Rudolf og tandfeen vandrede og vandrede gennem et utal af
underjordiske gange. Det var som at medvirke i en fantasyfilm – eller i en
julekalender, hvor en forfatter mangler lidt fyld til et par dage i december,
inden der igen skal ske noget epokegørende, hvorfor han lader sine personer
vade omkring i en salig uendelighed, mens tiden går. Dermed kom Rudolf til at
tænke på den trælsomme tv-serie ”Krøniken”, hvor 11 ud af 21 afsnit
var fyld og ligegyldige sidehistorier, og sammenlignet med dette, var den
julekalender, hvori han selv medvirkede, egentlig slet ikke så slem. Tandfeen
tænkte mere rationelt; hun ville vide, hvor den sære hundeglam kom fra.
Tandfeen var ikke den helt store tilhænger af metarefleksion, selvom hun holdt
meget af en gammel gymnasieveninde, der altid kommenterede ironisk distanceret
på sine egne udsagn ved f.eks. at sige: ”sagde pigen bittert”, efter et udbrud
af den kaliber. Men det var også den metarefleksion, det blev til. Men altså;
Rudolf og tandfeen vandrede og vandrede, og pludselig stod de i en stor hule,
som var oplyst af 100 lamper. ”Gud! Tror du, det er Verner Panton-lamper?”
udbrød Rudolf og følte sig nødsaget til at informere tandfeen om, at det var en
kendt kunstner. Tandfeen havde ikke tid til at svare, for hun havde fået øje på
tre mismodige vovser, der sad på hver deres skatkiste. Rudolf veg forskrækket
tilbage, for man kunne jo aldrig vide, hvad hunde, der ikke var i snor, kunne
finde på. Tandfeen, der var god til nye mennesker – og dyr – gik derimod
frejdigt hen til vovserne og sagde: ”Hej jeg hedder Tandfe, og hvorfor ser I så
mismodige ud?”. Den største af hundene, der havde øjne så store som rundetårn,
og linser, der kostede en formue (men heldigvis en særaftale med sin lokale
bager) fortalte, hvordan hundene var blevet berøvede af en soldat, der var
trængt ind til dem og havde stjålet deres surt opsparede kobber-, sølv- og
guldpenge. ”Han tog bare det hele, og også en gammel lighter, der lå i et hjørne”.
”Han er nok pyroman – eller også skulle han have noget at vifte med til en
koncert med Outlandish” sagde Rudolf – der altid troede det værste om folk. ”Vi
har ingen penge mere, og de skulle ellers have været brugt til at realisere
alle vores drømme. Årgangsvin, en rejse til New Zealand og en Broadwaymusical
om vores eget liv med titlen: ”Et hundeliv” – en musical om hund, hund og
hund.”. ”Om hunhund og hund?” spurgte Rudolf, der kun hørte, hvad han selv
ville. ”Nej, om hun, hund og hund” sagde feen bistert. ”Vil det sige” spurgte
Rudolf ”at lykken er at være rig?”. ”Ja” svarede vovserne ” og berømt!”.
Tandfeen gjorde anstalter til at blive muggen. ”Jeg leder efter meningen med
livet. Kun hvis jeg finder den, kan jeg komme ud af Eventyrland igen. Ved I,
hvor jeg skal lede?”. ”Tja” svarede den største af de tre hunde. ”Altså den,
der ved mest om eventyrland, er jo forfatteren. Rudolf så på hundene med et spørgende
udtryk i ansigtet. ”Altså eventyrforfatteren” sagde hunden. ”H.C. Andersen
skriver alle eventyrene, og han må vide, hvad meningen er. Han har skrevet om
både overnaturligt store hunde (dem selv, red),
der trænger ind til sovende unge piger om natten, og om unge analfabeter, der
skamrider en arm gedebuk med døde krager i lommerne. Hvis nogen kan finde en
mening i det – og det ikke skal være en dansklærer fra stx med en kandidatgrad
i overfortolkning – så må det bestemt være ham. ”H.C. Andersen?” spurgte
Rudolf. ”Ja, det er en kendt kunstner!” sagde tandfeen tørt. H.C. Andersen
plejede at komme forbi hundene hver aften med en godbid, og et kapitel fra sin
roman ”Improvisatoren”, der nok kunne få folk til at falde i søvn i en fart, og
i så henseende var endnu mere effektiv end Herman Bangs ”Ved vejen”, hvilket
ikke sagde så lidt. Rudolf og tandfeen satte sig til at vente, og Rudolf
tænkte, om man kunne forestille sig et skuespil med titlen: ”Mens vi venter på
Hans Christian”, men slog tanken bort. Det ville trods alt lyde som en lidt for
villet krydsning mellem Becketts Godot og Matadormusicalen – og så vidt Rudolf
vidste, kunne sidstnævnte i sig selv have haft undertitlen: ”Mens vi venter på,
at Matadormusicalen er slut!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar