"Eventyr fortalt for rensdyr" - 6. afs.

Rudolf valsede hen ad snoede skovstier, gennem grønne lunde og forbi vinkende bønder med halm i træskoene og jord i hovedet. Det hele lignede et biedermeiermaleri eller en reklame for Danmarks Sommerhusudlejning. Rudolf – der som sådan burde have nok at bekymre sig om, idet han dels måtte tilbage til Julemanden, hvis der skulle blive nogen jul i år, og samtidig ikke var sikker på, om han overhovedet kunne komme ud af æsken med eventyr – gik næsten og blev helt munter; eventyrland var ikke så ringe endda (selvom turen tog længere end 15 minutter og ikke var gået i fisk endnu). Rudolf kom til en bro, der gik over en bred flod. Lystfyldt vadede han hen over den, da en gnaven stemme lød nede fra floden: ”Hvem er det, der tramper på min bro?” og en grim, grøn trold hævede sig op af vandet. Nu var det ikke fordi, Rudolf selv mente, at han var noget udseendemæssigt vidunder. Han havde både tykke kinder og vinterdæk, som følge af et indtag på 15 skt. æbleskiver i næ og ny samt en bøtte Ben & Jerrys ved højtiderne, men det til trods mente han, at han var et pænt rensdyr. Således kunne han ikke undlade at se lidt skævt til den slimede fyr, der mildest talt så noget usoigneret ud, og hvis hud heller ikke kunne have godt af altid at være i vand. ”Hvem er det, der tramper på min bro” brølede trolden igen, hvilket dybest set var tåbeligt, for han kunne jo blot have kigget en smule opad. Ikke desto mindre langede han sin store lap i vejret, og greb fat om Rudolf.  ”Det er bare mig. Det rare rensdyr” sagde Rudolf. ”Åh, jeg troede, det var én af bukkebruserne” sukkede trolden. ”De gik over til sæteren for et år siden, og jeg kan jo ikke gentage historien, hvis de ikke kommer tilbage”. ”Vil det sige, du har en eksistenskrise?” spurgte Rudolf håbefuldt. ”Ja det kan du tro” vrælede trolden og fortalte med stor indføling om, hvordan han i mange år havde følt sig overset og om, hvordan han år ind og år ud havde kigget i jobannoncerne lørdag efter lørdag for at finde noget meningsfuldt; lige lidt havde det dog hjulpet, og hvad skal man så næsten stille op? Rudolf havde lagt sig afslappet på broen, og han begyndte nu at fremlægge en detaljeret analyse af troldens psyke, der både indebar følelsesmæssige omsorgssvigt, ensomhed og ungdomsår i dårligt selskab. Trolden rakte tålmodigt en finger i vejret for at få et ord indført (det er jo altid belastende, når andre forhindrer én i at tale om sig selv), men det hjalp ikke stort. Rudolf havde efterhånden fået det helt godt med situationen og nød at være den, der kunne gøre noget godt for andre, indtil trolden sagde: ”Men når bukkebruserne nu ikke er kommet forbi, så æder jeg dig i stedet for!”. Rudolf følte pludselig, at hans eksistenskrise kunne være enden nær på en langt mere konkret vis, end den han havde forestillet sig. Febrilsk gned han hænderne i panik, og kom derved til at gnide på den ring, han havde fået af den jamrende jomfru i tårnet. Pludselig forsvandt Rudolf i en røgsky, og trolden sank slukøret ned i floden igen, mens den mumlende noget om en fyldig erindringsbog med titlen: ”Vand-skeligheder; en biografi, der giver våde øjne!”