Rudolf og den listige biolog gik i den retning, de følte, måtte
være vejen til tårnet, hvor Tandfeen og Julemanden sad fanget. Kamilla holdt
sit kort udstrakt foran sig, mens de gik, om end det ikke var til den store
nytte, da det var et kort over Island, men som Kamilla sagde: ”Tøsne er jo
tøsne, uanset, hvor den ligger”, og det kunne der jo være noget om. Rudolf -
der stadig var lidt pigesur på Tandfeen og sandelig håbede, at hun ville give
ham en undskyldning, når de sås, fordi hun havde været så meget efter ham i et
bredt udvalg af afsnittene i denne julekalender - spejdede til alle sider og
fik pludselig øje på et tårn i det fjerne. ”Se!” råbte Rudolf! ”Og hør!” udbrød
Kamilla. Rudolf blev lykkelig, da han troede, hun endelig var ved at få smag
for dårlige vittigheder (og måske endda med tiden ville kunne se kvaliteten i
den lille blå bog med ordspil, han selv – med hjælp fra en god bekendt, der var
rensdyr i Horsens – havde forfattet.) Kamilla havde – som altid – ment det, hun
sagde helt konkret, da der faktisk var noget, man skulle lytte til: to stemmer
i vildt skænderi fra den retning, hvor tårnet lå. Rudolf og Biolog-Kamilla
listede nærmere og kom frem til tårnet, hvor de skjulte sig, så de kunne
iagttage det mærkværdige, der gik for sig. På en stige, der var sat op mod tårnet,
stod den store stygge Ulv og kæmpede for at komme fri fra det jerngreb, som den
lille Rødhætte holdt hans fod i. Hun stod på jorden og så olmt op på ham. I
tårnets vindue sad Tandfeen og så deprimeret ud. Julemanden var ikke at se
nogen steder. ”Hvorfor overser du mig på den måde?” råbte Rødhætte ”Du skal
overhovedet ikke bryde dig om at ville æde andre end mig. Det er en del af
konceptet, at det er mig, du prøver at spise, og du skal overhovedet ikke se
efter andre kvinder, dit tarvelige møgdyr”. ”Slip mig, din hystade” råbte ulven
tilbage. ”Jeg vil overhovedet ikke underlægge mig dine restriktioner. Vi to er
ikke venner, og jeg er et voksent og selvstændigt rovdyr, som man ikke kan løbe
om hjørner med, og som gerne vil have noget andet at spise end en bedstemor og
en lille vred pige med dårlig bismag. Nu æder jeg den tandfe”. Rødhætte hev
hårdt i ulvens fod, så han gled ned af stigen og landede på jorden med et brøl.
”Du tror bare, at jeg er ligegyldig, fordi jeg er lille og har en rød hætte på.
Shit, hvor er du en antifeminist! Og nu tæsker jeg dig!” og med de ord sprag
Rødhætte (der vist ikke var så sød og mild, som folk ellers gik og troede) på
ulven og begyndte at tæve ham. Ulven hylede og skreg op om både dyremishandling
og landbrugsstøtte, og han lagde ikke mærke til noget. ”Hvordan kommer vi ind i
tårnet?” hviskede Rudolf. ”Ved at den rette konge sætter sin hånd i aftrykket
selvfølgelig!” sagde Kamilla - der faktisk havde et tv og elskede både ”Vild
med dans” og ”Tinkas juleeventyr”, selvom det var en velbevaret hemmelighed. ”Naturvidenskabsfolk
er simpelthen svære at kommunikere med” tænkte Rudolf irriteret og sendte en
iskold tanke til sin menneskeligt afstumpede matematiklærer i folkeskolen, der
altid havde sagt, at Rudolf troede, alting handlede om ham selv – som om det nu
skulle være noget negativt! ”Hvad med at låse os ind med en nøgle?” foreslog
Kamilla. ”Nej, det går ikke” sagde Rudolf (– og sendte en tanke til en bekendt,
der engang havde brækket en nøgle i låsen på sin fordør en sen nat lige op til
jul og havde måttet af med 950 kr. til en låsesmed med døgnservice, og ydermere
havde ventet en time på at denne ankom, mens den bekendte havde ædt løs af den
pose med juleknas, han nys havde modtaget i firmajulegave. Dermed kunne han endvidere
umuligt komme ned på sin idealvægt inden nytår – og hvem ville udsætte sig selv
for det lige op til jul!). ”Jeg har det” udbrød Kamilla. ”Vi tager stigen. Ulven
og Rødhætte ser ingenting”. Det lod Rudolf sig ikke sige to gange, og han
listede frem og kravlede op af stigen for at befri sin ven, Tandfeen, som han
dog stadig mente skyldte ham en undskyldning …..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar