H.C. Andersen var ikke en mand af få ord. Faktisk
var han lige det modsatte; Høj, ranglet, langnæset og temmelig excentrisk, som
han var, talte han som et vandfald – om sig selv. Rudolf, der havde det meget
svært med folk, der var for selvoptagede, prøvede at lytte efter så godt han
kunne, mens Andersen løb afsted gennem de underjordske gange i Eventyrland.
Tandfeen fløj i hælene på ham og til sidst kom Rudolf halsende. Sidstnævnte
sendte en tanke til sin barndom, hvor man tit havde sagt til ham, om han ikke
var lidt for buttet. Hvis nogen så, hvor hurtigt han løb lige nu, ville den
kritik været forstummet meget hurtigt. ”Man kan hvad man skal” – som salig
Dronning Ingrid altid sagde! H. C. Andersen standsede pludselig op, og de var
nået til en åbning i klippevæggen, hvorfra der var udsyn til en grøn eng over
hvilken en blå himmel med hvide lammeskyer hvælvede sig. ”Åh” sagde H.C. ”Har I
nogensinde set noget så smukt? Når jeg skal finde inspiration til mine eventyr,
sætter jeg mig altid her og ser ud over den grønne eng, ser op på den blå
himmel, mærker vinden i ansigtet og….” - ”Bla bla bla!” vrængede Rudolf, der
mildest talt mente, eventyrdigteren var lidt for fuld af sig selv. Bare fordi man
var verdenskendt, behøvede man jo ikke være patetisk. H.C. Andersen, der med
årene havde udviklet en glimrende evne til at ignorere andres ubehagelige
udmeldinger, fortsatte: ”Du spurgte mig, Rudolf, hvad meningen med livet er.
Jeg tror, det er kærlighed!”. ”Ad” sagde Rudolf, der var lidt bange for
kærlighed men camouflerede sin angst bag en påtaget distance. ”Det er ulækkert”.
Tandfeen gad ikke kommentere på Rudolfs infantile udbrud, men lyttede til H.C.,
som hun tænkte var inde på noget af det rigtige. H.C. fortsatte: ”Mine eventyr
handler alle om at søge efter kærligheden. Den grimme ælling, Snedronningen,
Rejsekammeraten, Grantræet, Hyrdinden og Skorstensfejeren, Harry Potter og alle
de andre - (her studsede Rudolf lidt; ”Harry Potter” var så vidt han vidste
ikke en af H.C. Andersens opfindelser, men det kan jo smutte for selv den
bedste…) de handler alle sammen om ønsket om at blive elsket, set, hørt,
anerkendt – om længslen efter kærlighed! Jeg har skrevet bunker af eventyr, og
de er fortalt igen og igen – og en god del endda med tiden endt om
ubehjælpelige skolemusicals eller langsommelige TV-film med Dronningens
decoupager som baggrund – fordi man åbenbart godt må tage patent på, hvordan
billederne i mit hoved ser ud, når bare man er kongelig og kan makke lidt rundt
med lim, saks og et par højkvalitets-auktionskataloger! - De handler alle sammen om længslen efter
kærligheden! Jeg tror det er kærlighed, der er meningen med livet”. ”Jamen”
sagde tandfeen ”Jeg lærte i gymnasiet, at alle dine eventyr handler om dig selv”.
”Ja ja, helt klart” sukkede H.C. ”For jeg var jo i virkeligheden født som
svane, men voksede tilfældigvis fra det med tiden. Helt klart. Ved du hvad jeg
synes om biografisk læsning; spild af tid! Det kan da godt være, alt, hvad jeg
skriver, er en bearbejdelse af min egen psyke, min triste barndom i Odense,
mine ydmygelser i København og mine sarte nerver, men lad mig nu holde det for
mig selv, og så skal man bare koncentrere sig om de historier, jeg skriver. Det
er jo ikke fordi, det er svært at tolke en tekst skrevet af mig. Jeg arbejder
med lettilgængelige symboler som en ært, en rose, kvinder med fiskehaler, en
flyvende kuffert og en kejsers usynlige klædedragt – skulle det nu være svært
at tolke på? Må jeg så være her. Jeg er jo ikke Helle Helle med hendes propfyldte
biler, gennemvædede fasaner og gryderetter på lavt blus, vel?!. Hmf! Men jeg
overvejer faktisk at udgive mine eventyr i en version for ornitologer; ”Eventyr
fortalt for ørn” skal den hedde!”. Tandfeen sukkede og orkede ikke flere ord
fra den speedsnakkende eventyrforfatter. Hun vendte sig mod Rudolf, men kunne
konstatere, at han var væk! ”Jamen … Jamen…” sagde tandfeen ”…. Hvor er Rudolf.”.
Der lå en lille seddel på jorden, hvorpå der stod skrevet: ”Jeg er gået min
vej, fordi jeg ikke kan holde ud at høre om kærlighed! Kærlighed er noget pjat,
og det kan ikke være meningen med livet! Jeg synes, I er pladderromantiske, og
den indstilling til tingene redder ikke julen. Nu tager jeg sagen i egen klov, og
så kan du have det så godt, fjollede fe! Jeg har ikke brug for dig, for det
eneste, du gør, er, at du fortæller mig, jeg er forkert. De bedste hilsner,
Rudolf!”. ”Jamen” sagde tandfeen. ”Jeg troede, han var min ven.”. ”Ja, det tror
man altid” sagde H.C., og begyndte en tårevædet beretning om sine gamle venner
Edward Collin, Johanne Louise Heiberg og Christian d. 8, der alle havde svigtet
ham grusomt. Tandfeen hørte ikke efter, for hun tænkte på, hvordan Rudolf mon
skulle klare sig helt alene – han kunne så let komme galt afsted!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar