Rudolf susede afsted mod Grønland sammen med CJ. Hun kørte som
død og djævel, og da landskabet uden for vinduerne begyndte at blive hvidt og
snedækket, brølede den kronjyske countrysangerinde ”Åben døren og hop ud. Der
er for glat til at standse”. Rudolf, der altid havde ment, at trafikregler var
vejledende, åbnede døren, råbte ”Tak for turen” og sprang på hovedet ned i en
snedrive, mens CJs bil susede videre og fortonede sig i det fjerne. Der gik en
rum tid, før Rudolf fik gravet sig op af sneen, men da han atter dukkede op til
overfladen, var det et væmmeligt syn, der mødte ham; foran ham stod dragen
Hilbert - stor, mægtig og med røg ud af
begge næsebor. Hvordan dette store udyr var sluppet ud af Eventyrland, havde
Rudolf ingen ide om, men hvor om alting var, stod Hilbert nu foran ham. På
ryggen af dragen sad heksen Jytte, der havde tryllet Rudolf ned i æsken med
eventyr i sin tid, og så bister ud. Rudolf skreg af overraskelse, da han nok
anede, at tilstedeværelsen af de to, kunne give stof til minimum fem afsnit
mere af denne julekalender. ”Rudolf! Der er ingen, der skal sige til mig, at
jeg er ynkelig!” tordnede dragen Hilbert. ”Klap nu i, Hilbert, og lad mig tale”
sagde Jytte og fortsatte: ”Rudolf, jeg havde håbet, du forsvandt i æsken med
eventyr, for der er slet ikke nogen mening med livet, og du fortjente slet
ikke, at komme ud igen! Du klynker over ingenting, men se på mig og Hilbert; vi
er dem, der har det svært, vi er dem, der blev mobbede i folkeskolen, og vi er
dem, som alle taler grimt om, overser og som ingen inviterer til noget. Vi er
så bitre, at du slet ikke forstår det, fordi livet har trampet på os, og den
bitterhed skal nu gå ud over dig, dine venner og hele verden!”. ”Ja” råbte
Hilbert ”for vi har fanget både Julemanden og Tandfeen, og de sidder nu fanget
i et højt tårn her i Grønland, hvor Rødhætte og ulven passer på dem (Da Hilbert
sprang op af æsken med eventyr, havde låget stået åbent lidt for længe, hvilket
havde resulteret i, at en del eventyrvæsner var smuttet med.) Der skal de sidde,
til de dør af sult, og du kan ikke redde dem!”. ”Nu ’ødelægger vi julen for
alle!” råbte Jytte triumferende. ”Når Hilbert og jeg ikke føler os elskede og
værdsatte, så skal der ikke være nogen andre, som er glade!”. ”I er de to
ondeste typer, jeg nogensinde har mødt” sagde Rudolf vredt, mens han pegede
anklagende. ”Du skal bare holde din mund” sagde Jytte. ”Hvad er du overhovedet?
Et sølle rensdyr, der ikke udretter noget som helt, som svigter dine venner og
lader alle i stikken, fordi du er egoistisk og kun tænker på dig selv. Det hele
er din skyld, og når nu der ingen jul bliver i år, så ved alle verdens børn
nok, hvem de skal takke; Rudolf det rødnæsede tøffeldyr. Muhahahahhaha!” - og
med en ond latter fløj dragen bort mod Julemandens slot med heksen Jytte på
ryggen. Rudolf var lamslået; tænk at de to skurke var så bitre over deres egne
liv, at de ville ødelægge det for alle andre. Nu måtte han tænke stærkt; han
skulle finde Tandfeen og Julemanden i tide, og redde dem, så det alligevel
kunne bliver jul! Men hvor skulle han dog starte? ”Davs! Vil du være min nye
ven?” spurgte en stemme bag ham…….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar