Dolf og den forsmåede - afs. 24

Om morgenen listede Rudolf, Oste-Per og Julemanden fra Amalienborg over til Christiansborg, hvor de gik ind i de kongelige stalde, hvor Rudolf havde en mistanke om, at Prinsgemalen havde anbragt Julemandens kane. Tanken holdt stik: i stalden stod både kane og rensdyr. Oste-Per spurgte, hvad de skulle gøre og Julemanden spurgte, om han ikke bare skulle hoppe i kanen og flyve afsted. ”Nej, ikke endnu” sagde Rudolf. ”Nu tager vi kanen og anbringer den på Amalienborg slotsplads – så skal I bare se løjer”. De to andre – som stadig overvejede, om de kunne nå at tage i Føtex – forstod ikke helt, hvor Rudolf ville hen – bortset altså fra ud på slotspladsen – men de gjorde, som han sagde og ved fælles hjælp fik de manøvreret bøde kane og rensdyr ud på slotspladsen ved Amalienborg.

Fra palæets vinduer så Prinsgemalen, Elite-Elin og Lille Lars (som havde fået en skammel at stå på) det mærkelige syn af ostefabrikanten, Rudolf og Julemanden, som sad ganske fredfyldt i kanen og spillede bridge. ”Det her er ikke helt godt” sagde Lille Lars. ”Hvad er der sket?” spurgte Elite-Elin ”Hvorfor har du ikke skaffet Rudolf af vejen, som jeg bad dig om”. ”Jeg er elendig til at skaffe folk af vejen” sagde Lille Lars. ”Se bare på Kristian Jensen – ham hænger jeg stadigvæk på!”. "Det ær æn skandale!" råbte Prinsgemalen "Den kanæ skal væk fra min slotsplads! Hvad tror I dær sker, hvis min kon' ser dæn?". "Det kan vi finde ud af nu" sagde Elite-Elin tørt og pegede ud af vinduet, hvor en garderhøj ældre dame kom spankulerende ud fra palæet og gik hen mod kanen. "naj, naj naj!" sukkede Prinsgemalen.

Dronningen nikkede venligt til Rudolf, Julemanden og Oste-Per, der sad i kanen og spurgte, hvad de sad og syslede med. Rudolf, der var meget kongetro, rejste sig op og begyndte på stedet at afsynge "hist hvor vejen slår en bugt", som lige i øjeblikket var hans bedste bud på en kongesang, mens OstePer, som jo mente, at kongehuset primært var til gene, nøjedes med at nøde Dronningen et stykke skimmelost.

I løbet af ti minutter havde Rudolf fortalt Dronningen, hvordan det hele hang sammen og om de tre forsmåede skæbner, Prinsgemalen, Elite-Elin og Lille Lars. Dronningen ventede sig mod de tre i palævinduet og rystede på hovedet. Hun lovede, at hvis Rudolf, Per og Julemanden ventede et øjeblik, skulle hun nok få orden på den rodebutik.

Om aftenen vat alting fryd og gammen. Prinsgemalen havde fået en påtale, men dog en titel i form af "Kong Gulerod", Elin var blevet fyret fra julekommisionens efterretningstjeneste og kunne se frem til at starte som gymnasielærer igen efter ferien - nu med AT innovation som eneste fag, hvilket alle var enige om, måtte være straf nok for groft embedsmisbrug - måske endda for hård en straf, men lad nu det være - og Lille Lars var blevet sat på porten uden andet et øre ører! 

Julemanden fik en gammel messehagel af Dronningen i julegave, Rudolf fik en Dannebrogsorden for sin heltemodige indsats og OstePer blev kongelig hofleverandør og havde en lang samtale med kronprinsen om glæden ved cykelsport (politisk var Per ikke blevet omvendt på trods af Løkkes uheldige fremfærd, men der blev ikke talt politik - liberale synspunkter var jo ikke et emne, man spolerede en juleaften med, som Dronningen påpegede!)

Kl 20.00 satte Julemanden sig i kanen og fløj afsted mod Grønland. Dronningen, Prinsgemalen, Rudolf og OstePer stod i residenspalæets vinduer og vinkede farvel. "Så blev det alligevel en glædelig jul takke være Agent 00-Dolf" tænkte Rudolf og smilede til ostefabrikanten uden hvis hjælp,  det trods alt nok ikke var gået - borgerlig eller ej!

Men ude i kulden på slotspladsen stod Lille Lars og så på lyset, som skinnede ud fra palæets vinduer. Kåringen som årets politiker på de sociale medier varmede slet ikke, som han havde troet! Ensom og småborgerlig stod Løkke foran Frederik den femtes rytterstatue og så op på den. "Det er koldt på toppen" tænkte Lars " men her på bundlinjen bliver man også kold om fødderne". Pludselig greb Lars efter noget i sin lomme! Han havde da altid sin ønskeseddel, han kunne gribe til. Den ønskeseddel, hvor han havde skrevet sine forhåbninger ned for 2016. Den kunne støtte ham i denne svære stund. Han rodede i lommen og hev en krøllet seddel op - men ak:

Det var kun et bilag!

Dolf og den forsmåede - afs. 22 + 23

Oste-Pers bil susede afsted gennem gaderne i Danmarks hovedstad. Foran den kørte prinsgemalens skinnende kronebil, som - efter farten at dømme – prøvede at ryste sine forfølgere af. Per, der havde et vist anlæg for at blive hysterisk i trafikken, brølede op, når en cyklist, en fodgænger eller en lysregulering kom mellem ham og bilen, han ville indhente. ”Vi skal indhente den bil. Hurtigere, Per!” råbte Rudolf! Julemanden sad på bagsædet og så mut ud. Han havde transportmidler, han ikke selv havde valgt. ”Nu har vi dem snart” råbte Per og klemte den aldrende Suzuki Swift op på siden af den kongelige kronebil. Rudolf stak hovedet ud af vinduet og hvinede. ”Overgiv jer! Vi kender jeres plan”. Kronebilen hilste igen ved at køre ind i siden på den bedagede. Det gav et brag og swiften gav op med et suk midt på vejen, mens kronebilen sejrsikkert rullede videre.

”Nej nej nej!” brølede Julemanden og vendte sig mod Per! ”Vorherre bevares! Og du kalder dig selv del af den højere middelklasse (hvilket Per aldrig havde udtrykt direkte, men Julemanden havde hørt om Pers faible for liberale standpunkter og havde lagt to og to sammen) Hvorfor har du så ikke en bil, der kan køre?! Jeg spørger bare. Og hvad nu med julen? Hvad med mig? Hvad med ….”. ”Klap så I” sagde Rudolf. ”Der er ikke noget, der er afgjort endnu! Jeg er et flyvende rensdyr – ud over at være en hemmelig agent – så hold fast i mig, og så flyver vi alle sammen.”. ”Jamen” sagde Per ”skal vi tænke på noget, som er godt? Bare noget, som er godt” – selvom han ikke præcist kunne huske, hvor referencen kom fra. Per tog et fast greb i Julemanden og derefter et fast greb i Rudolf, og så fløj de tre usædvanlige venner gennem luften mod det sted, hvor kronebilen endte; Amalienborg slot.

På slottet var et vindue åbent, og de tre flyvende smuttende igennem vinduet og landede i en salon, hvor de gemte sig bag en voluminøs plyssofa. Kort efter gik døren til rummet op, og Prinsgemalen trådte ind i selskab med ingen ringere end Elite-Elin; chefen for julekommissionens efterretningstjeneste. Det gav et sæt i Rudolf; hvad gjorde hun dog her?

”Det er en aftale” sagde den tidligere gymnasielektrice Elin og nejede ubehjælpeligt for den storsmilende prinsgemal. ”I morgen tager Deres kongelige Højhed til Grønland som Julemand og jeg meddeler Julekommissionen, at Julemanden er fundet og at det hele var en storm i et glas vand. De melder Dem ind i Venstre, som får god omtale og som tak herfor, laver lille Løkke en ny gymnasiereform, der forringer alting så meget, at det er en glimrende straf for den overlast, systemet har påført mig gennem så mange år, hvor jeg sled og slæbte uden at få hverken forfremmelser, en Kählervase i julegave eller bare en kåring til året lærer én eneste gang. Så De får en titel, Lille Lars får positiv omtale og jeg får hævn”

”Det ær majet fint” sagde Prinsgemalen ”men hvad med agent 00-Dolf?”

”Ham skal jeg nok tage mig af” sagde Elite-Elin med et sikket tonefald, der fik hofhunden Claude X, der lå på et tæppe og slumrede, til at smile saligt i søvne.

Prinsgemalen vinkede med hånden som tegn på, at audiensen var forbi, og Elin trak sig baglæns ud af lokalet, mens Prinsgemalen selv tog en anden dør ud.

 

 

De tre venner kom nu frem bag deres skjul bag sofaen. ”Åh nej” jamrede Julemanden. ”Det er forbi. Alt er håbløst! Jeg må hellere melde mig ind i en fagforening”. ”Tag det roligt” sagde Rudolf!. ”Det er også de kongelige, der skaber alle problemerne” sagde Per indigneret. ”Det ville være meget bedre, hvis Danmark var en republik! Tænk at mine skattekroner skal gå til et system, der kun er ude på at udnytte sin nedarvede status til at få fordele!” (Det eneste formildnende ved kongehuset var, ifølge Per, at han måske med tiden kunne blive kongelig hofleverandør af ost, hvilket han, sin foragt for institutionen til trods, ville nyde at fortælle til andre!).     

Pludselig lyste Rudolf op i et stort smil! ”Jeg har en plan” sagde han!     

     

 

Dolf og den forsmåede - afs 21

Rudolf og Oste-Per blev gennet ud af flyet af prinsgemalens hårdkogte PET-vagter, og derpå låst inde i et øde skur ved landingsbanen. Døren smækkede i og uden for kunne Rudolf høre PG og Lille Lars, som grinede veltilfredse. Så blev der stille, og der var bælgmørkt omkring dem!

”Det er også din skyld, din kapitalistiske oste-entusiast” sagde Rudolf! ”Det er din skyld, julen ikke bliver til noget, det er din skyld, vi aldrig finder Julemanden og… hvad er det? Hvem der?” Rudolf havde fået fat i et skæg. Et skæg, han kunne mærke sad på et ansigt. ”Hvis jeg nu, hvis jeg siger, jeg har en gave til dig? Er der så en klokke, der ringer?” spurgte en stemme ved siden af Rudolf! ”JULEMANDEN” skreg Rudolf og kunne pludselig se den bredbringede gaveleverandør i egen rødklædte person, idet Per havde fundet en kontakt og havde tændt en enlig pære, der nu oplyste det faldefærdige skur. ”Jamen du er jo… du er jo – må jeg byde dig et stykke skimmelost?” sagde Per benovet, parat til at tage en selfie – der ville være en vis reklameværdi i en julemand med skimmelost i mundvigen. Julemanden havde dog lige en beklagelse, der skulle ud, før de kunne gå videre: ”Rudolf! Din imbecile kopi af et kæledyr! Hvorfor er der gået så længe, før du fandt mig? Har du været jorden rundt på firs dage, inden du kom hertil eller hvad? Hemmelig agent! Vorherre bevares! Det eneste, der er hemmeligt ved dig, er, hvordan det er lykkedes dig at have de solbriller på en hel julekalender uden at gå ind i nogen! Se hvad der er sket! Vi er fanget. Prinsgemalen vil tage min plads som julemand, og derefter vil han melde sig ind i venstre! Det er en katastrofe, der venter lige om hjørnet, og så kommer du slæbende med sådan en oste-Frans og dine agentdrømme! Gud fri mig vel! Hvad har jeg dog gjort?”. Rudolf så brødbetynget ned i jorden. Han brød sig ikke om, når julemanden hævede stemmen!

”Må jeg lige lancere en plan?” spurgte Per høfligt! ”Nej” hylede julemanden ”Jeg har ikke brug for hjælp fra en liberalfordrejet ostefabrikant!”. Per - der var vant til at forhandle med hårde typer på arbejdspladsen (og desuden var både gift og havde en svigermor) – vidste at det ikke nyttede noget at blive hysterisk, bare fordi andre var det, men tog en dyb vejrtrækning og sagde roligt: ”Jeg kan få os ud herfra”. ”Kan du?” spurgte Rudolf og Julemanden i kor. ”Javist” sagde Per og trak en boremaskine frem fra sin kuffert (egentlig var det første gang, han havde haft brug for den, men hvis han lod den blive derhjemme, frygtede han, at hans kone, en nydelig brunette med en svaghed for chips og lægeserier, igen ville låne boremaskinen ud til én af sine gamle venner – en verdensfjern æstetiker, der var både lun og folkelig, om end bange for fugle, og foruden et stort hjerte også havde ti tommelfingre og helst var sammen med mennesker, han selv havde valgt – hvilket ikke ville være ønskværdigt, idet denne ven – foruden, og det måtte Per sande, at være en stor gevinst i et hvert selskab - havde en håbløs omgang med værktøj og sågar havde hængt sine billeder op med bagbeklædningssøm!)                                                     

Jeg kan bore skruerne ud af skuret, så vi kan komme ud, og min ostebil holder på lufthavnens parkeringsplads! ”Jamen porten til parkeringspladsen er jo låst” sagde Rudolf! ”Ja, men den kan man planke over fra den anden side – det kunne jeg gøre tusind gange”. ”Næppe i kjole og hvidt” tilføjede Rudolf, skønt han ikke helt kunne huske, hvor referencen stammede fra!

Men som sagt så gjort: Oste-Per skruede med maskinen, et par bjælker væltede og de tre indespærrede kunne smyge sig ud gennem hullet i væggen! De kom ind på parkeringspladsen, hvor Per fandt sin bil – en bedaget Suzuki Swift med flyverust – og de tre venner satte sig ind og kørte i fuld fart efter prinsgemalens kronebil (som var kørt fra lufthavnen et pænt stykke tid for inden, men som vi – af hensyn til historiens logik – vedtager, de alligevel kendte til eksistensen af!)

Per kørte godt til! ”Nu ikke alle de højredrejninger” brølede Julemanden, men Rudolf viftede afværgende med hånden; Pers tendens til at bevæge sig for meget mod højre var nok noget, de måtte leve med.   

                          

Dolf og den forsmåede - afs. 20

Hele vejen til lufthavnen havde Rudolfs nye ven, den liberalt anlagte ostefabrikant Per, talt i rosende vendinger om sin racercykel, som han glædede sig til at køre på, når han vendte hjem. Interessen fra cykling havde han fået fra sit idol Lars Løkke Rasmussen, som flere gange havde cyklet helt til Paris (og selvom onde tunger havde ønsket, han ville fortsætte ruten helt derhen hvor pebret gror, var han altid vendt hjem igen). Rudolf lyttede interesseret og syntes, der var noget muggent ved historien om denne Løkke, som – i følge krokodillen Leif – altså også var den falske julemand. Det var meget besynderligt. 

Vel ankommet til lufthavnen steg Per og Rudolf på et fly til København, hvor de – pudsigt nok – var de eneste passagerer. Det troede Rudolf i hvert fald, indtil han kom til at se til højre, hvor der sad to mænd og en hund. Per havde købt en engelsk avis og var gået i gang med finanssektionen, mens han mumlede noget om nassende socialister og lavede en note til sig selv om et nyt reklamefremstøds for skimmelost. Rudolf skjulte sig bag avisen og lyttede til de to mænds samtale.  

Den ene af de to mænd – en lille svedende selvtilfreds type, der mindede mistænkeligt meget om den falske julemand – så med beundring på sin makker – en garderhøj og velpolstret ældre herre i farverige gevandter. Den lille sagde: ”Nu håber jeg, at Deres Kongelige Højhed, er tilfreds med planes udfald? Jeg har skaffet agent 00-Dolf af vejen og nu skal vi kun mellemlande i København og så rejser vi videre til Grønland, hvor vi fuldfører planen og De kan få Deres nye titel”.

”Jag være majet glaaaaad!” sagde den kongelige Højhed med et stort grin og en endnu større fransk accent. ”Efter so mange år, det være dajlig ændelig at vær’ nummer 1!”. ”Men” sagde den lille – som var den af Per så beundrede Lars Løkke Rasmussen – ”Er Deres Kongelige Højhed ikke bange for, at det kan gå galt? Hvad nu, hvis Deres kone bliver sur!”. ”Jeg har snart vær’t sur på min kone i 50 år, fordi hun ik’ vil gøre maaaaj til kong’!!” sagde den velpolstrerede og slog ud med armene, så gravhunden måtte klamre sig til den bordoux cardigan for ikke at ryge på gulvet. ”Jeg vil ik’ mere vær’ nummer 2. Nu jeg vil vær’ nummer 1. Min kon’ ik’ vil hjælpe maaaaj! Derfor jeg gør’ det selv!! Du har fanget Julemand for maaaj, du og Claude X har skaffet hemmelig agent af vejen for maaaaj, vi har fået syet en meget stor julemandskostum’ til maaaj og så jeg tage til Grønland og én to tre! Når jeg ik’ må bli’ kong, kan jeg i hvert fald bli’ julekong’!! Der er alligevel ingen, der vil savne maaaj i Danmark – ligesom der er heller ingen, der vil savne daaaaj, hvis du var væk – det min kon’ selv ha’ sagt mange gang’! Jeg bli’ julekong, julekongen melder sig ind i Venstre, du bli’ mere populær, jeg bli’ nummer et hvert år i december og alle bli’ majet glaaaad!

”De er vel nok klog!” sagde den lille Lars og så med beundring på den snedige prinsgemal, som sad ved hans side. ”Men hør lige her PG” sagde Lars (PG var Prinsgemalens dæknavn i Lars Løkkes kalender) ”hvem passer på, at Julemanden ikke slipper ud?”. ”Rolig lille Lars. (I Prinsgemalens kalender gik Lars Løkke under dæknavnet ”dagdriveren”, men det var ikke noget, han skiltede med, når de sås) Der ær stur på det hele!!” sagde Prinsgemalen.

Rudolf var ved at falde ned af flysædet af bare forbavselse. Tænk at en kongelig person var den store bagmand. En forsmået mand, der ikke måtte blive konge og en forsmået mand, der ikke blev anerkendt som statsmand – primært fordi han heller ikke var det - havde bortført julemanden for at indfri deres personlige drømme. Det var en sag for en ægte hemmelig agent. Men i samme nu opdagede oste-Per, at Lars Løkke sad i flyet og Rudolf måtte holde ham fast på hele turen, fordi Per så gerne ville have en autograf fra sit idol! Det gik også fint indtil fem minutter før landingen, hvor Per vristede sig fri og løb hen til Løkke.      Pludselig var der livvagter over det hele, Claude X bjæffede hysterisk og Rudolf og Per blev arresteret for spionage! ”Du har ødelagt det hele med din beundring for storkapitalisme” sagde Rudolf bebrejdende, mens flyet landede. ”Det føler jeg ikke” svarede Per fornærmet!                                

 

 

Dolf og den forsmåede - afs. 19

Rudolf kravlede det bedste han havde lært for at komme op af kloarken, og da han endelig stødte geviret mod et kloakdæksel, åndede han lettet op. Han løftede dækslet af og stak hovedet ud i det fri, hvor en venlig stemme hilste ham med ordene: ”Vil du smage et stykke skimmelost?”. Rudolf så sig omkring og fik øje på en lille lyslokket herre med i blå habit og en driftig mine i ansigtet. Manden hed Per og var en velbeslået ostefabrikant, der kom fra Danmark men var i London på ostemesse. ”Where can I find the cheesemess?”, som han havde spurgt i lufthavnen, da han ankom. ”Pænt ur!” sagde Rudolf med hentydning til Pers edderdyre armbåndsur. Per talte som et vandfald om sin ”den grimme ælling”-agtige karriere i det danske erhvervsliv, hvor han var startet som flaksedreng i en snusket brugs for sidenhen at anvende et par år på at sælge fjerdunsprodukter og boksmadrasser, hvorefter han havde fundet sin store passion; ost!

Rudolf lyttede interesseret og tænkte at denne blåklædte dansker var yderst driftig og målrettet (om end tøjstilen var lidt altmodisch, men det var måske påkrævet i ostebranchen). Per fortalte, hvordan han glædede sig til at komme hjem, og han foreslog om Rudolf og han dog ikke skulle følges i flyet, hvis Rudolf var på vej i samme retning. ”Jo, det kunne godt være” sagde Rudolf ”men siden du er fra Danmark, kan du så ikke fortælle mig lidt om en vis Lars Løkke Rasmussen?”. Per fik julelys i øjnene og fortalte henført om denne sande frelser af en forhenværende trind amtsborgmester, som nu så klogt og retfærdigt styrede landet som statsminister. Pers begejstring ville ingen ende tage, og han var nærmest rørt til tårer, da han fortalte om alt det gode, som denne Løkke gjorde for erhvervslivet og de velbjærgede. Per selv var især betaget af et af Løkkes støttepartier (Rudolf syntes han hørte noget med ”Liberal ubalance”), hvor formanden ved festlige lejligheder altid gik i blå habit – en stil, som Per, i ren beundring, havde besluttet at kopiere. Tilfældigvis havde Per en folder fra dette parti i lommen, og Rudolf gøs ved læsningen, men tænkte, at selv de mest sympatiske mennesker i denne verden jo altid har en brist; hos den rare ostefabrikant var et åbenbart en glæde ved magtsyg og følelseskold storkapitalisme, men herregud; ingen var jo fejlfri og visse ting, kunne selv voksne mennesker jo blive klogere på med tiden.

På baggrund af Pers glæde ved denne Løkke, som åbenbart nød at spille falsk julemand (noget der skulle vise sig at være sandt i både konkret og overført betydning), valgte Rudolf ikke at nævne noget om sit forehavende men sagde, at han også var på forretningsrejse, og at han hjertens gerne ville følge Per i flyet til Danmark.

Rudolf havde nemlig en fornemmelse af, at denne rare, om end liberalt tænkende, ostefabrikant kunne lede ham på sporet af noget, der kunne opklare mysteriet om den forsvundne julemand.

Rudolf så på sin telefon. Ikke en lyd fra Elite-Elin i mange dage. ”Besynderligt” tænkte han…                

Dolf og den forsmåede - afs. 18

Krokodillen Leif synes selv, den havde en glimrende humoristisk sans. Blandt sine venner – som Leif på sine dårlige dage yndede at være rasende på, fordi han ikke syntes, de ringede ofte nok, og han dermed ikke kom til at føle sig elsket og værdsat i tilstrækkelig grad – var han kendt for at skrive herlige festsange på ældre folkemelodier, som altid vakte stor moro. I øvrigt var Leif en strålende festtaler, og han havde bl.a. været toastmaster ved flere bryllupper, hvor alt, fra gæster til køkkenpersonale, havde rost ham for hans lune folkelighed og kække – men dog elegante – kommentarer. Jo – Leif syntes afgjort selv, han havde en glimrende humoristisk sans.

Dette var dog kun lige indtil, Rudolf begyndte at læse op af sin blå jokebog. En bog, der måske havde haft bedre af at sejle bort med kloakvandet, med hvilket dens indhold havde en vis lighed; vandet! Rudolf var skrupelløst gået i gang med at læse højt for den tålmodigt lyttende Leif, men efter tre timer med jokes a la: ”Hvis en krage har læst teologi, er det så en præstekrage?”, ”Hvis man læser på universitetet og bliver klippet, er ens frisure så studiekort?” og ”hvis en hakkebøf bliver sentimental, er der så tale om rørt fars?” blev det for meget for Leif, som holdt sig for ørene og skreg! ”Nej nej nej! Hold op! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil hellere holdes som gidsel af Finn Nørbygård i en iskold hermetisk tillukket kælder med fugt drivende ned ad væggene, end jeg vil høre på det dér!” (Leif var en stor tilhænger af det gamle ”Musik og Fis” show og havde derfor glædet sig meget til det næste – ”Mig og Elvis”! Dog havde han været så skuffet over, at Jette Torp var blevet udskiftet med en juleelg, at han nu – efter så mange år – stadig var en smule indigneret herover) ”Jeg stopper hvis du fortæller mig, hvem den falske julemand er og hvad hans plan går ud på” sagde Rudolf: ”Aldrig” råbte Leif og Rudolf slog op på en ny side i jokebogen: ”Hvis en linedanser har et dyrt internetabonnement, er det så fordi, hun er så meget online?”. Det tvang Leif i knæ. Krokodillen græd i vilden sky og betroede Rudolf alt. At den falske julemand i virkeligheden hed Lars Løkke Rasmussen og var statsminister i Danmark og at det var ham, der, på ordre fra en dunkel bagmand, havde bortført julemanden! Men hvem denne bagmand var, vidste Leif ikke!

”Tak” sagde Rudolf og klatrede op af kloarken mens Leif sad forsmået tilbage! Hvad skulle der blive af ham? Hvad skulle det hele blive til? Var der egentlig en mening med livet. Leif sukkede men lyste så op i et stort smil; hans liv som forsmået kødæder måtte helt sikkert kunne danne grundlag for en biografi eller en musical! Titlen skulle være: ”Ordinære Leif” og måske ville den endda blive oversat til engelsk: ”Ordinary life”!!

 

  

 

Dolf og den forsmåede - afs. 17

Rudolf havde aldrig forestillet sig, at han skulle ende sine dage i en kloak. Dels var det relativt uæstetisk og dels var der ofte en så elendig akustik, at det ville være helt umuligt at høre alle de smukke ord, som rørte familiemedlemmer ville udgyde til hans ære, når han ikke længere var i blandt dem. Og oprigtig talt; man skal jo aldrig lade en lejlighed til at blive hyldet gå forbi sig (en psykolog, som Rudolf engang havde konsulteret, og for hvem han havde fremlagt denne tanke, havde sagt, han var den mest excentriske klient, hun nogensinde havde haft. Rudolf havde bedt om at få det på skrift – det var trods alt at sammenligne med et adelsmærke) Men hvor om alting er, lå Rudolf den 17. december i det grumsede vand i en kloak dybt under Londons gader. Han var bundet med et reb og om end han stadig var iført sine solbriller, følte han sig ikke særlig agentagtig. Ved siden af ham stod den falske julemand, der bar på en stor sæk fra hvilken Claude X stak hovedet op og grinede lumskt. ”Så kan du lære det! Så kan du lære det!” hylede den ligeledes solbrillebeklædte gravhund! ”Jeg er enig! I agree! – and futhermore, I am banging the table!” tilføjede den falske julemand – om end noget malplaceret – på engelsk. Rudolf, der fortsat ikke deltog i samtaler på sprog, han ikke selv havde valgt – rullede med øjnene og ærgrede sig over, at han ikke havde fulgt sin salige grandtantes råd om aldrig at stole på en person med skæg. Et kort øjeblik mindedes Rudolf sin onkel Herman, der havde både overskæg og uorden i økonomien, sin kusine Hertha, der skjulte sit træben i en gummistøvle, og sin gedigne skægvækst bag en elefanthue, og sidst men ikke mindst en matematiklærer fra folkeskolen, som både havde overskæg og yndede at bringe andre på dybt vand – måske fordi han sejlede i sin fritid!

Mens alle disse tanker løb gennem Rudolfs hoved begyndte den falske julemand, med sækken og Claude X på nakken, at kravle op fra kloarken. ”Bed din sidste bøn, agent dumme-Dolf!” grinede gravhunden og vinkede. Samtidig kunne Rudolf høre det rumstere under vandet og pludselig dukkede en velkendt skikkelse op af det grumsede kloakvand og smilede til ham.

Nu var det ikke fordi krokodillen Leif havde haft den helt store succes med at æde en kendis siden hans kamp med Rudolf i Amazonas jungle. Han havde været tæt på at få has på en naturelskende tv-vært, men han var blevet nakket af en rokke, hvorfor Leif igen var henfaldet i melankoli over sit ordinære levned. Men nu var chancen der. Nu skete det! Nu ville han endelig få sin plads i verdenslitteraturen som krokodillen, der spiste en hemmelig agent! (hvilken genre i verdenslitteraturen, der kunne egne sig til sligt – og hvordan Leif i øvrigt var havnet i en kloak i London - vil blive for kompliceret at komme ind på her.)

Leif klappede i hænderne af glæde, mens han smilede over hele fjæset. ”Nå, Dolf! Så mødes vi igen og denne gang slipper du ikke!” grinede han. Pludselig lagde Rudolf mærke til sin blå jokebog, som var gledet ud af hans lomme og nu svømmede rundt i vandoverfladen. ”Jeg har et sidste ønske” sagde han til Leif. ”Må jeg fortælle dig en joke inden du æder mig?”……..                       

Dolf og den forsmåede - afs. 16

Rudolf, Julemanden og Claude X traskede afsted gennem gaderne i London (Rudolf, der var relativt sentimentalt anlagt, gav sig til at synge ”Streets of London” med en tåre i øjenkrogen, da de gik forbi en hjemløs – som dog viste sig at være en yngre hipster, der sad på en fortovskant med en to go kaffe – nå ja –ligheden var relativt slående). Mens de gik, hviskede Julemanden og Claude X noget sammen, som Rudolf ikke kunne høre. Han opsnappede ordene ”flamboyant”, ”får”, ”titel”, ”høj, ”med”, ”endelig”, ”forsmået”, ”verdensmand” og ”bilag”. Kunne det blive til en brugelig samtale? Rudolf prøvede at stykke ordene sammen i sit hoved: ”Høj flamboyant verdensmand får endelig forsmået titel med bilag”, ”endelig får flamboyant titel højt bilag med forsmået verdensmand”, ”får flamboyant bilag med høj verdensmand endelig forsmået titel?”.

Det gav ikke mening for Rudolf, og han skubbede tanken bort, idet han tænkte, at Julemanden og gravhundens private sager, jo ikke vedrørte ham (hvad der var en absolut tåbelig tanke, for hvad skulle en julemand og en gravhund i det hele taget have af private sager sammen?). Julemanden vendte sig mod Rudolf: ”Nå Rudolf! Glæder du dig til at komme til Danm…..æææh… Grønland!? Ho ho ho! Der er så dejligt på Grønland og det er så længe siden, jeg har været hjemme på fabrikken!” (Rudolf fik en rynke i panden. Julemanden talte aldrig om gaveværkstedet som ”fabrikken” men derimod altid som ”værkstedet” eller ”biksen”. ”Det var sært” tænkte Rudolf!) Claude X hev julemanden i ærmet og så stift på ham over solbrillekanten. ”Besynderligt” tænkte Rudolf. Claude X vendte sig nu mod ham. ”Så er vi snart ved kanen” sagde han. Rudolf rømmede sig. ”Ja, kanen, - der har Julemandens yndlingsfarve!” sagde han og så afventende på de to andre – han fornemmede noget muggent! ”Ja, ho ho ho!” sagde Julemanden og satte farten op. ”Farven på Julemandens kane som jo er….” sagde Rudolf og så igen afventende på sine følgesvende. ”Ja, den er en smuk farve” sagde Claude X. ”Hold nu op med at sige noget, vi allerede ved, Rudolf!”. Rudolf fik en mistanke: ”Hvor farven rød klæder Julemanden godt. Hvor var det godt, Coca Cola opfandt den farve til ham” sagde han. ”Mmmmm” sagde Julemanden sammenbidt. ”Farven rød er så smuk og varm” fortsatte Rudolf. ”Jeg synes egentlig hele verden skulle være rød!”

 

”NEJ!” brølede Julemanden pludselig, idet han standsede og begyndte at hoppe op og ned i raseri. ”Jeg hader rød! Rød er en dum farve! Dum dum dum! Ud med de røde! Elendige socialdemokrater! Hvorfor er julemanden ikke blå!? Blå blå blå! Jeg vil ikke have den her elendige røde dragt på mere, dit elendige møgkræ af en skidtvigtig gravhund! Hvem tror du jeg er? Jytte Hilden?”. Claude X stod bare stille og tog sig til hovedet! Rudolf (der ikke anede hvem Jytte Hilden var – men da syntes at navnet klingede både lunt og folkeligt – med en snert af elitær kulturradikalisme!) kunne nu se, at Julemanden ikke var den rigtige julemand”. ”Nu kan jeg se, Julemanden ikke er den rigtige Julemand!” udbrød han med teatralsk detektivrøst - idet han altid havde lært, man skal melde klart ud, hvad man tænker om andre – med mindre de er ens lærer eller bankrådgiver - og med disse ord kastede han sig over den falske julemand, og det udviklede sig til et håndgemæng, hvor også Claude X nu deltog og hylede og skreg!

Et slagsmål der varede helt til næste afsnit…                 

Dolf og den forsmåede - afs. 15

Claude X førte Rudolf gennem et par smalle gader og endelig stod de på en lusket engelsk pub, hvor der lugtede af whisky og røverhistorier. ”Hvad skal vi her?” spurgte Rudolf ”Bare vente.” svarede Claude X med et lusket grin. Claude X bestilte en skål med vand on the rocks og Rudolf fik en citronvand. Rudolf syntes det var mistænkeligt. Denne lille lumske gravhund vidste åbenbart det meste, men hvordan vidste den, hvor julemanden var?” Rudolf havde svært ved at se sammenhængen, men inden han nåede at spørge ind til Claude X’s grundlag for sin viden, blev døren til pubben slået op og en lille trind mand, i rødt tøj trådte ind. Rudolf var ude af sig selv af lykke: ”Julemanden!” råbte han og omfavnede den lille trivelige rødklædte. ”Ho ho ho” sagde Julemanden – som lugtede mistænkeligt af fadøl. ”Hvor er jeg glad for at se dig, Rudolf. Ho ho ho! Jeg trængte til en lille ferie, men nu er jeg helt klar igen! Ho ho ho!”. ”Så skal vi bare hen efter kanen, så vi kan komme tilbage til Grønland” sagde Claude X, mens han og Julemanden gik ud af pubben. Rudolf var lykkelig over at have genfundet Julemanden og skulle til at gå efter de to andre (selvom han ikke skulle have noget i Føtex, hvis de skulle finde på at slå vejen omkring dér!) Pludselig bemærkede Rudolf en folder, som var faldet ud af Julemandens lomme. Han samlede den op. Det var en kongeblå folder med et hvidt ”V” på forsiden. ”Besynderligt” tænkte Rudolf, stak folderen i lommen og fulgte efter de andre!     

     

Dolf og den forsmåede - afs. 14

I lyset fra en grønlig gadelygte sneg Rudolf sig rundt i de disede gader i London. Den gule tweet-habit, med tilhørende slag, hun havde foræret ham, - og som stammede fra en salig engelsk detektiv, Dronning Victoria havde fået skaffet diskret af vejen, fordi han vidste for meget – gav Rudolf et yderst autentisk look. Det hele mindede ham om en detektivroman, han i sin tid havde læst, om en engelsk detektiv – også fra Victoriatiden – som spillede violin i sin fritid, røg pibe og som syntes, det meste var elementært. Nu kunne Rudolf ganske vist ikke prale af at være violinspiller, men han havde da engang – i sin ungdoms kådhed – meldt sig til et aftenskolekursus i elklaver, og det var vel lige så godt et instrument som alle andre!

Rudolf følte sig således særdeles velegnet til opgaven, som pt gik på at snuse rundt i Londons gader efter noget, der kunne pege i retning af den forsvundne julemand og hans kidnappere.

”Pst! Ja, det er dig jeg mener! Kom lige herover!” sagde en lille fistelstemme inde fra en mørk gyde. Rudolf - der egentlig aldrig havde haft den helt store tiltro til hæderligheden hos spinkle stemmer i mørke gyder, siden dengang hans tante Irene havde holdt et garagesalg for enden af sin lukkede villavej, hvor du udbød hjemmemalede sæsonplatter til en gedigen overpris, som Rudolf ikke kunne undslå sig, fordi han var af familien – gik i retning af lyden og pludselig åbenbarede en søvnig gadelygte en lille solbrillebeklædt gravhund, der stod og smågrinede på en gammel ølkasse ved en husmur. ”Hvem er du?” spurgte Rudolf forbavset. ”Du kan kalde mig Claude X” sagde gravhunden med et smil. ”Jeg er sådan en slags ambassadør, og mens jeg stod her og ambassaderede, faldt mine øjne lige på dig. Du ligner én, der har brug for hjælp, og jeg har et godt tip til dig!”. ”Et tip?” sagde Rudolf ”Et tip til hvad?”. ”Til hvordan du finder Julemanden selvfølgelig” sagde Claude X insisterende. ”Jeg ved, hvor han er. Følg nu bare med mig. Det ville jo være en skam, hvis du gik glip af at møde Julemanden, ikke sandt agent 00-Dolf? Eller med det kostume skulle jeg måske snarere sige ”Sherlock-Dolf!”.

Rudolf smilede vel- og selvtilfreds, og mens han fulgte efter den lidt for smilende Claude X, tænkte han på den forside, der kunne komme på aviserne den følgende dag: ”Agent 00 Sherlock Dolf, agent for Hendes Kongelige Majestæt Dronning Elizabeth den anden (han skulle tage sig i det, for ikke at komme til at sige ”Helen Mirren”) har afsløret årtiers største julemysterium, genfundet julemanden, sikret julefreden og er nu blevet adlet af Dronningen til Lord Dolf”. (Adelstitlen kunne måske være en anden, tænkte han.. det skulle jo nødigt lyde som Lorte-Dolf!)     

 

Dolf og den forsmåede - afs. 13

Rudolf vandrede rundt i det mørke og regnvåde London hele natten og om morgenen blev han passet op af en stor sort limousine. Chaufføren spurgte, om han var agent 00-Dolf. Jo, det kunne Rudolf ikke benægte, selvom om han pt følte sig mere som en ommer end en hemmelig agent. ”Jeg har én der gerne vil hilse på Dem” sagde chaufføren. ”Værsgo at stige ind”. Det lod Rudolf sig ikke sige to gange – det ville trods alt være rart at få biltag over hovedet blot for en stund - og han hoppede hurtigt ind i limousinen, som gled afsted i den tidlige morgen.

Da bilen standsede, stod en mand i en fjollet uniform og et stramt udtryk i ansigtet parat til at åbne døren. Rudolf steg ud på en rød løber, hvor endnu en herre i en fjollet uniform og et stramt ansigtsudtryk stod parat til at vise Rudolf vej op af en enorm trappe langs med hvilken, der hang portrætter af en lang række herrer og damer, der ligeledes var fjollet klædt på og havde stramme udtryk i ansigterne. Rudolf – hvis ideer om finkultur og samfundets øverste lag var affødt af oplevelserne med en kollegiekammerat fra julerensdyrinstituttet, som så den samme film – ”The Queen” med Helen Mirren” - om og om igen – tænkte, han måske var ankommet til det skøre hus i Tivoli.

Pludselig blev Rudolf vist ind i et fornemt værelse, hvor en lille gammel dame – ligeledes med et stramt udtryk i ansigtet – stod parat til at tage i mod ham. Hun rakte hånden frem og Rudolf vidste med et, hvem han stod foran. Han gik glædesstrålende hen til damen, rystede hendes hånd og udbrød: ”Helen Mirren!!! Det er mig en stor glæde!”.

Dronning Elizabeth den anden, som stod over for Rudolf, ignorerede den lidet flatterende forveksling – hun havde jo trods alt selv bedt sin chauffør hente Rudolf, da hun hørte, den hemmelige juleagent var ankommet til hendes by: ”Det glæder os, Englands dronning, at se Dem aget 00-Dolf.” sagde Dronningen på engelsk. Rudolf blev temmelig flov over sin fortalelse og begyndte ligeledes på engelsk – selvom han helst ikke talt sprog, han ikke selv havde valgt – at fortælle Dronningen om sit arbejde med at finde Julemanden. Dronningen var fuldt ud orienteret, da hun var en stor ynder af julen og hvert år pyntede op med sin hjemmelavede julepynt, der bl.a. omfattede nogle juleengle, Prins Charles havde lavet som barn – ”Charlie’s angels”, som hun kaldte dem.

Dernæst forærede Dronningen Rudolf en pakke med et detektivkostume, idet hun mente, han måtte se lidt mere engelsk ud, hvis han skulle ud i Londons gader og lede efter julemanden. ”Oh yes, perhaps I can find the christmasman there. I those to select, that that is a possibility” sagde Rudolf stolt, mens Dronningen I sit stille sind ærgrede sig over, hun ikke havde taget en slurk gin inden mødet med Rudolf.

Dronningen bad Rudolf give besked, når der var nyt i sagen. Blot måtte han ikke ringe om aftenen den 26. eller 28. december, hos hun skulle se ”Downton Abbey – the Christmasspecial” – idet hun stadig håbede, at få bekræftet sin tese om, at aunt Rosamund i virkeligheden var mor til Edith (en tese hun, - med en stædighed, der kendetegner en ægte Windsor – havde holdt stædigt fast på gennem alle seks sæsoner).   

Rudolf kom med en upassende bemærkning om det karakteristiske ved engelske serier – at de går så langsomt at alle kan følge med – hvorefter han bukkede pænt for Dronningen, tog sin pakke og trak sig baglæns ud af værelset.

Dronningen sukkede – hemmelige agenter var nu ikke, hvad de havde været!      

           

Dolf og den forsmåede - afs. 12

Rudolf havde, i sine nu tolv dage som hemmelig agent, været ude for ikke så få sindsoprivende oplevelser. Han var blevet smidt ud fra et fly, havde kæmpet med en krodille, var blevet jagtet af en misfornøjet kamel og havde konverseret en trind mumie, der lugtede af fadøl. Det skulle man umiddelbart mene var rigelig sindsoprivelse for én december måned. Rudolf konstaterede, at han nu var halvvejs på vej mod juleaften, at han stadig ikke havde fundet Julemanden og at sindsoprivelserne desværre ikke var forbi.

Rudolf vågnede op på et koldt fortov i en natmørk by, hvor et par enkelte mennesker gik forbi ham med sorte paraplyer - selvom det ikke regnede. På himmelen lyste månen stor og klar, og Rudolf så Julemandens kane, med rensdyr foran, glide forbi månen som en silhuet. På grund af månens diffuse lys kunne Rudolf ikke se, hvem det var, der styrede kanen. Skikkelsen lignede julemandens: rund, bred, garderhøj og iført et julemandskostume, men den stemme, der råbte ned til ham, var afgjort ikke Julemandens: ”Glædelig jul, din dumme rensdur! Du fange aldrig maaaj! Muhahhahaha!” brølede stemmen fra kanen inden den, kanen og rensdyrene forsvandt på den natmørke himmel.

Rudolf studsede over, at Julemanden pludselig talte med accent og det var helt klart for ham, at det var en falsk julemand, der netop nu styrede kanen – antageligvis som et led i en ond plan! (Hvad Rudolf ikke kunne vide var, at han, efter han var blevet slået bevidstløs, var blevet transporteret i Julemandens kane, som havde gjort holdt og smidt ham af på det tilfælde fortov, hvor han lige nu befandt sig) Rudolf anede ikke, hvordan han var endt på dette fortov. Det sidste han kunne huske var, at han havde talt med den trivelige mumie i Egypten, og det hele blev mere og mere kompliceret. Der var nogen, der forsøgte at hindre ham i at finde Julemanden, konkluderede Rudolf. Nogen der ville ødelægge julen og nogen der ville skaffe ham af vejen, hvis de kunne.

Det var en farlig sag at være agent 00-Dolf i julens tjeneste!

Rudolf rejste sig og børstede snavset af sig og greb i lommen efter sin mobiltelefon for at bruge dens GPS til at afsløre, hvor han befandt sig. Imidlertid fik han fat i noget ganske andet: ”Min jokebog” sagde Rudolf begejstret, da han fiskede en lille blå lommebog op fra bukselommen. Den havde han ledt efter! Rudolf slog op på første side og læste: ”Hvis en beskidt hjort kommer gennem en vaskehal, bliver den så til en ren?”. Rudolf lo hjerteligt af sin egen åndfuldhed, mens en ældre herre – også med paraply – standsede op også undrende på ham. Eftersom Rudolf stod på et fortov i London var humor ikke noget, man umiddelbart var vant til.     

                

Dolf og den forsmåede - afs. 11

Rudolf standsede først med at løbe da han, efter at være blevet jagtet af den utilfredse kamel hele natten, ved morgengry fandt indgangen til en pyramide og kunne skjule sig så længe, han ville. Kamelen traskede lidt mut rundt uden for indgangen til pyramiden, inden den, med et fnys, kastede med nakken og spankulerede tilbage, hvor den kom fra.

”Puha!” tænkte Rudolf ved sig selv, men mere nåede han ikke at tænke, før et underligt syn slog ham; den orange kasse, han havde set dumpe ud af flyet, stod åbnet og ganske tom i et hjørne af pyramidens indre. Rudolf havde fra tidligere primært dårlig erfaring med kasser, (forårsaget af en traumatisk oplevelse i børnehaven, hvor han havde gemt sig i en flyttekasse, som var endt i et koldt kælderrum, hvor han stod natten over, indtil en pædagog næste morgen, med en kop kaffe i hånden, tjekkede, hvor de lidende udbrud om hjælp dog kom fra. Siden da havde Rudolf haft et temmeligt anstreng forhold til både kasser, små lukkede rum og pædagoger.) og derfor gøs det i ham, da en sarkofag, som stod ved væggen blev åbnet indefra og en lille trivelig mumie – der lugtede iøjnefaldende af fadøl og på fødderne var iklædt et par meget dyre herresko - trådte ud til ham. Rudolf hoppede i vejret af forskrækkelse, så solbrillerne røg på jorden. ”Tag det roligt” sagde mumien ”Det er jo bare mig”. ”Hvem er du?” spurgte Rudolf forfærdet – han havde aldrig set en levende mumie før. ”Er du Julemanden?” ”Nej, dit fjols” svarede mumien. ”Jeg er lille Lar….æh…..Lazarus fra Græ….æh… grænselandet mellem Egypten og.. ja whatever – verden er stor! Men hvad laver du her?” Og Rudolf – der havde glemt sin rædsel over, at den lille trinde mumie var hoppet ud af sin sarkofag og nu stod og talte til ham, fortalte med stor indføling om sin jagt på julemanden, sin udsmidning fra flyet, sin kamp med krokodillen Leif og vejen til Egypten. ”Men jeg står og tænker på” sagde Rudolf, da han var færdig med sin beretning ”Hvad var der egentlig i den orange kasse, som står derhenne?” ”Kig ned i den og se efter” sagde den trinde mumie. Rudolf gik hen til kassen, så ned i den, fik et slag i baghovedet og gik ud som et lys. To skikkelser kom til syne bag kassen – en langnæset og en bastant - og mumien gned sig i hænderne!                    

 

 

Dolf og den forsmåede - afs. 10

Den orange kasse svævede mod jorden og Rudolf blev noget overrasket, da han opdagede, at der under ham var sand, sand og atter sand (plus et par dekorativt placerede pyramider i varierende størrelser). Rudolf kiggede på sin telefons GPS, mens han nærmede sig jorden: ”Velkomme til Egypten!”. ”Bevares” tænkte han ”Ja, så kan man jo sige, at jeg fandt sandheden – eller i hvert fald både sand og hede”. Rudolf landede i sandet med et bump, men hvor var nu den orange kasse blevet af? I det øjeblik, Rudolf havde tjekket sin GPS, var kassen simpelthen forsvundet ud af syne! ”Mistænkeligt” tænke Rudolf.

Eftersom Rudolf sædvanligvis leverede sine primære ydelser i juletiden under nordlige himmelstrøg, forekom den varme, der nu bankede imod hans ansigt, noget voldsom. På samme måde var forekomsten af sand i disse mængder ikke noget, Rudolf var bekendt med. (Det nærmeste, han kom det, var et minde om et begærligt barn, der engang havde ønsket sig et sandslot i julegave og Julemanden, grundet travlhed eller magelighed – det kunne være svært at bedømme – havde bedt Rudolf tage sig af sagen. Rudolf var herefter – i mangel af sand på Grønland - gået i gang med at bygge en kopi af Buckingham Palace i kanel, men havde kun nået den venstre hjørnesten, før Julemanden grinende havde spurgt, hvem der havde bestilt kanelkage. Ak ja – det er svært at være profet i sin egen by, havde Rudolf indset.)

Med et ringede Rudolf mobiltelefon og i den anden ende var – gæt engang: Elite-Elin. ”Dolf!” råbte Elin. ”Hvor er du henne?”. Du kegler jo rundt som en venstrepolitiker til en julefrokost med fri bar! Tag dig nu lidt sammen”. ”Jamen” sagde Rudolf ”Jeg kan ikke gøre for det, Chef! Jeg er fulgt efter en mistænkelig kasse, som landede i Egypten – og nu står jeg her”. ”Egypten – Egypten!!” hylede Elite-Elin. ”Hvis du havde været min elev, havde du fået en skriftlig advarsel for den slags sløseri! Hvordan i alverden skal det nogensinde lykkedes dig at opstøve Julemanden i Egypten?! Tror du, han er reddet bort med en kamelkaravane eller drikker cafe latte med en mumie måske?! Nu tager du dig sammen, Dolf! Og så lad være med at pruste i røret”. ”Jamen jeg pruster ikke, Chef” sagde Rudolf og vendte sig om for at se, hvor denne mistænkelige prusten kom fra. Bag Rudolf stod en fuldvoksen kamel med to pukler og et arrigt blik i ansigtet. Rudolf forsøgte sig med et par forekommende høflighedsfraser men lige lidt hjalp det. Den bistre kamelen satte i løb og Rudolf havde intet andet valg end at prøve at løbe fra den. Imens hørte han Elin, som stadig var i telefonen: ”Dolf? Dolf? ”. ”Jeg bliver jagtet af en kamel” brølede Rudolf, mens han løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. ”Årh, man skal da også forklare sine medarbejdere alting” sukkede Elite-Elin. ”Gem dig dog i en pyramide. Så vidt jeg er orienteret, er der masser af dem på de breddegrader”. ”God ide” tænkte Rudolf og satte kursen mod nærmeste pyramide, mens han havde kamelen lige i hælene.                 

Dolf og den forsmåede - 9. afs.

Rudolf fløj så let som en fjer gennem luften. Han nød at mærke vinden mod sit ansigt, og han følte sig både sej og overskudsagtig efter at have besejret Leif, den ordinære krokodille, i Amazonas jungle. Mens Rudolf fløj, tænkte han desuden over, hvor han egentlig vat på vej hen. Hans mission var at finde den kidnappede julemand, men hvor skulle han lede? Verden var stor og der var et utal af muligheder. Kom han for sent, ville det være en katastrofe (Rudolf mindedes her med gru en episode fra sin barndom, hvor han, hjemme hos sine forældre, havde haft to guldfisk, der hed Frans og Solveig og boede i en lukket plasticpose med vand. Rudolf havde glædet sig usigelig meget til, han skulle holde børnefødselsdag (jo, rensdyr dyrker også slige højtider) og her vise guldfiskene frem. Men oh ak oh ve: Da fødselsdagen oprandt, lå fiskene på ryggen i vandoverfladen og der var ikke meget at råbe hurra for. Rudolf var blevet enormt tvær og havde givet fiskene til sin kat og blot konstateret, at fødselsdagen nu var ødelagt. – og hvad den anekdote egentlig havde med noget at gøre kunne man et øjeblik komme i tvivl om, men det var vel noget med, at timing is everything – og at de færreste væsner befinder sig vel i lukkede plasticposer.)

Rudolf blev revet ud af sine tanker, da et velkendt fly – det der havde smidt ham ud over Amazonas jungle – pludselig krydsede himlen over hans hoved. ”Mærkeligt” tænkte Rudolf og blev først virkelig mistænkelig, da en orange trækasse blev smidt ud fra flyet og med en gruopvækkende fart faldt mod jorden. Et øjeblik senere foldede en faldskærm sig ud fra kassen, som herefter dalede ned mod jorden i et langt mere humant tempo. ”Hm” tænke Rudolf. ”Jeg må hellere undersøge hvad der er i den kasse”, og hurtigere end man kunne nå at sige ”restaurationskøkken”, ændrede Rudolf kurs og fulgte efter den mystiske kasse ned mod jorden.

 

 

   

Dolf og den forsmåede - afs. 8

”Sådan” sagde Rudolf og børstede støvet af habitten, mens han så svært selvtilfreds ud. Ved siden af ham var krokodillen ordinære Leif bundet med et reb og så noget brødbetynget ud. Efter Rudolf faldt ned fra lianen havde de to kæmpet indædt i flodens grumsede vand, men da Rudolf havde hylet i vilden sky, at han i virkeligheden var julemandens rensdyr og slet ikke født hemmelig agent, var den kendishungrende krokodille blevet så skuffet, at den helt mistede koncentrationen. Hurtigt som lynet havde Rudolf grebet chancen og havde bundet krokodillen med et reb (som vi for ikke at udfordre historiens logik alt for meget blot vedtager, at han tilfældigvis havde i lommen). Den forbavsede og noget slukørede kødæder stod nu og så bedende på Rudolf i håbet om at blive sluppet fri og få endnu en chance til at æde ham, men Rudolf var urørlig. ”Glem det, Leif” sagde han sejersikkert. ”Ingen krokodille er smart nok til at snyde en hemmelig agent” og med de ord satte Rudolf af fra jorden (han var jo et flyvende rensdyr, forstås) og susede op mod den blå himmel mens han med teatralsk røst råbte noget om, at sandheden var derude. (Det med sand skulle i øvrigt vise sig at komme til at passe meget godt). Leif skulede ondt efter det flyvende rensdyr og tænkte ved sig selv, at man aldrig skal undervurdere en krokodille. Slet ikke én med gode forbindelser til udlandet……                 

Dolf og den forsmåede - afs. 7

Af alle de steder, Rudolf kunne forestille sig, at hans faldskærm var landet, var Amazonas jungle ikke det værste. Eksotisk natur, eksotiske dyr, tropisk klima - og potentielt en bar, hvor der serveredes farvestrålende drinks ligesom hjemme på Bahamas. Derfor blev Rudolf lykkelig, da han begyndte at ane en urskov nærme sig, mens han dalede ned med faldskærmen. Han tjekkede telefonenes GPS, og sandelig om det ikke var Amazonas jungle, der var i sigte.

En halv time senere hang Rudolf og klamrede sig til en lian, mens faldskærmen var landet i en grøn og grumset flod, hvor en stor krokodille lå i vandoverfladen med gabet åbent og ventede på, at Rudolf skulle dratte ned fra lianen med solbriller, habit og det hele.

Krokodillen, der hed Leif, var en stor ynder af James Bond film, og den havde altid drømt om at få lov at æde en hemmelig agent, og siden Rudolf både var iført habit og solbriller, antog Leif, at Rudolf måtte være sådan én.

Rudolf, der havde tænkt det ville være en smal sag at være hemmelig agent, rodede sit hoved igennem efter brugbare håndteringsstrategier til rovdyr, og mens han i hukommelsen bladrede igennem alt fra erindringer om trælsomme folkeskolelærere, over en bister ekspedient i kiosken på Bahamas til en hel serie af fortrængte oplevelser, der var forårsaget af hans fobi for fugle, smilede krokodillen Leif lumskt op til ham.

”Tag dig endelig god tid deroppe” sagde Leif. ”men når du falder ned, så æder jeg dig. Jeg får et helt nyt liv, når jeg har ædt en hemmelig agent.”. ”Hvorfor?” spurgte Rudolf, mens lianen knagede faretruende. ”Jo ser du” svarede Leif. ”Jeg har altid følt mig ordinær. Faktisk så ordinær, at det er begyndt at blive et problem. Alle mine venner har seje stillinger som kælekrokodiller for filmstjerner, som farlige dyr i zoologiske haver verden over eller de har endt deres dage med ære som et par lækre sko, der sælges til overpris. Men hvad er jeg? Ingenting! Jeg føler, jeg sidder fast i en sump. Der er ingen, der ringer til mig, eller sender mig et julekort. Næ nej! Nej sidder bare her og glor ind i en palmestamme. Det er ikke særlig opløftende. Det er nærmere ordinært. Jeg er så ordinær at selv det allermest ordinære er mere spændende end mig. Jeg plejer at præsentere mig som ordinære Leif! Engang, hvor jeg mødte en engelsktalende krokodille på et kursus i skræmmeteknik, fortalte jeg ham, at der findes en sang, som er opkaldt efter mig. Når jeg bider mig selv i halen bliver jeg til ”En cirkel af Leif” (Leif havde – siden han første gang havde set ”The Lion King” - været utrolig rørt over, at nogen havde skrevet en sang om ham). Men lige lidt hjalp det. Og du må forstå, at hvis jeg æder en hemmelig agent, er der en god chance for, jeg endelig bliver anerkendt. Så principielt set har det ikke noget med dig at gøre, men jeg hader at æde folk uden at give dem en ordentlig forklaring først - og så må du gerne være venlig at falde ned”.

Rudolf, der aldrig havde mødt en krokodille med så meget på hjertet, tænkte som en gal på en måde at undslippe pinen, men desværre nåede han ikke at tænke meget længere, idet Leif havde opdaget snoren fra Rudolfs rygsæk og ned til faldskærmen, og nu var begyndt at hale Rudolf ned i vandet.

”Jamen jeg er slet ikke hemmelig agent” brølede Rudolf, idet lianen gav efter og han faldt ned mod ordinære Leifs vidt åbne gab.       

Dolf og den forsmåede - afs. 6

Da Rudolf vågnede op af sin døs, slog det ham, at flyets interiør syntes mere blåt, end da han steg ind. Samtidig havde piloten måske skruet lige voldsomt nok op for flyets aircondition. Blæsten slog hårdt mod Rudolfs ansigt og det fremkaldte et fortrængt minde om en kanetur med julemanden en julenat, hvor det var orkan (Rudolf havde skiftevis sunget et vers af ”Vindes farver” og kastet sig ud over kanekanten for at aflevere sin middagsmad – en på alle måder upraktisk kombination. Julemanden havde sidenhen døbt oplevelsen ”Blæst og bræk – turen”).

Da Rudolf fik gnedet søvnen ud af øjnene opdagede han til sin overraskelse, at han var i frit fald gennem luften. Lettere forfjamsket greb han i en snor, der hang ud fra den rygsæk, nogen havde givet ham på, og i næste nu foldede en orange faldskærm sig ud over Rudolfs hoved, og han svævede elegant ned gennem luften. Over sit hoved kunne han skimte det lille fly, han havde været passager i. Men hvem havde smidt ham ud? Hvem havde slået ham bevidstløs? Hvem havde en smag, der var dårlig nok til at sætte en orange faldskærm sammen med en grå nålestribet habit?

Alt dette tænkte Rudolf på, mens han svævede ned gennem luften, men hans tanker blev imidlertid afbrudt, da hans mobiltelefon ringene. Rudolf tog den og i den anden ende var Elite-Elin.

”Dolf! Hvordan går det? Er du nået frem?” hørte Rudolf Elin sige med en vis utålmodighed i stemmen. ”Jeg har fuld kontrol over det, chef” sagde Rudolf afslappet, mens han fortsat svævede ned mod jorden ”Jeg er ikke mere ophængt end at jeg har et fint overblik, og jeg er absolut ikke i frit fald”. ”Hvad fabler du om?” sagde Elite-Elin vredt. ”Hvor er du?”. ”Jeg er på vej mod at komme til at stå fast” sagde Rudolf ( – og sendte en tanke til en gruopvækkende anti-selvhjælpsbog med denne titel, han havde læst en anmeldelse af, og vis hovedbudskab vist var, at følelsesmæssig selvindsigt er usundt for mennesket – Rudolf havde overvejet, den måtte kunne anvendes som hadegave engang ved lejlighed – eller til at stabilisere et bord – så ville titlen da i hvert fald komme til sin ret.) Elin tog en dyb indånding i telefonen: ”Dolf, du skal se at komme lidt ned på jorden og FIND SÅ DEN JULEMAND! Du er hemmelig agent - det er ikke en skovtur dette her!” – og så smækkede hun røret på!    

Rudolf tog det ikke så tungt, men var yderst stolt over den elegance, med hvilken han havde skjult, at han pt hang i luften i en faldskærm uden at have nogen anelse om hvorfor.      

Dolf og den forsmåede - afs. 5

For at forstå Rudolf, er det nødvendigt at vide, at han af natur var temmelig excentrisk. Med både en selvbiografi og en række foredrag om sit liv i Julemandens tjeneste bag sig, var Rudolf efterhånden stemplet blandt Julemanden og hans øvrige medarbejde som én, der nok var varmhjertet, men hvis verden nu engang startede og sluttede med ham selv. ”Verdens mest egoistiske rensdyr” havde Julemanden engang råbt, da Rudolf engang, i et anfald af godhjertethed, havde pakket et eksemplar af sin biografi, i hardbackformat, sammen med samtlige julegaver, Julemanden skulle ud med julenat. Det siger noget om den selvtillid, Rudolf besad: Han var både spændende og åndfuld, og hans levned kunne ikke undgå at interessere andre.

Alt dette drømte Rudolf om natten inden, han skulle flyve afsted på sin mission, og da han vågnede op, var der sket en forvandling: Hans holdning var blevet rank, hans runde kinder var svundet ind og han følte selv, han så yderst tjekket ud i den nålestribede, der, aftenen forinden, havde siddet som en dobbeltradet smoking på en lavstammet konfirmand.

”Åh” udbrød Rudolf begejstret ”Jeg ER agent 00-dolf!” (i sit baghoved hørte han Tina Turner synge temaet fra ”Goldeneye”, men der er jo grænser for, hvor klangligt attraktivt nasalitet er i længden.)

Med sin genvundne selvtillid i bagagen og solbriller på snuden tog Rudolf ud i lufthavnen, hvor han, ifølge sin billet, skulle finde terminal 5. Der var imidlertid god tid, så Rudolf stillede op i køen for at få en kop kaffe. Foran ham i køen stod en høj, blod kvinde med rød spadseredragt og et stramt udtryk i ansigtet. Rudolf, der tænkte, at han lige så godt kunne begynde et sted, spurgte kvinden, om hun kendte Julemanden. Kvinden vendte sig mod ham og gispede. ”Åh tilgiv mig” sagde hun ”Når jeg ser en lille mand i jakkesæt tror jeg altid, det er Lars Løkke. Jeg hedder Helle og er tidligere statsminister i et lille ubetydeligt land, du sikkert ikke kender, og som nu regeres af en lille ubetydelig mand, som du ikke skal ønske dig at kende”. Rudolf, der blev lidt konfus over de mange informationer, spurgte Helle, om hun vidste, hvor Julemanden var. ”Jeg kender godt følelsen af, når ting forsvinder” sukkede Helle ”Mine løfter og min troværdighed har det med at gøre det samme – vupti og så er det hele bare væk! Det er så anstrengende, at jeg engang imellem må omkring New York og have opfrisket min botox. Så kan jeg blive ved at smile selv gennem, de værste ubehageligheder, og hvis jeg har 12 minutter, så har de en løsning – Det er min redning gang på gang! Men da jeg foretrækker at være luftig og højtflyvende, må jeg hellere skynde mig på mit fly. Lad os tales ved. ”

Rudolf stod lidt forvirret tilbage. Der var noget mistænkeligt ved denne kvinde i rødt. Mere nåede han ikke at tænke, før han blev kaldt om bord på sit fly – et lillebitte privatfly uden andre passagerer end Rudolf. Rudolf tillid til egne evner som agent var imidlertid i top, så han satte sig tilpas til rette i sædet.

Derpå mærkede han et slag i baghovedet – og besvimede.
 

 

   

                      

Dolf og den forsmåede - afs. 4

Næste dag blev Rudolf vist ind til Julekommissionens efterretningstjenestes helt egen opfinder; en lille glad mand, der hed Orla og som elskede både flæskesteg og vanvittige gadgets. Orla havde lavet tre ting til Rudolf, der skulle forvandle ham fra ordinært rensdyr til Agent 00-Dolf; En mobiltelefon, der indeholdt verdens skarpeste GPS - og i øvrigt kunne tåle alt det vand, det skulle være –, et par agent-solbriller, der tillod Rudolf at se fuldstændig skarpt både nat og dag, i skarp sol og på en grå tirsdag samt et specialsyet gråt, nålestribet agent-jakkesæt, der kunne tilpasse sig alle vejrforhold og således var både skønt i sol, lunt i blæst og praktisk i regn. Med disse tre ting, var Rudolf så godt som hemmelig agent, mente Orla!

Rudolf takkede for tingene og tog en taxa ud til den nærmeste lufthavn, hvor han tjekkede ind på lufthavshotellet. E havde bestilt en flybillet til ”et ikke nærmere defineret sted i verden”, hvor Agent 00-Dolf passende kunne begynde sin jagt på julemanden og hans kidnappere. Flyet gik den 5. december, så der var tid til en god nats søvn forinden.

Rudolf så sig i spejlet. Han syntes mere, han lignede en blanding mellem en labrador og en påskehare end en hemmelig agent, og for at forberede sig på, hvad der måtte komme, trak han i det nålestribede inden han krøb under dynen.  

Rudolf havde nemlig engang læst i en bog, at det, man ikke har i det indre, må man have i det ydre!