Rudolf havde måske nok altid vejet et par kilo for meget. Hans
store hang til søde sager fornægtede sig ikke, og selvom han satte stor pris på
et gammelt husråd om, at man kan spise alt det kage man vil, fordi det kun er
kanterne der feder, måtte han indrømme, at det ikke helt var sådan, det
forholdt sig. Stigen knagede og bragede og den listige biolog skævede nervøst
til Rødhætte og ulven, som fortsat var midt i en slåskamp. Rudolf var nu nået
op til tårnets top, hvor Tandfeen kiggede ud gennem vinduet. ”Nå, endelig
kommer du og redder mig?” sagde hun bistert. ”Endelig?! Sig mig, hvad mener du
egentlig med det?” hvæsede Rudolf. ”Jeg mener” sagde Tandfeen, mens Rudolf gav
hende en hånd, så hun kunne træde ud på stigen ”at du overhovedet ikke tænker
på andre end dig selv. Det eneste, du går op i, er at placere dig selv som
offer og ævle løs om det hele tiden. Alting er så synd for dig, synes du, men
ved du hvad; det er det overhovedet ikke! Livet er smukt, hvis man gider
investere noget i det. Man skal acceptere det, der var noget skidt og så komme
videre og forsøge at være noget for andre. Jeg troede, du var min ven, men du
har svigtet mig, og når folk gør det, så ender det med, at jeg bliver ligeglad
med dem, fordi de ikke gider, investere noget i mig”. ”Kom nu ned derfra” råbte
Kamilla nervøst nede fra jorden, men Rudolf hørte hende ikke. ”Nu skal jeg
fortælle dig noget din opblæste, selvgode, skinhellige og afsindig kritiske
eventyrfigur; Du er for meget og du ved ingenting om, hvad der er vigtigt i
livet, for du har aldrig nogensinde forsøgt at forstå mig!”. ”Pas på!” råbte Kamilla,
men da var det for sent. Trinnet, Rudolf stod på, brast, og både Rudolf og Tandfeen
faldt gennem luften og landede på jorden med et bump. Ulven og Rødhætte
standsede deres slagsmål og så på de andre. ”Hvem er det? Og hvorfor redder han
Tandfeen?” spurgte ulven desorienteret. ”Hilbert! Jytte! Fangen flygter!!”
råbte Rødhætte. En mørk skygge gled ind over tårnet og pludselig stod dragen
Hilbert, stor og mægtig, foran dem med et stygt udtryk i det grimme fjæs. Ved
siden af ham stod heksen Jytte med sin lille kasse med eventyr i hænderne. Kamilla
lå stadig gemt bag tårnet. ”Nå, så du troede, du kunne redde Tandfeen og julen?”
sagde Jytte. ”Har du måske fundet ud af, hvad meningen med livet er? Nej, det
har du overhovedet ikke, for du er så dum, Rudolf at du ingenting kan! Og
selvom det så var lykkedes dig, så havde du aldrig reddet julen, for vi har
gemt Julemanden et sikkert sted, hvor du aldrig finder ham”. ”Hvorfor er du så
ond?” råbte Rudolf. ”Fordi jeg er bitter!!” brølede Jytte ”Og det skal gå ud
over ALLE! Hilbert, dræb rensdyret!!”. Hilbert fløj frem mod Rudolf og Kamilla
lukkede øjnene, for hun ville ikke se det – hun var nemlig også begyndt at
holde af det excentriske – og dog hjertevarme – rensdyr. Tandfeen løb pludselig
frem. Modigt kastede hun sig ind foran Rudolf for at beskytte ham fra dragen Hilberts
skarpe tænder. ”Det er kun mig, der må sige grimme ting om Rudolf” råbte
Tandfeen ” for han er min ven!”. Pludselig forsvandt dragen Hilbert som dug for
solen, og det samme gjorde Rødhætte og Ulven. Heksen Jytte stod måbende
tilbage. ”Det kan ikke passe! Hvordan kan det ske?! Hilbert, du må ikke
efterlade mig her!”. Jytte åbnede æsken med eventyr, sprang ned i den og vupti
var også hun væk. Kamilla løb frem fra sit skjul, tog æsken og kastede den
langt langt bort (hun var gammel håndboldspiller og til trods for, hun var
noget kortbenet, havde hun været en frygtet angriber). ”Hurra” råbte Rudolf. ”Vi
klarede den! De onde er væk, og nu skal vi redde julen”. Han vendte sig om og
så Tandfeen, der var sunket livløs om på jorden. ”Åh nej” råbte Rudolf. ”Tandfe!
Tandfe! Du skal vågne!” Men tandfeen havde brugt al sin kraft på at redde
Rudolf, og hun lå som en livløs kludedukke i den kolde sne. Rudolf satte sig
stille ned i sneen ved siden af hende. ”Hun kan da ikke forlade mig” sagde han stille. ”Hun er jo….. min ven!”. Kamilla satte sig ved siden af Rudolf og lagde hånden på hans skulder; lige nu var der ikke ret meget eventyr over noget som helst....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar