gned han hænderne i panik, og kom derved til at gnide på den ring, han havde fået af den jamrende jomfru i tårnet. Pludselig forsvandt Rudolf i en røgsky, og trolden sank slukøret ned i floden igen, mens den mumlende noget om en fyldig erindringsbog med titlen: ”Vand-skeligheder; en biografi, der giver våde øjne!”   

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 5. afs.

Rudolf faldt og faldt, skreg og skreg, faldt og faldt, skreg og faldt lidt mere. Han tænkte over, om han mon nogensinde landende, og om landingen i så fald ville være hård. Svaret fik han et øjeblik sener, da han landede på et silkeblødt grønt græstæppe. Rudolf befandt sig midt i en smuk dal med blomsterbegroede skrænter, dybblå søer og virkelig langt til nærmeste taxa. “Det må være eventyrland” tænkte Rudolf og åndede den friske luft ind, mens svaler kvidrede og himmelen syntes endnu mere blå, end han nogensinde før havde set den. Nu var det ikke fordi, Rudolf som sådan var nogen stor naturelsker. Bevares, han kunne da godt nyde et afsnit med Søren Ryge, men det var også rigeligt. Alt med måde. Naturens dybe stille ro blev pludselig afbrudt af en skinger kvindestemme, der råbte om hjælp. Rudolf, der ikke anså sig selv som nogen gentleman, idet han mente, at hvis man gav sig selv det mærkat, ville man blot blive udnyttet og misbrugt af andre, agtede at finde ud af, hvor lyden kom fra - om ikke andet så for at bede afsenderen om at dæmpe sig lidt. Beslutsomt travede Rudolf afsted, til han kom til et ensomt højt tårn, der stod på en lille bakke. Tårnet havde ingen indgang men allerøverst var der et enkelt vindue, ud af hvilket en rensdyrhun med blond hår og krone på lænede sig. (Rudolf råbte spontant op til hende, at hun skulle passe på ikke at blive forvekslet med en kronhjort, men den slags overhører man). Rensdyrhunnen udbrød: “Åh, tapre ridder. Frels mig fra mit fangenskab” og tilføjede, at en ond drage holdt hende fanget, og at han kom hver dag for at spørge, om hun ville gifte sig med ham. “Ja, man må sige, at dine problemer tårner sig op” grinede Rudolf “Men du kunne da godt sige ja - han lyder da dragende”. Rudolf skreg af grin over sin egen åndfuldhed, mens jomfruen i tårnet var noget mere tilbageholdende og rullede med øjnene. “Skal du ikke frelse mig?” Spurgte hun. “Jeg er et rensdyr, du er et rensdyr - hallo dernede - ment to be!”. Rudolf forklarede hende venligt men bestemt, at han slet ikke var parat til at binde sig, at han bare gerne ville bede hende dæmpe skærebrænderstemmen og at han i øvrigt ikke brød sig om kvinder, der så ned på ham (tårnhunnen overhørte joken ganske insisterende). “Jeg er ude for at finde meningen med livet” sluttede Rudolf “men hvis jeg finder den, og der er tid til overs, vil jeg overveje at redde dig på hjemvejen. Hold gerne udkig. Hvis jeg dukker op, så dukker jeg op, og hvis jeg ikke gør, så er det nok fordi, jeg har glemt dig, eller har mødt en rensdyrhun, der ser bedre ud. Kan du have det godt - og pas nu på, med at føle dig hævet over andre”. Rudolf var helt færdig af grin og hunnen i tårnet mumlede et eller andet bistert og smed en fingerring ned til ham. Rudolf greb den og så undrende på den. “Bare en lille souvenir, du måske kan få brug for, når du skal finde meningen med livet her i eventyrland. Her er ikke så fredeligt som du tror… jeg siger det bare!”. “Tak du” råbte Rudolf op til hende, og begyndte at trave videre gennem dalen, mens han nynnede “Jeg ringer på fredag”. Rensdyrhunnen i tårnet åndede lettet op; med den humor, Rudolf besad, var en drage da næsten at foretrække….

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 4. afs.

Rudolf og heksen - som hed Jytte - travede afsted gennem den grønlandske ødemark, og Rudolf spekulerede på, om han nogensinde havde talt med en heks før. Den erindring, der kom nærmest, var en episode fra hans tid i rensdyrbørnehaven, hvor en strid pædagog ved navn Ruth engang havde sagt til ham, at han var typen, der var så sværmerisk, at livet ville køre forbi ham, uden han opdagede det. Desuden havde Ruth både udestående øjne og sorte hår i ørerne, og hun burde således nok feje for egen dør, før hun malede graffiti på andres! Rudolf havde engang læst i en bog med psykologiske husråd, at de ting, der bliver sagt til een i barndommen har en betydning for, hvordan man bliver sidenhen og han måtte indrømme, at Ruths ord altså havde sat sig fast, hvor ærgerligt det end var. Lod han livet gå forbi sig? Jytte rev ham ud af tankerne, da hun pludselig standsede sin gang, og gav sig til at grave i sneen. Rudolf iagttog hende interesseret og blev mindet om et gammelt afsnit af Robinson Ekspeditionen, hvor hade-Hanne og Biker-Jens havde gravet en skatkiste op af strandens sand. Mens han drømte om den store skat, der om lidt ville dukke op af sneen, og nok ville blive præsenteret af Thomas Mygind iklædt kakifarvede shorts og ditto skjorte, rystede Jytte på hovedet så vorterne sitrede. “Du er en noget fraværende type” sagde hun “men nu skal du bare se; her har vi kalorius”. Jytte trak en lille æske op af sneen. Rudolf så interesseret på den. “Denne æske er gået i arv i min familie gennem generationer af hekse” sagde Jytte. “Min mor fik den af sin mor, som fik den af sin mor, som fik den af sin mor - de var alle hekse, og min tipoldemor fik den af sin far, som havde den lokale kiosk på hovedgaden i Svendborg. (Rudolf studsede lidt over bredden på paletten af erhverv i Jyttes familie, men holdt det for sig selv) Jytte fortsatte:  “Jeg ville så gerne have været gift med en læge, jeg ville gerne have været rig og berømt og jeg ville gerne have haft nogle håndklæder i en douche limegrøn farve til jul, men ingenting fik jeg! Når jeg synes, alt er håbløst, tager jeg æsken her frem; den indeholder alle eventyr i verden og en hurtig tur ned i æsken får mig til at blive glad igen, for eventyr er en illusion, mens virkeligheden er brugbar og til at forholde sig til. “Jamen” himlede Rudolf “alle andres liv er et eventyr. Eventyr er den perfekte genre, alle er lykkelige i et eventyr”. “Nå det mener du” sagde Jytte skarpt “Jamen så må vi jo se, hvad vi kan gøre..”. Hun kastede en håndfuld tryllestøv op i luften, æsken åbnede sig og Rudolf blev løftet i vejret og var pludselig omgivet af hvirvelvind og tryllestøv. “Sæt mig ned” hylede Rudolf, der ikke tålte hverken højder eller susen for ørene - Jytte var ligeglad: “Nu kan du få lov at udforske, hvad der egentlig er at sige om eventyr. Hvis du inden juleaften finder meningen med livet i kassen med eventyr, så lukker jeg dig ud igen, men hvis du derimod ikke finder en mening inden det bliver jul, så kan du få lov at blive i kassen som straf for alt dit egocentriske brok om eksistenskrise.”. “Nej, lad mig gå. Jeg vil tilbage til Julemanden og passe mit job” skreg Rudolf, men da var det for sent. Langsomt blev Rudolf suget ned i den lille kasse, som Jytte omhyggeligt satte låg på, og gravede ned i sneen igen. Derpå gik hun hjemad mens hun tænkte på, om hun mon nogensinde så Rudolf igen; hvis nogen spurgte, hvor han var, ville hun blot svare - så internationalt hun kun -, at han bare var i en kasse: “Just in case”, som hun ville oversætte det til, hvis Rudolfs forsvinden skulle blive et internationalt anliggende!

"Eventyr fortalt for rensdyr"- 3. afs.

Rudolf havde nu vadet omkring i tre dage med sin eksistenskrise, og han begyndte ærlig talt at kede sig lidt. Hvis der alligevel ikke var noget sted at gå hen med de eksistentielle frustrationer - endsige nogen udsigt til at få bugt med dem - kunne han da lige så godt være blevet i sit job hos Julemanden. Rudolf kom her til at tænke på en anekdote fra sin folkeskoletid, hvor een af hans lærere - en kedelig type med sejlbåd og en medmenneskelighed der var til at overse - havde sagt, at Rudolf altid troede, at alting handlede om ham selv. Måske var det rigtigt; måske var Rudolf bare en fjollet selvoptaget starut, der havde alt for meget tid til at svælge i sine egne følelser (at en god del af hans øvrige folkeskolelærere havde sagt, Rudolf både var empatisk, morsom og næstekærlig, musikalsk og kreativ var med årene blevet glemt til fordel for det ene dårlige minde - rensdyr har en lejlighedsvis ret selektiv hukommelse). Rudolf nåede ikke at tænke mere, da han pludselig fandt sig selv stående foran et pandekagehus. “Næ, et pandekagehus” udbrød Rudolf - og konstaterede det åbenlyse. Han bankede høfligt på døren, i håb om, at nogen kunne hjælpe ham videre i den eksistentielle selvgranskning, og ud af døren trådte en heks med vorter på næsen og et træt udtryk i øjnene. “Nej, jeg køber ikke ved dørene, nej, jeg kan ikke se, om du er en elg eller en kronhjort og har du i øvrigt set en kat?” spurgte heksen. Rudolf svarede, at han dagen forinden havde talt med en ordrig koksgrå kat, der hed Charles, og det var netop den, heksen ledte efter. Charles var stukket af, og nu var hun helt alene. Rudolf undlod behændigt at nævne Charles’ beklagelser over sin ejerske - der var jo ingen grund til at gnide salt i såret. Heksen konstatere tørt, at hendes kat nok aldrig kom igen, og inviterede derefter Rudolf inden for på en kop te. Rudolf fortalt åndfuldt og med stor indføling om sin aktuelle eksistenskrise og spurgte heksen, om hun dog ikke kendte nogle brugbare livsråd. Heksen så endnu mere træt ud og trak vejret dybt ind: “Rudolf, din proportionssans!” begyndte hun. “Du kan da nok forstå, at jeg ikke giver fem flade øre for dit skaberi. Jeg er en heks, forstås, og det er noget, jeg altid har været og som jeg altid skal blive ved med at være. Forstår du det? Jeg er ikke ret køn, jeg har vorter, jeg er grøn i hovedet og går klædt som en roekone fra Amager; det er jo ikke ligefrem fordi, jeg var den populære pige i ungdomsklubben, vel! Alle har set svært, så kom nu ind i kampen! Min kat er gået sin vej, fordi den synes, jeg lugtede - thats life! (Rudolf blev her noget forvirret, idet han bestemt mente, katten hed Charles og ikke Leif, men valgte at holde det for sig selv). “Du tror, der er en mening” fortsatte heksen ”men det er der slet ikke. Jeg er godt tilfreds med at være heks, selvom jeg aldrig kom ind på trylleakademiets fortsætterhold, aldrig skrev en flyveguide med titlen “Kend din kost i” eller fik færdiggjort den lerbuste af Jane Fonda, som jeg påbegyndte på aftenskole. Vi er allesammen uforløste, men du må prøve at få det bedste ud af det, så stop med dit klynkeri!”. Rudolf blev noget provokeret af opsangen og begyndte af himle op om, hvordan alle andres liv var som et eventyr, hvor intet var svært, og at alle, han kendte, havde haft fuldstændig styr på deres liv i en alder af 28 år, mens han selv flakkede rundt uden at kunne finde et fast fundament. “Alle andres liv er som et eventyr!” sluttede Rudolf, og tog en bid af den tebolle, han var blevet nødet, for at understrege sin pointe. Heksen så længe på ham uden at sige noget: “Jaså! Som en et eventyr!” sagde hun stille, rejste sig og åbnede sin hoveddør. Hun så på Rudolf: “Kom med mig. Du trænger til lidt luftforandring!”

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 2. afs.

Rudolf havde aldrig skammet sig over noget i sit liv. Han havde aldrig fundet det nødvendigt, og folks småtskårne fordomme var altid prallet af på ham (selvom både fordums folkeskolelærere og skolekammerater havde ment, at der nu nok kunne være en grund til at skamme sig; Rudolf vidste ingenting om sport, havde altid haft svært ved tal, foretrak eventyr frem for actionfilm og var som barn typen, der snakkede bedre med de voksne end med sine jævnaldrende - jo, der var skam blevet hvisket i krogene om hans særheder!). Nu følte Rudolf imidlertid hvordan skammen skyllede ind over ham, som var han en karakter i en udvalgt norsk ungdomsserie; var han helt forkert på den? Var hans liv forfejlet? Fandtes der mon en mening - og hvorfor var ”Downton Abbey” egentlig blevet fjernet fra Netflix? Det var næsten for meget af det gode. Sørgmodig og forfrossen gik Rudolf gennem sneen, da der pludselig sad en lille kat foran ham. "Hvad hænger du med mulen for?" spurgte den. "Jeg har eksistentiel krise" svarede Rudolf "Og det er ikke noget, man bliver i godt humør af". "Nå ikke andet", sagde katten, der hed Charles og var koksgrå. "Hvis jeg må give dig et råd" sagde katten "så lad være med at tænke så meget. Se på mig; jeg er netop stukket af fra min nye ejer, for hun og jeg swingede simpelthen ikke sammen. Så dårlig kemi siger jeg dig. Nu strejfer jeg bare lidt omkring, men jeg bliver da ikke deprimeret af den grund! - næ nej! Verden er et supermarked, og nogle gange må man jo søge lidt efter de fordelagtige tilbud.". Rudolf nikkede, mens han inden i tænkte, at det sandelig var en meget ordrig kat, han havde mødt - og at han ikke helt fangede metaforen med supermarkedet; var verden så også snusket, alt for trang og med bestemt åbningstider? "Hvad skal jeg gøre for at blive glad?". spurgte Rudolf. "Stop nu med det der glad-halløj! Det er en illusion, man bliver skuffet af" sagde katten "Men når vi mødes igen, så fortæl mig lige, om du fandt en mening!". Med de ord spankulerede Charles den koksgrå videre, og Rudolf stod alene tilbage. "Den kat var sandelig ordrig" tænkte han for anden gang.