Rudolf havde nu vadet omkring i tre dage med sin eksistenskrise, og han
begyndte ærlig talt at kede sig lidt. Hvis der alligevel ikke var noget sted at
gå hen med de eksistentielle frustrationer - endsige nogen udsigt til at få
bugt med dem - kunne han da lige så godt være blevet i sit job hos Julemanden.
Rudolf kom her til at tænke på en anekdote fra sin folkeskoletid, hvor een af
hans lærere - en kedelig type med sejlbåd og en medmenneskelighed der var til
at overse - havde sagt, at Rudolf altid troede, at alting handlede om ham selv.
Måske var det rigtigt; måske var Rudolf bare en fjollet selvoptaget starut, der
havde alt for meget tid til at svælge i sine egne følelser (at en god del af
hans øvrige folkeskolelærere havde sagt, Rudolf både var empatisk, morsom og
næstekærlig, musikalsk og kreativ var med årene blevet glemt til fordel for det
ene dårlige minde - rensdyr har en lejlighedsvis ret selektiv hukommelse).
Rudolf nåede ikke at tænke mere, da han pludselig fandt sig selv stående foran
et pandekagehus. “Næ, et pandekagehus” udbrød Rudolf - og konstaterede det
åbenlyse. Han bankede høfligt på døren, i håb om, at nogen kunne hjælpe ham
videre i den eksistentielle selvgranskning, og ud af døren trådte en heks med
vorter på næsen og et træt udtryk i øjnene. “Nej, jeg køber ikke ved dørene,
nej, jeg kan ikke se, om du er en elg eller en kronhjort og har du i øvrigt set
en kat?” spurgte heksen. Rudolf svarede, at han dagen forinden havde talt med
en ordrig koksgrå kat, der hed Charles, og det var netop den, heksen ledte
efter. Charles var stukket af, og nu var hun helt alene. Rudolf undlod behændigt
at nævne Charles’ beklagelser over sin ejerske - der var jo ingen grund til at
gnide salt i såret. Heksen konstatere tørt, at hendes kat nok aldrig kom igen,
og inviterede derefter Rudolf inden for på en kop te. Rudolf fortalt åndfuldt
og med stor indføling om sin aktuelle eksistenskrise og spurgte heksen, om hun
dog ikke kendte nogle brugbare livsråd. Heksen så endnu mere træt ud og trak
vejret dybt ind: “Rudolf, din proportionssans!” begyndte hun. “Du kan da nok
forstå, at jeg ikke giver fem flade øre for dit skaberi. Jeg er en heks,
forstås, og det er noget, jeg altid har været og som jeg altid skal blive ved
med at være. Forstår du det? Jeg er ikke ret køn, jeg har vorter, jeg er grøn i
hovedet og går klædt som en roekone fra Amager; det er jo ikke ligefrem fordi,
jeg var den populære pige i ungdomsklubben, vel! Alle har set svært, så kom nu
ind i kampen! Min kat er gået sin vej, fordi den synes, jeg lugtede - thats
life! (Rudolf blev her noget forvirret, idet han bestemt mente, katten hed
Charles og ikke Leif, men valgte at holde det for sig selv). “Du tror, der er
en mening” fortsatte heksen ”men det er der slet ikke. Jeg er godt tilfreds med
at være heks, selvom jeg aldrig kom ind på trylleakademiets fortsætterhold,
aldrig skrev en flyveguide med titlen “Kend din kost i” eller fik færdiggjort
den lerbuste af Jane Fonda, som jeg påbegyndte på aftenskole. Vi er allesammen
uforløste, men du må prøve at få det bedste ud af det, så stop med dit
klynkeri!”. Rudolf blev noget provokeret af opsangen og begyndte af himle op
om, hvordan alle andres liv var som et eventyr, hvor intet var svært, og at
alle, han kendte, havde haft fuldstændig styr på deres liv i en alder af 28 år,
mens han selv flakkede rundt uden at kunne finde et fast fundament. “Alle
andres liv er som et eventyr!” sluttede Rudolf, og tog en bid af den tebolle,
han var blevet nødet, for at understrege sin pointe. Heksen så længe på ham
uden at sige noget: “Jaså! Som en et eventyr!” sagde hun stille, rejste sig og
åbnede sin hoveddør. Hun så på Rudolf: “Kom med mig. Du trænger til lidt
luftforandring!”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar