Anmeldelse: "Hamlet" - Det Kongelige Teater

 Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov, scenografi: Philipp Fürhofer, kostumedesign: Karin Betz, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Joas Vest, koreografi: Signe Fabricius, stagefight: Kristoffer Jørgensen, oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Odil Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye, Mads Rømer Brolin-Tani mfl. Forestillingen set på Værket i Randers, d. 3/10-2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

I sjælens spejl

Esben Smeds Hamlet har et spørgsmål, der trænger sig på; hvad vil det sige at være menneske? Der er lys på publikum og en spejlvæg bag den sortklædte prins, som han står dér, foran os, i forestillingens åbning. Han kaster straks monologen om at være eller ikke i hovedet på os med en insisterende lethed; vi inviteres til at spejle os sammen med ham; først og fremmest i os selv. Det er et symbolsk rum, vi befinder os i; vi ser os selv i sjælens spejl.  

Instruktør Morten Kirkskov fokuserer på de eksistentielle temaer i Shakespeares berømte tragedie om prinsen, der skal hævne sin døde far, mens han kæmper mod sine indre dæmoner, dømmes som gal og dør med sit hoved på tavshedens pude. I denne opsætning med hovedet i skødet på sin elskede Ofelia, og netop de to unges kærlighed er, ligesom Hamlets søgen efter eksistentiel mening, kardinalpunktet i opsætningen; det er velfungerende, velgørende – og velklingende.

Klangen af Shakespeares ord er, i Niels Brunses begavede nyoversættelse, en fryd for øret. Shakespeares vers fremstår rensede for unødvendige guirlander men stadig på en klangbund af den 1600 tals-verden, som forestillingen parafraserer i Karin Betzs stilsikre kostumer og Philipp Fürhofers imposante scenografi; et symbolsk rum, der på én gang viser os store, spejlbeklædte flader og i næste nu et roterende virvar af grålige hjørner på slottet i Helsingør. De store vinduesrammer anvendes skræmmende effektfuldt, og Kirkskov får de enkelte tableauer til, med stærke fængselsassociationer, at skrige af indestængt længsel og spøgelsesagtig ensomhed

Et spøgelse sparker handlingen i gang for alvor; Jacob Lohmann i en kort entre som Hamlets døde far, der opfordrer sin søn til at hævne sig, og så er vi ved at være der: ved Hamlet.

Esben Smed er sublim i titelrollen; drenget forskræmt over synet af faderens ånd, maskulin i sit (ganske poetiske) erotiske møde med Ofelia i forestillings åbning, provokerende og køligt manipulerende, når han flytter de øvrige karakterer rundt som skakbrikker, fortabelseslysten og rådvild, når han bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig er ved at blive gal, ekstatisk som en beruset teenager til en tysk tekno-fest, når han farer omkring på scenen, sammen med vennen Horatio, og sidst men ikke mindst skrøbeligt og insisterende refleksiv, når han henvender sig til publikum.

Smed mestrer alle Hamlets nuancer; fra såret faderløs søn, svimlende forskelet i sin Ofelia, men ude af stand til at håndtere sorgen, over begavet manipulerende, da han har fået til opgave at hævne sig på onkel Claudius, der har dræbt hans far og arvet både kone og krone. I forestillingens første del er Smeds Hamlet konstant på scenen; enten i konkret samspil eller med symbolsk nærvær; Hamlet er i alles tanker; denne magre unge prins med ild i øjnene og en stemme, der svinger mellem det inderlige, skarpheden fra en ragekniv, olympisk vrede og afmagtens smerteskrig; så enkelt og så stort.

Efter pausen viser Hamlet sig mere og mere som en begavet manipulator, da han afslører stedfar Claudius’ mordplan, og i stedet får sine illoyale venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, sendt til skafottet. Sympatien for denne Hamlet mister vi dog aldrig, for under det manipulerene, (lege)syge og frustrerede lag i figuren, giver Smed sin Hamlet en ren og sårbar længsel efter at forstå; forstå hvad et menneske egentlig er; men hvordan skal man kunne forstå sig selv i en grå verden befolket af ødelagte individer?

Foto: Emilia Therese

Forestillingen er først og fremmest Hamlets, og Smed bærer den dygtigt. Dette betyder imidlertid, at de øvrige medvirkende snarere fremstår som brikker i Hamlets selvforståelsesprojekt end som psykologisk nuancerede karakterer; En solid Jacob Lohmann leverer den selvsikre, men dog tvivlende, kong Claudius, mens Iben Hjejles dronning Gertrud er skøn at skue i Betzs pragtfulde purpurrøde kostume. Hjejle skildrer fint en usikker moder, hustru og kvinde, der ikke forstår det spil, hun er en del af. Stine Schrøder Jensen er en spændende fru Polonius, hvis selvsikkerhed hviler på en sokkel af glas; konstant nervesitrende som var hun en fjern kusine til Frøken Jørgensen i ”Matador”. Det er præcist og ganske morsomt. Alvin Bursøe er en renhjertet og troværdig Laertes, mens Laus Høybye og Mads Rømer-Brolin-Tani fjoller sig begavet gennem partierne som Rosenkrands og Gyldenstjerne; skabede, sleske, fulde af selvtillid – fulde af angst! Schrøder, Høybye og Brolin-Tani er desuden fine som graverne (spillet som var de importeret fra Becketts absurde teater), mens Anton Hjejle ikke får meget ud af sin Horatio; klædt i lyserødt fremstår han vag og uden den fornuftens stemme, teksten lægger op til. Hjejle begrænses her af et instruktørvalg, der antyder en homoseksuel længsel fra Horatio mod Hamlet, men lader det stå som en ufokuseret antydning, der ikke er gennemført.

Gennemført er til gengæld Sara Viktoria Bjerregaards fremstilling af Hamlets elskede, Ofelia; på én gang alfeagtig og erotisk leverer hun både sødme og et skræmmende vanvid, da hun, efter Hamlets mord på Polinius, bliver gal og synger sin smerte ud, så hårene rejser sig. Bjerregaard giver Smeds Hamlet forestillingens stærkeste modspil, og da hun, med symbolsk tilstedeværelse efter den afsluttende fægtekamp, lader Hamlet dø med hovedet i sit skød, er det en smuk kærlighedsforening, om end i døden, af to sjæle, der var for gode til en betændt verden; for der er noget råddent i Danmarks rige!

Råddenskaben sættes over for grundlæggende menneskelige følelser som kærlighed, angst og ensomhed, og forestillingen fremstår på én gang klassik og moderne; tro mod sit forlæg og tro mod sin samtid - ja, vi ser endda et par mundbind på scenen. Med dramatisk nerve, og en fin afbalanceret humor, fremstilles Hamlet her som et rigtigt menneske hvis eksistentielle overvejelser, vi kan spejle os i.

Hvad vil det sige at være menneske? Et stort spørgsmål, forestillingen ikke har besvaret, da den lader sin Hamlet dø med et ”Resten er tavshed”. Hvad kommer efter tavshed; refleksion?

Smeds Hamlet har ægget os til at reflektere videre; til at spejle os selv i sjælens spejl.                                           

Anmeldelse: "Den vægelsindede" - Aarhus Teater

Dramatiker: Ludvig Holberg, iscenesættelse: Laurent Chétouane, scenografi: David Gehrt, kostumedesign: Sanna Dembowski, Lysdesign: Kasper Daugberg. Medvirkende: Anne Plauborg, Simon Kongsted, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Mathias Flint. Violinist: Toke Hansinius. Forestillingen set, d. 29/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Vægelsind og vådeskud

Foto: Aarhus Teater/ Rumle Skafte

Ludvig Holbergs komedie om den vægelsindede fru Lucretia er ikke blandt hans bedste; en vægelsindet hovedkarakter er et glimrende påfund, men selve komedien bæres mere af en opvisning i Lucretias humørskift end af en velfungerende intrige; karaktererne bliver aldrig udfoldede i samme grad som i Holbergs andre store karakterkomedier; flere af dem er forvist til at spille en letvægterrolle, hvor de entrerer lettere umotiveret, afleverer en pointe og forsvinder igen.

”De lystige koner i Windsor” hører heller ikke til blandt William Shakespeares mest åndfulde komedier, men Folketeatret gjorde, for nogle år siden, et kækt forsøg på at gøre komedien opførelsesværdig ved at rykke hele herligheden til det vilde vesten, hvor forestillingen blev en letbenet og lystig opvisning i pistolskyderi, lårswing og røgfyldt saloonstemning. Ikke at det havde meget med Shakespeare at gøre, men udliciteringen til det vilde vesten var gennemført.

Gennemført er desværre uendelig lidt i Aarhus Teaters opsætning af Holberg-komedien om den humørsyge galanterikræmmerske; det skulle da lige være manglen på stil og retning.
Tekstsiden er Holbergs, universet er et løseligt optegnet Westernmiljø, med en kønsløs pindebrænde-husfacade som scenografisk ramme, og spillestilen er et sammenkog af råben og mumlen, fysiske gags (der som noget af det eneste faktisk er veludført) og ikke mindst en overdreven brug af pauser mellem ordene og de fysiske handlinger, som får de tre timer i teatersalen til at føles som en ørkenvandring – med eller uden mundbind; en meget umorsom affære.

Intrigen er ellers morsom nok; enken Lucretia sidder i sin krambod dagen lang men skifter humør som vejrhanen drejer; dette går i særlig grad ud over hendes tjenestefolk, Henrik og Pernille, men også over et par borgerskabsfrøkener, Helene og Leonore, som hhv. trakteres med stor uforskammethed og en grænseoverskridende venlighed. For at straffe Lucretia, sender de to frøkener deres giftelystne brødre, Apicius og Eraste, på visit i kramboden, hvor de begge ræddes over Lucretias hhv. raseri og tungsindighed. En tredje bejler er den regelrette magister Petronius, der sågar møder op under fruens vindue med serenade og spillemænd, men må tage til takke med indholdet af Lucretias natpotte. Alle herrerne forventer, at Lucretia skal leve op til deres respektive drøm om en kvinde, men fruens utæmmelige vægelsind er ikke sådan at sætte skik på. Til slut, efter Apicius og Eraste har udfordret hinanden til duel, ender det hele med bryllup, da de to frøkener ægter hinandens brødre. Magister Petronius tilbyder Lucretia ægteskab, men fruen afslår; hun fornemmer nok, vægelsind og ægteskab ikke er skabt for hinanden; ligesom Holberg og det vilde vesten.

Westernuniverset, på Aarhus Teater, fremstår umotiveret og Holbergs tekst, som spillerne, med undtagelse af den garvede Anders Baggesen, ikke helt evner at håndtere, forholder sig slet ikke til de nye omgivelser; der tales fortsat om at trække sin kårde, og Holbergs København omtales som det mest naturlige, selvom forestillingens ydre ramme emmer lige så meget af Holbergs København som Lars Løkke Rasmussen af afbalanceret accept af tingenes tilstand – det er med andre ord umotiveret og uelegant.

Pudsig fremstår også instruktørens, den tyske Laurent Chétouane, faible for pauser. Man forstår godt, forestillingen varer tre timer, for der er plads til at læse op til flere akter af Holbergs komedie, inden de medvirkende får lov at sige en ny replik eller tage et skridt frem eller tilbage. Holbergs manuskriptet optræder i øvrigt fysisk på scenen, når flere af skuespillerne (med en noget forceret autenticitet) frekventerer dette, fordi de ikke kan huske deres replikker. Replikker, der desværre sjældent kan høres, fordi der generelt mumles og tales så lavt (bl.a. af de to ellers glimrende skuespillere Mette Døssing og Kjartan Hansen), at ordene langt hen ad vejen går tabt.
Tabt går også meningen, når de medvirkende, i en afslappet stil, driver rundt omkring på scenen under hele spillet; de får grineflip, giver hinanden stikord, rydder op efter hinanden, når et voldsomt fysisk stunt har efterladt et morads af campingborde og tørrestativer, og et stort spørgsmål melder sig: Hvorfor?  - og det er desværre det spørgsmål, den samle forestilling rejser. Man vil udfordre publikum, og det kundgør instruktøren fyndigt i programinterviewet, men er det begrundelse for at skabe noget, der mere er én (lang) dekonstruktion af en teaterforestilling end en egentlig forestilling?     

Det er ikke fordi, de medvirkende ikke kæmper bravt; både Christian Hetland og Viktor Pascoe Medom (i rollerne som hhv. Lucretias tjener Henrik og den forelskede Apicius) viser gode Holberg-anlæg, og formår (foruden Baggesen og den unge Mette Klakstein Wiberg, der syder af talent og spilleglæde de få øjeblikke, hun får lov at være på scenen) at formidle teksten troværdigt. Desværre er det Holbergske ords finesse, ligesom karakterernes nuancer, ikke let at opdyrke i Laurent Chétouanes lystmord på Holberg og komediegenren. Som et lyspunkt, fuld af elegant underspil, fremstår musiker Toke Hansenius, som akkompagnerer vanviddet med både charme og timingsfornemmelse.

”Den vægelsindede”?; Anne Plauborgs Lucretia når aldrig at sætte sig igennem som et centrum i forestillingen; Plauborg gør, hvad hun kan, og har god sans for både timing og stemningsskift, men hun frarøves opmærksomheden af al den larmende staffage, Chétouane synes at have som koncept for sin iscenesættelse; en staffage, der emmer af modsigelser og inkonsekvens. Er iscenesættelsen den sande vægelsindede?

Pistolerne trækkes i forestillingens slutning – skønt, der tales om en duel på kårder. Dog synes det eneste skud, der denne aften blev affyret på Aarhus Teaters Scala Scene, at være et vådeskud.   

På Aarhus Teaters hjemmeside anfører teaterchef Trine Thomsen, at man på forhånd vidste, der var tale om en instruktør med faible for kontroversielle valg; men hvad hjælper det?

Én ting er at drage til det vilde vesten -  værre er det, når pointen flyver sydover.

Anmeldelse: "Forræder" - Randers Teater

Manuskript: Andreas Dawe, instruktion: Kurt Bremerstent, scenografi: Claus Helbo, musik og lysdesign: Claus Carlsen. Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg. Forestillingen set på Randers Teater, d. 25/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fra den lukkede skuffe

Han åbner skuffen; den gamle Carl i Erik Viinbergs skikkelse. Op tager han en soldaterhue og andre rekvisitter, der indgår i den historie, han, i et langsomt, nærmest faretruende, tempo, opruller for publikum. Denne ældre mand er tydeligvis i færd med en oprydning; på hylderne i scenografiens brune reol ligger stakke af papirer. De er ikke sirligt anbragt, men dog sorteret. Reolen suppleres af diverse mindre møbler med en række skuffer – lukkede vel at mærke! Er det som om, der er noget, den gamle Carl vil holde skjult?

Der er noget med tænderne hos Viinbergs Carl, der fungerer som forestillingens fortæller, og da forestillingen er spillet til ende forstår vi, at disse tænder, der stadig i alderdommen volder ham vanskeligheder, er synonym for den grufulde oplevelse, han har haft som tysk soldat ved den russiske front under 2. verdenskrig; en oplevelse, en ældre mand i livets efterår modstræbende må tage frem og se på; fra den lukkede skuffe.

Forestillingen etablerer med indføling og sårbarhed sin fortæller, så vi får lyst til at lytte; denne mand har noget på hjerte.

Bankende hjerter – og adrenalin i kroppen – får vi endvidere bragt på scenen, når gamle Carl lader hukommelsen hvirvle tilbage til sin ungdom, og pludselig fremstår for os på to planer; dels som den livserfarne, men også uforløste, mand, og dels som den unge, livslystne, men også eftertænksomme knøs fra Randers. En ung mand, der af sin bedste ven opfordres til at melde sig i tysk krigstjeneste hos Waffen ss.

Den unge Carl (dygtigt spillet af Mathias Hedegaard Andersen med lige dele ungdommelig glæde og voksende tvivl, som var han Hamlet på jagt efter en fadermorder.) lader sig snildt forføre af opfordringen fra vennen Mikkel (spillet af Caspar Juel Berg som et råt macho-brød, mere styret af lyst og drift end af empati og refleksion), der selv er forført; dels af (vist indtil flere)kønne piger fra Randers, men også af sin far (Viinberg som en livsfarlig besnakkende professortype), der har set et lys i Hitlers projekt.

Den unge Carl må tage et hårdt opgør med sin gårdmandsfar (Viinberg i rørende spil som en følelsesforkrampet mandsling med en afdød hustru og en spillevende angst for, hvem der skal passe gården, hvis Carl forsvinder).  Her introduceres forestillingens overordnede spørgsmål; hvad vil det sige at være forræder? Er det at svigte sine nærmeste eller er det at svigte sig selv? Carl vælger eventyret med bonkammeraten frem for hjemstavsforventningerne.

Forestillingen opruller derpå, i et veladministreret roligt fremadskridende tempo, hvordan de to unge mænd rejser først til Tyskland, hvor de oplæres som soldater, og siden til den russiske front. Undervejs støder de på skikkelser, man helst ville have efterladt i den mørkeste afkrog af den lukkede skuffe (Viinberg er mesterlig som bl.a. iskold tysk officer, med stemme som en guillotine, og som en forhutlet togpassager, hentet direkte ud af det tredje riges frygt og elendighed; en mand, der ved, hvad der venter de to unge knøse. Han bruger ikke mange ord, men mimik og betoning siger det hele).

Den unge Carl bliver undervejs mere og mere i tvivl om, hvorvidt, hans beslutning var rigtig; er det Hitlers Tyskland, der er den store forræder? Da han efter sjælskradsende overvejelser vælger at sige stop, kommer det til et eksistentielt opgør med vennen Mikkel, for er de ikke uadskillelige venner? Skulle de to ikke holde sammen for altid? For den sårede og nærmest dyriske Mikkel (i en mesterlig opgørsscene, hvor Berg viser sig som en fin følelsesformidler) er der ingen tvivl; Carl er en forræder, Mikkel hellere vil dø end at modtage en hjælpende hånd fra. For Carl derimod er Mikkel måske nok en forræder, der har forført ham til den helvedes forgård, fronten er, men som Carl alligevel har så stærkt et venskab med, at han vender tilbage for at redde ham.

Men er det muligt at redde et menneske fra sig selv?

Den gamle Carl fungerer som kommenterende fortæller, og det er ham, der er forestillingens centrum. Viinberg er en ø af skuespilkunst, når han, med den gamle herres sårbarhed, tvivl og fortrængninger, genoplever dette helvede, der gennemspillede sig med tusindvis af danske unge mænd som magtesløse statister. Får han det svar, han så brændende ønsker sig? Hvem var egentlig forræderen? Man kan ordne, sortere og lægge i bunker, men findes der ting i den lukkede skuffe, der er for smertefulde til fuldt og helt at kunne fattes?

Sammen spænder de tre mandlige skuespillere over et helt klaviatur af følelsesmæssige udtryk – Det er gravalvorligt, men kalder heldigvis også af og til på et grin; Det er ganske enkelt gribende!

Instruktør Kurt Bremerstent har, med sikker hånd, drysset en række af det episke teaters fortællende virkemidler ud over forestillingen; præcis som i sin Reumertnominerede forestilling ”Hesten” skaber han, med få virkemidler i Claus Helbos virkningsfulde hylde- og skuffescenografi, rystende billeder af en støvet og forvrænget krigsramt verden, hvor kærlighed og venskab er under angreb. Claus Carlsens stemningsfulde lysdesign understøtter de enkelte tableauer stærkt; det samme gør lydsiden. Små virkemidler, der udvider sig til stort teater.  

Hvornår forråder man andre og hvornår forråder man så sig selv? Hvordan går man fra at være en flødeskumsdreng til at stå med blod på hænderne, og kan man forråde den ven, man har blandet blod med?

Én ting er sikkert: Da Viinberg har åbnet gamle Carls fortrængnings-skuffe, lader den sig ikke lukke igen!   

            

              

 

 

 

 

Anmeldelse: Hedda Gabler - Aalborg Teater

”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen, iscenesættelse: Hans Henriksen, scenograf: Nicolaj Spangaa, lysdesign: Kasper Daugberg, oversættelse og modernisering: Jens Christian Lauenstein Led. Medvirkende: Bolette Nørgaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Forestillingen set ved forpremieren, d. 24 september 2020.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Med næsen mod ruden

Hun tænder og hun slukker; for udsigten til efterårsløvet, for mændenes begær og for sine egne følelser. Henrik Ibsens Hedda Gabler-skikkelse er inden for de seneste år blevet tolket i flere forskellige retninger på danske scener; af Johanne Louise Schmidt i Det Kgl. Teaters hedengangne Røde Rum, af Marie Louise Wille på Aarhus Teater og nu af den talentfulde Bolette Nørgaard Bang på Aalborg Teater. Bangs Hedda tænder for lyset i et efterårs-miniaturelandskab ved forestillingens begyndelse og hun slukker for sig selv, med hjælp fra en pistol, da vi når slutningen. Blodet sprøjter op på glasset; det glas, Hedda ser igennem; det glas, der afskærmer hende fra verden.

Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt et stiliseret og minimalistisk rum, der ligger langt fra Ibsens klunkestue, men samtidig fastholder ideen om den udsigt, den nygifte Hedda aldrig bevæger sig ud i. De store vinduespartier, udformet som et glasbur, fungerer som en symbolsk afspejling af Hedda Gablers indre konflikt; Hun er udstillet som et sjældent dyr i zoologisk have. Sat til skue som prydsgenstand i liebhavervillaen, hun altid har drømt om, med tomheden og ensomheden som daglige gæster. Elegant og selvbevidst færdes hun i det tomme rum, men som den eneste af forestillingens karakterer forlader hun ikke dette bur; Hedda er afskåret, og når hun trykker næsen flad mod ruden, med barnlig iver, mærker vi længslen og afmagten hos den kvinde, alle forstår er særlig, men ingen forstår i særlig grad.

I centrum af spillet står Bolette Nørgaard Bangs Hedda; fremragende fortolket som en kvinde, der på overfladen oser af selvsikkerhed, mens hun flirter og manipulerer sig legende og elegant gennem Ibsens dagligestuedialoger. Bang formår samtidig at vise afmagten og den dybe afgrund, der lurer under overfladen, når hun vha. af videoprojektionernes nærbilleder, med små sommerfuglesitrende, mimiske udtryk, lader os forstå, at Heddas ydre og indre står i et brændende modsætningsforhold til hinanden. I flammer står også det manuskript, Heddas hemmelige kærlighed, Ejlert Løvborg, har skrevet, mens han i øvrigt kandiderer til den samme professorstilling, som Heddas ægtemand, Jørgen Tesman. Heddas veninde Thea Elvsted har hjulpet Løvborg, som hun forguder, og ser manuskriptet som et kærlighedsbarn, hun og Ejlert har skabt sammen -  men også Thea indhylles i Heddas fintmaskede net af fortrængte følelser. Er Hedda jaloux på sin veninde? Nyder hun at destruere andres liv fra sin plads i dagligstuen, hvor hun, som en edderkop, indfanger andre i sit spind? Bolette Nørgaard Bang lader spørgsmålene være uafklarede, men hendes afmagtsreaktion og rasering af stuens kunstige blomster i et smerteskrig, der er hentet op fra en fortvivlet kvindes allerdybeste smertekrater, gør et uudsletteligt indtryk.  

Rundt om Hedda er de øvrige karakterer placeret i trekantsrelationer fra Ibsens side, og disse trekanter dyrker instruktøren Hans Henriksen med varierende intensitet. Heddas relation med dels sin mand, Jørgen (en bedårende akademiker-forvirret Ferdinand Falsen Hiis, der lader dæmonien skinne igennem i små skarpe glimt, når han beruset kommer hjem fra fest, men hurtigt finder tilbage til sin professordistræte tone, i hvilken den småborgerlige Tesman trods alt er mest tryg; seksualiteten er nok trods alt for stort et emne at forholde sig til.) og husvennen Dommer Brack (en skarptsleben og veltalende Martin Ringsmose, der fylder sine pauser med erotisk længsel og manipulation, som man fyldte indkøbsposerne d. 11. marts) er særdeles fængende, og denne står som forestillingens egentlige centrum; forstadsfruen, der længes, men alligevel ikke tør give sig hen til livet; hun lever det bedst gennem andre, og hendes flirt med Brack (mesterligt spillet af Bang og Ringsmose) emmer af undertrykt desperation; Brack forstår hende et stykke af vejen, men er, når det kommer til stykket, lige så manipulerende som Hedda selv; et farligt magtspil med den godtroende Jørgen Tesman som en intetanende tredjepart.

Imidlertid er trekantrelationen mellem Hedda, Ejlert Løvborg og veninden Thea Elvsted svagere tegnet op i forestillingen. Skuespillerne Marcus Gad Johansen og Line Nørholt, der tappert forsvarer de to sidstnævnte karakterer, mangler plads til at folde deres figurer ud; ikke fra Ibsens hånd, men fra instruktørens. Nørholts godhjertede men forvirret klynkende Thea Elvsted og Johansens sympatiske og undskyldende tvivler af en Ejlert Løvborg, uden den erotiske farlighed, som kan indfange en Hedda Gabler, stod her ved forpremieren for svagt i sammenhængen, når de skal spille op mod relationen mellem Hedda, Brack og Tesman. Farligheden, fortvivlelsen og ikke mindst forelskelsen i dette trekantsdrama underspilles med det resultat, at forestillingens klimaks, omkring Løvborgs død, kommer til at fremstå som et postulat; har Hedda virkelig så mange følelser investeret i Ejlert?; Dommer Brack virker mere dragende på hende end Løvborg. Man kan håbe, at trekantsdramaet, med Løvborg i centrum, får mere vægt i forestillingen som spilleperioden skrider frem.

Samlet set er forestillingen dog et stærkt bud på en nutidig Ibsen-fortolkning. Jens Christian Lauenstein Led har nænsomt oversat og moderniseret teksten, og Hans Henriksens iscenesættelse dyrker dygtigt kontrasterne mellem realisme og stilisering, drama og humor, understøttet af et smagfuldt symbolladet lysdesign af Kasper Daugberg og en stærk, stemningsskabende lydside.

Hvem er hun, Hedda Gabler?; en mystisk – og næsten mytisk -  hvidklædt kvindeskikkelse, der i forestillingens åbning taler om efterårets gule blade; måske en metafor for hendes eget sind?  En meltalt falmet skønhed, der venter på at blive visket helt væk, når mørket uafvendeligt indfinder sig. 

Bangs Hedda viser i glimt, hun stadig er fuld af liv og længsel, men hvem kan overleve i et udstillingsvindue – selv med næsen mod ruden?           

 

Én på lampen

Om at trylle et ønske om til nye muligheder – og om at én ånd sjældent gør det alene.

Af Thyge Cosedis Holting, dramatik- og dansklærer, Randers Statsskole

”Vi er en lille gruppe skuespillere og næsten ingen rekvisitter, så i år arbejdes der meget med det dramatiske udtryk, hvilket er dejligt. Vi får mere instruktion og der bliver arbejdet mere med den enkelte karakter (…) og nu kan man få gode roller, selvom man ikke kan synge.”

(Uddrag af elevinterview i programmet til "Aladdin")

Et ønske

Efter en række succesrige musicals, opført i hallen på Randers Statsskole fra 2013-2018, opstod et ønske; kunne det lade sig gøre at variere formatet på forestillingen, så dramatikfaget blev bragt i fokus og en ny elevgruppe fik chancen på scenen? Et ønske, en dramatiklærer gladeligt lovede at opfylde som en anden lampens ånd. Imidlertid kan selv en lampeånd få hovedbrud: Hvordan skulle et nyt format nogensinde kunne hamle op med de spektakulære musicals i hallen? Ville de elever, der havde glædet sig til at medvirke i endnu en musical, mon være med i en anderledes forestilling, og hvordan kunne dramatik- musik- og billedkunstfaget mødes om at skabe en forestilling, der ikke havde den musicalform, der siden 2013 har været det vante på Randers Statsskole? Her skulle mere end en forunderlig lampe til….

En vej ned i den vidunderlige hule åbenbarede sig, da det nuværende Randers Teater tilbød, at forestillingen kunne spilles i teatrets talentsal. Ud over at få en black box sal til rådighed, ville der endvidere være mulighed for at skabe trylleri med en rigtig teaterbelysning. Da teatret samtidig gav grønt lys til, at forestillingen kunne opføres hele seks gange, blev tilbuddet modtaget med kyshånd.

Forestillingens format ville automatisk blive anderledes, da scenen kan rumme ca. 15 skuespillere – et væsentlig mindre antal end i en musical opført i en hal, men samtidig et optimalt antal, hvis man vil arbejde i dybden med den enkelte karakter og med personinstruktionen.

Nye rammer var en realitet.

Plakattegning: Thyge Cosedis Holting

En Oehlenschläger

Ingen rammer uden indhold.

For en dramatiklærer med dansk som andet fag, og en svaghed for klassikere, landede en titel, som et flyvende tæppe, hurtigt på bordet; ”Aladdin – eller den forunderlige lampe”. De fleste kender historien om Aladdin, den magiske lampe, appelsinen i turbanen, den onde troldmand og prinsessen af Persien. Eller gør de egentlig det? Måske er det i virkeligheden Disneys tegnefilm om Aladdin, man kender?

Vi kastede os imidlertid over den rigtige Aladdin; Romantikkens store digter Oehlenschlägers lystspil fra 1805, i en nyfortolket udgave, om den 17-årige dovne, sorgløse og altid heldige dreng, der både får en appelsin i turbanen og kommer i besiddelse af en magisk lampe, guld, sølv, ædelstene og prinsesse Gulnare. Men det er også fortællingen om Aladdins modsætning, den ambitiøse Nureddin, om hvad magten gør ved et menneske, om det at modnes, vokse og om at tage sin skæbne og livsopgave på sig – uden hjælp fra appelsiner og ædelstene…

Efter en meget moderne iscenesættelse på Det Kongelige Teater, i efteråret 2018, opstod et baldrende højhedsvanvid; det kan vi gøre bedre på Staten!

En prøveproces

Foto: Thyge Cosedis Holting

Eventyret ”Aladdin” taler lige ind i vores moderne tid: Drømmer vi ikke alle sammen om at være heldige? Om at lykken banker på døren helt af sig selv, så det eneste, vi skal, er at lukke op og byde den inden for. Vi vil have den perfekte partner, den perfekte karriere, det perfekte hjem, fritids-, familie- og arbejdsliv – kort sagt; vi drømmer om succes! Men hvis successen kommer af sig selv – kan vi så stole på, den bliver?

Og endnu vigtigere: kan man stole på, at moderne gymnasieelever gider gå i kødet på et romantisk læsedrama, skrevet på vers i 1805? – svaret var heldigvis et rungende ja!

Efter en audition, hvor eleverne fremførte en monolog som enten Aladdin, lampens ånd, eller Aladdins mor, Morgiane, blev der sammensat et hold på 16 entusiastiske skuespillere, som automatisk bidrog til nyfortolkningen af teksten, da både troldmanden Noureddin og Sultanen af Persien blev til to kvindelige karakterer; en målrettet karrierekvinde på jagt efter succes og en mægtig enevældig herskerinde. Sidstnævnte gift med en sultangemal med en meget stor turban og meget lidt at skulle have sagt. I vores modernisering af teksten blev også Lampens Ånd en anderledes og morsom karakter; evigt klynkende over ledsmerter og stresssymptomer forårsaget af at opfylde magtsyge menneskers drømme. Prinsesse Gulnare blev en ulykkelig, svigtet hustru, der slog sig på hvidvinsflasken og begyndte at flirte med Noureddin, mens hovedpersonen Aladdin nok endte som sultan af Persien, men samtidig udviklede sig til et selvoptaget magtmenneske, der mistede den impulsivitet, fantasi og kærlighed, han indeholdt som fattig skrædderdreng.

Foto: Christian Wilde Langballe

En anderledes fortolkning af teksten, som skuespillerne engageret – og med sund kritisk sans - deltog i udviklingen af. Hver tirsdag, i ti intense uger, blev der øvet i dramatiklokalet, under skoles loft, og læg dertil en øvesøndag, en øveweekend og en uges opløb, hvor vi rykkede fra Staten og ind på scenen i talentsalen på Randers Teater. Prøverne fokuserede på fortolkningen af teksten, og på arbejdet med lagene og tvetydigheden i den enkeltre karakter, på en anderledes måde, end man gør i en musical, hvor Danny er Danny, Sandy er Sandy og en sommernat er lun og regnfri – hver ting til sin tid.

Som noget nyt var det ikke en forudsætning at kunne synge, for at få en hovedrolle, idet der ikke indgik sang i forestillingen. Dialogen blev i stedet ledsaget af smidige, improviserede østerlandske toner, leveret af et fire-personers orkester under ledelse af musiklærer Mia Kim Fabricius. Scenografien, med kongeblå klodser og tæppebelagte trapper, blev fremtryllet af en række talentfulde ånder, i form af kunstneriske elever under ledelse af billedkunstlærer Christian Wilde Langballe. Endvidere nævnte én af de medvirkende elever, at hendes mor, uddannet designer, da godt ville give et lille nap med ift. kostumerne, og som ved et trylleslag stod samtlige skuespillere snart parate i de skønneste østerlandske gevandter.

Jo, nogen gange skal der mange talentfulde ånder til at opfylde et enkelt ønske.  

Et magisk øjeblik

Foto: Christian Wilde Langballe

Efter en lille uges prøver på Randers Teater, kodning af lys til langt ud på natten, sidste tilpasning af

kostumerne, en venlig orientering om, at man ikke talte randrusiansk i det gamle Persien, samt spisepausernes obligatoriske diskussion om, hvorvidt der skal ananas på en pizza, var vi parate; parate til, ved fælles hjælp, at opfylde det ønske, der blev kastet ud som et forslag hen over et mødebord, men nu skulle manifestere sig som magi på scenen.

Den dramatiklærer, der troede, han ene og alene skulle agere lampens ånd, sagde bl.a. i sin premieretale til de medvirkende (fordi vi gymnasielærere kan lære så uendelig meget af vores elever):

”Hvad er magi? Det afhænger af, hvem man spørger. For Noureddin er det magt, for Aladdin er det – måske – at blive klogere på sig selv, og for lampens ånd er det bare at være i fred for mennesker, der ikke ved, hvad de i virkeligheden ønsker sig. På Randers Statsskole ønskede vi at skabe en anderledes forestilling i år; tak fordi, I ville være vores lampens ånder. Tak fordi, I skaber magi; lige nu, lige her!”

En anderledes forestilling, et ønske, der blev til virkelighed, en magisk november, et arbejdsfællesskab, en succes, et lykkeligt smil, en afskedstårer –

Én på lampen!!

Et par tanker om den gode fortælling

Tale holdt ved 3g'ernes sidste skoledag på Randers Statsskole, 12/6-2020.
Af Thyge Cosedis Holting

Kære 3g-ere

Den gode fortælling! Det var et af emnerne til den skriftlige eksamen i dansk, og da jeg spurgte én af mine elever, hvordan det var gået, fik jeg svaret ”Helt ærlig Thyge; hvor helvede skulle jeg vide fra, hvad den gode fortælling er?”

Den gode fortælling falder, som I ved fra dansk, ofte i tre dele – en begyndelse, en midte og en slutning – også kaldet hjemme – ude - hjemme; nogen vil endda hævde, at det er begyndelsen og afslutningen, der er det vigtige, fordi en dårlig indramning kan spolere selv det bedste indhold.

Kan jeres tid på Staten kategoriseres som en god fortælling?

Foto: Christian Wilde Langballe

Vi begynder med hjemmefasen; for jer var det grundforløbet. Som de første blev I prøvekaniner for den nye indslusningsmodel, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, være urimeligt omstillingsparat, acceptere flygtige bekendtskaber og om at skulle vise sine mest sympatiske sider hele to gange, men kun tre måneders mellemrum. Det harmoniske udgangspunkt fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring. 

Springer vi videre til den optimale afslutning, så bliver udefasens kaotiske afsøgning af selvet her til en genetableret harmoni. Men sådan skulle det ikke gå jer, for ud af det blå kom Coronakrisen, og den orden, I kendte her på skolen, blev kastet op i luften som en stor ballon af uvished – for jer, for alle omkring jer, for hele landet – for hele verden. En traditionel afslutning fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring.

Fortællingen om jer og Staten synes altså at have strukturen ude- hjemme ude! – rent kompositorisk i strid med, hvad vi forventer af en god fortælling – og dog!

Enhver god fortælling bør indeholde noget overraskende. Situationer hvor hovedpersonen får slået benene væk under sig; hvor han eller hun må turde at stå ved angsten for det ukendte, længslen efter trygheden, kedsomheden, modløsheden og frygten for, hvad springet ud i det ukendte fører med sig. Det er en konfrontation med jer selv, I er blevet stillet over for i jeres indledning og i jeres afslutning her på Randers Statsskole; måske fik I en erfaring

Men hvad så med midterfasen; den skulle vel så i et mindste være harmonisk? Jeres midterfase, her på Staten, har været præget af en mere forudsigelig skolehverdag; svedlugt i lokalerne, udsolgt i kantinen og lærere, der fortæller de samme vittigheder år efter år. Men også her har I hver især oplevet kriser; sikkert endnu større end både grundforløb og Corona: Tøjkriser? Sikkert! Men måske også kriser på hjemmefronten, venskabskriser, kærlighedskriser, hvad skal jeg med mit liv-kriser, kan de andre lide mig-kriser og kriser over, om man i en perfekthedskultur i det hele taget må have en krise, hvis man skal fremstå som en god fortælling på sociale medier, hen over baren på Olga og over for sig selv.

Har jeres gymnasietid haft en ude-ude-ude komposition? Har jeres rejse på Staten været en god fortælling? Kan man overhovedet konkludere på, hvad en god fortælling er?           

Ja, man kan; for den gode fortælling afhænger ikke af en kompositionsmodel, ikke af om indledningen og afslutningen blev vendt på hovedet! Den afhænger af, om fortællingen er jeres! Om I har turdet at være aktive hovedpersoner, om I har mærket de glæder, sorger, søde sejre og sjælskradsende kriser, I har mødt fra 1g til 3g, om I har taget udfordringerne op og brugt erfaringerne til at udviklet jer – hver på jeres måde. Blæs på strukturen; det er indholdet, der gælder!

Fortællingen om jer og Staten er unik - ikke fordi I tilfældigvis fik et kaotisk grundforløb, en Coronakrise og en SRP-sti uden kompas, men fordi I er jer, fordi I var her, lige nu, hver især og sammen!

Det helt nye liv, der venter, bliver, for jer alle, rammen for en ny fortælling, strukturen kender ingen, der vil komme kriser undervejs, men uanset hvad, så er indholdet jeres!

Fra alle lærere på Randers Statsskole: Husk at forblive tæt på hjertet, selv når man skal holde afstand, husk at man må tage kriserne med -  og med et smil, hvis man kan -, og tusind tak fordi, I lod os og skolen her være en del af den gode fortælling om lige præcis jer!

Anmeldelse: "Senior stand-up i farver" - Jan Hertz/Louise Schouw Teater

”Senior stand-up i farver”, af og med Jan Hertz, produceret af Louise Schouw Teater, set på Vendsyssel Teater, d. 3/3 2020. 

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Et øjeblik af overordentlig skønhed

”Du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!” 

Jan Hertz ved noget om at være i øjeblikket. Som skuespiller instruktør, teaterchef og coach har han, hele sit liv, arbejdet med øjeblikkets muligheder, og derfor er det oplagt, at det enkelte øjeblik - så morsomt, tragisk og skæbnesvangert det end måtte være -  er omdrejningspunktet i Hertz’ soloforestilling ”Senior stand-up i farver”, som han pt. turnerer med i hele landet.

En 70 årig med en mission; at stå på sine fødder og blive stående. Stand-up! Publikum tages med på en rejse gennem Hertz’ liv i en farverig mosaik af anekdoter, eksistentielle overvejelser og dybt personlige bekendelser; alt sammen med målet for øje; på den ene side at kortlægge, hvem Jan Hertz er, og hvad der har gjort ham til den, han er i dag. På den anden side at pudse publikums briller, hvilket Hertz gør i både konkret og overført betydning. I forestillingens åbning tilbyder han reel brillepudsning til trængende publikummer og denne muntre gestus bliver afsæt for to timers show, hvor Herz demonstrerer, at livserfaring er dyrekøbt, men også berigende, fordi det er den, der kan agere pudseklud for sjælens – og hjertets -  briller.

Én mand, et sort rum, en skammel og en stok. Hertz kan skabe billeder med ord, og i det næsten tomme scenerum åbner han op for en skatkiste af komik, tragik, forundring, forelskelse, sejre og nederlag. Efter at Hertz acapella har sunget åbningsnummeret fra ”Cabaret” (konferencieren hører til hans glansroller), fornemmer man som publikum, at her er tale om en mand med mange lag. Er der ikke et dæmonisk glimt i øjet? Er der ikke en sørgmodig tone i den sprudlende velkomst; naturligvis, for Hertz træder frem for os som et følelsesmenneske; så umiddelbar og så kompleks på samme tid. En modig mand, der fortæller om sit liv; og hvilket liv….

Hertz er en mester udi parodier og mange af den danske teaterhistories koryfæer står pludselig lyslevende på scenen i rammende gengivelser; Ebbe Rode med kalenderen under armen og Jørgen Reenberg i et blomsterflor af primadonnanykker blot for at nævne nogle af de skønneste. Vi er pludselig med på scenen i Det Kongelige Teater, hvor Hertz som ung var føl hos stjerneinstruktøren John Price, der iscenesatte Holbergs ”Den vægelsindede” med en række af datidens store skuespillere – og en haltende sceneteknik. Det er forrygende morsomt. Senere hvirvles vi med ind i et arbejdslokale i Tivoli, hvor Hertz var arbejdsgiver for Dronning Margrethe, med cigaret, svale og rappe replikker, da hun havde sin første scenografiske opgave på Pantomimeteatret (Hertz’ parodi på Hendes Majestæt er et nummer for sig; så nuanceret, så kærlig, så skarp og så fuld af respekt), for derefter at følge med til fest på Fredensborg, hvor de inviterede kunstnere nok kunne få sved på panden. Historierne flyver fra Hertz som farverige nytårsraketter; veloplagt og helt forrygende. Jo, Jan Hertz har, på sin vej gennem dansk teaters jungle, ikke set og hørt så lidt.

De morsomme højdepunkter kontrasteres i forestillingen dygtigt af en række mere mørke anekdoter, der viser skyggesiden af, hvad kunsten kan gøre ved et menneske  - og hvad mennesker kan gøre ved mennesker (Hertz’ sylespidse gengivelse af sin gymnasietids lærerinde i oldtidskundskab skal opleves!), og denne vekselvirkning udnytter Hertz til fulde. Hans timing er eminent og han får luften til at står stille et splitsekund efter, vi har grinet hjerteligt. 

I forlængelse heraf kommer forestillingens allerstærkeste øjeblikke; Hertz’ dybt personlige spørgsmål i til sig selv, som stilles og besvares i en spot – helt afdæmpet og dybt ærligt. 

Hvad vil det egentlig sige at være menneske, og hvordan bliver man det menneske, man ønsker at være? Hvilken betydning har sejre og skuffelser? Hvordan er først og fremmest kærligheden en afgørende faktor på rejsen mod at blive sig selv? Kærligheden er et kardinalpunkt for Hertz, og den sårbarhed, han viser i disse bekendende passager af forestillingen, løfter sig til store øjeblikke; øjeblikke der rører publikum og vækker til eftertanke.

For Hertz’ forestilling handler om vigtigheden af det enkelte øjeblik; om at gribe nuet og se, hvad det bringer, om at overkomme angsten for at fejle, om at bryde de normer, der binder os på mund og hånd, og om at turde sige ja til livet, selv når det river tæppet væk under fødderne på os; man kan altid rejse sig igen. Stand-up; også når de store følelser pludselig melder sig i en moden alder! 

Hvad du har gjort, og hvad du vil gøre, er underordnet; det du er nu og her, er det der tæller! Forestillingen varer to timer, men det føles som et øjeblik; et øjeblik af overordentlig skønhed, som Egon Olsen siger i ”Olsenbanden ser rødt”. 

Jan Hertz’ soloforestilling kan anbefales til alle, der holder af teater, men først og fremmest til alle, der holder af livet, og gerne vil inspireres til at leve det fuldt ud.

Spis af skålen, skænk op i glasset -  og bare hæld til; du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!