Julekoden - 12. afs.

Kanen holdt stille. Julemanden, Rudolf og Alfred havde nydt turen ned fra bjerget (om end Alfred, for en kort bemærkning, igen havde måttet hænge ud over kanekanten). Julemanden hoppede elegant ned i sneen med den bærbare computer under armen og gik syngende et lille stykke væk fra kanen. De to andre fulgte efter ham. Julemanden tændte for computeren og en monoton kvindestemme lød: ”Velkommen til julens pc. Her kan du redigere alt, hvad der vedrører ønskesedler, gaveproduktion og ruteplanlægning. Indtast den 3-cifrede adgangskode. Afslut med firkant.”. Julemanden skulle lige til at taste, da han kom til at se på Rudolf, der lavede store bedende øjne. ”Vil du gerne indtaste koden?” spurgte julemanden. Rudolf nikkede spagt med hoved teatralsk bøjet og øjnene påtaget slået ned (- i rensdyrskolen havde han i sin tid spillet ”Hamlet” – en tragedie baseret på ge-virkelige hændelser, og visse af manererne mestrede han endnu). Julemanden mumlede noget bistert og stak Rudolf computeren.

 

Rudolf lyste op i et selvtilfredst smil, og tastede koden 574 ind på computeren. Der var stille et øjeblik, men så begyndte computeren at bippe – ligesom en bombe, der venter på at springe i luften. Alfred og julemanden nåede præcis at kaste sig i dækning bag en snedrive, mens Rudolf blev siddende med sit selvtilfredse fjæs. Pludselig fossede myriader af sort røg ud af computeren og omsluttede det kære rensdyr, så der kun var hans silhuet at se – som for den sags skyld også var selvtilfreds. Da røgen havde lagt sig og julemanden og Alfred havde hostet færdig, lød den monotone kvindestemme igen fra computeren: ”Forkert kode. Et forsøg tilbage. Ha’ en fortsat god dag.” – og skærmen blev sort. Julemanden stampede hysterisk i jorden og nedkaldte alverdens eder og forbandelser over hovedet på Rudolf, skønt det jo var ham selv, der havde regnet sig frem til koden. Alfred begyndte i afmagt at afsynge 3. vers af ”En nisse er en arbejdsmand”, men julemanden bad ham holde op – desperationen måtte dog ikke antage så outrerede former.

 

 Julemanden bad Alfred gå med ind til Huebæk, hvor de dels skulle hente rensdyrene og dels finde et posthus. Julemanden ville sende et brev til værkstedsnisserne på Grønland om, hvor skidt det stod til, og han ville fortælle dem, at de ikke skulle forvente nogen jul i år. ”Rudolf, du venter på os her ved kanen, og du rører dig ikke ud af flækken! Forstået!?” råbte julemanden over skulderen, mens han og Alfred travede af sted.

Rudolf så stadig selvtilfreds ud. Han havde ikke helt forstået, hvad der var sket. Computerens røg havde blot fremkaldt et minde om, hvordan hans tante, en hjort af ubestemmelig herkomst, engang havde brændt et hold småkager på. Anekdoten gjorde imidlertid Rudolf forfærdelig sulten, og da han pludselig følte, at han kunne lugte noget spiseligt i nærheden, luntede han afsted efter lugten. Rensdyrs lugtesans er nemlig meget veludviklet – i modsætning til deres korttidshukommelse …                                

Julekoden - 11.afs.

Rensdyr tilhører en orden, man kan kalde for hovdyr. Dette fremgik tydeligt hos de rensdyr, der trak julemandens kane. Mens Rudolf, julemanden og Alfred havde været på eventyr hos tandfeen, troldene og pindsvinet med de grønne smækbukser, havde rensdyrene, der stod ved kanen og ventede, pludselig set på hinanden og sagt ”Hov hov!”- og det med god grund! Hvorfor skulle de have den sure tjans med at trække kanen, når Rudolf altid sad og tronede på bagsædet? Det kunne ikke være meningen, og skønt deres loyalitet over for julemanden var intakt, tog rensdyrene et selvvalgt pusterum; de havde revet sig løs af seletøjet og var, som kåde forårskalve, løbet ned ad den snedækkede bjergside og stod nu og så snedige ud på ved rådhuset på torvet, hvor dyrevennen Borgmester-Birger trakterede dem med rådhuspandekager.

 

Alt dette kunne de tre venner på bjerget se, da det blev lyst. De havde sovet i kanen, under rensdyrenes fravær, og nu bad julemanden Rudolf om at lade sig spænde for, så de kunne komme ned fra bjerget igen. Rudolf vendte sig teatralsk snøftende bort og var hverken til at hugge eller stikke i. Her havde han realiseret sig selv, skrevet en biografi, og barslede med både et foredrag og en kogebog. Han ville under ingen omstændigheder nedlade sig til at være trækdyr. Alfred vred sine hænder mens julemanden gjorde kort proces og tog plads i kanen (hvor Rudolf allerede sad og genlæste de bedste kapitler fra den pistaciegrønne i hardbackformat). Alfred gav kanen et skub, på julemandens opfordring, og fik så ellers travlt med at komme om bord og holde på huen, da kanen fræsede ned ad bjergsiden.         

 Mens kanen susede af sted prøvede julemanden at regne sig frem til, hvilken kode, de kunne få ud af de tal, de havde fået på deres tre besøg: Tandfeen havde sagt 5, pindsvinet havde sagt 17214 og troldene….? Rudolf rakte julemanden blokken med terapeutnotater, hvor han havde skrevet de tal ned, som troldene havde nævnt: ”17 års bryllupsdag”, ”5 skældsord dagligt” og ”8 årlige frisørbesøg uden nogen komplimenter til følge”.

 Julemanden forsøgte at regne: Troldenes 17+5+8 gav 30. 30 delt med tandfeens 5 var 6. 6+ pindsvinets 17214 var 17220, som igen delt med troldenes 30 gav 574. (Julemanden havde i sin tid overvejet, at blive bankmand, men var allergisk over for støv og følte at det eneste, der skulle være nålestribet var en pyjamas.) ”574!” råbte julemanden glad, mens kanen susede afsted ”Den er hjemme!”.

 
(Hvad julemanden i øvrigt opbevarede i den lille grønne pose, han holdt i hånden, skulle vi siden høre mere om…)     

Julekoden - 10. afs.

Efter at have vandret rundt i bjergene hele natten for at finde kanen, der kunne bringe dem videre på rejsen, standsede de tre udmattede venner. De var faret vild, og alt her omkring lignede hinanden; bjerge og sne i én salig uendelighed. Julemanden satte sig tungt ned i, hvad han troede var en snedrive, men driven blev pludselig levende, og med et hvin fløj julemanden op som skudt ud af en kanon. Sneen rørte på sig og et pindsvin i grønne smækbukser stak hovedet frem og så på Alfred, Rudolf og julemanden. ”Pindsvinet med de grønne smækbukser!” udbrød julemanden og Alfred i kor, mens Rudolf var gået i gang med at skrabe sneen til side med sin biografi, så han kunne få et nogenlunde behageligt sted at sidde.

”Ja, selvfølgelig er det mig” sagde pindsvinet vredt. Hvem havde I forventet? Tornerose, Snedronningen eller en udsending fra skattevæsnet?!”(Julemanden gøs ved tanken om det sidste). ”Jeg sover vintersøvn for tiden, og det kan man jo så spørge sig selv om rimeligheden i. Hvorfor skal jeg gå glip af alt det sjove? Hvorfor er der aldrig nogen, der inviterer mig til noget? Hvorfor skal netop jeg gå glip af J-dag, nytårstorsk og januarudsalg? Jeg spørger bare?! – og hvorfor skraber den påskehare sne med en grøn bog i hardbackformat?” - (Rudolf rullede med øjnene). ”Hør her” sagde julemanden ”Vi skal bruge en kode, der kan redde julen. Har du et bud?”. ”Måske..” sagde pindsvinet ”Jeg har altid holdt af tallet 17214”. Julemanden gjorde ham opmærksom på, at der kun var tre cifre i koden. ”Nå, men så har I jo lidt at vælge imellem. Godnat blev der sagt!” sagde pindsvinet og smuttede ned i sneen igen.

”Strålende” himlede julemanden frustreret ”Det bliver jo aldrig jul på denne måde. Det er simpelthen fuldstændig….. næh se – der er min kane jo!” – og ganske rigtigt. Uden at bemærke det, havde de tre venner fundet julemandens kane, som de lystfyldt hoppede op i. ”Nu er der bare et spørgsmål tilbage..” sagde Alfred tørt - ”Hvor er rensdyrene?”……     

Julekoden - 9. afs.

Om morgenen stod julemanden og Rudolf på lur uden for troldehulen. Trolden på dørtrinnet havde klapret sådan med tænderne i nattens løb, at de to venner, som var på jagt efter den forsvundne Alfred, havde gemt sig for at undersøge, hvorfor han lå der og frøs. Nu havde troldefruen med iskold tavshed åbnet døren på vid gab og hendes husbond var smuttet ind til ildstedet for at få varmen. Gennem den vidt åbne dør fik Rudolf øje på Alfred i buret og gav sig til at vinke hjerteligt. Julemanden gav ham et puf i siden – de skulle jo nødigt afsløres - men Rudolf, der af uransagelige årsager pludselig var optændt af tanken om, at gøre noget for andre, valsede ud fra sit skjul – bag urt og busk – og slentrede ind i troldehulen, som om det var det naturligste i verden. Julemanden kunne have ædt sin hue af bare raseri, men foretrak nu at holde sig stilfærdigt i skjul.

 

Alfred fik fra sit bur øje på Rudolf og prøvede, med alle tænkelige mimiske udspil, at signalere, at det var et farligt projekt – men lige lidt hjalp det. Rudolf var nået helt hen til Alfreds bur, da fruestørrelsens røst ramte ham som en spand koldt vand på en sommerdag: ”Og nu er det ikke fordi jeg har nogen intention om at være ugæstfri, men hvad i alverdens riger og lande gør du i min stue, din forvoksede påskehare?”. Hendes mand, der tog det som en selvfølge, at den nedladende tiltale gjaldt ham, pippede et eller andet om fælles ejendomsret, men fik så også øje på den nytilkomne og rejse sig overrasket. ”Jeg venter på en forklaring” hvislede troldefruen og lignede én der var parat til at æde både Rudolf og Alfred med hud, hår, hue og gevir.

 

Alfred tænkte over mulige udveje og valgte den mest sindsyge – primært fordi det var den eneste, han kunne komme på: ”Han er parterapeut” sagde han og pegede på Rudolf. "Den bedste i verden. Normalt tager han en rens-dyr timeløn, men han er ledig hele dagen, og jeg tænkte, I kunne have brug for det!”. Rudolf var med på løjerne og hev blok, pen og hornbriller frem fra  …ja…i hvert fald frem. Troldeparret så skeptiske ud, men Alfred var fyr og flamme. ”Sæt jer ned.” sagde han” ”Sæt jer her over for Rudolf og så fortæl ham, hvad det er, I hver især er trætte af ved hinanden”.

 

Troldefruens mand rømmede sig og begyndte spagfærdigt at fortælle om, hvor svært det var at få plads til at realisere sig selv, når han følte, at hans kone fastholdt ham i et utraditionelt kønsrollemønster, hvordan hans venner grinede af ham, og hvordan hans mor i øvrigt var af samme opfattelse som han. Rudolf nikkede forstående og skrev et og andet ned på sin blok. ”Og har din kone noget at svare til det?” spurgte Alfred. Nu bristede troldefruen i gråd og fortalte med stor indføling om knuste forhåbninger, drømme, uindfriede længsler - og om den terrasse, hendes mand havde lovet og lovet, men aldrig fået bygget. Alfred behøvede slet ikke at stille flere spørgsmål og betragtede måbende de to trolde, som stortudende krængede deres sjæle ud over for Rudolf, som så livsklogt på dem over hornbrillerne.          

 

 Julemanden tog mod til sig og listede ind i hulen, bag om troldene og hen til Alfreds bur, hvor han begyndte at lirke låsen op med en papirclips (der stammede fra et særligt begærligt barns ønskeseddel, som havde bestået af flere sammenhæftede ark).

 

Troldefruen var nu nået til en udpensling af, hvordan hendes mand aldrig kommenterede hendes parfume, hvilket fik hendes mand til at byde ind med sin frustration over, hvorfor hun aldrig havde foræret ham den morgenkåbe med initialer, han havde ønsket sig i så mange år. Rudolf nikkede og nikkede, skrev ned og skrev ned, mens julemanden omsider fik buret åbnet og Alfred hjulpet ud. De to signalerede til Rudolf, at han skulle komme med dem, og det var slet ikke spor svært, da troldeparret stortudende var faldet hinanden om halsen og der, fra begge sider, var lovet både bod og bedring.

 

Vel ude af hulen klappede Alfred Rudolf på skulderen: ”Det var modigt af dig, at gå ind for at redde mig” sagde han anerkendende, mens Rudolf lappede rosen i sig og julemanden træt mumlede noget bistert, der forsvandt i et vindpust.

 

(Rudolf overvejede et kort øjeblik, om hans biografi kunne opfølges med en samling af psykologiske husråd, men skubbede tanken bort – Rom blev trods alt ikke bygget på én dag – og der var nok alligevel mere salg i en kogebog!)    

Julekoden - 8. afs.

Alfred vågnede op i et stort bur, der hang ned fra loftet i et reb. Han var faldet i søvn i sækken, og nu sad han og så ud mellem tremmerne. Han var havnet i en troldehule, hvor to trolde var i gang med en diskussion. Den ene var et bistert eksemplar i fruestørrelse, og det var hende, der havde taget ordet:

”Du ved udmærket godt, at jeg ikke er af den krævende slags, og du ved udmærket godt, at jeg tager til takke med ganske lidt. En ganske lille opmærksomhed i ny og næ. Det kunne være en valmue, du havde plukket i skoven, det kunne være en mudderparfume med duft af ørntvist i brunst, det kunne være et gavekort til min frisør, men en nisse – en nisse?! Dit kæmpe fjols - det er bare SÅ uromantisk!

 

Alfred sad musestille og lyttede. Egentlig fik han lidt ondt af fruens samtalepartner, som, efter hendes tone at dømme, kun kunne være hendes mand. Alfred var åbenbart årets bryllupsdagsgave.

 

Ægtemanden forsøgte spagfærdigt: ”Jeg tænkte, du kunne have ham som kæledyr”. ”Kæledyr!?” hylede hans kone. ”Jeg har ikke tid til et kæledyr. Jeg har mit helt eget møgdyr at servicere. For hvad gør du? Ingenting! Men ødelægge mit gode humør og min feminine selvfølelse, det kan du! Nu har du værsgo finde ud af, hvordan man tilbereder sådan én, og så spiser vi ham til middag. Han er både grå i ansigtet, spidsnæset og radmager, så det skal nok blive festligt! Glædelig bryllupsdag! Vorherre bevares!!” - og fruen trampede ud af hulen og smækkede med døren så gulvet gyngede.            

 Trolden gik nu hen til buret og studerede Alfred. ”Du kan ikke være bekendt at være sådan en dårlig gave.” sagde han ærgerligt og hamrede til buret med sin store næve. ”Fortæl mig, hvor jeg kan finde en god opskrift på nisse, så jeg kan gøre hende bare lidt glad! Sig det så!”. Alfred tænkte som en gal. For det første var han ikke vildt interesseret i at gå i dialog med en trold, der havde som hovedprojekt at gøre ham til middagsmåltid, og for det andet kendte Alfred ikke nogen nævneværdig god opskrift på nisse (en salig grandonkel, der var kanibal, havde givet ham et par stykker, men det er jo ikke sådan noget, man går og husker på.)

 

”Tror du ikke, du skulle mande dig lidt op?!” hørte Alfred pludselig sig selv sige ”Du er en trold. Lader du dig diktere af din kone på den måde!”. Trolden skulede mistænksomt, og Alfred fortsatte opildnet i et forsøg på at redde sig selv: ”Jeg mener, nu har hun bestemt, at jeg er en dårlig gave, og at jeg skal spises, men det skal du da ikke finde dig i. Jeg kan synge, jeg kan fortælle vittigheder. Jeg er den perfekte bryllupsdagsgave”. ”Ja….” mumlede trolden. ”Det kan du jo selvfølgelig have ret i.”. I det samme slog fruen døren op og så olmt på sin mage. ”Har du så den opskrift på nisse?!” hvæsede hun. "Sig det så" hviskede Alfred, og troldefruens mand tog en dyb indånding og brølede: ”Ti stille kvinde! Jeg har givet dig den perfekte gave. En nisse er den bedste underholdning, du kan få, og du har værsgo at være glad. Det er mig, der er trolden her i hulen og du skal ikke tale til mig i den tone! Her er det mig, der laver reglerne, det er mig der ved, hvor skabet skal stå, og hvis du er utilfreds med det, kan du sove på dørtrinnet! Har du forstået det?”.....

 

Om natten sov troldefruens ægtemand på dørtrinnet, mens hans viv rasende havde låst døren og bemægtiget sig soveværelset i ophøjet ensomhed. Alfred sad i buret i den mørke hule, og følte sig trods alt taknemmelig over, at troldenes ægteskabelige krise, havde fået dem til at glemme ham. Troldefruen lå, i al sin hustruvælde, og snorkede derinde. Udenfor klaprede hendes mand med tænderne. ”Der er lagt i kakkelovnen” tænkte Alfred ved sig selv.                                

Julekoden - 7. afs.

Julemanden steg, som den sidste, ud af kanen, der netop var landet i en granskov i udkanten af den bjergegn, hvor de tilsyneladende skulle kunne finde koden (– hvis de altså overhovedet kunne sætte deres lid til en tandfe, nogle trolde og et pindsvin i grønne smækbukser..) De tre venner aftalte, at julemanden og Rudolf skulle opsøge tandfeen, mens arbejdet med at finde troldenes hule blev overladt til Alfred, der fra sin tid som fagforeningsmand havde en veludviklet sans for at snuse rundt (– primært efter det, der kunne anvendes til egen fordel.) Alfred sank en klump ved tanken om at skulle på troldejagt, men gik dog af sted med tøvende skridt.

 Julemanden og Rudolf vandrede lidt og fik så øje på et lille lyserødt hus. Udenfor fløj et lille væsen emsigt omkring – det måtte være tandfeen. Rudolf søgte dækning bag huset, mens julemanden trådte frem. ”Undskyld frøken, er De tandfeen?” begyndte han. ”Hvis De er, vil jeg gerne have lov at spørge, om De kan hjælpe os med en kode. Altså hvis det ikke forstyrrer Dem alt for meget” Tandfeen stod stille i luften og så på ham. ”Aha!” sagde hun med spids stemme. ”Jeg tænkte nok, julemanden ville komme. Komme og forsøge at få mig til at hjælpe, men det er udelukket. Helt og aldeles udelukket. Tror De virkelig, jeg vil hjælpe Dem med at reetablere den højtid, hvor folk æder sig så runde, at jeg nærmest kan bruge hele det næste år på at samle dårlige tænder ind? Jeg får rygskader, hold i nakken, tennisalbue, boldøje og borebiller, hvis jeg ikke passer på. Jeg har flere år i træk skrevet til tandfeernes tillidsmand for at få afskaffet den tåbelige højtid, der volder mig så meget besvær, men ingenting hjælper det. Næ nej og nul og niks og farvel til den fe!!". ”Jamen..” forsøgte julemanden ”Er der slet ikke noget ved julen, De bryder Dem om!”. ”Nej” sagde feen kortfattet. ”Stod det til mig, skulle den sukkerholdige højtid erstattes med et langt sundere alternativ, hvor man bagte speltbrød med hakket spinat og drysset med økologiske pinjekerner plukket ved fuldmåde og dyppet i en marinade af oliventapenade og hakket artiskok. Vupti dupti – ingen tænder at indsamle og ingen rygskader! Kan du forstå det, Julemand?”. (Rudolf stod stadig gemt bag tandfeens hus og nu tænkte han på, om hans biografi mon kunne følges op af en kogebog; ”Rigeligt rensdyr – ge-virkelige favoritretter”).

Julemanden signalerede til Rudolf, at de skulle gå igen. Den fe var ikke til at få noget ud af. Pludselig slog en tanke dog ned i julemanden og han vendte sig snedigt. ”Jeg må bare sige Dem, frøken fe, at den gammelrosa farve virkelig klæder Dem!”. Feen lyste op i et saligt smil. ”Synes De virkelig?” spurgte hun, idet hun samtidig fiskede efter flere komplimenter. ”Bestemt” sagde julemanden, og feen blev ovenud lykkelig, fordi hendes forlovede, en havenisse fra et af udkantsområderne, havde for vane at kalde hendes dragt for kødfarvet (hvad julemanden nu også synes den var, men enhver mand kunne tænke sig til, at det jo ikke var en farvebeskrivelse, der var specielt flatterende). Feen takkede for de venlige ord og råbte efter julemanden, at tallet 5 i øvrigt var hendes yndlingstal. (Hvad det så end skulle betyde…)

 Samtidig stavrede Alfred ubehjælpsomt rundt i bjergene og ledte efter troldenes hule. Han frøs og savnede pludselig den duft af kaffe og hjemmebag, der altid havde været forbundet med møderne i 3N. Længere nåede hans tanker ikke, før en stor sæk blev trukket over hovedet på ham og en ubestemmelig type vandrede af sted med denne sæk – og Alfred – svunget over skulderen…   

Julekoden - 6.afs.

Om morgenen svævede julemandens kane ind over Huebæk; hovedstaden i nissernes land. Sneen dalede blidt og lagde sig som en tyk dyne over byens tage (Alfred syntes, det lignede de postkort, han i flere sæsoner, til fordel for 3N, havde vandret rundt med fra dør til dør og forsøgt at sælge til intetanende husmødre). Julemanden fløjtede landets nationalmelodi og Rudolf, der havde taget sig en lur bag i kanen, begyndte i søvne at trække Alfred i huen i den tro, at han dermed aktiverede snooze-funktionen. ”Det elendige kræ” vrissede Alfred, mens julemanden elegant landede kanen lige uden for byens rådhus. Det magelige rensdyr var nu også vågnet op til dåd og alle tre undrede sig over, hvorfor der, i alle byens huse, var skodder for vinduerne. Det var som om et eller andet skulle holdes ude (frosten, vildfarne duer, skattevæsnet eller en fritgående svigermor – der kunne jo være flere oplagte forklaringer).

Julemanden foreslog, at de startede på rådhuset, hvor byens borgmester holdt til. Han hed Birger og var julemandens gamle klassekammerat fra nisseskolen. Selv da de to venners karrierer havde bevæget sig i hver sin retning, havde de stadig holdt kontakten, og nu håbede julemanden, at Birger kunne være behjælpelig med et tip om, hvor de skulle lede for at skaffe en egnet kode til computeren, der lå forsvarligt i kanen.

De blev venligt modtaget og vist ind på borgmesterkontoret, hvor nissen Birger, en rund og munter politiker med pletter på skjorten og fiduser i baglommen, diskede op med rådhuspandekager og valgflæsk, mens hans sekretær indebrændt hviskede noget om en tynd kop te. Julemanden fortalte sin gamle ven, hvad der var fat, og mens Rudolf og Alfred skovlede i sig, forklarede Birger, at der var tre steder i nissernes land, hvor mysterier normalt blev løst. ”Hvis I går op i de store bjerge bag byen, kan I prøve at opsøge først tandfeen, så troldene og til sidst pindsvinet med de grønne smækbukser. Prøv jer frem og se, om I kan lokke noget ud af dem, men pas på, for det er nogle bidske bæster. Andet tør jeg ikke sige. Alle i nissernes land har hørt om den forsvundne kode, og alle er bange for at blive blandet ind i det – endsige beskyldt for noget”. ”Det er derfor, alle har skoddet deres vinduer til!”, mumlede julemanden konstaterende…

De tre venner takkede for god behandling og ledsaget af de varmeste ønsker for deres færd, - samt luftige løfter om bedre velfærd, en motorvej og lysere sommeraftener, tog de plads i kanen og fløj op i bjergene    

 (at de tilskoddede vinduer skyldtes noget ganske andet, skulle vi - og de - siden høre mere om…)