Rudolf havde lukket øjnene og forsøgt at forestille sig,
hvordan det ville være at ende sine dage i maven på en uhumsk trold. Ikke fordi
Rudolf som sådan havde fine fornemmelser – selvom han skam tit havde fået at
vide af både folk, fæ og andre, at han havde en tendens til at være lidt
prætentiøs og anvende åbne a’er med lidt for rund hånd -, men der måtte jo være
en grænse for, hvad man skulle stå model til i denne verden, og hvorom alting
var, så var det jo i hvert fald blevet hans skæbne at ende sine dage i troldens
mave. Rudolf åbnede øjnene, men så til sin overraskelse, at han sad bag rattet
i en sportsvogn, som drønede derudad for fulde gardiner. Bag ham sad en fe med
mintgrøn dragt, damet pagehår og runde kinder. ”Du kører bil med lukkede øjne,
men du tør ikke gå ind til far” udbrød hun, fordi det var en replik fra hendes
yndlingsserie ”Herrens Veje” og når hun endelig kunne citere noget korrekt
(hvilket ikke var hendes spidskompetence, når det drejede sig om ”Matador”),
var det jo med at slå til. ”Hvem er du?” udbrød Rudolf, mens han dygtigt
manøvrerede den rappe sportsvogn gennem et sving. ”Jeg er tandfeen” sagde den mintgrønne,
”Og da du gned på ringen, så dukkede jeg op og frelste dig. Det er sådan noget,
jeg gør.”. Rudolf takkede mange gange og spurgte, hvorfor hun dog hang sammen
med en fingerring. ”Det skal jeg sige dig” sagde tandfeen. ” Min mand, som er
havenisse, ligner Svend Brinkmand og laver en gløgg der river i øregangene,
synes af og til, jeg er lidt svær at holde styr på. Det kommer af, at jeg jo
altid flyver rundt fra Herodes til Pilatus og samler børnenes tænder ind,
(Rudolf kom her til at tænke på, om det var noget hun gjorde før eller efter,
tænderne var faldet ud, men han skubbede tanken bort.) og så for at han altid
kunne få fat i mig, så opfandt han en ring, han kunne have på fingeren, og som
bringer ham til mig, hvis han gnider på den. Desværre blev ringen nakket af
jomfruen i tårnet – hende er jeg ikke så vild med – men nu har du den, og
derfor redede jeg dig fra trolden. Tada!!”. Rudolf syntes, det var mægtig
smart, og fortalte tandfeen om, at han var i eventyrland for at prøve at finde
meningen med livet, og først når den var fundet, kunne han komme ud af heksens
kasse og tilbage til julemanden, så det kunne blive jul. ”Åh, må jeg ikke
hjælpe dig? Må jeg ikke nok?” tryglede tandfeen. Jeg er både effektiv og
hittepåsom og går aldrig klædt i gammelrosa mere, efter én af mine bekendte
havde den frækhed at kalde det for kødfarvet! Rudolf gik ikke så meget op i
farver og hørte ikke rigtig efter. Hun måtte da gerne komme med og hjælpe ham.
Siden hun kendte eventyrland, kunne det måske ligefrem være en fordel. ”Se, et
slot!” udbrød tandfeen begejstret. ”Der kører vi hen!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar