Stemningen var mildest talt på nulpunktet, da
Rudolf endelig indhentede den fortørnede tandfe. ”Jeg gider ikke mere. Jeg siger
op!” råbte hun. Rudolf påpegede, at hun aldrig havde været ansat, og at han i
øvrigt aldrig havde bedt om hendes hjælp. ”Åh, hvad har jeg dog gjort!” himlede
tandfeen. ”Du har jo ringen, din langsomt tænkende kopi af en påskehare. Den, der
har ringen, må jeg altid være tæt på, så jeg kan hjælpe. Sådan er reglen. Bum! Og
det kan du ikke bare komme og lave om, selvom jeg gud herren hjælpe mig godt
kunne have ønsket, at reglen var en anden lige i dit tilfælde.”. ”Hvorfor er du
så sur hele tiden” spurgte Rudolf. ”Fordi du ikke forstår, hvad der er vigtigt.”
sagde tandfeen bittert, sukkede og tilføjede: ”Nej, jeg gider slet ikke
diskutere det. Se nu bare at komme ud af Eventyrland, så jeg slipper for at høre
på dit selvcentrerede ævl. Hvis du foretrækker at tro, at man kun er noget i
kraft af andre, så værsgo. Jeg gider ikke diskutere det”. ”Fint!” sagde Rudolf
fornærmet. ”Bare jeg kendte én, der kunne trylle mig ud af æsken med eventyr”. ”Var
der nogen, der sagde trylle?” udbrød en trivelig tryllekunstner, der pludselig
stod ved siden af dem. Monsieur de Wilde var en turnerende tryllekunstner, der,
trods sit iøjnefaldende ydre omfang, var god til at gøre magi til en smal sag.
Han havde tidligere ernæret sig som underviser i film, maleri,
litteraturlæsning og andre humanistiske sysler, men havde pludselig indset, at
der måtte ske noget nyt (nogen i hans omgangskreds havde italesat det som en 40
års-krise), og i stedet for, som andre mænd på sin alder, at købe en rød Ferrari
eller begynde at løbe maraton, var han begyndt at optræde med et korttrick (der
ikke tog så lang tid at vise), og derfra var det vokset til en hel virksomhed.
Monsieur de Wilde turnerede som regel rundt hele december måned og underholdt
med trylleri ved løsslupne julefrokoster, og nu havde det magiske erhverv altså
bragt ham til Eventyrland. Da Monsieur de Wilde havde præsenteret sig, spurgte
han Rudolf og tandfeen, om han kunne hjælpe dem med noget. ”Gode rare
tryllekunstner. Kunne du ikke trylle mig ud af Eventyrland og tilbage til Julemanden?”
spurgte Rudolf. ”Nu har jeg fundet ud af, hvad meningen med livet er, og dermed
har jeg løst min opgave. Hvis jeg ikke vender tilbage til Julemanden, bliver
det ikke jul i år”. Monsieur de Wilde syntes, at det lød som en god ide –
næsten så god, at man skulle tro, han selv havde fået den (hvis man så bort
fra, at hans ideer, når han f.eks. nødede folk til at tage med sig i biografen
og se obskure avantgardefilm, uden mening eller en dramaturgi, der hang
anstændigt sammen, og som kun ekstreme kendere kunne finde givende, godt kunne
tåle at modnes en anelse). ”Men hvad er så meningen med livet?” spurgte de Wilde
interesseret. ”Meningen med livet er” svarede Rudolf ”at man opnår andres beundring,
accept og anerkendelse – ellers kan det hele jo være ligegyldigt!”. Tandfeen
gjorde anstalter til at flyve sin vej – hun kunne snart ikke håndtere mere af
Rudolfs overfladiske vrøvl. ”Sikken en interessant udlægning af livets mening”
sagde de Wilde eftertænksomt og med et tonefald, han havde hentet fra en
bekendt, der tilhørte den øvre middelklasse. ”Jamen hvis det er din holdning,
så skal du rigtignok få, hvad du fortjener. Hold godt fast!”. De Wilde sagde et
par forekommende trylleord og et stærkt lys strålede pludselig fra ham. Rudolf
svævede op i luften og i rædsel greb han fat om tandfeen, som hylede i vilden
sky. Rudolf og tandfeen forsvandt ud i den blå luft, og de Wilde pustede på
sine knor. Det trick var næsten bedre end det – noget folkelige -. nummer, han
havde optrådt med ved en nytårsfest for et års tid siden – det med de to
pibende grise i gummi…..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar