Rudolf og statshemmeligheden - 8.dec.

Frøken Strøm havde i sin tid undervist på Randers Statsskole i tysk og idræt – dengang kaldet gymnastik – indtil en stor bogstabel, indeholdende vægtig tysk grammatik, var væltet ned over hende i bogkælderen en forårseftermiddag i 1948 og var blevet hendes triste endeligt. Siden den tid havde hun fornøjet sig med – nu som spøgelse – at vimse rundt på gangene på skolen og – i al sin usynlighed – holde opsyn med stort og småt. Hun var iført spadseredragt, havde knold i nakken og var i det hele taget ikke en dame, man modsagde.

Rudolf – der aldrig rigtig havde troet på spøgelser – blev noget mundlam, da Frøken Strøms genfærd pludselig stod og prikkede ham på skulderen. Da hun havde præsenteret sig, sank Rudolf en klump og sagde: ”Der findes da ikke spøgelser.”. ”Åh, nu lyder De som en mediefagslærer med angst for det overnaturlige” sagde Frøken Strøm irritabelt. ”Jeg kan ikke udstå dem, der, af angst for at blive konfronteret med det, de ikke ved, hvad er – eller hvor vil føre dem hen - afviser det okkulte som noget vrøvl. Det minder mig så grueligt om de elever, jeg havde i idræt, som var bange for bolden – når jeg tænker på, hvad en anden måtte stå på mål for under krigen!” (Frøken Strøm havde været aktiv i modstandsbevægelsen, og havde – med livet som indsats – gemt flere kommunister på loftet på Randers Statsskolen - en enkelt havde hun glemt, og han blev fundet langt oppe i 80’erne - temmelig ilde tilredt; gudskelov havde folk troet, der var tale om et løveskelet!)

”Hvad bruger De så deres tid på?” spurgte Rudolf – der stadig syntes, det var noget angstprovokerende at tale med en tysk- og idrætslærer (at hun var spøgelse virkede mindre skræmmende i sammenhængen). ”Jeg går omkring på gangene og, smækker lidt med dørene. De, der fornægter eksistensen af noget større, mener, det er trækvinden – ak ja; fortrængning er jo allemandseje nu om stunder – men når jeg så trænger til lidt adspredelse, går jeg gerne ind og sætter mig og ser lidt fysikundervisning – gerne hos de yngre årsvikarer. Men hvad giver De mig? Jeg må sige, at idrætten har fået nye og bedre vilkår med tiden. Var der nogen, der tilbød mig en hal? Næ næ næ! Det var ud på græsset i snestorm og polarkulde og spille høvdingebold. Man må sandelig sige, der er kommet nye boller på suppen”.

Rudolf skyndte sig, at afbryde; han havde på fornemmelsen, at Frøken Strøm virkelig nød at høre sig selv tale – man kunne have mistænkt hende for at være dansklærer i smug. ”Ved De, hvad statshemmeligheden er?” spurgte han høfligt. ”Har de aldrig lært, at række hånden op, unge mand!?” vrissede Frøken Strøm. ”Hvad blev der af disciplin, hvad blev der af gode manerer? Hvad blev der af bordskikken og julekortene? Sic transit gloria mundi, som salig Blicher skrev! Og hvad med Goethe om jeg må spørge? Eller Trips grundbog?!  Næ, det er sandelig sin sag at opstøve et dannet menneske nu om dage. Hvis der er en hemmelighed her, så må det være spørgsmålet om, hvad der blev af den gode opdragelse! Og hvis de vil have mig undskyldt, så skal jeg ud og finde en årsvikar! Bare fordi man er ældre – og usynlig – har man vel stadigvæk passionen i behold. Hvis de skal finde mig igen, kan De bare spørge efter den hvide dame. Men lige for nu: Flyt Dem!”. Og med de ord, forsvandt Frøken Strøm ind i et fysiklokale. 

Rudolf stod lidt og gloede. Kamilla havde sandelig ret i, at sådan et gammelt charmerende håndværkertilbud rummede lidt af hvert. Men hvor var Kamilla? Det var næsten synd, hun ikke havde oplevet et ægte spøgelse. Og så alligevel – en matematiker ville aldrig tro på noget, der ikke kunne sættes på en kønsløs formel, og for at se et spøgelse, måtte man jo trods alt være i besiddelse af bare en lille smule fantasi.      

Rudolf og statshemmeligheden - 7. dec.

Nu var det ikke fordi, Rudolf var en ekspert ud i moderne samtidskunst. Bevares, der var selvfølgelig ting, der var almen viden; så som, at Kvium-malerier var vulgære og blot provokation for provokationenes skyld, og at Poul Pava var en kendt kunstner, men derudover var det ikke fordi, Rudolf troede sin mening om kunst bedre end menigmands.

Nu stod han og Kamilla imidlertid på en trappeafsats på Randers Statsskole (hvor de var sluppet ind gennem et vindue, der ikke var haspet – og havde sendt en varm tanke til de elever, der aldrig overholder ordensreglerne) og så på et iøjnefaldende maleri af to skruer og en møtrik – eller hvad det nu hed på fagsprog.

”Det er det, jeg siger” sagde Kamilla knastørt. ”Kunst er en illusion – ligesom meningsfulde tolkninger i dansk. Det forestiller det, det nu engang forestiller, og så bruger en masse kloge mennesker – eller i hvert fald en masse mennesker - helt afsindig lang tid på at udvikle en teori om, at det i virkeligheden handler om noget helt andet. Det dér; det er en møtrik!”. ”Jamen” sagde Rudolf ”Hvis alting bare er tegn uden betydninger, hvordan have du så tænkt dig, vi nogensinde skulle kunne finde ud af, hvad statshemmeligheden er? Og hvorfor skulle vi netop til Randers? Mig bekendt er der ikke andet end en hest og en regnskov”. ”Der er også en tandhjulsfabrik” indskød Kamilla, mens hun fortsat stirrede stift på maleriet. ”Du godeste” råbte Rudolf ”Så er det maleri nok sponseret!”. ”Det er en møtrik og ikke et tandhjul” mumlede Kamilla, mens Rudolf viftede afværgende med hånden; han havde aldrig ladet en god konspirationsteori bremse af triviel fakta.

”Det er håbløst” udbrød Rudolf teatralsk. ”Julen er aflyst, jeg mister mit arbejde, jeg magter ikke den re-make af ”Løvernes Konge”, der kommer til foråret, og her står jeg på et gymnasium i en lillebitte jysk by, med højt til loftet og afspærrede passager. Alt er tabt. Jeg ved ikke længere, hvem jeg er, hvor jeg er på vej hen, om der findes en mening? Se selv! Ikke engang deres kunst giver mening!”. Rudolf satte sig ned på det yderst nye korkgulv og græd så det rungede i gangene.

”Er du færdig?” spurgte Kamilla tørt. ”Der er kun tre ting her i verden jeg frygter –eller okay; fire, men det fjerde får du ikke at vide; det er kram, empati og grædende rensdyr! Jeg giver ikke omsorg ved dørene. Tag dig sammen, og løs det”. ”Jamen hvordan” hylde Rudolf ”Vi ved jo ikke engang, hvad statshemmeligheden er – og det er allerede den 7. december!”. ”Kom nu. Rejs dig op og tag lidt ansvar” sagde Kamilla så opmuntrende, som det nu var muligt for en matematiker ”På julemandens post-it-seddel fremgik det klart, at det er her, vi skal være, så giv det nu en chance! Nu går du den vej og jeg går den modsatte vej og så finder vi vel et eller andet. Sådan et charmerende gammelt håndværkertilbud som dette her gemmer altid på noget – måske bare skimmelsvamp, men det kan man ikke vide på forhånd!” og med de ord gik Kamilla sin vej.

Rudolf stod lidt og snøftede teatralsk, indtil han var sikker på, Kamilla var væk. Så vendte han sig atter mod det spraglede maleri.

”Jeg tænker også, det er tandhjul!” sagde en stemme bag ham!

Rudolf og statshemmeligheden - 6. dec.

Kamilla havde altid haft en grundlæggende mistro til uddannelsessystemet. Det bundede helt tilbage i barndommens skolegang, hvor adskillige lærere havde sagt til hende, at hun med al sandsynlighed var introvert, til rollen som superskurk i ottende klasses skolekomedie; hvordan kunne man overhovedet overlade uddannelse af unge mennesker til institutioner, hvis forestillinger om den grønne heks i ”Wicked” åbenbart stemte kraftigt over ens med en påstået introvert, lyshåret skolepige fra Fakse Ladeplads?! Nu måtte Kamilla virkelig bede om sine himmelblå – primært fordi Julemandens kane, med samme Kamilla som fører, fløj højt over skyerne med Rudolf som motor.

Nu var det ikke fordi, Rudolf direkte havde noget imod at gøre noget for andre. Man skulle jo ikke altid have en forventning om at få noget igen (selvom sidste års nisse-ordning blandt Julemandens ansatte, der ikke havde kastet noget af sig de to første arbejdsdage efter julemånedens indtræden, mildest talt havde virket noget pauver). Rudolf lagde derfor tålmodigt øre til, mens Kamilla udbredte sig om sin mistillid til alle former for uddannelsesinstitutioner, hvor heller ikke julepædagogikumsuddannelsen gik fri; for hvem havde egentlig fundet det nødigt, at en flok relativt velbegavede universitetsuddannede mennesker skulle henslæbe mandag efter mandag, i et oveophedet konferencelokale, med rundkredsøvelser, powerpointpræsentationer om, at al indlæring destrueres af powerpointpræsentationer og middelmådige frokostbuffeter – uden laks?!

Rudolf, der syntes Kamillas foredrag havde varet længe nok, forsøgte at skifte emne og spurgte, hvad hun egentlig foretrak at spise til jul. ”Jeg får altid hjort stegt som vildt med tranebær” svarede Kamilla prompte – ”Engang prøvede vi grævling, fordi jeg havde kørt den over med en indkøbsvogn uden for Rema 1000 i udkanten af Viborg, men det var ikke rigtig det samme”. ”Godt du ikke sagde rensdyr!” udbrød Rudolf. ”Et rensdyr ER vel strengt taget en slags hjort” sagde Kamilla. Rudolf gøs ved tanken, men igen; hvad vidste en havbiolog om kronvildt?!

”Stop” råbte Kamilla pludselig, og Rudolf standsede og hoppede op i kanen, som nu holdt stille i luften over en stor, pompøs men noget rustik bygning. ”Ifølge min GPS er det her Randers og dette er et oplagt sted at lede efter statshemmeligheden.” sagde Kamilla. Rudolf kiggede skeptisk ned på den rustikke bygning. ”Hvad er det?” mumlede han. ”Et fængsel, et bibliotek, Hogwarts eller måske et hjem for ældre?”. ”Lidt af det hele” svarede Kamilla. ”Det er et gymnasium”. ”Velkommen til Randers Statsskole! Det mest oplagte sted at lede efter statshemmeligheden – i hvert fald i Randers!”. ”Hvordan kommer vi ind?” spurgte Rudolf. ”Nemt” sagde Kamilla. ”Vi lander i gården. Skolens motto er ”Altid åben” og det har de taget meget bogstaveligt, idet man har taget døren af fra gården og ind i bygningen. Kom!”. 

Rudolf syntes, det var et mærkeligt motto, og Kamillas beregninger holdt da heller ikke stik; da kanen landede i gården, så de, at der var placeret en lidet pyntelig spånplade med en – yderst midlertidig – dør i, lige der, hvor der eller altid var åbent! De to forfrosne venner stod modløse i gården. ”Det er det mest selvmodsigende motto, jeg nogensinde har hørt” sagde Rudolf (fordi han pt. havde glemt det hule Føtex-slogan: ”Fordi kvaliteten er høj, behøver priserne ikke at være det.”). ”Der er altid en smutvej.” sagde Kamilla og halede Rudolf med i den modsatte retning, mens han tænkte over, om det var et muligt motto: ”Randers Statsskole – der er altid en smutvej!”.  

        

Rudolf og statshemmeligheden - 5. dec.

Julemandens kane var egentlig ikke noget komfortabelt køretøj. Gamle brædder, banket sammen af en middelmådig tømresvend i nittenhundredehvidkål, uden nogen former for moderne faciliteter så som radio, kopholder, ergonomisk korrekte sæder eller servostyring. ”Tja” mumlede Kamilla træt, da hun og Rudolf havde bugseret kareten frem fra stalden ”Hvis den er god nok til Julemanden, må jeg jo tage til takke – men kors, hvor er det dog noget gammelt bras!”. Rudolf stod og så teatralsk lidende ud; han var stadig fornærmet over, at Kamilla havde talt hårdt til ham, (og hvis der var noget rensdyr var, så var det nærtagende). ”Hov” sagde Kamilla, idet hun var sprunget op i kanen. ”Der sidder en gul post-it-seddel!”. Og ganske rigtigt; Kamilla tog sedlen og læste højt:

”Kære Rudolf – ja, jeg forestiller mig, det er dig, der finder denne seddel, eftersom du -  som én af de eneste her i etablissementet – faktisk bekymrer dig om julen. Prøv ikke på at finde mig, prøv ikke på at redde julen, og hvis du prøver alligevel, så opgiv på forhånd at finde ud af, hvad det egentlig er, der er årsagen til, at jeg er rejst. Det med miljøet er blot et påskud – herregud, hvem tager sig af miljøet i vore dage – men der er noget langt større på spil. Noget der er så stort, at du dårligt begriber det. Det er ikke bare én hemmelighed; det er en statshemmelighed. Jeg kan ikke skrive mere – krampe, du ved! Prøv ikke at følge efter mig, prøv ikke at opklare, hvorfor alt er tabt ift. julen, og sidst men ikke mindst, prøv endelig ikke at finde årsagen i Randers! Opgivende hilsner fra Julemanden!. PS: Husk at give min guldfisk foder morgen og aften; den har sådan et voldsomt temperament. PPS: Jeg har brug for at få alting skemalagt. PPPS: Hvis de ringer fra Amigos Pizzaria, så sig, at…. Nej – lige meget!”

Kamilla sænkede post-it-sedlen. ”Hold da op - hvor jeg har det stramt med folk, der ikke kan fatte sig i korthed!” sagde hun opgivende. Rudolf så forundrende frem for sig: ”Hold da op, hvor stod der meget på den lillebitte post-it-seddel!” mumlede han. ”Det med Amigos Pizzaria var altså bare noget, jeg fandt på.” fniste Kamilla, og Rudolf blev endnu engang forundret; tænk at møde en matematiker med humoristisk sans (ja bevares, det havde hans matematiklærer fra folkeskolen ganske vist også haft, men det havde mestendels været af den perfide slags, hvis formål var offentlig nedgørelse af de elever, der bedre kunne lide andre lærere end ham – ja ja; humor var og blev jo et individuelt anliggende!).

”Men Rudolf, jeg bryder mig jo slet ikke om jul, jeg har ikke brug for den, og måske vil jeg ikke engang være nisse. Måske burde jeg blive Silvanmedarbejder igen – eller sælge trylledejsfigurer til overpris i en brugskunstbiks i Viborg – jeg ved slet ikke, om jeg er på det rette spor. Jeg tror, jeg står af!” udbrød Kamilla pludselig. ”Min største frygt er at ende på en arbejdsplads, hvor jeg og en lavbenet kollega møder op i den samme julesweater hvert år d. 4. december og godt ved, det egentlig er smagløst, men gør det alligevel for ikke at tækkes den gængse opfattelse - eller snævertsynede historikere! Måske ER jeg bare havbiolog og matematiker!”. 

Rudolf begyndte at tage seletøj på. ”Eftersom du åbenlyst har en omfangsrig identitetskrise, som sikkert alligevel tager noget tid at bearbejde – fordi alting med følelser tager dobbelt så lang tid at fixe for folk, der er naturvidenskabeligt anlagte – så kan du i mellemtiden godt hjælpe mig med at redde julen" sagde han. "Hvis du så ikke vil være nisse alligevel, er det også okay, men lige for nu, holder du den aftale, vi har lavet, og det er ikke til diskussion!”. Rudolf tog tilløb, kanen lettede og Kamilla tilgav straks Rudolf hans kontante tone, idet hun vidste, at løsningen på hendes indre kvaler jo nok var derude – sammen med buffetlaksen! 

Rudolf og statshemmeligheden - 4.dec.

Kamilla havde i årets første elleve måneder ofte tænkt over, hvad hun egentlig ville med sit liv. Hun havde, i sin relativt unge alder, prøvet mangt og meget; Efter gymnasietidens fritidsjob i Silvan, fulgt af et halvt år som backpacker i Bangladesh, igen efterfulgt af et par måneders loppetjans som guide på kanalrundfartsbådene i København, over en sæson som billetpige på det nye teater, hvor hun havde udviklet en hemmelig og passioneret drøm om at stå på scenen som fantomet i ”Phantom of the Opera”, havde hun læst biologi og troede, det måtte være vejen frem. Under en tirsdags-seance i universitetsbaren havde hun væddet med en medstuderende om, hvem der kunne tæve hvem i ”Matador – et spørgsmålsspil om Korsbæk”. Da Kamilla, i sin let overrislede tilstand, havde skudt på, at det da vist var Konsulinde Holm, der bed hr. Schwann i enden i episode 11, måtte hun se sig slået. Taberen af væddemålet skulle, foruden at blive tvangsindlagt til at se den rædderlige, og lidet storslåede, storfilm ”Rogue one” – som både manglede en gangbar dramaturgi og en appel til alle, der ikke havde en doktorgrad i niche-rumfilm, også vælge det sidefag, hvor man blev bedst rustet til at bygge en carport, hvorfor Kamilla var begyndt at læse matematik. Nu var valget så faldet på uddannelsen til nisse. Men hvad var meningen? Shoppede Kamilla blot rundt mellem uddannelserne som tidsfordriv, i stedet for at gøre det, hun virkelig drømte om?

”Og nu føler du altså, du står ved en skillevej” sagde Rudolf indfølt, efter Kamilla havde fortalt om sit hidtidige karriereforløb – hvilket egentlig var lidt malplaceret, idet de havde helt eventyrlig travlt, hvis de skulle nå at få Julemanden hjem i tide. ”Jeg føler ikke noget; jeg er matematiker!” slog Kamilla fast. ”Du skal ikke komme her med din fjerderangs lommepsykologi og tro, du kan kortlægge mig. Hvis jeg nogensinde skal udgive en biografi, skal den hedde ”Kamilla - adgang forbudt for uvedkommende!” – og det bliver kortprosa; helt usædvanlig kort prosa!!”. Rudolf, der havde det med at blive fornærmet, når han følte sig afvist – som et produkt af 11 år på en privatskole, hvor man havde betalt sig fra, at han konstant blev set og hørt – (om end psykisk terroriseret i 5-6 år, men det var jo en helt anden historie) – blev noget skarp i tonen og meddelte, at hvis Kamilla ellers ville deltage, havde de faktisk travlt med at komme ud i stalden og få en kane gjort parat, så de kunne tage afsted – og at han i øvrigt havde det meget svært med folk, der blev fornærmede over ingenting. Kamilla kommenterede ikke det sidste – man skal jo vælge sine kampe, forstås.

I stalden blev de mødt af Julemandens favoritrensdyr, Jytte, som lå henslængt i halmen med en Campari. ”Jytte, vi skal afsted. Hurtigt!” sagde Rudolf. Men Jytte nægtede at rejse sig, fordi hun, i samråd med de øvrige rensdyr, havde valgt at lægge sin 6. ferie uge netop nu, hvor julen alligevel var aflyst. ”Ellers ender det bare med, jeg skal bruge den i vinterferien, fordi Julemanden har en million uger om året, hvor jeg ikke må lægge den pga. åben stald, kurser, introtur med nye rensdyr og alt mulig andet – og hvis jeg skal bruge min ferie, når jeg i forvejen har ferie, så går ideen altså lidt af det! Så nej, jeg kan ikke hjælpe!” sagde Jytte bestemt!  ”Jeg har det” sagde Kamilla. Vi spænder dig foran kanen, og så styrer jeg!”. ”Nu er jeg jo altså ikke noget andenrangs trækdyr” mumlede Rudolf teatralsk. ”Vil du hente Julemanden tilbage eller hva’?” spurgte Kamilla – og det var jo trods alt hende, der var matematikeren 

(og i sit stille sind var hun stadig sikker på, det var fru Holm, der havde bidt den lille hr. Schwann bagi. Hun havde selv læst i én af Lise Nørgaards utallige biografier, at det meste i ”Matador” lå mellem linjerne).

Rudolf og statshemmeligheden - 3. dec.

Rudolf løb alt hvad remmer og tøj kunne holde tilbage til Julemandens gaveværksted. Da han prustende og stønnende kom frem, var Kamilla netop på vej til endnu et kursus - denne gang om differentieret gaveproduktion. ”Hvorfor løber du?” spurgte Kamilla tørt – hun så aldrig nogen grund til at skynde sig – med mindre det handlede om billige billetter til ”Phantom of the opera”. ”Det er frygteligt, forfærdeligt, forskrækkeligt!” udbrød Rudolf og fortalte med stor indføling om, hvordan Julemanden var taget til Tibet for at finde den indre ro, og havde aflyst julen fordi han mente, den tærede for meget på miljøet. Kamilla lagde igen an til en tør bemærkning: ”Hvis han ikke vil skade miljøet, så tænker jeg ikke, et passagerfly er det bedste transportmiddel til Tibet” sagde hun (og valgte at overhøre Rudolf spørgsmål om, hvorvidt man mon kunne ride på yakokse hele vejen til Tibet - og at det i så fald var vigtigt, Julemanden valgt en god udendørs-yak, der var både vind- og vandtæt!)  Kamilla så på Rudolf: ”Men jeg er da sådan set enig med ham den gamle i det med julen; hvad skal vi med den? Det er en forbrugsfest uden mådehold, og jeg vil ikke savne den. Adios amigo; nu tager jeg afsted til et goldt provinshotel i Korsør!”.

Nu var det ikke fordi, Rudolf ikke anerkendte andres synspunkter. Han mente sig faktisk at være mere end overordentlig rummelig (bevares - der var naturligvis altid undtagelser, som dengang nogle mente, det var en god ide at tage DVD-skiverne ud af produktion – endsige VHS-båndene) men nu måtte der kendes en grænse: ”Ikke savne julen?!” råbte Rudolf. ”Hvad er det for nogle prioriteter du har? Her er du i gang med at uddanne dig til nisse, og så står du gudherrenhjælpemig der og er ligeglad med julen. Jeg har stort set ikke oplevet noget så rystende siden dengang, Line Baun Danielsen stoppede på TV2. Hvad er du for et menneske?!”. Kamilla trak vejret dybt: ”Jeg har da også ting, jeg savner” sagde hun. ”Hver eneste gang, jeg er på pædagogikumkursus, må jeg altid kigge langt efter et stykke laks i frokostbuffeten. Jeg sidder time efter time og venter, alt i mens jeg slæber mig igennem ulidelige powerpointshows om nissehuers korrekte placering, om hvordan man varmer kanen op og om, hvordan man undgår grædende teenagepiger juleaften ved blot at forære dem et citygavekort. Jeg savner laks. Ligesom du vil komme til at savne julen. Men c’est la vie og der ikke noget at gøre!”.

”Sammenligner du din tåbelige kursus-laks med årets mest centrale højtid?!” råbte Rudolf aggressivt. ”Du respekterer overhovedet ikke mine følelser omkring jul”. ”Og du respekterer overhovedet ikke mine følelser omkring buffetlaks” råbte Kamilla, der – af én der syntes, matematik var interessant at være – pludselig viste overraskende mængder af emotionel aktivitet. ”Er du klar over, at hvis der ikke bliver nogen jul, så får du ikke dit julepædagpogikums-observationsbesøg, som tilfældigvis er henlagt til den 24. dec., og som Julemanden skal forestå. Det kan han ikke gøre, hvis han sidder i Tibet! Så bliver du aldrig nisse, men må henslæbe resten af din liv som havbilog med et bijob som underviser i matematik – og ville det måske være særlig opløftende – ja, jeg spørger bare?!”.

Kamilla blev stille og stod et øjeblik i dybe tanker. ”Jeg skal nok hjælpe med at få Julemanden tilbage fra Tibet” sagde hun. ”Men kun under forudsætning af, at du så også hjælper mig med at finde min buffetlaks!”. ”Top” sagde Rudolf, for hvor svært kunne set egentlig være at finde et stykke laks i en frokostbuffet?

Rudolf og statshemmeligheden - 2. dec.

Julemanden stod ved det nærmeste busstoppested og gjorde åndedrætsøvelser. Skægget havde han ladet gro hele sommeren, mens han havde gået og tænkt over, at der ligesom manglede noget - ud over naturligvis regn og dagtemperaturer på 18 grader, som alle havde savnet i den gruopvækkende sommerhede! Var det hele egentlig ikke temmelig meningsløst? Var det ikke en frygtelig omgang fråseri, dikteret af materialistiske tendenser og tv-reklamernes fortælling om, at en glædelig jul er lig med forbrug? Var julen ikke stukket af? Pludselig, midt i sommervarmen, havde det slået Julemanden; han manglede at tage ansvar. ikke for at alle fik deres gaver, ikke for at rensdyrene fik deres MUS-samtale og ikke for, om det nyligt indførte grundforløb på stx skadede mere end det gavnede (han havde sågar, i et underlødigt opslag på Facebook, set det omtalt som ”Afgrundsforløbet” – men det er en anden historie!).

Julemanden ønskede at tage ansvar for noget større, og siden han ikke kunne få indflydelse på, hvem der vandt og ikke vandt ”Den store bagedyst”, måtte han ty til noget mere jordnært; miljøet. Slut skulle det være med den dyre gaveproduktion, med al den CO2, rensdyr udleder, når de flyver rundt på himlen, og ikke mindst med rovdriften på den arme regnskov, som skrumpede år for år blot for at blive til glitrende gavepapir, som grådige barne- og voksenhænder hæmningsløst flåede i stykker juleaften. Slut med alt det miljøsvineri. En voldsom skyldfølelse var skudt op i Julemanden, som havde sin del af klimaforandringerne på samvittigheden. Nu måtte det være tid til at resignere; tid til at finde en større indre ro og tid til at få noget luftforandring. Derfor havde han pakket en kuffert med pas, reservehue - og en paperbackudgave af ”Papmachéreglen” af Hella Joof – og var nu på vej mod et munkekloster i Tibet, hvor han, i pagt med naturen og med en yakokse som nærmeste samtalepartner, kunne tilbringe dagene med meditation til lyden af syngeskåle - og japanske turister på jagt efter autenticitet. 

Nu stod Julemanden således ved busstoppestedet på bare fødder, iført en kinesisk kimono, og med en mission om ikke at vende tilbage, før han havde gjort noget godt for miljøet. ”Jamen hvad så med julen?” hylede Rudolf, da han endelig nåede frem. ”Du er Julemanden. Julen er dit ansvar, og hvornår har vi nogensinde kæret os om miljøet? Oprigtig talt, Julle, der er masser af regnskov! Mens du sidder i et kloster og øver dig i et korrekt åndedræt, hvem skal så lave gaver, hvem skal bringe dem ud?”. Julemanden svarede, at den slags småtskårne behov for dyrkelsen af vulgær materialisme var fortid, og at han nu havde lagt sit liv om. ”Jeg kommer ikke tilbage, før jeg har gjort noget godt for miljøet, og hvis du finder ud af, hvordan det og julen kan forenes, så send en sms! Men det er en evig hemmelighed; derfor er julen aflyst!”. Med disse ord hoppede Julemanden på bybussen, som skulle køre ham til lufthavnen. Rudolf råbte efter bussen, mens den fortonede sig bag et isbjerg: ”Kan du så komme tilbage, din gamle miljøaktivist! Hvad med mig? Hvad med julen? Hvad med os, der faktisk synes, at alting smager væsentlig bedre i papkrus?!” -  og det var jo tre glimrende spørgsmål!