Rudolf og tandfeen faldt og faldt, skreg og
skreg, faldt og faldt lidt mere og landede så på et hårdt klippegulv. Rudolf
var helt fortumlet og havde, mens han faldt, set hele sit liv passere revy
(bl.a. en cirkusforestilling, han havde set som barn – hvorfor man vel kunne
sige, han havde set sit liv passere cirkusrevy..). Mentalt havde Rudolf
forberedt sig på, at det nok var han sidste time, der var kommet, og han var af
den klare overbevisning, at det i hvert fald ikke var ud af æsken med eventyr,
den bredbringede magiker, Monsieur de Wilde, havde tryllet ham. Hvor var han på
vej hen? Hvad var meningen med livet, hvis ikke at få andres anerkendelse?
Ville det nogensinde blive jul? – og hvorfor betjente denne julekalender sig
altid af de samme standardvendinger år ind og år ud? – ja; det tænkte Rudolf
på! Da han landede, gjorde det ondt i hele kroppen, og han troede, hver en
knogle måtte være brækket. ”Flyt dig, dit dovne læs æselpåskehare; du ligger på
mine ben” råbte tandfeen pludselig. Rudolf rejste sig op med et ryk, og kunne
dermed konstatere, at der ikke var noget, der var brækket. ”Se, hvad du har
gjort? Mig? Det er da din skyld!” råbte både Rudolf og tandfeen i kor; Rudolf
fordi han indimellem var lidt sløv til at vende tingene indad, og tandfeen
fordi hun havde ret. Tandfeen skældte nu Rudolf hæder og ære fra, og hun
påpegede, at det da selvklart var på grund af Rudolfs elendige overfladiske
livsfilosofi, at det var gået så galt. Nu stod de i en mørk underjordisk hule
et sted i eventyrland, som var de hovedpersonerne i ”Erik Menneskesøn” (dog
uden et symbolsk sværd, der hele tiden voksede og som mange dansklærere havde
fortolket sønder og sammen i tidens løb.). Rudolf var pigesur over, at feen
skældte ham ud, for i egen optik havde han virkelig ikke gjort noget forkert.
Det var da i øvrigt ham, det var værst for. Hele julen afhang af ham, han havde
allerede brugt en halv julekalender til ingen verdens nytte, og så stod
tandfeen bare der og var mavesur. Mere nåede Rudolf ikke at tænke, før der lød
en mistænkelig hundeglammen længere borte. ”Kom” sagde tandfeen. ”Hunden er
menneskets bedste ven, og måske kan den hjælpe os”. ”Hun trak afsted med den
noget modstræbende Rudolf, som tænke på, hvorvidt han skulle informere hende
om, at hverken hun eller han jo var et menneske…..”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar