Rudolf og tandfeen sad i den røde sportsvogn. Stemningen var
trykket. Tandfeen syntes, Rudolf var snæversynet og overfladisk, fordi han havde
sagt, at lykken i livet afhang af at være noget, andre så op til. Rudolf på sin
side syntes, tandfeen var nærtagende og irriterende korrekt, fordi hun altid
forholdt sig til fakta og rettede ham, når han begrundede sine udsagn med, at
det var noget, han følte (hvilket måske hang sammen med at tandfeen i tidernes morgen
havde fået 12 i statistik, da hun en kort periode tog et bifag på
universitetet). Ingen sagde noget, men sportsvognen kørte derudaf. Rudolf – der
ikke havde den bedste forståelse for, hvornår det man siger kun gør en kvinde
endnu mere sur, end hun er i forvejen, kunne ikke holde sine ord inde længere: ”Jeg
synes, du behandler mig uretfærdigt” sagde han. ”Det kan godt være, du synes,
jeg er overfladisk, men det er altså sådan, jeg betragter verden. Hvis andre
ser op til én, og synes, man er noget værd, så er man lykkelig”. ”Jeg gider
slet ikke kommentere på det der vås!” skumlede tandfeen, mens hun tog en bid af
et langtidsbagt græsk fladbrød med økologisk spidskommen på toppen, som hun
altid havde med bare for et sikkerheds skyld. ”Bare find ud af, hvordan du kommer
ud af Eventyrland igen, så jeg ikke skal høre mere på dig. Du forstår ingenting
om, hvad der er vigtigt og dine værdier er lige så flossede som en venstremands
troværdighed”. (Det kunne Rudolf ikke finde på noget at sige til; dels fordi,
han ikke var god til comebacks og dels fordi, venstremænd og troværdighed rent
faktisk var to ord, der næppe kunne tåle at stå i den samme sætning). Endnu
engang blev der tavshed i sportsvognen (og Rudolf overvejede om ”Tavshed i
sportsvognen” kunne være en gangbar bogtitel - for han havde noget med
bogtitler). Pludselig standsede Rudolf bilen, og tandfeen så en brønd i
vejkanten. Ved siden af den sad en frø med et sørgmodigt udtryk og vred sine
hænder. Rudolf og tandfeen sprang ud af bilen og spurgte, om der dog ikke var
noget, de kunne hjælpe med. Frøen – der hed Tim og egentlig var en fortryllet
prins – fortalte med yderst stor entusiasme om, hvordan den engang som prins af
vanvare (- og Rudolf overvejede om vanvare mon var navnet på et mindre kendt
hertugdømme) havde forvildet sig ind i haven hos en ond heks, som havde
forvandlet ham til en frø. Fortryllelsen kunne ikke hæves fordi, … tja - bare
fordi… (måske kunne den godt, men
frøprins Tim satte en ære i at svælge i verdens uretfærdigheder, og en
potentiel mulighed for at rette op på disse ville jo ødelægge hele den
fortælling om ham selv, som han var blevet så dygtig til at fremføre.) ”Åh”
sagde frøprins Tim. ”Det eneste, der rigtig gælder, er at være smuk og rig og at
være berømt og elsket af alle de andre!” (Tim havde en hel stribe fyldige
anekdoter fra sin folkeskoletid (for jo; alle har gået i folkeskole, - også i
et eventyr, som jo netop er hjemsted for hårde prøvelser...), som han gerne rullede ud som hjemmel for sin påstand, men Rudolf
afbrød ham begejstret, inden han nåede dertil). ”Det er jo netop det, jeg mener”
sagde Rudolf. ”Der er én, der har forstået meningen med livet. Hvis andre synes,
du er noget, så er du noget”. Tandfeen fløj bistert rundt i luften og prøvede
ikke at stikke Rudolf én på lampen. ”Jeg barsler faktisk med en omfangsrig biografi
om mit eksistentielle kompleks” sagde frøprins Tim. ”Jeg har allerede en
arbejdstitel; Frø, fravalgt og…..”. ”FOR MEGET” råbte tandfeen, inden hun fløj
afsted i fuld fart, så Rudolf kun kortvarigt kunne nå at takke frøprins Tim for
at bekræfte ham i, hvad det centrale i tilværelsen var. Derpå hoppede Rudolf i
den røde sportsvogn og kørte i en vældig hast efter den oprørte tandfe. Frøprins
Tim sad tilbage ved brønden og tænke. Hvor var han dog indsigtsfuld, hvis han
selv skulle sige det. Faktisk så meget, at han hoppede i brønden for at svømme
lidt rundt og tage en lille pause – det han selv kaldte et frøkvarter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar