"Eventyr fortalt for rensdyr" - 4. afs.

Rudolf og heksen - som hed Jytte - travede afsted gennem den grønlandske ødemark, og Rudolf spekulerede på, om han nogensinde havde talt med en heks før. Den erindring, der kom nærmest, var en episode fra hans tid i rensdyrbørnehaven, hvor en strid pædagog ved navn Ruth engang havde sagt til ham, at han var typen, der var så sværmerisk, at livet ville køre forbi ham, uden han opdagede det. Desuden havde Ruth både udestående øjne og sorte hår i ørerne, og hun burde således nok feje for egen dør, før hun malede graffiti på andres! Rudolf havde engang læst i en bog med psykologiske husråd, at de ting, der bliver sagt til een i barndommen har en betydning for, hvordan man bliver sidenhen og han måtte indrømme, at Ruths ord altså havde sat sig fast, hvor ærgerligt det end var. Lod han livet gå forbi sig? Jytte rev ham ud af tankerne, da hun pludselig standsede sin gang, og gav sig til at grave i sneen. Rudolf iagttog hende interesseret og blev mindet om et gammelt afsnit af Robinson Ekspeditionen, hvor hade-Hanne og Biker-Jens havde gravet en skatkiste op af strandens sand. Mens han drømte om den store skat, der om lidt ville dukke op af sneen, og nok ville blive præsenteret af Thomas Mygind iklædt kakifarvede shorts og ditto skjorte, rystede Jytte på hovedet så vorterne sitrede. “Du er en noget fraværende type” sagde hun “men nu skal du bare se; her har vi kalorius”. Jytte trak en lille æske op af sneen. Rudolf så interesseret på den. “Denne æske er gået i arv i min familie gennem generationer af hekse” sagde Jytte. “Min mor fik den af sin mor, som fik den af sin mor, som fik den af sin mor - de var alle hekse, og min tipoldemor fik den af sin far, som havde den lokale kiosk på hovedgaden i Svendborg. (Rudolf studsede lidt over bredden på paletten af erhverv i Jyttes familie, men holdt det for sig selv) Jytte fortsatte:  “Jeg ville så gerne have været gift med en læge, jeg ville gerne have været rig og berømt og jeg ville gerne have haft nogle håndklæder i en douche limegrøn farve til jul, men ingenting fik jeg! Når jeg synes, alt er håbløst, tager jeg æsken her frem; den indeholder alle eventyr i verden og en hurtig tur ned i æsken får mig til at blive glad igen, for eventyr er en illusion, mens virkeligheden er brugbar og til at forholde sig til. “Jamen” himlede Rudolf “alle andres liv er et eventyr. Eventyr er den perfekte genre, alle er lykkelige i et eventyr”. “Nå det mener du” sagde Jytte skarpt “Jamen så må vi jo se, hvad vi kan gøre..”. Hun kastede en håndfuld tryllestøv op i luften, æsken åbnede sig og Rudolf blev løftet i vejret og var pludselig omgivet af hvirvelvind og tryllestøv. “Sæt mig ned” hylede Rudolf, der ikke tålte hverken højder eller susen for ørene - Jytte var ligeglad: “Nu kan du få lov at udforske, hvad der egentlig er at sige om eventyr. Hvis du inden juleaften finder meningen med livet i kassen med eventyr, så lukker jeg dig ud igen, men hvis du derimod ikke finder en mening inden det bliver jul, så kan du få lov at blive i kassen som straf for alt dit egocentriske brok om eksistenskrise.”. “Nej, lad mig gå. Jeg vil tilbage til Julemanden og passe mit job” skreg Rudolf, men da var det for sent. Langsomt blev Rudolf suget ned i den lille kasse, som Jytte omhyggeligt satte låg på, og gravede ned i sneen igen. Derpå gik hun hjemad mens hun tænkte på, om hun mon nogensinde så Rudolf igen; hvis nogen spurgte, hvor han var, ville hun blot svare - så internationalt hun kun -, at han bare var i en kasse: “Just in case”, som hun ville oversætte det til, hvis Rudolfs forsvinden skulle blive et internationalt anliggende!