"Eventyr fortalt for rensdyr" - 9. afs.

Næste morgen gik Rudolf og tandfeen op til slottet, hvor de blev budt inden for af en venlig vagt, som fortalte, at prinsessen ikke var i et rart lune, fordi hun igen havde sovet forskrækkelig slet, men hvis Rudolf og tandfeen ellers havde mod på det, måtte de da gerne aflægge en visit – men det var på eget ansvar. Rudolf skævede til tandfeen: ”Tror du, det er en god ide at besøge hende i dag?” mumlede han. ”Selvfølgelig” svarede tandfeen. ”Du er jo ude på at finde meningen med livet, og hvis prinsessen kender den, er det da et nærliggende sted at starte”. Det kunne Rudolf jo ikke rigtig modsige, og sammen gik de ind på slottet, hvor de pludselig hørte stemmer fra et tilstødende værelse. Rudolf og Tandfeen tittede ind, og fik begge øje på en kolossal seng med mange dyner og madrasser. ”Den prinsesse må have nogle helt særlige præferencer, når det kommer til sengelinned” tænkte Rudolf. Han og tandfeen gemte sig bag den tårnhøje seng, hvorfra de kunne overskue, hvad der gik for sig. Prinsessen, som havde et kradsbørstigt udtryk i ansigtet, var i færd med at skænde på sin mand, prinsen, der ikke lignede én, der fik mange ord indført. ”Og du kalder dig selv for en prins. Vorherre bevares!” råbte hun. ”Du er jo den mest elendige kopi af en helt, man kunne forestille sig. Ingenting får jeg. Intet modspil. Når sandheden skal frem, så er jeg simpelthen så bitter over, at jeg nogensinde giftede mig med dig. Jeg skulle have taget den velbeslåede dynefabrikant i rulamsjakken, der nødede sig til mig på en tankstation i november 2004, og som lovede mig både liebhavervilla og en bedaget Suzuki Swift med flyverust, men næ nej. Jeg ville have en titel og være fin på den og se mig nu. Jeg gider ikke være prinsesse mere. Det er simpelthen så tåbelig en beskæftigelse. Og hvorfor skal jeg evig og altid ligge på det elendige sengearrangement med syvtusind madrasser og dyner? En ordentlig seng kunne dynefabrikanten også have tilbudt mig, men hvad har jeg nu? Gud fader bevares siger jeg bare. Og hvorfor afbryder du mig ikke. Jeg får intet modspil!”. Prinsessen gav sig til at slå sin mand, prinsen, med den til formålet indkøbte kagerulle, hun stod med i hånden. Prinsen pippede noget om, at det var svært at få et ord indført, og at hun isolerede sig på sofaen med chips og lægeserier, så man slet ikke kunne trænge igennem. ”Svarer du igen!?” råbte hans kone fornærmet og bankede atter løs med kagerullen. Prinsen tog flugten og prinsessen løb efter med kagerullen højt hævet. ”Hold da op” sagde tandfeen. ”Der kan vi da i hvert fald ikke lære noget om meningen med livet. Hun var jo aldeles rædsom”. ”Jeg er grundlæggende uenig” sagde Rudolf. ”Jeg synes netop, vi her så et eksempel på et meget lykkeligt par, som accepterer hinandens forskelligheder og ikke lægger hinanden noget til last.”. Tandfeen så på Rudolf som om hun var blevet tvangsindlagt til at se ”Rogue One” – en talentløst udført actionfilm med et plot, der hang lige så godt sammen som et stykke pulled pork i lage – for anden gang mens hun havde hænderne bundet på ryggen og havde truslen om en uge på en øde ø i selskab med B.S. Christiansen hængende over hovedet! ”Det mener du ikke” udbrød hun. Jo, det mente Rudolf ganske bestemt; lykke måtte være, at have en høj social placering som andre beundrede, at bo flot og at være gift. Tandfeen skulle til at indvende noget, men Rudolf var allerede svanset ud af slottet igen og var på vej med mod Kenneths kro, hvor deres røde sportsvogn holdt parkeret. Tandfeen sukkede; Mænd forstod ikke ret meget. Det skulle da lige være hendes egen mand, havenissen – men han havde også bifag i psykologi!