Julekoden - 24. afs.

Om morgenen vågnede julemanden, da noget puslede ved siden af ham. Først troede han, det var en rotte, men det viste sig at være Ingrid, der havde gemt sig i stalden, hørt det hele og nu havde løsnet rebet, julemanden var bundet med. ”Ingrid” udbrød julemanden glædesstrålende. ”Nu skal vi væk herfra, inden de to tosser springer det hele i luften!”. ”Næ hov!” sagde Ingrid. ”Vi skal ingen steder. Vi skal stoppe Alfred og Ragnhild, og vi skal have det til at blive jul igen. Det skylder du verden, det skylder du Rudolf og det skylder du mig!”. Ingrid stak hånden ned i hans lomme, rodede lidt og fiskede den grønne pose op, tandfeen i sin tid havde stukket julemanden (og som han havde i hånden på illustrationen i afsnit 11.). ”Jeg aner ikke hvad det er” mumlede julemanden ….

 

På kontoret havde Alfred netop slæbt en gedigen pakke ud midt på gulvet; Bahamasbomben, som skulle antændes om et par minutter! Ragnhild stod og lagde læbestift, så ingen af dem bemærkede julemanden og Ingrid, der diskret listede ind og skjulte sig; julemanden bag døren og Ingrid i en tom gaveæske. ”Så er det tid, kusine!” sagde Alfred ”Værsgo at åbne pakken, og så husker du nok, at vi har et minut til at spæne ud herfra, inden det hele går op i røg.”. Ragnhild nikkede. ”Bye bye julemand!” grinede hun og i fællesskab åbnede de to kæltringer låget til den store gave med bomben!

 

Her kunne denne føljeton meget vel være endt, hvis det ikke havde været for det, der nu skete:

 

 

Op fra æsken dukkede ingen ringere end Rudolf. Storsmilende sad han og tronede, mens Ragnhild og Alfred begge udstødte et brøl af overraskelse og forfærdelse. I det samme sprang julemanden frem og pustede indholdet fra den grønne pose ud over de to skurke, som I samme nu blev forvandlet til granitstatuer. ”Rudolf” udbrød julemanden ”Jeg troede, du var kørt over af et tog!” – det var imidlertid ikke tilfældet. Toget havde ganske rigtigt ramt et rensdyr, men det var ikke Rudolf, men hans kusine Hertha, (der altid havde været fascineret af fart, men desværre led under en haltende sanseintegration). Rudolf derimod var havnet i togets lastrum, hvor han behændigt havde smidt bomben over bord og gemt sig i æsken.

 

Så tog begivenhederne fart; nisser og rensdyr blev sat fri og computeren fundet frem – ingen vidste, hvad koden var, og de kunne umuligt nå at få puslespillet til at finde den i tide. ”Undskyld mig”, sagde Ingrid, ”men hvem siger, det skal være tre tal? Har I prøvet med bogstaver?” Hun tog computeren og trykkede koden ”J-U-L”. Computeren startede op og gaveproduktionen gik i gang. ”Altså mænd!” sagde Ingrid. ”Hvorfor skal I gøre alting så besværligt som muligt?” – julemanden og Rudolf så ned i jorden.

 

Og hvad der siden hændte: Der blev lavet gaver, der blev lagt en plan for kanens rute og der blev holdt jul. Julemanden fik et personligt takkebrev fra 3N, fordi han havde udraderet den grusomme diktator, Alfred, der havde holdt organisationen i et jerngreb. Ingrid fik job som julemandens nye sekretær, Rudolf fik en undskyldning og julemanen forærede Jytte de to granitstatuer, som indgik fint i hendes samling af nips. Ragnhilds villa på Bahamas overtog Jytte, der fandt sammen med en velbeslået dynefabrikant. Hos parret blev julemanden, de elleve måneder om året, hvor han ikke arbejdede, en værdsat husven, og han hjalp Jytte med at skrive en biografi, der blev en bestseller blandt smægtende forstandsfurier.

 

 

Og Rudolf: Han boede elleve måneder af året på Bahamas, fik sit eget talkshow, udgav en kogebog, en motionsvideo og levede lykkeligt til sine dages ende!

 

Se, det var en rigtig historie!

 

Julekoden - 23. afs.

Julemanden havde ventet utålmodigt på, at toget skulle nå frem til Grønland. Da det endelig kørte videre, efter de værste spor fra rensdyrpåkørslen var blevet rengjorte, kunne det ikke gå hurtigt nok. Fra stationen spænede julemanden alt hvad remmer og tøj kunne holde, for at nå til sin gård før Ragnhild gjorde.

 

Da han trådte inden for døren mærkede han et slag i baghovedet og vågnede først, da han sad bagbundet i den mørke stald, kun oplyst af en enlig pære. Et stykke fra sig kunne han ane to skikkelser i mørket - en langnæset og en bastant; Alfred og Ragnhild.

 

”Alfred, hvordan kan du gøre det her?” udbrød julemanden indigneret. ”Efter alt hvad jeg har gjort for dig!”. Alfred grinede ondskabsfuldt (han havde øvet sig på hele kaneturen til Grønland, og mente nu selv, at han havde opnået den rette skurkelyd). ”Jeg skylder ikke dig noget som helst” sagde han. ”Jeg tog kun et job hos dig for at få muligheden for at gøre en ende på dit virke som kapitalist, som undertrykker af de svage arbejdende nisser i Østgrønland og som én, der aldrig vil give magt til proletariatet!” (Alfred havde som barn været på biblioteket for at låne en tegneserie af Carl Barks, men bibliotekaren havde hørt forkert, og i stedet stukket han en anden bog af en forfatter med næsten samme navn, og denne bog var blevet grundlag for hele Alfreds virke som fagforeningsmand).

 

”I morgen kl. 12.00 antænder vi Bahamasbomben” smilede Ragnhild ondskabsfuldt ”Så jeg synes, du skal sidde her og overveje, hvordan de små børn mon vil reagere, når vi fortæller dem, at julemanden har saboteret julen og sprængt sig selv og alle sine medarbejdere i luften – undtagen Alfred og jeg, der prøvede at standse dig, men ikke nåede det! Vi må hellere øve os i at lægge ansigtet i forurettede folder, ikke fætter?”. ”Fætter?!” udbrød julemanden overrasket! ”Ja" sagde Ragnhild. ”Fætter Alfred og jeg dansede for på danseskolen som børn, og det var der, vi fandt ud af, at vi burde fortsætte vores parløb.”. ”Jamen, så er I jo i familie!” udbrød julemanden (med reference til en middelmådig tv-serie med påklistrede rammehistorier og lidet opfindsomme replikker).

 

”Men Ragnhild, hvorfor forråder du mig?” spurgte julemanden, da Ragnhild og Alfred var på vej ud af stalden. ”Det er da enkelt” svarede Ragnhild. ”Dengang, du ansatte mig, sagde du, at du valgte mig fordi jeg var juleagtig; bred, rund og folkelig. Det er det værste, nogen mand har sagt til mig, og det har jeg aldrig tilgivet dig! – og i øvrigt skal du ikke regne med, at Rudolf kommer og redder dig, for han har fået et tog i hovedet!”. Alfred og Ragnhild grinede ondskabsfuldt og overlod julemanden til mørket, skyldfølelsen og angsten for den følgende dag …..

Julekoden - 22. afs.

I julemandens gård på Grønland havde Alfred haft travlt. Straks efter at han og den bortførte Ingrid ankom, havde Alfred sneget sig ind på alle værkstedsnisserne og aktiveret gaveværkstedets alarmsystem. Et system med en kode, Alfred kendte, fordi han jo havde fungeret som ansvarlig for værkstedet. Alfred havde tastet koen 598 på et kontrolpanel i værkstedet, og straks begyndte en rød lampe at blinke og en høj hyletone satte i gang. Ned fra loftet faldt et stort bur, som egentlig var beregnet til ubudne gæster, men som havde indfanget samtlige værkstedsnisser. Desuden havde Alfred indespærret julemandens rensdyr, efter de havde fløjet ham selv, Ingrid og kanen til bestemmelsesstedet, og i det hele taget følte Alfred sig både ondskabsfuld og yderst snedig.

 

 

”Nu venter vi bare på, at julemanden kommer for at redde dig” sagde Alfred til Ingrid, mens han klippede toppen af et juletræ med en hækkesaks (utroligt hvad der opbevares af ragelse i sådan et værksted!). Ingrid så mistroisk på ham og holdt godt fast på sit grønne puslespil. ”Jeg tror virkelig, du trænger til, hjælp” sagde hun. ”Har du tænkt over, at der jo findes en mulig årsagsforklaring til, hvorfor du opfører dig sådan? Måske er du blevet svigtet som barn, måske er du blevet mobbet eller måske er det mindreværd og midtvejskrise forårsaget af, at alle andre i din alder har en topstilling!” (som datter af en overlæge og en nipsindkøbende husmor, havde Ingrid langt hen ad vejen været overladt til sig selv, og havde blandt andet slået tiden ihjel med ”Psykologi - håndbog til husbehov”)

 

”Du skal overhovedet ikke psykoanalysere mig” hvæsede Alfred. ”Det er mig, der er ond og grusom, mig der har magten og dig, der skal være bange for mig. Du er bare et barn! Barn, barn barn! – og når Ragnhild dukker op med den bombe, hun har fået lavet på Bahamas (en lokal barejer havde oprindelig udviklet en drik ved navn ”Bahamasbomben”, og da han sidenhen fik en faible for krudt, havde han følt for en kombination af de to), så er det slut med julemand, slut med gaver, slut med jul og slut med dig!!”. Ingrid, der ved sidste skole-hjemsamtale havde fortalt sin matematiklærer – en lidet empatisk type med både sejlbåd og søforklaringer - at hun ikke var bange for perfide mænd med et urealistisk selvbillede, rullede med øjnene – Alfred lod som om, han ikke så det!  

 

Mens Alfred sad og gned sig i hænderne ved tanken om den triumf, han ville fejre i 3N, når verdens ondeste kapitalist – julemanden – var udslettet, begyndte Ingrid at overveje, hvordan den onde plan kunne afværges. Hun havde, sammen med sin mor, set tv-serien ”Matador”, og særligt været imponeret af Maude-karakteren, som hendes mor havde kaldt for ”heltinden i historien!”. Nu var det Ingrids tur, og mens Alfred gned sig i hænderne - lykkeligt uvidende om graden af karakterstyrke hos det barn, han havde bortført – sneg Ingrid sig ud i julemandens stald! I første omgang for at se, om der skulle holde en grisebil!        

Julekoden - 21. afs.

Julemanden sad nu i toget på vej til Grønland. Ved siden af ham havde en bredbovet og garderhøj madam i solbriller og storblomstrede sommerklæder møjsommeligt mast sig ned. Julemanden syntes, han havde set hede før, men huskede ikke hvorfra... 

 

Lidt efter kom en Sne-S-B stewardesse med sin salgsvogn, og julemanden blev ikke så lidt klogere af det, der nu skete: Den bredbovede udbrød: ”Lydia!! Hvor er verden dog lille. Tænkt at du er på arbejde i dag. Så er der da én fra vores familie, der har forbarmet sig og bidrager til samfundet”. Den salgsvognskubbende, der åbenbart lød navnet, Lydia, studsede et øjeblik, som om hun ikke genkendte den bredbovede. Denne forklarede sig dog hurtigt, idet hun tog solbrillerne af: ”Jamen det er jo mig, Ragnhild”. Det gibbede i julemanden, da han kendte sin sekretær! Lydia genkendte sin søster, og snakken gik lystigt mellem de to. Julemanden skjulte sig diskret bag et ”Ud og Sne”-blad. Han havde på fornemmelsen, der var noget uldent på færde.

 ”Og tænk dig engang” sagde Ragnhild fortroligt- efter Lydia havde skænket hende en farvestrålende drink uden beregning- ”Julemanden har ikke gennemskuet noget som helst. Alfred og jeg har kunnet planlægge det hele stille og roligt, og siden jeg futtede afsted til Bahamas med koden til computeren, helt som aftalt, har Alfred bare ventet på det rette øjeblik til at få skovlen under julemanden, og nu er tiden kommet. Derfor hastede jeg hjem fra Bahamas, for at hjælpe ham til at få udslettet julen for altid. Jeg har en lille gave med hjem til julemanden, forstår du…..”

 

Julemanden gispede. Han havde aldrig brudt sig om Ragnhild, men at hun ligefrem stod i ledtog med Alfred… at hun ligefrem havde fingeret en sygemelding i afsnit 1, for på den måde at ramme ham. Han skulle beherske sig for ikke at springe i luften, men gemte sig fortsat bag ”Ud og Sne”, og Ragnhild havde så travlt med at indvie Lydia i sin plan, at hun slet ikke ænsede ham.

 

”Jamen hvis der ikke er nogen jul, så mister du jo dit job!” konstaterede Lydia. ”Det er jo hele ideen, Lydia!” svarede Ragnhild ”Når julen, julemanden, gaveværkstedet og det hele er fortid, får jeg udbetalt en kæmpe erstatning fra 3N – åh den søde Alfred – og så kan jeg leve i ro og fred på Bahamas til mine dages ende”. ”Jamen hvad er det for en gave, du har med til julemanden?” spurgte Lydia.

 

Ragnhild skulle lige til at svare, da alt blev sort i kupeen, toget bremsede hårdt op og Lydias serveringsvogn fløj gennem midtergangen.  Julemanden fandt pludselig sig selv liggende på gulvet med en sandwich med rejesalat og kapers i den ene hånd. Lyset vendte til og julemanden skyndte sig at tage plads på et sæde i sikker afstand fra Ragnhild, så hun ikke skulle opdage ham.

 

En stemme lød i højtaleren: ”På grund af rensdyrpåkørsel, bliver toget her forsinket på ubestemt tid.”, og julemanden fik bange anelser om, at han først ville nå frem til Grønland i afsnit 23!               

                           

Julekoden - 20. afs.

Julemanden sov det meste af dagen (han var jo alligevel låst inde i gæsteværelset). Han var modløs og troede ikke på, at der fandtes en fornuftig løsning på noget som helst. Mens han sov, blev den samme drøm ved at køre rundt i hovedet på ham:

 

Julemanden så pludselig sig selv som en ung nisse med mørkt hår og vaklende selvsikkerhed. Omgivet af en mørk stjernehimmel stod den unge udgave af ham selv og så længselsfuldt op mod månen, som skinnede over ham. Til julemandens store forbavselse dannede der sig, i denne måde, pludselig et billede af hans far, der havde været julemand før ham og lignede sig selv fuldstændig, som han havde set ud i levende live; radmager og med et par hinkestensbriller på størrelse med Rundetårn.

 

”Far” sagde den unge udgave af julemanden længselsfuldt. ”Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig. Skal jeg overhovedet være julemand eller skal jeg hellere blive noget andet? Det er jo umuligt at leve op til dig og alle de ting, du har udrettet. Måske egner jeg mig slet ikke til det, måske bør jeg gå en helt anden vej og måske er jeg bare en fiasko!!”

 

(At det var julemandens underbevidsthed, der producerede drømmen, og at der var tale om en let freudiansk bearbejdelse af en kompleks ungdom, som mundede ud i den type erkendelse, der gerne skal indtræffe som vendepunkt på indeværende tidspunkt hos hovedpersonen i en fortælling, bør blot opfattes som supplerende info.)

 

”Sludder og vrøvl!” sagde den gamle julemand. ”Det er typisk ungdommen altid at være negativ og forudindtaget. Næ, i min tid da var vi ganske anderledes! Hør her, min fine ven: Du har en pligt, en opgave, et hverv (og en lang række af supplerende synonymer) og det må du tage på dig. Husk: ”Skæbne forpligter!””. (Julemandens far, havde været en stor fan af Prins Henrik, og det var fra dennes biografi, at bemeldte citat stammede.)

 

”Jamen hvordan skal jeg dog komme frem i verden?” spurgte den unge udgave af julemanden lidende. ”Tag dog toget for filan!” gryntede hans far. ”Nu må du tro på dig selv og holde op med at hænge dig i fortiden; Ja, tante Irene holdt en elendig tale til din konfirmation, fordi hun var skæv på japanske cigaretter. Ja, de grinede af dig og kaldte dig ”socialdemokrat” i skolen, fordi du primært gik i rødt og ja, det var pinligt, da jeg tilbød din første kæreste en tur i kanen, men fortid er fortid, og lige nu har verden brug for dig. Så let røven og kom i gang knægt!”

 

Julemanden vågnede med sved på panden og dramaturgisk korrekt selvindsigt. Selvfølgelig kunne han ikke bare se til, mens Alfred saboterede hele julen, selvfølgelig skyldte han Rudolf en undskyldning (og selvfølgelig var det helt legalt, at Jytte ikke selv havde fundet på opskriften til den kyllingeret). Julemanden kaldte på Jytte, som åbnede døren, og sammen gik de på internettet og købte julemanden en togbillet til Grønland med nissernes togselskab Sne-S-B! Nu skulle det gå hurtigt!

 

(Hvorfor kombinationen af behovet for hurtighed og Sne-S-B i sig selv var et paradoks, skulle vi siden høre mere om…)   

 

      

 

                           

Julekoden - 19. afs.

Rudolf havde i sit liv meget sjældent oplevet situationer, hvor en selvtilfreds mine ikke var den mest passende attitude. Derfor fortalte det en del om det chok, der ramte Rudolf, at han spærrede øjnene op, at underkæben røg ned og at han udstødte et forskrækket hyl; han var netop vågnet ved, at julemanden insisterende havde rusket i ham, og nu så Rudolf et gruopvækkende syn; Ingrids seng var tom, puslespillet var væk og der lå et brev på sengen! Julemanden pegede hysterisk på brevet, Rudolf tog det forsigtigt og julemanden læste højt:

 

”Kære Julemand!

Endelig endelig endelig (gentagelser fungerede altid godt, når jeg holdt taler i fagforeningsregi!). Julen, denne elendige højtid, hvor du udnytter arme lønslaver under urimelige forhold, som ingen fagforeningsmand med respekt for sig selv kan forbigå i tavshed, har fået en ende! Jeg har bortført Ingrid, puslespillet og din computer (hun ydede dog den største modstand af de tre.), og der er ingen – ingen, ingen, ingen – måde, du kan efterfølge, opspore endsige standse mig på. Jeg har taget din kane og dine rensdyr og er netop nu på vej mod 3N’s endelige triumf; julens definitive destruktion. Jeg ønsker dig og din påskehare af et dovent læs rensdyr en rigtig glædelig… Nå nej, den findes jo ikke mere! MUHAHAHAHA! (Forestil dig venligst lyden af min ondskabsfulde latter, der går gennem marv og ben!)

Hadefulde hilsner

Alfred

-stadig formand for 3N – fagforeningen for de arbejdende nisser i Østgrønland!”

 

 

Julemanden eksploderede af raseri. Han råbte og skreg og ønskede, at alverdens ulykker måtte regne ned over hovedet på Rudolf. Var Rudolf klar over, hvor inkompetent han var? Var Rudolf klar over, hvor meget besvær, han altid skabte for julemanden? Var Rudolf klar over, at han, fordi han var faldet i søvn, var skyld i, at der ingen jul blev i år?? Julemanden himlede op og Rudolf stod i et hjørne og så mere og mere skamfuld ud. Julemanden råbte så højt, at Jytte nu var kommet til, og stod og lænede sig op ad dørkarmen med armene over kors. Det standsede dog ikke den rødglødende julemand: ”Og ikke nok med, at du falder i søvn i arbejdstiden, at det eneste, du kan koncentrere dig om, er dig selv og at du aldrig nogensinde kan finde ud af at gøre noget for andre; du tror også, at hele verden drejer sig om dig. Du er en skændsel for alt og alle. En biografi! Vorherre bevares!! Den eneste bog, du får brug for, er "Hvad kan jeg blive", for du har ikke længere noget job, og jeg vil aldrig se dig mere. Forsvind og tak fordi du har saboteret julen, dit uduelige læs påskehare!”

 

”Så tror jeg, du skal trække vejret onkel surkål” sagde Jytte, men det var for sent; Rudolf løb ud af det minimalistiske byhus og bort mellem gadens huse, mens hans tårer faldt på det eksemplar af biografien, han holdt i munden (men som gudskelov var en vandtæt hardbackversion).

 

”Flot” sagde Jytte tørt. ”Skal du også skræmme mig væk, eller kan jeg lige nå at fortælle dig, at du er verdens største kvajpande! Hvad er det for en måde at opføre sig på? Der stod sovepiller på køkkenbordet i morges, og jeg tror, Alfred har puttet dem i den rest kyllingeret, Rudolf spiste i går aftes.”- hun pegede på den tomme skål på gulvet. ”Jamen hvad med Ingrid og puslespillet?” himlede julemanden op. ”Rolig” sagde Jytte ”Ingrid har arvet en sund fornuft fra mig og evnen til at skære igennem fra sin far (overlægen, forstås), så hende skal du såmænd ikke være bekymret for – og puslespillet må du selv finde ud af, hvordan du får tilbage, men lige nu for kan du sidde og tænke over det grimme, du har sagt til Rudolf. Kom ud, når du er klar til at give ham en undskyldning!”, og med de ord låste Jytte døren til gæsteværelset, så julemanden kunne få lidt betænkningstid....

 

                          

Julekoden - 18. afs.

Hele dagen gik julemanden rundt og trallede. Efter den hyggelige aften i selskab med Jytte, havde han fået troen på, at det hele nok skulle ordne sig. Tallene på puslespilsbrikkerne kørte stadig rundt mellem hinanden, men Ingrid forsikrede, at de, dagen efter, ville danne den trecifrede kode, julemanden skulle bruge.

 

Det blev hen ad aften, og Ingrid blev lagt i seng. Julemanden, Alfred og Rudolf stod og så på den lille nissepige, der kort efter sov sødt. ”Jeg sidder vagt ved sengen i nat” sagde julemanden. ”Ingrid og puslespillet er så vigtige for os, at der ikke må ske noget i nattens løb. Alfred vred sine hænder, som han plejede, og foreslog, at han kunne sidde vagt, men det ville julemanden ikke høre tale om. Alfred forklarede insisterende, hvor meget energi, julemanden ville få brug for, når han dagen efter skulle tilbage til Grønland for at startet gaveværkstedet op; det var vigtigt, han fik sin søvn.

 

 

Julemanden kunne godt se, at Alfred havde en pointe og vendte sig derfor mod Rudolf: ”Så må du holde vagt, Rudolf!” sagde han. ”Alfred og jeg får travlt i morgen, så i nat er det dit ansvar at holde dig vågen og sørge for, at der ikke sker noget med hverken Ingrid eller puslespillet.”. Rudolf smilede stolt over, at den ære var tilfaldet ham. Julemanden kløede Rudolf lidt bag øret og gik i seng. Alfred gik også sin vej, men kom et øjeblik efter tilbage med en skål indeholdende en rest af Jyttes kyllingeret fra dagen i forvejen. Når Rudolf skulle holde sig vågen, måtte han jo have lidt at styrke sig på, mente Alfred.

 

Alfred gik og Rudolf tømte skålen. Derpå sad han et øjeblik og smilede selvtilfredst, inden han faldt i søvn og gik i gulvet med et brag!   

 

              

Julekoden - 17. afs.

Julemanden vågnede om eftermiddagen, efter at have snuppet sig en lur, og fandt det minimalistiske byhus ganske tomt. Han søgte på alle etager, men hverken Ingrid, Jytte, Hubertus, Rudolf eller Alfred var at se. Pludselig fornemmede julemanden dog en duft fra køkkenet; det viste sig, at Jytte havde sendt Ingrid og Hubertus i biografen med Rudolf og Alfred for at se den nye lune folkekomedie ”Nisse på kanekanten”, og at hun nu var gået i gang med at kokkerere.

 

Da julemanden trådte ind i køkkenet, tilbød Jytte ham således et glas rødvin og spurgte, om han var sulten. Jo – det var han da egentlig blevet, men hvorfor skulle de være helt alene? Jytte forklarede, at hun sådan trængte til en børnefri aften, og siden hun brød med ostefabrikanten, havde hun heller ikke haft lejlighed til at lave sin signaturret; kyllingefilet på cremet porrebund (en opskrift, Jytte i tidernes morgen havde hugget fra et velanskrevet dameblad, men behændigt påstod, hun selv var ophavskvinde til, og som hun nu skamløst delte ud til venner og bekendte.) Desuden havde hun lavet en skøn tiramisu, og julemanden spiste lystfyldt. Han bemærkede slet ikke, at Jytte dæmpede lyset og satte sit yndlingsband ”Julejunkies” på anlægget.

 

Her kunne man få den ide, at Jytte var ude på noget, men det skal retfærdigvis siges, at der kun var tale om en hjertelig alenemors romantiske længsel om en hyggelig aften i stearinlysets skær med en interesseret mand over for sig. (Jo bevares – Jytte var vel ude på noget)

 

 

Julemanden nød det gode selskab og vinen. Han fortalte levende og åndfuldt om livet som julemand i alle dets afskygninger. Han nød den kvindelige opmærksomhed (som han ikke havde fået siden tante Irene, med blå tænder og blege forudsætninger, havde holdt tale til hans konfirmation – og det var jo immervæk mange år siden).

 

Da julemanden galant havde hjulpet med opvasken, sagt godnat til Jytte og var krøbet i seng på gæsteværelset, lå han længe og tænkte. Måske blev det en helt god december måned alligevel, måske fandt han trods alt koden til Ragnhilds computer, og måske ville Jytte endda komme og besøge ham på Grønland sidenhen. Det hele virkede pludselig lovende, tænkte han.

 

Rudolf og Alfred lå allerede i gæsteværelset og snorkede. De var, sammen med børnene, kommet hjem fra biografen tidligere på aftenen, men Ingrid, som havde tilskyndet sin mor til at lave en hyggelig aften for sig selv og julemanden, havde insisteret på, at Alfred og Rudolf ikke forstyrrede dem. Ingrid smilede, da hun så sin mor og julemanden sidde i køkkenet. En julemand i familien var da bedre end både overlæge og ostefabrikant. (Hubertus syntes primært, det var åndsvagt, men øjnede dog chancen for, at julemanden, hvis han kom ind i familien, ville være den perfekte leverandør af en ny computer…)   

 

              

Julekoden - 16.afs.

Da de tre venner vågnede næste morgen, strøg de ind på Ingrids værelse. ”Nå, der er I endelig” sagde den lille nissepige og lagde sit grønne puslespil frem. Julemanden dristede sig til at spørge, hvad hun havde ment, da hun sagde, at hun havde løsningen på hans problem.

 

Ingrid fortalte, at hendes far – overlægen – havde haft en oldemor, der var halv sigøjner og havde syslet med magi i sin fritid. Overlægens oldefar havde været underkendt overlærer i matematik og sløjd (og på baggrund heraf hyppigt – og primært til egen moro – affyret den replik, at det stod "sløjd" til med hans arbejdsliv), og ved fælles hjælp havde Ingrids tipoldeforældre konstrueret et magisk puslespil, som kunne blotlægge alle talkombinationer, man kunne tænke sig. Gennem hele familien var dette puslespil gået i arv. Ingrids farmor, der havde været oversygeplejerske, havde brugt det til at udregne, det maximale antal minutter, hun kunne holde kaffepause hver dag uden at få klager, hendes far – den underlødige overlæge – havde brugt det til at skaffe sig koderne til patienternes kreditkort, og da han skred fra familien, havde han efterladt puslespillet til Ingrid, (mens hendes mor havde fået en kold skulder - ikke engang pakket ind!).

 

Julemanden lyste op, tog computeren frem og bad Ingrid om at fremskaffe koden, som Ragnhild havde glemt. ”Det kan jeg snildt” sagde Ingrid ”men det tager tre dage for puslespillet om at forme en kode. Det vil sige, at jeg først har en kode til dig d. 19 december. Men se nu bare her!”.

 

De tre venner stirrede på det grønne puslespil med de mange tal, og da Ingrid pænt havde sagt til puslespillet, hvad hun gerne ville have, begyndte tallene at køre rundt fra brik til brik. Dele sig og samle sig igennem. Lægge sig sammen og lade sig trække fra igen. Det var til at blive helt rundtosset af at se på.

 

Ingrid bad dem lade puslespillet være et par dage,og så bare hygge sig imens de ventede. Alfred forlod som den sidste Ingrids værelse og vred sine hænder nervøst …. Lidt senere på dagen spurgte han, om han måtte låne familiens telefon. Han havde pludselig fået lyst til at ringe og sige glædelig jul til en fjern slægtning, - som pt ferierede på Bahamas….               

Julekoden - 15. afs.

Næste morgen vågnede julemanden, Alfred og Rudolf op i et gæsteværelse i huset, hvor Ingrid boede med sin familie. Ud over Ingrid selv, talte familien også hendes storebror, Hubertus, og hendes mor, Jytte. Jytte var en kurvet nissefrue i sin bedste alder. Hun var skilt fra børnenes far - en overlæge med eget privathospital, der var rendt med sin sekretær - hvorfor Jytte nu indkasserede et klækkeligt månedligt beløb for svie og smerte. Siden den tid havde hun haft forbindelse med en ostefabrikant, men da han ofte var rejsende, primært i skimmelost, var Jytte blevet muggen (endnu mere end osten) og havde også droppet den forbindelse.

 

Nu havde hun i stedet kastet sin kærlighed på indretningen af det byhus, hun havde købt for overlægens kompensationsbeløb. Hubertus, der var en langhåret teenager, som helst sad bag en computer og drømte om, at der ikke var nogen, der bad ham tage stillig til, hvad han ville med sit liv, måtte flere gange om dagen sjoske ud i stuen, når hans mor stolt fremviste ny minimalistisk nips i de samme støvede pastelfarver som altid.

 

Ud over disse små særheder var Jytte så god som dagen var lang og hendes små laster – så som en vældig glæde ved rosévin – anså hun selv som primært charmerende.

 

 

 Familien tog godt imod de tre gæster, som følte sig helt hjemme. Julemanden fik et fodbad, Alfred fik en kop te med honning og Rudolf indtog hundekurven foran brændeovnen (familiens hund, Helmer, havde overlægen taget med sig, hvorfor der nu var en ledig plads.)

 

Sidst på dagen fortalte julemanden, hvad hans problem var, og familien lyttede interesseret. Ingrid fik julelys i øjnene (denne gang dog kun i overført betydning. Sidste år havde familien haft et kedeligt uheld forårsaget af en onkel, der var middelmådig elektriker, men alting bliver jo glemt med tiden) og hun sprang op for at hente et stort grønt puslespil, hun havde på sit værelse. ”Der har du løsningen på dit problem, julemand” sagde hun glædesstrålende og fremviste ni puslespilsbrikker. Julemanden var ivrig efter at høre, hvad hun mente, men Jytte mindede om, at det var Ingrids sengetid, så de måtte vente med at lege med puslespil til dagen efter.

 

 

”Pokkers” tænkte julemanden, og hele natten sov han ikke af bare spænding efter at høre, hvad han kunne bruge et grønt puslespil til …..    

Julekoden - 14. afs.

Kanen holdt nu stille. De var tilbage midt i byen. Julemanden sad stadig og skumlede på bagsædet, mens Alfred var træt efter nattens lange køretur, hvor han dels havde styret rensdyrene og dels havde spejdet efter Rudolf. ”Se!” brølede julemanden pludselig. Han pegede insisterende, og Alfred forsøgte at se, hvad det var, julemanden havde fået øje på.

 

Foran et minimalistisk byhus i fire etager stod en lille nissepige med korngult hår og reelle hensigter.  I hånden holdt hun en skål med boeuf bourguignon, som hun med stor entusiasme placerede foran noget, der mest af alt lignede en utrolig selvtilfreds hund – med et mistænkeligt strejf af påskehare. Alfred og julemanden gik tættere på, og ganske rigtigt; det var Rudolf, der nu lystfyldt begyndte at tømme skålen for indhold.    

 

Julemanden og Alfred præsenterede sig venligt, og den lille nissepige fortalte, at hun hed Ingrid og boede i det minimalistiske byhus sammen med sin familie. Aftenen i forvejen havde de siddet og spist, da det pludselig bankede på døren, og den smilende hund (Rudolf, forstås) havde stået udenfor med et lille bjæf og en stor appetit.

 

 

 

Rudolf var nu færdig med at spise og vinkede hjerteligt til julemanden og Alfred. Ingrid kløede ham bag øret, og julemanden så sig nødsaget til at fortælle, at der altså ikke var tale om en hund, men derimod om det fra sangen så kendte rensdyr, (hvis mangel på beskedenhed, julemanden lige pt tænkte, kun blev overgået af manglen på hjerneceller!) Ingrid tog beskeden med ophøjet ro og konstaterede, at Rudolf var det sødeste rensdyr, hun nogensinde havde set. Rudolfs selvglæde steg endnu mere, men inden julemanden nåede at blive hysterisk nok engang, inviterede Ingrid dem alle tre med indenfor, så de kunne hilse på resten af familien.

 

Alfred smilede for sig selv. Nu var de måske ved at være på rette spor ……         

Julekoden - 13.afs.

Julemanden og Alfred kom langt om længe til posthuset. Julemanden var for irritabel til at formulere sig på skrift, så Alfred dikterede indledningen:

 

”Kammerater!!

Så er den gal igen! Endnu engang må vi stå sammen mod de onde kræfter udefra, der forsøger at få os til at bukke under for kapitalismens idealer.

 

(Herefter tog julemanden over:)

Vi troede, vi havde fundet koden, der kunne få julen på skinner igen, men det er desværre ikke gået, som vi havde håbet. Der er fortsat ikke adgang til computeren, hvorfor gaveproduktionen lidt endnu må ligge stille. Vi håber på en snarlig løsning, (- han kunne alligevel ikke få sig selv til at skrive, at julen ikke blev til noget) og jeg vil bede jer om at holde jer parate til at påbegynde arbejdet. I hører fra mig, så snart, der er nyt i sagen.

 

Kærlig hilsen

Julemanden”     

 

Brevet blev sendt af sted og noget slukøret brugte julemanden og Alfred resten af dagen på at samle rensdyrene, der stadig guffede rådhuspandekager, og lokke dem med tilbage til kanen. Da de kom til kanen og opdagede, at Rudolf var væk, blev det for meget for julemanden. Bred og misfornøjet tog han plads i kanen uden at mægle et ord og begyndte systematisk at rive sider ud af et eksemplar af Rudolfs biografi, mens røgen nærmest stod ham ud af ørerne.

 

Alfred spændte rensdyrene for, og mens julemanden sad og skumlede over Rudolf, som han pt helst så placeret i en køledisk til lavpris, gled kanen afsted i retning efter Rudolfs fodspor…..