Arbejdsglæde for begyndere - 24. december: "Hjertet"

Om morgenen d. 24 december lå Rudolf og hverdagsLeif stadig bundet i tårnet. Rudolf var nu fuldstændig overbevist om, at julemanden havde snydt dem, og at det ville blive en jul, der udviklede sig til en total katastrofe. HverdagsLeif på sin side var meget trist over, at de ikke havde fået skrevet deres bog om arbejdsglæde – endsige fundet en god bogtitel til den. Det var simpelthen den rene elendighed tænkte de to i tårnet. Pludselig lød en velkendt stemme uden for vinduet: ”Hvad laver I derinde?”

……

Minimusen og Boris, den identitetsrøvende snemand, gik og smågrinede, mens de gjorde sig klar til den store finale på deres plan; at sprænge tårnet med Rudolf og HverdagsLeif i luften! Nu hvor de havde julemanden på deres side, var det hele så let som at klø sig i nakken. Pludselig lagde Minimusen mærke til, at der stod en stor pakke i et hjørne. ”Til Minimusen” stod der. ”Åh” udbrød Minimusen ”Det må være en gave fra én af mine utallige gode venner!” (Minimusen havde i år ønsket sig en ny stegepande, fordi han – i et øjebliks letsindighed – var kommet til at brænde noget ost på – og derfor havde han en vis anelse om, hvad pakken indeholdt) ”Men først skal du åbne bogen, du har fået af julemanden” sagde Boris (selv en identitetstyv kan jo have et barnligt sind).

Minimusen åbnede bogen og kiggede overrasket i den; Der var intet andet end blanke sider. Han bladrede alle siderne igennem og fandt intet – før han kom til midtersiden, hvor der på den ene side var tegnet et hjerte. På den modstående side lå et hjerte i rødt karton, man kunne tage ud af bogen. ”Hvad er det her?” råbte Minimusen vredt – han foretrak tal, grafer og ting, der kunne sættes i skemaer. Boris lignede et stort spørgsmålstegn (og overvejede et øjeblik, om det mon var en julegave til en kirurg, der var blevet afleveret forkert)

I samme øjeblik gik låget på den store julegave op, og ud kom Rudolf, hverdagsLeif og ingen ringere end julegåsen Flemming (der slet ikke var blevet mast af Ulddrengens fly, men derimod blot havde skiftet kurs, og først lagt mærke til Rudolfs fravær, da den var kommet til Danmark og havde konstateret, at JYSK gåsen kun fandtes som et logo for en større butikskæde. Ak ja – illusionen længe leve). ”Se” råbte hverdagsLeif ”Den bog handler om, hvad arbejdsglæde er. Det hele starter med kærligheden til den, du er, og det, du gør. Andet behøver du ikke! Ikke engang en bogtitel! Hjertet er nok.”. Rudolf nikkede!

Da blev det for meget for den grumme Minimus, som knugede det lille kartonhjerte ind til sig og brast i gråd. Alle hans fortrængte traumatiske oplevelser fra en barndom, hvor han lidt for tit havde fået at vide, han havde både mus i knæende og rotter på loftet, kom ud. Hans tårer ramte snemanden Boris, som smeltede derved, så kun gulerodsnæsen lå tilbage. ”Undskyld, jeg har været så ond” sagde Minimusen. Jeg kan godt se, hvad I mener, og nu bør jeg virkelig arbejde lidt mere reflekteret med min egen psyke. Rudolf og Leif nikkede – det var der jo aldrig nogen, der havde taget skade af. Julemanden stak Minimusen et visitkort til sin psykolog – og en stegepande – hvorpå han hoppede i kanen og fløj ud for at uddele gaver til alle. ”Tak fordi, I hjalp mig med at genfinde min arbejdsglæde” råbte han.

Rudolf, Flemming og hverdagsLeif vinkede farvel til ham, og så holdt de jul med Minimusen og Ulddreng (Burhane G blev til en fortræffelig julehovedret – mange havde længe ment, hans musik alligevel var lige lovlig klichefyldt og fløde-agtig). Minimusen begyndte efter nytår at holde foredrag om glæden ved at arbejde med sig selv, Rudolf tog en lur, Flemming overvejede om han kunne få sit ansigt på sin helt egen reklamekampagne og hverdagsLeif skrev en fængslende biografi om sine oplevelser i denne december.

Titlen blev: ”Arbejdsglæde for begyndere” – for det VAR faktisk en god bogtitel.

Arbejdsglæde for begyndere - 23. december: "Bogen"

Hele natten havde hverdagsLeif brugt på at beskrive for sig selv, hvad arbejdsglæde var. Inspireret af den drøm, han havde haft, var han pludselig fyr og flamme, og da julemanden og Rudolf vågnede, fortalte Leif dem begejstret, hvordan han oplevede begrebet arbejdsglæde. Det fik julemanden til at lyse op i et stort smil og før man kunne nå at sige ”algoritme”, havde julemanden snoet sig ud af det reb, han var bundet med, og var parat til at tage fat på ny. ”Det er meget fint alt sammen” sagde Rudolf ”men du må altså lige huske på, at vi er oppe imod en ravgal snemand, der stjæler andres titler og en mus, der hader følelser – og ordspil -, som vil ødelægge julen! Dem er vi nødt til at standse, før du kan blive julemand igen. Men hip hurra for, du har genfundet din arbejdsglæde – så kan det være, du vil trække min fyring tilbage?”. Julemanden kommenterede ikke på det sidste, og Rudolf lod det stå hen i det uvisse – man skal jo heller ikke presse citronen i upassende grad.

Julemanden sagde, han havde en ide og pludselig var han ude af tårnet. Rudolf og hverdagsLeif råbte efter ham - de var stadigvæk bundet og kunne ikke røre på sig, forstås. Var julemanden måske egentlig i ledtog med Minimusen? Ingen vidste det, men nu havde han i hvert fald efterladt dem! 

Julemanden tittede frem over muren ind til julemandens terrasse (altså sin egen, forstås), hvor Minimusen og snemanden Boris stod og var skumle i fællesskab. ”Halløj” råbte julemanden. Minimusen stirrede olmt på ham og spurgte, hvordan han var sluppet ud af tårnet. Julemanden forklarede, hvordan han havde indset, at Minimusen og Boris havde ret i, at julen var noget skidt. Julemanden ville gerne afstå sin titel til Boris, og ydermere ville julemanden hjælpe de to banditter med at rydde Rudolf og hverdagsLeif af vejen. Ja faktisk havde julemanden en gave til Minimusen, som han først måtte åbne juleaften, men som han ganske afgjort ville sætte stor pris på! Minimusen tog mod bogen med en lumsk mine. Havde han vidst, hvad bogen indeholdt, havde han nok tænkt sig om en ekstra gang. Hvad bogen indeholdt – og hvorfor visse firmalogoer leder til stor grad af desillusion – skulle vi sidenhen høre mere om.  

Arbejdsglæde for begyndere - 22. december: "Kvinden på månen"

Leif havde altid ment, at drømme kunne afsløre et og andet. Lige siden sin barndom, hvor han havde haft en tilbagevendende drøm om at han fløj over skyerne og så pludselig faldt og faldt og faldt – hvilket en erfaren drømmetyder havde tolket som om, at Leif ikke tillod sig selv at være glad og svævende -, havde Leif aldrig tudet at ignorere de drømme, han havde. Natten mellem den 21 og 22. december havde han igen en drøm; én, han fortalte de andre om, da han vågnede, og som vi derfor - vha. denne julekalenders vekslende, indre, ydre og ekstremt alvidende fortællersynsvinkel – også skal have indblik i.

Leif drømte, han så på en stjerneklar himmel, hvor månen skinnede smukt. På kanten af månen sad en ung kvinde, der sagde, hun var arbejdsglæden, hvilket Leif umiddelbart syntes var lidt underligt – han havde altid forestillet sig arbejdsglæden som lidt mere udslidt… I drømmen havde Leif set sig selv stå med papir og pennefjer, og han havde spurgt, om man virkelig ikke kunne sættes ord på arbejdsglæden. Han havde prøvet og prøvet at skrive noget ned, men intet ville lykkes for ham. Arbejdsglæden så på ham med sine milde øjne og sagde, at Leif blot skulle føle sig som den forfatter, han gerne ville være. Måske en H.C. Andersen, måske en Shakespeare, måske en Ib Michael, måske Helle Helle, eller måske en forfatter i toga (hvilket åbnede muligheden for alt fra Platon til Knud Romer.) Leif skulle blot forestille sig, han rådede over alle ord i verden, og at han kunne beskrive arbejdsglæden med lige præcis de ord, han ville. ”Tænk på mig” sagde arbejdsglæden og beskriv så, hvad du ser. Hvis jeg nu var en kvinde (hvilket hun rent faktisk manifesterede sig som, hvorfor det hypotetiske element i sætningen var lidt ejendommeligt), hvordan ville du så beskrive mig? Tænk på det og gør det – og husk at jeg ikke gider at høre om mine poser under øjnene. Ingen er jo fuldkommen og det meste er relativt!”

Med disse ord vågnede hverdagsLeif med et sæt og tænkte, at nu havde han fat i noget. Skønt han var bundet på hænder og fødder, begyndte han hviskende at beskrive arbejdsglæden i skikkelse af kvinden, han havde set i drømmen. Hvad der kom ud af det – og hvorfor drømmetydning indimellem er en omdiskuteret størrelse – skulle vi sidenhed høre mere om.   

     

Arbejdsglæde for begyndere - 21. december: "Nettet strammes"

Rudolf gjorde anstalter til at slippe sit tag i flyveren, som nu svævede ind over julemandens hovedkvarter. Burhane G og Ulddreng ville lige lande flyet og høre, hvor de skulle give deres koncert. Derefter ville de finde Rudolf og hjælpe ham med at finde ud af, hvad der var sket med hverdagsLeif. Rudolf sprag af flyet, og landede på hovedkvarterets tårn. Himlen var grå og sneen faldt stille. Det virkede fredfyldt – faretruende fredfyldt, syntes Rudolf.

Pludselig så han én af julemandens nisser, i den karakteristiske grønne dragt, stå neden for tårnet og råbe op til ham: ”Rudolf” råbte nissen ”Jeg ved, hvor hverdagsLeif er, og hvad der er sket med julemanden. Hjælp mig op, og så skal jeg fortælle dig det hele.”. Rudolf hev et tov frem fra – bare frem – og kastede det ned til nissen, som adræt sprag op og begyndte at kravle op mod Rudolf. Halvt oppe af rebet vendte nissen sit ansigt op mod Rudolf, som fik et chok! Det var nemlig ingen ringere end den grumme Minimus i forklædning, der hang i rebet med et ondskabsfuldt smil om munden. Rudolf skreg og ville slippe rebet, men Minimusen var hurtig som lynet, og før Rudolf kunne nå at sige ”Restaurationskøkken”, stod Minimusen på toppen af tårnet og så triumferende på Rudolf.

”Spillet er ude, Rudolf” sagde den rigide gnaver. ”Julemanden er fanget, hverdagsLeif er fanget og nu er du også fanget”. Minimusen bandt lynhurtigt Rudolf med rebet. ”Boris og jeg har en grum plan og juleaften, mens Ulddreng og Burhane G spiller koncert for alle nisserne i julemandens værksted, vil vi sprænge dig, Leif og julemanden i luften! BANG! – og så skal snemanden Boris være en ny ond julemand, som afskaffer julen! MUHAHAHA!”. Rudolf kunne ikke tro sine egne ører. Så ond kunne ingen være. ”Jamen hvad med alle de små børn, der har glædet sig” råbte han. ”Har I da ingen medfølelse?”. ”Følelser! AD!” brølede Minimusen ”Følelser er for dem, der ikke har andet at gå op i. Næ, hård kynisme er vejen frem og det er derfor du og Leif og Julemanden skal skaffes af vejen. Og nu har jeg desværre ikke tid til mere smalltalk. Det var den mussamtale!!”. Hurtigt åbnede Minimusen vinduet ind til tårnet og skubbede Rudolf indenfor, hvor julemanden og hverdagsLeif allerede lå og var bundet på hænder og fødder. Nu så det sort ud, tænkte Rudolf.

   

"Arbejdsglæde for begyndere" - 20. december: "Et lift"

Rudolf og gåsen Flemming fløj afsted gennem luften. Flemming fløj langsomt, fordi han slæbte på Rudolf, og i det hele taget var det lidt en sørgelig omgang - set fra et luftfragtfagligt synspunkt. De forsøgte at få øje på Minimusen, hverdagsLeif, julemanden, en parkeringsvagt eller bare én eller anden, som kunne bidrage til at skabe harmoni i historiens slutning – og redde julen.

Pludselig hørte Rudolf lyden af en motor bag dem. Han drejede hovedet, og før han vidste af det, hang han og klamrede sig fast på vingen af et lille orange enmandsfly. Han råbte efter Flemming, men fik i det samme øje på en sky af hvide fjer, som stod ud fra flyets propel.  ”Åh nej! Flemming! Nu møder du aldrig JYSK-gåsen” råbte Rudolf fortvivlet, da det gik op for ham, at Flemming var blevet massakreret af nærkontakten med flyet!

Rudolf så arrigt på føreren af flyet, som var et hipt får med solbriller. På vingen tronede en lige så hip burhane  - ligeledes med solbriller. De to var gangsterrappere og deres kunstnernavne var Burhane G og Ulddreng! Flyet var deres turbus, og de var netop på vej til Grønland.

Ulddreng undskyldte, de var fløjet ind i Rudolf og Flemming og undskyldte især, at Flemming ikke var sluppet fra sammenstødet. Rudolf så heroisk frem for sig. ”Men jeg vil aldrig glemme ham! Flemming havde en mission. En mission om at møde JYSk-gåsen. Det vil jeg lade mig inspirere af. Jeg har også en mission – en mission om at redde julen og genfinde julemandens arbejdsglæde. Intet kan stoppe mig” skreg Rudolf, mens han fortsat hang på vingen af flyet.

”Jamen hov! Sagde du julemandens arbejdsglæde?” spurgte Burhane G overrasket. ”Vi er netop på vej til julemandens gård, hvor vi skal give koncert. Du kan da komme med”. Rudolf – der nærede den dybeste afsky for rapmusik og i det hele taget for koncerter, han ikke selv havde valgt (– og med bitterhed tænkte tilbage på en koncertoplevelse fra sin ungdom, hvor en ven fejlagtigt havde bildt ham ind, at man skulle klæde sig varmt på, således at Rudolf troppede op i strikket sweater til en indendørs koncert, hvor det var ca. 40 grader varmt) – undrede sig noget over, at julemanden havde bestilt en gangsterrapkoncert. Der var noget muggent ved det, tænkte han! Men han sagde ja tak til at få et lift med hanen og uldtotten – også fordi det er så upraktisk at give slip på et fly der svæver i ti kilometers højde.

Rudolf var noget beklemt ved tanken om, at han nu både manglede Flemming og hverdagsLeif – nu var han overladt helt til sig selv, og måtte stole på sine egne evner….

Hvad der gik for sig i julemandens gård – og hvorfor gangsterrap, man ikke selv har valgt, rent faktisk ER irriterende -  skulle vi sidenhen høre mere om…..    

Arbejdsglæde for begyndere - 19. december: "Et dybereliggende tema"

Rudolf havde altid tænkt sig, at forfattere var selvhøjtidelige – måske endda selvfede – at de holdt meget af at høre sig selv tale, og at de ikke havde noget budskab med det, de skrev, men blot skrev det ned, de syntes lød godt. Hans skepsis var derfor meget stor, da han og Flemming havde taget plads i luftballonen hos julekalenderens forfatter – en lavstammet dansklærer, der elskede Downton Abbey og insisterede på, at ”Et Juleeventyr” af Charles Dickens primært handlede om at vinde følelsesmæssig selvindsigt, og at temaet med social ulighed var til at overse – ja ligefrem uvæsentligt. Desuden var han yderst lun og folkelig, gik i sort rullekravesweater og havde en svaghed for ordspil.

Rudolf, der efterhånden mente, at denne julekalenders plot var umuligt at hitte rede i, spurgte den lavstammede, hvad han i det helet taget mente, denne julekalender handlede om. ”Jamen Rudolf; den handler om dig, den handler om mig, den handler om os alle sammen! Når jeg valgte at lade dig starte en situation, hvor du var blevet fyret, så var det i virkeligheden for at bringe dig i en situation, hvor du må redefinere, hvem du selv er. Individuation er altid en forudsætning for givende litteratur. Projektet med at finde julemandens arbejdsglæde viser, at der er brug for dig i verden. Du har et projekt. Men det handler slet ikke om julemandens arbejdsglæde – der er et dybereliggende tema; alle har et projekt – de skal bare finde det! Du kan ikke give glæde til andre, før du har fundet glæden i dig selv.”. Rudolf så på Flemming og signalerede, at det måske blev lige lovlig langhåret. ”Det hele hænger sammen” fortsatte forfatteren ”Nu har du også fundet ud af, at Minimusen er ond! Ondskaben findes og den kan man nedkæmpe ved at være et godt menneske – eller rensdyr! Dit projekt er altså at finde dig selv, så du kan hjælpe andre med at finde sig selv. Det er det, den her julekalender handler om!”. Rudolf lignede én der havde lyst til at flygte – der var altså grænser for, hvor meget analyse, han syntes, man skulle byde andre!

”I virkeligheden kan man sammenligne denne her julekalender med skabelsesberetningen eller eventyret om Rødhætte og ulven!” fortsatte den forfattende dansklærer. ”Du skal igennem noget ukendt og farefuldt for at lære noget om forskellen på godt og ondt.  Faktisk kan du tolke alle karakterer i den her julekalender som udspaltninger af bestemte sider i dig selv. Tillad mig at uddybe…”. Her greb Rudolf fast i Flemming, som i samme øjeblik satte af fra ballonkurvens kant og fløj ud i det blå med rensdyret på slæb. ”Det var dog forfærdeligt” tænkte Rudolf. ”Men hvad andet kan man vente sig af folk, der har en kandidatgrad i overfortolkning”.

Hvorfor den lavstammede dansklærer måske alligevel havde lidt ret, skulle vi sidenhen høre mere om.          

Arbejdsglæde for begyndere - 18. december: "Højt at flyve"

Om morgenen, d. 18 december, kunne forbavsede hvalfangere, sæler, isbjørne og andet godtfolk, der færdedes i den grønlandske morgen, se et ejendommeligt syn på himmelen. En ubestemmelig hvid fugl kom flyvende med noget, der mest af alt lignede en familiehund på slæb. Familiehunden holdt i sin hånd en rød ballon, der åbenbart var med til at holde dem oppe. Et par sæler så på hinanden og rystede på hovedet. Lufttrafikken blev da efterhånden mere ejendommelig end DSB – og det siger ellers ikke så lidt.

De to flyvende var ingen ringere end julegåsen Flemming og julemandens rensdyr, Rudolf. I fængslet hos snemanden Boris, havde Minimusen glemt, at der øverst oppe stod et vindue åbent, og med stor viljestyrke havde Flemming fået bugseret Rudolf op til vinduet og videre ud i friheden. Rudolf – der ellers havde ry for at være et flyvende rensdyr - besad en skrækkelig højdeskræk, som gjorde, at det var Flemming, der måtte være den, der tog slæbet. Flemming tog resolut Rudolf i halen (og stak ham en heliumballon i den anden hånd – hvis oprindelse vi for historiens logiks skyld ikke skal komme nærmere ind på.). Rudolf himlede op om højdeskræk og risiko for dårlig mave, men Flemming ville ikke finde sig i Minimusens behandling af dem, og desuden ville han ikke opgive sin store drøm om at møde JYSK-gåsen, der havde drevet det så vidt (Flemming erindrede sig her salig H.C. Andersens ord om, at en lille fjer, kan blive til en hel butikskæde!).

Rudolf holdt sig for øjnene, mens han og Flemming fløj hen over den grønlandske morgenhimmel. Nu gjaldt det om at finde julemanden før Minimusen og Boris, den identitetsrøvende snemand, gjorde – og naturligvis om at redde hverdagsLeif ud af fjendens kløer.

”Jeg tror aldrig, vi finder ud af, hvad arbejdsglæde er” sagde Rudolf. ”Plottet i den her julekalender er løbet helt af sporet. Hvem har egentlig fantasi til at finde på den slags?”. Flemming, der prustede gevaldigt pga. Rudolf vægt, nåede ikke at sige noget, før de to venner blev anråbt af en lavbenet gut i en luftballon! ”Se” råbte Rudolf. ”Det er forfatteren!”

       

Arbejdsglæde for begyndere - 17. december: "Minimusens sande jeg"

Om morgenen vågnede Rudolf og opdagede, at hverdagsLeif var væk. I fangekælderen var kun han selv og julegåsen Flemming. Rudolf rejste sig og gik hen til tremmerne for se, om Leif mon var sluppet ud i nattens løb. Der var intet spor af hverdagsLeif, men derimod fik Rudolf øje på Minimusen, der stod og gnæggede uden for tremmerne. ”Nå, Rudolf! Så kunne man vågne op! Som du vil opdage, er din irriterende ven, hverdagsLeif ganske væk og pist borte. Boris har taget ham med sig. Leif skal vise ham vej til julemanden, så Boris kan stjæle julemandens identitet. Så var det ude med den jul!”. ”Jamen” råbte Rudolf ”Vi må efter dem. Luk mig ud af fængslet – hvordan er du i øvrigt selv sluppet ud?”. Minimusen grinede ondskabsfuldt. ”Har du virkelig ikke regnet det ud endnu?!. Kors i hytten! Du er sandelig ikke den hurtigste mandel i grødfadet! Jeg står i ledtog med snemanden Boris, og vores plan har hele tiden været at spolere julen. Det var KUN derfor, jeg sluttede mig til jer; fordi jeg vidste, I kunne vise mig og Boris vej til julemanden!”. ”Jamen, jeg forstår ikke” stammede Rudolf. ”Du er jo kommunikationsekspert…. Det sagde du selv”. Minimusen skruglo atter – yderst Disneyskurkeorienteret – og sagde: ”Troede du virkelig på alt det ævl om kommunikation med fokus på det positive. Sikken noget vrøvl. Det findes ikke! Mussamtale?! Som om der er noget, der overhovedet  hedder det! Du er da helt fra koncepterne, din afart af en juleelg! Muhahahahahhaha!”.

Rudolf eksploderede af raseri og fortalte Minimusen, hvor nederdrægtig, ondsindet, tarvelig,  underløben (og et bredt udvalg af supplerende synonymer) han var. Minimusen fnyste. ”Nu kan I to få lov til at rådne op i det her fangehul mange mange meter under indlandsisen. Jeg er den, der er skredet! Vores plan om at udrydde julen og stjæle julemandens identitet kan ikke gå galt. Farvel tabere! Hvis I et kort øjeblik skulle overveje, om I kan flygte, så spørg lige jer selv: Et rensdyr og en julegås… det lyder mere som en menu end en flugtplan, gør det ikke?”. Med disse ord forsvandt Minimusen med en triumferende latter! Rudolf så opgivende på gåsen Flemming. ”Alt er tabt, Flemming” sagde Rudolf sørgmodigt. ”Det bliver aldrig mere jul, vi finder aldrig julemandens arbejdsglæde igen, vi får aldrig skrevet en bog, jeg ser aldrig hverdagsLeif mere, og du møder aldrig JYSK-gåsen!”. ”Ikke så hurtigt” sagde Flemming. ”Minimusen synes uden tvivl selv, han er vældig smart, men han har overset én vigtig detalje….”. ”Hvilken?” spurgte Rudolf……   

Arbejdsglæde for begyndere - 16. december: "En gås der hed JYSK"

Gåsen Flemming var relativt utilfreds med, at den sad fanget hos snemanden Boris, den store identitetstyv. Flemming havde nemlig været på vej fra Grønland (hvor der faktisk findes gæs, ja) til Danmark, da snemanden snuppede dens identitet. Flemming havde, i et blad, set en reklame med en gås, der hed JYSK – det var i hvert fald det, der stod -, og nu ville Flemming flyve til Danmark for at møde denne hr JYSK, som åbenbart var snedig nok til at få sit ansigt sat på en hel reklamekampagne.

Flemming ville gerne vide, hvordan JYSK havde båret sig ad, og fra hvilken verdensdel navnet JYSK egentlig stammene. Flemming selv mente, det måtte være en afart af noget plattysk. Flemming drømte om at skrive en bog om sit møde med denne specielle gås, som han ville kalde ”JYSK –fra julegås til reklamesøjle”, og derfor havde han slet ikke tid til at sidde indespærret hos snemanden Boris. HverdagsLeifs øjne lyste op. ”Det er en god bogtitel” sagde han, og gåsen Flemming gav ham ret. Rudolf fik en ide: ”Flemming kan du flyve?” spurgte han. Jo, det kunne Flemming godt. Han havde i skolen været kendt som ”flyvende Flemming”. Rudolf sagde, de alle tre, han og hverdagsLeif og Minimusen skulle flygte på ryggen af Flemming, men her protesterede Minimusen. ”Du har da vel ikke tænkt dig, at en gås kan bære et rensdyr, en nisse og en mus? Hvad tror du, han er? En jumbojet?”. Desuden var planen også håbløs, tilføjede Minimusen, for de kunne ikke komme ud af fangekælderen. De måtte fordrive ventetiden, mens de tænkte over en flugtplan. Minimusen rullede med øjnene, og Flemming foreslog, at de tog en runde af hans yndlingsleg; ”gæs og grimasser”.

Hvorfor Minimusen var særligt skeptisk ved tanken om at flygte, skulle vi sidenhen høre mere om.      

Arbejdsglæde for begyndre - 15. december: "hverdagsInge".

HverdagsLeif havde altid tænkt sig et monster som værende stort, grønt og slimet med spidse kløer og mystiske antenner på hovedet (antennerne var det eneste, der således kunne adskille et monster, fra både adskillige folkeskolelærere og fjernere familiemedlemmer, Leif havde mødt i sit liv.) Nu måtte hverdagLeif dog indrømme, at han var en anelse skuffet. Da titelmonstret omsider førte de tre venner ind i en oplyst grotte under jorden, kunne hveragsLeif se, at det blot var en ganske ordinær snemand! Hvilken skuffelse! Snemanden hed Boris, og var i virkeligheden hverken specielt enestående eller skræmmende. Boris var blevet træt af at vente på sit livs store forandring -  at smelte (sneen har det jo med at blive liggende i det grønlandske, forstås) og nu havde han gjort det til en hobby at dyrke sin evigt pågående identitetskrise. Boris havde ingen anelse om, hvad han skulle bruge sit liv til, ud over at være snemand, og derfor var han begyndt at stjæle identiteterne fra alle dem, han kom i nærheden af, for at have et bibliotek af muligheder. Han havde allerede bl.a. stjålet identiteter fra en skiløber, en vildfaren turist, et postbud, en prærieulv, en alf, en isbjørn og en overmodig sæl med underbid.

Nu havde Boris, den væmmelige snemand med identitetskrisen, tre nye titler i sit bibliotek; revisornisse, rensdyr og Minimus. ”Jamen hvad så med os?” spurgte Minimusen fortørnet. Hvad er vi så?”. ”I er ingenting!” lo Boris ondskabsfuldt. ”Du er ikke længere revisornisse, du er ikke rensdyr og du er ikke Minimus. Nu er I bare nogen!”. ”Jamen det er identitetstyveri” råbte hverdagsLeif. ”Hvad er det, du vil have  -  din grimme kopi af en snemand med vinterdæk?” (og jo – Boris var blevet lidt buttet hen over sommeren!). ”Jeg vil have den sidste titel, jeg mangler; jeg vil være julemand! Muhahahaha!!!” lo Boris ondt og skurkeagtigt og smækkede døren til sit fangehul, hvor de tre venner nu sad sammen med en ski og en tophue – det var alt, hvad der var tilbage af den uheldige skiløber. ”Jamen” sagde Rudolf. ”Vi må jo gøre noget!”. ”Har du ikke allerede gjort rigeligt” himlede Minimusen vredt. ”Hvis det ikke havde været for dig, var vi aldrig endt i den her knibe. Dig - gammel spejder! Vorherre til hest! Du er bare én dårlig erstatning for en juleelg!”. ”Og hvad nu med min identitet” stønnede Leif. ”Før vidste jeg, hvem jeg var. Der var jeg hverdagsLeif. Nu er jeg bare hverdagsIngen!”. (Rudolf hørte forkert og spurgte, hvem denne hverdagsInge var, men den slags overhører man).

Udenfor kunne de høre den middelmådige identitetstyv Boris gå omkring og smågrine fælt. Leif så på de to andre: ”Vi må ikke give op. Hvis vi skal have løst alle de utallige projekter, der efterhånden er i den her julekalender – hvis dramaturgiske korrekthed og logik jeg vil undlade at foretage en analyse af for alles skyld – må vi holde sammen. Vi skal ud herfra, vi skal standse identitetstyden i at stjæle julemandens titel, vi skal have vores egne identiteter tilbage, vi skal have genfundet julemandens arbejdsglæde og vi skal have skrevet en bog om hvad arbejdsglæde er inden juleaften!”. Han stoppede op og tænkte. ”Inden juleaften – det er en god bogtitel”. Minimusen rullede med øjnene, mens Rudolf fortsat var interesseret i detaljer om den mystiske – og tilsyneladende ganske interessante – hverdagsInge.

”Hvorfor sidder der en gås i krogen?” spurgte Minimusen pludseligt.

Hvem denne gås var – og hvad den havde med det globale marked at gøre – skulle vi sidenhen høre mere om.

Arbejdsglæde for begyndere - 14. december: "Øjne i mørket"

Hele natten havde Rudolf gået foran de to andre og forsøgt at finde vejen gennem det utal af underjordiske gange, der åbenbart fandtes under den grønlandske is. Minimusen var mut og bidrog ikke med andet end gentagende brok over ømme fødder. Desuden syntes han, hele projektet med at genfinde julemandens arbejdsglæde var latterligt, og han fortrød, han havde involveret sig i det. Han var kommunikationsekspert og ikke et barn, der legede skattejagt! Julemandens arbejdsglæde – vorherre bevares! Som om det skulle være noget! Minimusen fnøs! Det her var sandelig spild af hans kostbare tid!

HverdagsLeif var ved at blive en smule frustreret. Hvordan skulle de nå at skrive deres bog inden 10 dage? Det havde han svært ved at se. HverdagsLeif – hvis primære ambition med sit liv var at hæve sig over den grå masse med en fængslende biografi om store drømme, knuste forhåbninger og billige skuresvampe (det sidste var primært fordi, Leif holdt af opremsninger med tre led – han havde aldrig i sit liv rørt en skuresvamp). Leif tænkte, der måtte ske noget, og han var godt træt af Minimusen, som han mente, tilføjede begrebet tåbelighed en hidtil ukendt dimension.

Forrest gik Rudolf og var glad og stolt over, han havde taget førerkasketten på – selvom han ikke anede, hvor de skulle hen! Det var bælgmørkt, men Rudolf mente kun, det var en udfordring, og at det hele nok skulle gå!

De tre umage venner stoppede pludselig op, da en stemme bag dem sagde: ”Stands! Jeg har afsløret jer! I troede nok I kunne stjæle en titel fra mig, hva?”. Rudolf vendte sig og så ind i et par små grønne øjne, som skinnede i mørket”. ”Undskyld” sagde Rudolf med bævende stemme. ”Hvem er De?”. ”Jeg er titelmonstret” sagde stemmen og greb de tre venner, som han grinende slæbte afsted med …..

Arbejdsglæde for begyndere - 13. december: "Gammel spejder ruster aldrig"

Rudolf havde engang været spejder! Ja, bevares, det var mange år siden, men ikke desto mindre, havde spejdertiden lært ham, at man altid kunne tage en fjollet kasket på, hvis en situation blev for tilspidset, og at man i øvrigt blot skulle begynde at affyre tvivlsomt anvendelige hjemmegjorte huskeregler, som indebar elementer fra naturen - så skulle det hele nok gå!

Nu, hvor Rudolf hverdagsLeif og Minimusen stod på bunden af et dybt dybt sort hul uden hverken lys eller udgang, anså Rudolf situationen for at være så tilspidset, at de letkøbte spejderråd, han i fordums tid havde tilegnet sig, endelig kunne komme til deres ret.

Mens Minimusen og hverdagsLeif stod og skændtes om, hvis skyld det var, de var havnet i denne suppedas -  en rigid mus uden følelser eller en emotionssvælgende nisse med dårlig smag i litteratur – rømmede Rudolf sig! ”Ja tak. Så er det godt!” råbte han pludselig med en stemme, der kunne flække beton. De to andre standsede deres skænderi. ”Hvordan er det, I skaber jer?!” spurgte Rudolf. ”Man kan da heller ikke overlade noget til andre. Næ, nu overtager jeg styringen! Jeg er tilfældigvis gammel spejder og jeg har lige det, vi skal bruge.” Minimusen rullede med øjnene, men det lod Rudolf sig ikke anfægte af. Lystfyldt trak Rudolf en megafon, en stige og en sandkasse-skovl frem fra  - ja, bare frem! ”Sådan” råbte rensdyret i megafonen. ”Jeg foreslår vi går lige ud”. ”Vældig originalt – men du behøver ikke råbe!” gryntede Minimusen. ”Ingen sure miner” beordrede Rudolf gennem megafonen, mens han pludselig kom i tanke om engang, han havde været til en klov-læser, som havde set, at han besad et stort potentiale som organisator – og at han i øvrigt var ved at være træt af andres ligegyldige brok! Rudolf rettede ryggen: ”Ikke mere brok” sagde han bestemt. ”Vi har tolv dage til at komme ud herfra og finde julemanden og give ham arbejdsglæden tilbage”. ”Jamen hvad med den bog, vi skal skrive” udbrød hverdagsLeif bekymret! ”Alt kommer til den, der kan vente, Leif – og så går vi” sagde Rudolf. Leif så henført frem for sig: ”Alt godt kommer til dem, der hedder Bente og Leif – det er en god bogtitel!!” sagde han begejstret. Minimusen var ved at koge over pga. de to andres mangel på jordforbindelse, og i sit stille sind drømte han sig væk til et fjerntliggende ostelager!

Hvem der i øvrigt listede efter de tre ind i mørket under jorden, skulle vi sidenhen høre mere om…

Arbejdsglæde for begyndere - 12. december: "Hullet"

Rudolf, Minimusen og hverdagsLeif var på vej over indlandsisen. HverdagsLeif gik og fortalte om, hvordan han nu havde fundet ud af, hvad arbejdsglæde var; det var at brænde for noget – som Rudolf havde lært af de to innovationsforskrækkede gymnasielærere Vagn og Henning – og desuden var det nødvendigheden af at arbejde med sig selv, som de havde lært af besøget hos troldefruen. Så arbejdsglæde bestod altså af kombinationen af at brænde for at vise verden noget og af at forstå, at man altid må starte med at arbejde med sig selv. Minimusen syntes, den definition duftede lidt for meget af damebladslogik, men det lod hverdagsLeif sig ikke mærke med. ”Nu skal vi bare finde julemanden og fortælle ham, hvad vi er kommet frem til, og så er julen sikret.” sagde hverdagsLeif veltilfreds.

”Hvad er det, der knager?” spurgte Rudolf pludselig – og mere nåede ingen at sige, før de tre venner var forsvundet ned i et dybt hul, der pludselig åbnede sig i isen. Mens de faldt og faldt og faldt tænkte Rudolf - upraktisk nok - ikke på, at han var et flyvende rensdyr, Minimusen tænkte ikke på, at der var en god chance for, at han aldrig ville se sollyset – eller et stykke ost – igen, og hverdagsLeif tænkte ikke på, hvor mange spændende uudforskede følelser, der mon kunne findes i et hul i jorden.

De tre venner faldt fortsat nedad. Hullet var dybt, og da de landede, var der bælgmørkt omkring dem.

Hvor de var, skulle vi sidenhen høre mere om….        

Arbejdsglæde for begyndere - 11. december: "Genforening og snobrød"

Minimusen havde løbet hele natten – og kun holdt pause for at spise det vældige stykke af den bastante bryllupskage. Han syntes hele tiden, han hørte skridt bag sig, og selvom han hverken troede på spøgelser, dræberklovne eller ubudne gæster (endsige kunne drømme om at servere dem Gevalia) gøs han alligevel en smule (hvilket han dog hurtigt fjernede sin opmærksomhed fra, da Minimusens indsigt i sit eget indre liv var ca. lige så dårligt fungerende som troldefruens, Dolphs eller B.S. Christiansens). Efter nattens flugt øjnede Minimusen om morgenen et bål i det fjerne, og som de fleste ville gøre, søgte han i retning af varmen og lyset.

Da Minimusen endelig kom tæt nok på bålet til at kunne se, præcis hvad der foregik, fik han øje på Rudolf som sad på en grøn skammel og var i færd med at lave sig et snobrød – midt på indlandsisen. Rudolf tilbød Minimusen en lillebitte grøn skammel (som han tilfældigvis havde i overskud) og spurgte, hvor Minimusen havde været. Minimusen gav sig lettet til at lave et snobrød til sig selv – bryllupskage er jo ikke ordentlig mad, forstås –mens han fortalte om troldefruen, følelseskonsulenten i telefonen og om flugten. Rudolf lyttede interesseret og udtrykte sin glæde over, at Minimusen var undsluppet. ”Men” sagde han ”Hvor er hverdagsLeif?”. Ham havde Minimusen fuldstændig glemt og der blev en pinlig tavshed.

En times tid senere, da Rudolf og Minimusen var i gang med at riste snobrød nr. 5 – og samtalen var drejet over på fordelene ved et realkreditlån - kom hverdagsLeif løbende hen til bålet. Munden stod ikke stille på ham, og han fortalte med stor iver om, hvordan han hele natten havde skrevet begyndelsen til deres bog om arbejdsglæde. Telefonsamtalen med troldefruen havde inspireret ham så meget, at han måtte nedfælde bare en lille del af de tanker, den havde vakt. Minimusen så op fra sit snobrød. ”Var det dig, der var følelseskonsulenten?” spurgte han måbende. ”Ja naturligvis” svarede hverdagsLeif selvfølgeligt. ”Det var jo tydeligt for enhver, at hele den konflikt udsprang af hendes manglende indsigt i sig selv – det er jo psykologi på børnehaveniveau - og den slags synes jeg er helt utrolig interessant at grave i. At jeg så også fik reddet dig, var bare en sidegevinst – som du da i øvrigt endelig ikke skal sige tak for!”. Minimusen – der ikke besad nogen fornemmelse for ironi, eller andre menneskers sårede følelser, – sagde ingenting.   

HverdagsLeif fortsatte: ”Men husk nu, at vores opgave er at genfinde julemandens arbejdsglæde, og ved I hvad; det har vi gjort! Vi tre kan nu definere, hvad arbejdsglæde er og julen er reddet!” ”Kan vi det?” udbrød de to andre. ”Absolut – bare vent til i morgen. Så opsøger vi julemanden og fikser det hele!” sagde hverdagsLeif skråsikkert og begyndte at lave sig et snobrød.

Om denne skråsikkerhed nu også var hel så velbegrundet, skulle vi sidenhen høre mere om…

Arbejdsglæde for begyndere - 10. december: "Følelseskonsulenten"

Minimusen havde altid haft et anstrengt forhold til bryllupper! Dels troede han, som pragmatiker, ikke på nogen form for snak om evig kærlighed, der blot forekom ham som en illusion. Han svor til en tilværelse som evig ungkarl og var godt tilfreds med sin selvvalgte ensomhed.

Nu sad Minimusen imidlertid fanget i troldehulens fuglebur og kunne se, hvordan den bastante troldefrue gjorde sig klar til det bryllup, hun havde informeret ham om skulle afholdes. Troldefruen – der åbenbart ikke så det faktum, at hun var gift i forvejen, som en hindring for et nyt ægteskab – lignede en kage fra ”La Glace”, og ydermere havde hun fremtryllet en stor bryllupskage (minimusen havde an anelse om, hun havde haft den stående klar i et baglokale i årevis), som stod og tronede i et hjørne.

Minimusen begyndte at forestille sig, hvordan hans liv herfra ville henslæbe sig i triviel tosomhed, da troldefruens lyserøde telefon pludselig ringede. Den bastante greb røret – heldigvis var der automatisk medhør på (Af hensyn til historiens logik skal vi atter undlade at komme ind på hvorfor.)

”Du er bange” sagde stemmen i telefonen. Troldefruen grinede hånligt og bad stemmen være mere specifik. ”Du er bange for dine egne følelser” sagde stemmen. ”Du kritiserer din mand, fordi han har indsigt i, hvordan han har det, og derfor vil du giftes med en anden, som ingen følelser har”. Troldefruen spurgte, hvem hun talte med og stemmen fortsatte. Personen i den anden ende af røret introducerede sig som ”følelseskonsulenten” og fortalte, hvordan den havde observeret hendes opførsel gennem mange år, og nu ville tale hende til rette. At hendes følelsesmæssige afstumpethed bundede i, hvordan hun som barn altid var blevet valgt som den sidste, når der skulle sættes hold i idrætstimerne, hvordan hendes veninder havde drillet hende med en alt for lang hale, hvordan hendes far havde sagt, hun skulle var lidt mere fremme i skoende, og hvordan hendes mor havde skældt hende ud over, at alle de andre børn havde masser af legeaftaler, mens hun foretrak at sidde for sig selv og skrive dagbog – og egentlig var godt tilfreds med det. ”Du har altid fået at vide, du er forkert!” sagde stemmen i røret ”og derfor har du gjort dig hård for at undgå at blive såret igen!” Troldefruen gav sig til at stortude og fortalte stemmen i røret, hvordan alt det hav sagde var rigtigt, og at hun savnede sin mand, som hun nu selv havde forladt. Mens dette udspillede sig, havde Minimusen forsigtigt klemt sig ud mellem burets tremmer, og havde nu taget flugten mod hulens udgang med et stykke af den – i øvrigt også bastante –bryllupskage i favnen. Troldefruen hylede og skreg i telefonrøret, og da hun opdagede, at Minimusen var væk, trak hun vejret dybt og trampede ud af hulen for at finde sin mand.

Hvilken mand hun mente – og hvad vulkaner egentlig har med julen at gøre – skulle vi sidenhen høre mere om.        

Arbejdsglæde for begyndere - 9. december: "Mus og mænd"

HverdagsLeif havde engang læst en bog om trolde. Egentlig ikke fordi det interesserede ham synderligt, men Rudolf havde fortalt om, hvordan han for to år siden - i en julekalender der relativt meget lignede denne – havde været impliceret i et mellemværende mellem en bister troldefrue og hendes blege gemal, og det havde fået Leif til at tænke over, at han da i grunden ikke vidste så meget om troldes gøren og laden. Den efterfølgende forskning havde vist, at troldekoner – ud over at elske minimalistisk nips, lægeserier og japanske cigaretter – når de er i festligt lag – er vilde med mænd, der ikke taler om deres følelser. Hvor troldehanner er meget sensitive er hunnerne det helt modsatte. HverdagsLeif – der vidste, at Minimusen absolut ikke var nogen dyrker af det indre liv - frygtede derfor for, hvad der ville ske, mens Minimusen hele natten havde talt med troldeparret om deres dårlige kommunikation.

Troldefruens mand havde fortalt med store følelser og superlativer om mange års manglede anerkendelse, skæld ud og manglende accept af, at rigtige mænd gerne må være i kontakt med sig selv. Både Minimusen og troldefruen havde rullet med øjnene og troldefruen havde smuttet faretruende med øjnene mod Minimusen, da han havde udtalt: ”Det eneste, der gælder i verden, er fakta og handling! Følelser er for svage mænd!”. Da blev det for meget for troldefruen og hun mærkede en flammende passion boble i sit indre. Aldrig havde hun hørt en mand med så klare principper og hun greb resolut Minimusen i halen og vadede afsted gennem sneen, mens hendes mand stod alene tilbage og råbte: ”Kom tilbage – jeg føler ikke, du respekterer mig!” …..

Troldefruen vandrede viljefast afsted, indtil hun kom til sin hule (jo – der bor også trolde i Grønland – hvor og hvorfor skal vi dog, for historiens logiks skyld udelade at komme nærmere ind på her), hvor hun resolut låste Minimusen inde i et bur! HverdagsLeif var fulgt efter og så nervøst til, mens han lå gemt i en krog. Minimusen – der engang havde hørt, at midaldrende kvinder kan få ejendommelige interesser – stavgang, korssting, akvarelmaling eller lignende – tænkte, at han nok skulle rådgive troldefruen om, hvilken fritidsaktivitet hun skulle vælge, da hun nu var befriet for sit følsomme skvat af en mand, men der tog han fejl. ”Nu kan du sidde der til i morgen” sagde troldefruen. ”Og så gifter jeg mig med dig”. ”Jøsses!” tænkte hverdagsLeif – han havde ikke engang tænkt over en gave! Minimusen indvendte noget om, at der jo gerne skulle være enighed mellem parterne om indgåelsen af et ægteskab, og at det hele var kommet så pludseligt, og at der jo ikke engang var tid til at få lavet en bryllupsostekage eller finde en toastmaster der var åndfuld nok til jobbet, men troldefruen var - ud over bastant - ganske urokkelig! ”Tror du, jeg lader chancen gå fra mig for at være sammen med en mand, der ikke gider tale om følelser? Hvilken gave det er! Jeg magter ikke alt det sentimentale ævl! Nu må det være nok! I morgen gifter jeg mig med dig og sådan er det!”. Minimusen så noget rådvild ud – han kunne vist ikke overskue udsigten til trodlefruens bastance på dagsbasis – og hverdagsLeif vred hænderne! Han måtte finde på noget! Han måtte finde på noget! Men hvad??  

     

Arbejdsglæde for begyndere - 8. december: "Mislyde"

Hvis nogen spurgte Minimusen, hvad det ville sige at arbejde, ville han til hver en tid svare, at det var noget, man gjorde mellem kl otte og seksten. Et arbejde var for Minimusen et sted, man mødte ind for at tjene penge til livets ophold, hvorefter man tog hjem for så at møde ind igen den næste morgen. At det at arbejde også kunne omhandle andre ting (at arbejde med sig selv f.eks….) lå Minimusen meget fjernt! Han, der foretrak at holde sine følelser ude af alt, hvad han foretog sig, gik nu sammen med den evigt i-sin-egen-elendighed-svælgende hverdagsLeif – og det var en prøvelse for dem begge. Minimusen forsøgte at fortælle Leif om pointen med et realkreditlån, mens Leif underholdt med en sørgmodig historie om sin tid som spejder, hvor han blev mobbet med en for lille dolk. Minimusen var ved at koge over af raseri pga. alle de følelsesudladninger, mens Leif på sin side var godt træt af, at Minimusen ikke ville tale om andet end fakta! Jo, modsætninger mødes og mislyde opstår.

Mislydene blev dog overdøvet af en skinger stemme, der tilhørte en bastant troldefrue, der stod ved en gryde midt i sneen og skældte ud på sin mand! HverdagsLeif og Minimusen listede tættere på for at høre, hvad der mon var på færde.

”Og nu siger jeg det for sidste gang” brølede troldefruen. ”Hvis du nogensinde vil gøre dig håb om at få lov at tage til loge med dine venner igen, så må du også begynde at bidrage lidt i det daglige. Nu har jeg f.eks. lavet mad – igen – og hvad har du? Du har ikke gjort noget som helst. Du er simpelthen det mindst maskuline, jeg nogensinde har mødt! Ja, jeg siger det ikke for at være kynisk, men det er bare sådan, det er!”. Troldefruens mand forsøgte spagfærdigt at indskyde en kommentar om, at hendes tone blev lidt skinger. ”Står du nu der og bliver aggressiv over for mig?” hvæsede troldefruen. Jeg er blot en lille kvinde med et behov for at blive set og anerkendt og så skal jeg finde mig i, at du står der og taler ned til mig. Jeg ved ikke, hvad du havde forestillet dig, men jeg er godt træt af dig, og hvis du ikke snart begynder at give mig noget kvalificeret modspil, så……”. HverdagsLeif så skræmt på Minimusen. ”Jamen hun tyranniserer ham jo fuldstændig” sagde han forfærdet. ”Hun har jo ingen respekt for hans følelser!”. ”Vrøvl” sagde Minimusen. ”Følelser er irrelevante. Det her drejer sig udelukkende om et par, der er i krise, fordi de ikke har fået afklaret, hvordan de kommunikerer til hinanden!”. ”Netop – de har rod i deres følelser” sagde hverdagsLeif konstaterende. ”Hold så op med det følemøg!” hvæsede Minimusen og trådte derpå lystfyldt frem fra sit skjul og råbte over til troldene: ”Hører jeg nogen, der kommunikerer dårligt? Tillad mig at hjælpe. Jeg er Minimusen og mit motto er: Der er altid ost rundt om hullerne!”. HverdagsLeif bad en stille bøn om, at troldene ikke ville æde Minimusen (-ikke fordi Leif var fan af den rigide gnaver, men musen havde en væsentlig bedre stedsans end han selv, og Leif anede mildest talt ikke, hvordan de skulle finde Rudolf igen.) Troldefruen tog et skridt hen mod Minimusen: ”De kommer meget belejligt; kan De lære min mand noget om, hvordan man taler pænt til sin kone?”. ”Og kan De lære min kone noget om, hvordan man taler pænt til sin mand?” tilføjede troldefruens husbond. Minimusen smilede. Her var endelig en opgave, der krævede én af hans format.

Hvorfor Minimusen i stedet burde være løbet skrigende bort – og hvad der egentlig er årsagen til at kalde en herreloge ”Den grønne pære”, skulle vi sidenhen høre mere om….        

Arbejdsglæde for begyndere - 7. december: "Stille eksistenser"

Rudolf havde altid tænk, at gymnasielærere var et imødekommende folkefærd. Lune og joviale med en kop kaffe i hånden og en hyggelig anekdote om Einstein, Pythagoras eller Helle Helle i baghånden. Hygge var der dog ikke meget af, nu hvor Rudolf sad bundet på en skammel i den grønlandske intethed. De to tweetklædte på flugt – Vagn og Henning – sad tålmodigt og ventede på, Rudolf skulle fryse ihjel. De fordrev ventetiden med anekdoter fra deres gymnasielærerhverdag, og Rudolf undrede sig over, hvordan så megen bitterhed dog kunne ophobes, uden at man have foretaget sig noget for at løsne op for den undervejs. Anekdoterne handlede om stile, der ikke blev afleveret, fravær, møder, tidsregistrering, for små lokaler, møder, frygten for fuld tilstedeværelse, facebookbrug, møder, det irriterende ved at skulle gentage alt, hvad man sagde, fordi ingen hørte efter – og møder. Efter denne blomstrende buket af beklagelser – der endte med, at Henning brokkede sig over, ledelsen aldrig havde foræret de ansatte den morgenkåbe med broderede initialer, han altid havde drømt om – så de to over på Rudolf i håbet om, at kulden havde gjort sit arbejde. Imidlertid havde de to ikke tænkt på, at rensdyr har et velafbalanceret forhold til kulde; den gør rent faktisk, at rensdyr tænker bedre - og mere innovativt – end gymnasielærere (hvad der fik Rudolf til at tænke på, at Vagns anekdote om, at det var en god lærers opgave at varme rummet op, måske burde erstattes med en kvik nedkøling).

Rudolf havde tænkt og tænkt, og nu havde han en innovativ redningsplan. Han spurgte de to dansklærere, om de kunne lide Herman Bangs noveller. Jo, det kunne de da, lød svaret. Havde de mon lyst til en lille højtlæsning? Vagn og Henning fik våde øjne af bare fryd. Rudolf, der for et par dage siden havde lånt novellesamlingen ”Deprimerende dagligdagsnoveller i udvalg” af hverdagsLeif, syntes at huske, der var en tekst af Herman Bang, og efter at Henning havde løsnet rebet og bogen var fundet frem, begyndte Rudolf teatralsk at læse højt af den bittersøde og hverdagsagtige impressionistiske novelle om danselærerinden ”Irene Holm” (HverdagsLeif havde fortalt om novellen, men havde kludret lidt i titlen – han havde refereret til den som ”Vild med dans”). Vagn og Henning, der begge mente, der ikke var sket noget væsentligt i dansk litteratur efter år 1900, var begge fyr og flamme, og de trak straks Rudolf med til en nærliggende lokalradiostation. Således gik det til, at hele Grønland hørte det teatralske rensdyr læse ”Irene Holm” højt i radioen – ganske live.

Vagn og Henning var rørt til tårer og mente, at Rudolf sagtens kunne turnere med et oplæsningsprogram med Herman Bangs noveller (Vagn drømte selv om at læse hele Holbergs: ”Den politiske kandestøber” højt en skønne dag – eller ”den glade pottemager”, som en doven elev – der sværmede mere for fodbold end oplysningstid - havde kaldt den…) Rudolf betakkede sig og da både Vagn og Henning pludselig fik en stor lyst til at rejse hjem til deres jobs, spurgte Rudolf, hvad arbejdsglæde var for dem. ”Det er, at få lov til at formidle noget, man brænder for” sagde de begge i kor.

Rudolf, der ikke vidste, hvad det ville sige at brænde for noget – med mindre man var Sankt Hans heks – sagde tak for hjælpen og vinkede de to litterater farvel.

Mens han gik videre, tænke Rudolf på, at det alligevel var utroligt, hvor megen dramatik, der kunne komme ud af mødet med et par stille eksistenser…

        

Arbejdsglæde for begyndere - 6. december: "Vagn og Henning "

Rudolf vandrede lystfyldt afsted i den retning, Minimusen havde anvist. Han grinede i skægget ved tanken om Minimusen og hverdagsLeif som makkere, mens han selv nød den fred, der fandtes i den Grønlandske ødemark. Freden blev imidlertid afbrudt, da Rudolf mærkede et slag i baghovedet, på bagrund af hvilket han gik ud som et lys.

Da Rudolf atter vågnede, var han bundet med et reb og placeret på en trebenet skammel med mosgrønt betræk. Foran sig så han to gymnasielærere af et sådant udseende, som man ellers kun ser i personalerevyer af værste skuffe. Den ene var en trivelig gråhåret fyr med islandsk sweater og hipsterbriller. Den anden var en ranglet fidus i rullekravesweater. Desuden havde han grå fløjlsbukser og nervøse trækninger.

”Jeg sagde det jo, Henning! Jeg sagde jo, det var en dårlig ide” hviskede den rullekraveklædte. Den gråhårede, som åbenbart gik under navnet, Henning, havde sat sig opgivende i en snedrive og så ud som om han bar alverdens byrder og middelmådige frokostordninger på sine skuldrer.

”Undskyld” sagde Rudolf ”men er der nogen der vil ulejlige sig med at fortælle mig, hvad der foregår her?”. ”Jeg sagde det jo, Henning!” hviskede den rullekraveklædte. ”Jeg sagde jo, han ville begynde at stille spørgsmål”. ”Ja, forstår du” sagde Henning. ”Vi er gymnasielærere på flugt. Jeg hedder Henning og det er Vagn”. Rudolf ville vide, hvad de to var på flugt fra. ”Fra AT-innovation” råbte Vagn fortvivlet. ”Nu har vi prøvet og prøvet og prøvet at forstå, hvad det er, og lige lidt har det hjulet. Nu er vores grænse nået.” Henning supplerede venligt med information om, at han flere gange var kåret til Danmarks bedste gymnasielærer – og at Vagn hver gang var blevet en stærk nr. 2 – på grund af hans helt særlige indgangsvinkel til sit arbejde; fokus på eksklusion og klasselidelse (Nogle hollandske forskere havde engang holdt et oplæg om inklusion og klasselidelse, men Henning, der var i færd med at rette opgaver, havde kun hørt efter med et halvt øre – og arbejdede nu målrettet ud fra det, han mente, han havde hørt. Vagn og Henning havde siden den tid turneret rundt på adskillige uddannelsesinstitutioner med deres tanker om uddannelse, som byggede på en teori om ansvar for egen læring, hvilket betød, at eleverne ligefrem havde godt af at arbejde uden deres lærer. Det styrkede – ifølge Vagn, Henning og selvvalgte hollandske forskere – både initiativ, virkelyst – og evnen til at udtrykke sin frustration. De havde sågar været i Thorshavn med deres oplæg; her hed det: ”Ansvar for egen færing”.)

Altså mente de to - der begge var dansklærere (primært af den årsag, at faget gav så gode muligheder for at høre sig selv tale) – at de i den grad havde noget at byde på, uden at skulle ligge under for alskens ministerielle mærkværdigheder. Men nu var grænset nået. Endnu engang var de blevet påtvunget et forløb med AT-innovation, og der var jo grænser for, hvad et menneske kunne magte.

(Her kunne Rudolf potentielt set have spurgt, hvad AT var, men en fjern kusine, der havde gået i rensdyrgymnasium, havde engang forklaret ham, at AT var et fag, hvor man lærte at sælge en brugt bil. Som hun havde sagt: ”Noget makværk sat sammen af en masse løselementer, der ikke umiddelbart passer sammen – og som kan falde fra hinanden så let som ingenting, hvis du borer lidt i overfladen. Det skal du så efterfølgende forsøge at sælge til nogen, selvom du udmærket godt ved, skidtet ikke kan køre”. Rudolf tænkte dog, at hun måtte overdrive. Intet gymnasiefag kunne vel fungere sådan…… )

”Men” spurgte Rudolf ”Hvorfor er jeg bundet!”. ”Fordi du ikke må sige til nogen, du har set os” sagde Henning. ”Vi er på flugt og vil ikke opdages, så nu er vi nødt til at lade dig sidde her, indtil du fryser ihjel!”

Det gøs i Rudolf… Gymnasieskolen gjorde sandelig folk til effektive praktikere….

  

Arbejdsglæde for begyndere - 5. december: "Kortet"

Efter at have skændtes hele natten om, hvordan de skulle redde julen, var de tre venner udmattede faldet i søvn. Eller det vil sige, at hverdagsLeif og Rudolf sov – men det gjorde Minimusen ikke. Den rigide gnaver - der som kommunikationsekspert nok vidste et og andet om, at man kan bruge ord som udvej fra enhver krisesituation – mente, der måtte gøres noget drastisk. Rudolf, og i allerhøjeste grad hverdagsLeif, havde vist, at de ikke kunne bidrage med specielt meget, så nu måtte det være op til Minimusen at finde osten rundt om hullerne. Det var ikke fordi, Minimusen i sig selv havde et specielt varmt forhold til julen. For ham var den altid druknet i fulde familiemedlemmer med ost mellem tænderne og rotter på loftet. Ikke noget specielt behageligt minde! Men da skæbnens hånd nu havde anbragt ham sammen med Rudolf og hverdagsLeif – om end man i forhold til sidstnævnte med rette kunne anføre, at skæbnen havde behandlet Minimusen med en hvis kynisme – kunne han jo lige så godt bruge sine evner på at redde julen. Som gammel spejder – dog primært aktiv i mus-ikkorpset – var Minimusen vandt til at orientere sig i naturen, og han tegnede fluks et kort over Grønland, og markerede med pile og en lidet anvendelig ruteoptegnelse, hvor de tre skulle søge efter den arbejdsglæde, Julemanden havde mistet.

Han selv ville gå den ene vej og Rudolf skulle gå den anden – åh nej! Hvem skulle trækkes med hverdagsLeif?  Det var ikke fordi, Minimusen havde en lodret ambition om at ekskludere nogen, men han kunne altså dårligt udstå Leifs følelsesmæssige falbelader meget længere. Han blev enig med sig selv om at slå plat og krone og – minsandten om der ikke skulle blive et par ud af ham selv og hverdagsLeif! ”Hvilket åg” tænkte Minimusen, men det var jo nu engang sådan det var, og hvem vidste, om det måske kunne lade sig gøre at banke lidt praktisk fornuft ind i knolden på den evigt lidende revisornisse.      

Minimusen vækkede de to andre, Viste dem sit kort, og da hverken hverdagsLeif eller Rudolf havde bedre ideer blev det vedtaget, at Rudolf gik i den ene retning, mens Leif og Minimusen gik i den anden retning. Aftalen var, at de skulle mødes igen ved det røde kryds præcis et døgn senere…

Hvorfor dette ikke kom til at ske – og hvad der egentlig er problemet med innovation  - skulle vi siden høre mere om…

Arbejdsglæde for begyndere - 4. december: "Opsigelsen"

Rudolf, Minimusen og hverdagsLeif travede afsted mod den psykologiske klinik, den muntre sæl havde nævnt for dem. De havde nu været på farten i fire dage, og der var stadig ingen jobs, ingen arbejdsglæde og ingen bogtitler – det så sort ud, tænkte Rudolf. Han havde, i sin egen verden, udpeget sig selv til gruppens leder, da man ikke kunne overlade ansvaret for arbejdsglæden til en rigid gnaver og en i-sin-egen-elendighed-svælgende revisornisse. Sidstnævnte var, mens de gik, i gang med en længere anekdote om, hvorfor han første gang som barn havde opsøgt en psykolog. Det var noget med en guldfisk i en lukket plasticpose. Minimusen påpegede, at man jo i de fleste tilfælde kunne løse sine problemer selv, hvis man bare ville, men Leif svarede, at Minimusen forekom ham følelsesmæssigt afstumpet.

Rudolf bad dem tie stille. Han havde en ubehagelig fornemmelse af, at noget var galt.

Pludselig stod de foran en lille bræddehytte, der tjente som psykologklinik. Rudolf bad de to andre om at vende udenfor (der var næppe tid til at nå i Føtex, forstås), mens han selv gik ind og sonderede terrænet. HverdagsLeif gik  - aldeles uopfordret - i gang med at recitere en digtsamling, han barslede med, med titlen ”Ydmygelser i skolegården” og Minimusen begyndte at løbe i cirkler og afsynge temasangen fra ”Vild med dans”, for at holde Leifs ord på afstand – der måtte jo trods alt være grænser!

Rudolf listede sig indenfor, og synet, der mødte ham, var ikke til at tage fejl af. På en skammel sad ingen ringere end julemanden med korslagte arme og en sur mine. Rundt om ham vimsede – eller nærmere vadede – en fuldvoksen kvindelig psykolog, der hed Åse. Åse havde været psykolog i 30 år og havde altid forholdt sig positivt uanset hvilken patient, hun mødte. Oplevelserne spændte lige fra nisser, der klagede over for små træsko, over isbjørne med kolde hjerter til rensdyr der havde mindreværdskomplekser over størrelsen på deres gevir og uanset hvad, havde Åse forholdt sig smilende og lyttende og altid levet op til sit motto: ”Vil sindet op du låse? – Book en tid hos Åse”.

”Åh, Rudolf! Det var godt du kom. Vi har netop talt om dig.” udbrød Åse, da Rudolf trådte ind. ”Julemanden er SÅ ked af, han har fyret dig – det har vi lige haft en lille snak om.” Julemanden sad fortsat og så tvær ud. ”Det jeg tror, julemanden, gerne vil sige til dig, Rudolf, det er, at han har fyret jer, så I ikke skulle opdage, at han er blevet uarbejdsdygtig.”. Det gøs i Rudolf. ”Julemanden har simpelthen mistet sin arbejdsglæde. Han kan ikke se formålet med det hele. Han føler, han bare er placeret i et hamsterhjul – der varer lige til påske og længere endnu – og derfor har han sagt op.”. ”Sagt op??” hylede Rudolf. ”Julemanden kan da ikke sige op!”. ”Nu synes jeg, det er vigtigt, vi alle sammen respekterer hinandens følelser!” sagde Åse formanende. ”Julemandens følelser er jo rigtige for ham, og nu er vi i gang med at finde ud af, hvad han kan bruge sit liv på i stedet for!”. Julemanden sagde fortsat ingenting – det syntes heller ikke at være nødvendigt.

Rudolf løb fortvivlet ud til de to andre, og kom lige tidsnok til at forhindre Minimusen i at give hverdagsLeif et blåt øje – selv for en rigid gnaver kan recitation fra en middelmådig digtsamling jo blive for meget. ”Stop så I to –og hør efter” råbte Rudolf. De to andre så på ham ”Julemanden har mistet sin arbejdsglæde. Han har sagt op! Der bliver ingen jul i år!”

”Da julemanden sagde op…. Det er en god bogtitel” råbte hverdagsLeif begejstret – hvorpå han indkasserede et blåt øje.        

Arbejdsglæde for begyndere - 3. december: "Sælhjælp"

Minimusen havde altid været af den opfattelse, at al ligegyldig samtale kunne afværges med den rette kommunikationsstrategi. Derfor kom det noget overraskende for ham, at hverdagsLeif tilsyneladende var resistent over for samtlige gængse kommunikationsstrategier. Leif fortalte med stor indføling om den biografi, han altid havde drømt om at skrive, om store drømme, knuste forhåbninger og regnfulde helligdage, om en barndom fyldt med manglende anerkendelse og farsbrød om søndagen, om hans allergi over for pinjekerner og om et arbejdsliv fyldt med frustrationer over alt det, der aldrig blev. Minimusen - hvis livsfilosofi som bekendt var, at der altid var ost rundt om hullerne - blev mere og mere frustreret over den kaskade af elendigheder, som hverdagsLeif med stor entusiasme og detaljerigdom rullede ud.

Rudolf hørte ikke efter. Han tænkte i sit stille sind på, om hans to følgesvende i det hele taget var egnede til opgaven. I sin store tillid til egne evner tænkte Rudolf, at hans egen tilstedeværelse øgede muligheden for succes betragteligt, men hvad med de to andre.....

De tre var på vej over den tykke is, der dækkede en stor fjord. Leif, hvis humor var nogenlunde ligeså tvivlsom som hans smag i litteratur, spurgte om man kunne tale om "slushice", hvis man nu stampede tilstrækkeligt i isen. Rudolf grinede høfligt, mens Minimusen rullede med øjnene (Minimusen havde i sin tid haft en kollega, der var indehaver af en blå lommebog med ordspil af værste karat, og det minde, der nu blev vakt, fik ham til at gyse!) De tre venner standsede, da en sæl stak hovedet op af et hul i isen "Undskyld mig!" sagde sælen! "men har I et øjeblik?". "Sælfølgelig" sagde hverdagsLeif og skreg af grin. Minimusen - der havde luret, at hverdagsLeif var en skabning hvis intellektuelle åndfuldhed kunne ligge på et meget lille sted - spurgte venligt sælen, hvad de kunne hjælpe med. Sælen, der hed Jan, havde hørt om de tre venners jagt på arbejdsglæden, og ville gerne have lov at give dem et tip! Rudolf lyttede opmærksomt, mens Leif grinende spurgte, om Jan ville tilføre dem fornyet sælindsigt og Minimusen rullede med øjnene - igen! Jan påpegede, at det vigtigste, når man skulle finde et arbejde var tilliden til sig selv! Blandt Jan og hans venner kaldet sæltillid! "Stol på jer sæl, og glem aldrig jeres sælværd" sagde Jan, og svingede med hovedet (- et sælsving, som hverdagsLeif kaldte det.)

Rudolf ville vide, hvor de skulle gå hen for at komme videre i deres søgen, og sælen pegede dem i retning af en psykolog-praksis (et enmandssælskab, forstås), hvor de ville få nyttig viden (Leif så straks en chance for at påbegynde en anekdote om sin skolepsykolog, der havde lært ham at ægte skønhed er så stor at den slet ikke kan ses af det blotte øje…) "Gå lige ud vældig længe og drej så til højre ved et sælvalgt isbjerg" grinede Jan. "Sikken en humor!!" sagde hverdagsLeif anerkendende, mens Minimusen korsede sig! Jan forsvandt atter ned under isen, og de tre venner gik videre i den anviste retning! Rudolf påpegede, at de burde have haft en billede sammen med den muntre sæl. "Altså mener du en..." begyndte Leif. "HVIS DU SIGER SÆLFIE, SÅ SKRIGER JEG!" råbte Minimusen arrigt! De gik videre i tavshed, mens hverdagsLeif tænke på, at "Et skrig og en sælfie" egentlig var en glimrende bogtitel - og at en eventuel kommende bog om deres nye ven kunne hedde "Jan – en sælbiografi"!