"Eventyr fortalt for rensdyr" - 19. afs.

Rudolf vidste ikke, hvordan han nogensinde skulle komme tilbage til Grønland. Han vidste heller ikke, hvordan han skulle redde julen, og han havde efterhånden fået så mange bud på, hvad meningen med livet var, at han slet ikke kunne skelne mellem, hvad der var rigtigt, og hvad, der ikke var. Helt rundforvirret, og på randen af at give på, stod Rudolf midt på en parkeringsplads for enden af bjørnens villavej, og vidste hverken ud eller ind. “Hvad skal jeg dog gøre?” råbte han i afmagt. “Nu har jeg mødt jeg ved ikke hvor mange eventyrvæsner, men ingen har hjulpet mig. Det næste bliver vel, at der står en afdanket countrysangerinde med en forkærlighed for køer i uld ved siden af mig og har en løsning!”. Ind på parkeringspladsen svingende en fiks lille rød bil og ud sprang en yngre kvinde, der ikke var afdanket men dog var countrysangerinde og havde en forkærlighed for køer i uld. CJ var hendes kunstnernavn, og hun turnerede rundt hele året iklædt høje støvler og en kort rulamsjakke - en beklædning der modstod alle former for uvejr - selv dengang, hun var på turne på Island. Rudolf skulle koncentrere sig ganske meget for at høre, hvad CJ sagde, for hendes dialekt gjorde hende temmelig svær at forstå. “Hvis man kan sige det på den måde” udtalte hun som “Hvis man ka’ si’et sååårn!”. Farven sort udtalte hun som “sååårt!” og at træne hed, at man tog “neee å traaaan!”. Rudolf tænkte, om det var et hemmeligt kodesprog, men CJ afslørede, at det kaldtes randrusiansk dialekt. Men hvordan var hun dog kommet ind i Eventyrland, ville Rudolf vide. Det var da nemt, svarede CJ, for ingen forstod, hvad hun sagde og derfor lod folk hende altid få sin vilje, fordi de ikke turde risikere at skulle diskutere med hende og dermed være nødt til at indrømme, at de ikke fattede et jordisk klap af, hvad i alverden det var, hun talte om. “Sååårn er’t når man kommer fra Randers, ikke!” sagde CJ stolt. Rudolf ville vide, hvilke sange, hun turnerede med, og da CJ nævnte titler som “Working nine to five” og “Proud Mary”, måtte Rudolf nok indrømme, at om end hun ikke var afdanket, så var hendes repertoire det sandelig. Dog havde CJ også en sidegeschæft, idet hun var sæsonbestemt gæsteunderviser på de fleste af landets gymnasier; her blev hun anvendt som analyseobjekt i undervisningen i almen sprogforståelsen, fordi hendes dialekt ikke kunne lignes med noget, man tidligere før havde oplevet. CJ var på baggrund heraf i gang med at spare op til at flytte permanent til USA, hvor hun ville åbne en strandbar, der udelukkende solgte Mokai og country-cd’er. (Rudolf tænkte, at hun også altid kunne slå sig sammen med enten Anne Linnet eller Sanne Salomonsen, med hvem hun havde ikke så lidt til fælles i det ydre, men han var i tvivl om, hvorvidt det ville fungere som en kompliment, hvordan han undlod at nævne det højt). CJ tilbød Rudolf et lift tilbage til Grønland. Hun var på vej til Randers, men kunne jo snildt sætte ham af i forbifarten. “Husk på” sagde hun “at jeg har fået adgang til alle lande i verden, fordi ingen tør at komme op at diskutere med een fra Randers. Det er en by med et lidt blakket ry, forstås”. Rudolf turde ikke spørge mere ind til Randers , men takkede ja til et lift, hvorpå han blev henvist til bagsædet. På forsædet sad en lille ko formet i uld. “Og hvis du generer min uldko, så smadrer jeg kæberne på dig” sagde CJ, hvis ungdom i førnævnte by i 80’erne ikke fornægtede sig. Rudolf nikkede høfligt og turde ikke sige mere. CJ satte sin debutsingle “Vågner i Vorup” på anlægget og fræsede derudad, så Rudolf måtte holde fast for ikke at havne i bagruden. CJ sang højlydt med på hele turen til Grønland og Rudolf turde slet ikke spørge hende, hvad hun tænkte, meningen med livet mon var; man vidste jo aldrig, hvad man kunne vente sig af een fra Randers.