"Eventyr fortalt for rensdyr" - 5. afs.

Rudolf faldt og faldt, skreg og skreg, faldt og faldt, skreg og faldt lidt mere. Han tænkte over, om han mon nogensinde landende, og om landingen i så fald ville være hård. Svaret fik han et øjeblik sener, da han landede på et silkeblødt grønt græstæppe. Rudolf befandt sig midt i en smuk dal med blomsterbegroede skrænter, dybblå søer og virkelig langt til nærmeste taxa. “Det må være eventyrland” tænkte Rudolf og åndede den friske luft ind, mens svaler kvidrede og himmelen syntes endnu mere blå, end han nogensinde før havde set den. Nu var det ikke fordi, Rudolf som sådan var nogen stor naturelsker. Bevares, han kunne da godt nyde et afsnit med Søren Ryge, men det var også rigeligt. Alt med måde. Naturens dybe stille ro blev pludselig afbrudt af en skinger kvindestemme, der råbte om hjælp. Rudolf, der ikke anså sig selv som nogen gentleman, idet han mente, at hvis man gav sig selv det mærkat, ville man blot blive udnyttet og misbrugt af andre, agtede at finde ud af, hvor lyden kom fra - om ikke andet så for at bede afsenderen om at dæmpe sig lidt. Beslutsomt travede Rudolf afsted, til han kom til et ensomt højt tårn, der stod på en lille bakke. Tårnet havde ingen indgang men allerøverst var der et enkelt vindue, ud af hvilket en rensdyrhun med blond hår og krone på lænede sig. (Rudolf råbte spontant op til hende, at hun skulle passe på ikke at blive forvekslet med en kronhjort, men den slags overhører man). Rensdyrhunnen udbrød: “Åh, tapre ridder. Frels mig fra mit fangenskab” og tilføjede, at en ond drage holdt hende fanget, og at han kom hver dag for at spørge, om hun ville gifte sig med ham. “Ja, man må sige, at dine problemer tårner sig op” grinede Rudolf “Men du kunne da godt sige ja - han lyder da dragende”. Rudolf skreg af grin over sin egen åndfuldhed, mens jomfruen i tårnet var noget mere tilbageholdende og rullede med øjnene. “Skal du ikke frelse mig?” Spurgte hun. “Jeg er et rensdyr, du er et rensdyr - hallo dernede - ment to be!”. Rudolf forklarede hende venligt men bestemt, at han slet ikke var parat til at binde sig, at han bare gerne ville bede hende dæmpe skærebrænderstemmen og at han i øvrigt ikke brød sig om kvinder, der så ned på ham (tårnhunnen overhørte joken ganske insisterende). “Jeg er ude for at finde meningen med livet” sluttede Rudolf “men hvis jeg finder den, og der er tid til overs, vil jeg overveje at redde dig på hjemvejen. Hold gerne udkig. Hvis jeg dukker op, så dukker jeg op, og hvis jeg ikke gør, så er det nok fordi, jeg har glemt dig, eller har mødt en rensdyrhun, der ser bedre ud. Kan du have det godt - og pas nu på, med at føle dig hævet over andre”. Rudolf var helt færdig af grin og hunnen i tårnet mumlede et eller andet bistert og smed en fingerring ned til ham. Rudolf greb den og så undrende på den. “Bare en lille souvenir, du måske kan få brug for, når du skal finde meningen med livet her i eventyrland. Her er ikke så fredeligt som du tror… jeg siger det bare!”. “Tak du” råbte Rudolf op til hende, og begyndte at trave videre gennem dalen, mens han nynnede “Jeg ringer på fredag”. Rensdyrhunnen i tårnet åndede lettet op; med den humor, Rudolf besad, var en drage da næsten at foretrække….