Rudolf havde egentlig aldrig drømt om at have en familie. Han
vidste godt, der var mange, der havde én – og det var da også den store forekomst
af bryllupper og fødsler i hans omgangskreds, der havde været medvirkende til,
at han overhovedet var blevet ledt ud i sin eksistentielle krise, fordi alle
andre end han selv havde haft styr på alt i en alder af 28 år. Så kan det jo
godt være ensomt at være den eneste, der står uden noget – men han havde altid
selv følt, at han klarede sig udmærket uden. Da Rudolf trådte ind i de tre
bjørnes minimalistiske nybyggede parcelhus, lidt længere nede af gaden, blev
han imidlertid overvældet af en varm følelse i maven. Her var smagfuldt
indrettet med minimalistisk nips i støvede pastelfarver, fire adventsbloklys på
rad og række og der var endda en vinkøler i køkkenet. Dog tænkte Rudolf ved sig
selv, at der var lidt vel mange hvide vægge – måske havde de kun
bagbeklædningssøm at hænge deres billeder op med, og det forslår jo ikke
alverden. Rudolf, der var træt efter at have øst af sin livserfaring til
bartenderen Kenneth, lagde sig i en lille seng, der stod i et værelse og så
hyggelig ud. Han puttede sig under dynen og tænkte, at her kunne han nok hvile
sig, indtil han skulle videre – og derpå faldt han i søvn. En time senere blev
Rudolf vækket af, at der stod en bjørneunge og hylede op. ”Der ligger en grim
pige i min seng”. Rudolf skævede opad og fik øje på en ækel korngul paryk med
Hostrup-krøller, som han, af ukendte årsager, bar på hovedet. Bjørnefar og Bjørnemor
var henholdsvis vred og forskræmt, og Rudolf undskyldte sig med, at han var
Guldlok, og at han bare ville have et sted at sove. ”Du har da i det mindste
ikke smadret resten af huset, som du plejer. Kom Junior; vi går ud og foretager
os noget primitivt maskulint som f.eks. at rykke en træstamme op med rod, så du
kan få et sundt forhold til, hvad det vil sige, at være en rigtig mand.” sagde
bjørnefar (der var en stor fan af B.S. Christiansen) og tog ungen med udenfor. Bjørnemor satte sig
på kanten af sengen, mens Rudolf ventede det værste: ”Slap bare af” sagde hun ”Jeg
har altid min korngule Hostrup-paryk liggende i nærheden, hvis nogen får brug
for at spille Guldlok. Jeg har den fra dengang, jeg spillede med i ”Eventyr på
Fodrejsen” i en amatørteaterforening i Ordrup, og det ville jo være både synd
og skam, hvis den ikke blev brugt. Kenneth sender altid gæster hertil, og hvis
vi ikke lige er hjemme, kan man jo sagtens overnatte. Det er bare nemmest, hvis
min mand tror, det er Guldlok, for han bliver så oprevet over småting. Når han
bliver følelsesmæssigt presset, begynder han altid at tale temmelig
proletaragtigt, fordi han ikke ved, hvordan han skal reagere – barndom i en
boligblok, du ved – og det er der jo ingen grund til at udsætte andre mennesker
for!”. Rudolf nikkede og satte sig op i sengen. Bjørnemor var både rar og
veltalende, og mens hendes mand gik rundt udenfor og ødelagde den lille bjørns
selvværd med forkvaklede (om end velmente) anvisninger på, hvordan rigtige
mænd, skulle kunne rive et stort egetræ op med rod og i hvert fald aldrig sige
undskyld, hvis de lavede en fejl, lunede Bjørnemor boller og kakao til Rudolf.
Hun så ud af vinduet til haven: ”Ja ja, herregud. Vi har jo alle vore mangler,
og gudskelov findes der jo noget, der hedder psykologer” smilede hun
overbærende. Mens Rudolf spiste boller og drak kakao, underholdt Bjørnemor med
baggrundsinfo om sin indretning af hjemmet. Hun ærgrede sig bl.a. over, at den
edderdyre kobberlampe, der havde hængt over spisebordet i deres gamle hus, nu
stod ubrugt hen i et hjørne. Endvidere fremviste hun stolt en ny lænestol og en
puf i matchende mosgrønne nuancer, samtidig med at hun efterspurgte råd til,
hvad hun dog skulle hænge på sine vægge. Hun kunne godt selv se, der var lidt
for mange tomme hvide flader, men ting tog tid, som du plejede at sige
(Bjørnefar havde flere gange foreslået, at hans prætentiøse racercykel skulle
op over sofaen, men den slags overhører man). Desuden havde den lille bjørn
lige haft mæslinger - for anden gang -
så der havde jo mildest talt været nok at se til. Efter den hyggelige
sludder spurgte Rudolf, om den rare fru Bjørn vidste, hvad meningen med livet
var? Nej, det vidste hun nu ikke præcist, men mon ikke bare det var at være glad
lige der, hvor man var, og så forsøge at få det bedste ud af det? Det synes
Rudolf lød en kende for luftigt, men han takkede høfligt for den gode behandling
og gik videre ned af vejen for at finde ud af, hvordan han kom tilbage til Grønland.
Bjørnemor smilede ved sig selv; måske havde hun faktisk fundet meningen med
livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar