Rudolf vandrede beslutsomt afsted gennem Eventyrland. Nu ville
han finde en måde, hvorpå han kunne komme tilbage til Julemanden, nu ville han
gøre en ende på sin eksistenskrise, og nu ville han vise verden, at han godt
kunne gøre noget for andre (selvom han stadig ikke var helt sikker på, hvad
meningen med livet var). Rudolf var begyndt at blive kold om fødderne, og
dybest set vidste han heller ikke præcist, hvordan han skulle komme ud af
Eventyrland. Det var jo ikke sådan, at man kunne finde en elevator, og at
forsøge at blive tryllet retur af den bredbringede magiker, Monsieur de Wilde,
var vist ikke tilrådeligt. Pludselig så Rudolf et velkendt syn; det var kroen
fra et tidligere afsnit, hvor bartenderen Kenneth nu var blevet ejer og havde
ændret stedets navn til ”Kenneths” (Han havde fået storhedsvanvid efter at have
set ”La La Land” i biografen). Rudolf gik ind og bestilte en fadøl. Kenneth var
glad for at se ham igen og han spurgte Rudolf, hvad der mon var sket med
tandfeen, siden hun ikke var med. Rudolf fortalte forarget, at de var blevet
uvenner, fordi hun altid var urimelig over for ham, og at han da virkelig ikke
anede, hvor hun var nu. ”Åh, jeg hader når folk er uvenner” sagde Kenneth, der
var svært konfliktsky og derop ofte var blevet misbrugt pga. sin evige
venlighed. Ikke fordi Kenneth ikke selv havde en rem af huden; han havde selv
efter ti år i en bridgeklub pludselig sagt stop, fordi han syntes, at der havde
udviklet sig nogle uheldige mønstre, og at ikke alle talte lige pænt til
hinanden – ikke af ond vilje, men bare fordi ingen huskede at bede hinanden
tale pænt. I bagklogskabens klare lys, kunne Kenneth godt se, at det sikkert
kunne have været løst, hvis han havde taget en snak med bridgevennerne om det
for år tilbage, men her var hans konfliktskyhed kommet på tværs, og så var det
altså blevet som det var. Kenneth havde dog lært noget af historien og som hav
fortalte Rudolf, var det vigtigt, at man sagde fra, når der foregik noget, man
ikke brød sig om, og at man kunne indrømme sine fejl og kigge indad. ”Hvorfor
snakker du om dig selv, når det egentlig er mig, det handler om?” sagde Rudolf
mut, og Kenneth sukkede; Rudolf var
altså noget for sig. ”Men altså; hvordan kommer jeg ud af Eventyrland? Og hvor
skal jeg sove i nat?” spurgte Rudolf, som om det var Kenneths problem. Kenneth,
der overvejede at lancere et koncept til nytår med drinks kun bestående af
frosne tropiske frugter, pegede lidt ned af gaden, hvor der lå et lille blåt hus.
”Der bror en bjørnefamilie, men de er ikke hjemme nu, så du kan sagtens smutte
derned og låne én af sengene”. ”Hvor bekvemt.” svarede Rudolf og gik sin vej. Kenneth
sukkede, Rudolf havde vist stadig noget at lære om, hvordan man opførte sig
over for andre, og måske kunne man godt forstå, at tandfeen havde fået nok….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar