Nu var det ikke fordi, Rudolf havde noget principielt mod selskab;
han kunne faktisk godt lide at være sammen med andre, og når han ikke lige
gjorde en dyd ud af at jamre over, at han altid blev overset og at der aldrig
var nogen, der inviterede ham til noget spændende, kunne han faktisk også godt
være opsøgende – selvom det til stadighed irriterede ham, at de færreste kunne
forlige sig med, at han ville have lov at melde afbud, når det passede ham –
det var åbenbart ikke en social spilleregel, særligt mange betjente sig af. Men
altså; det var ikke fordi, Rudolf havde noget principielt mod selskab, og da
han i vrede var gået fra tandfeen, for at løse sin juleopgave på egen hånd – og
klov -, havde han da et kort øjeblik tænkt, at det alligevel kunne have været
hyggeligt med lidt selskab. Det var dog kun lige indtil, han blev indfanget af
en stor, grøn og ondsindet drage – den, der havde fanget jomfruen i tårnet, der
råbte op i afs. 5. Dragen boede i en kløft i Eventyrland, hvor den nu havde i
sinde at holde Rudolf fanget indtil den én eller anden dag – når den lige
følte, stemningen var til det – ville æde ham med hud, hår, gevir, klove og det
hele. Rudolf, der havde den tese, at de, der virkede mest skræmmende, var dem,
der som regel havde mindst at have det i, gav sig ikke sådan uden videre
tilfreds med den forklaring, og begyndte at gå dragen på klingen. Hvorfor kunne
den ikke fange nogen på sin egen størrelse? Hvorfor ville den hindre Rudolf i
at komme ud af Eventyrland og redde julen, og hvorfor pustede den sådan en
tåbelig røg ud af næseborene hele tiden? Dragen – der havde forventet, at
Rudolf ville være angst pga. dens skræmmende fremtoning, blev hurtigt træt af
at høre på alt det brok. ”Jamen sådan er det i Eventyrland” råbte dragen. ”Der
er masser af overnaturlige væsner som drager og trolde og elverpiger - og måske
kommer der også engang en hæderlig venstremand forbi – men det er præmissen, og
vi er farlige og os skal man have respekt for. Bum! Det er ikke meningen, at du
skal himle op på den måde. En drage er farlig. Jeg er farlig! Kan du forstå
det? Farlig! Og hvad er du egentlig? En kanin? En grim hund? En påskehare? Hold
din mund og lad mig være farlig. Ikke alle eventyr ender lykkeligt, og det her
gør altså ikke for dig! Bim bam bum!”. Rudolf tænkte her tilbage på dem, der
havde mobbet ham i folkeskolen; kedelige typer, der sikkert havde fået for lidt
kærlighed i deres barndom og derfor pustede sig op og forsøgte at virke
skræmmende som en slags slør for, at de i virkeligheden bare var små sårede
børn, der ikke var blevet set og anerkendt nogensinde! Rudolf tænkte på, hvor
ærgerligt, det ville være, hvis en stor dum drage skulle ødelægge julen for
hele verden, og derfor spurgte han, om han måtte stille dragen et personligt
spørgsmål. Jo, det måtte han da, svarede dragen, der - trods sin brovtende
facon - i svundne tider havde fået en
god opdragelse. ”Er det ikke svært at rumme, at du slet ikke er nogen rigtig
eventyrfigur?” spurgte Rudolf tarveligt. Da blev det for meget for dragen, der
begyndte at hulke og hentede en mikrofon og en spolebåndoptager, så han kunne
forevige den kortlægning, af sit indre, han nu agtede at påbegynde. Rudolf
smilede stilfærdigt – drager var nu ikke, hvad drager havde været….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar