"Eventyr fortalt for rensdyr" - 24.afs.

Rudolf bar nænsomt Tandfeen i armene, mens Kamilla brugte sit kort over Island til at prøve at finde vejen til Julemandens slot (”Sne er jo sne, uanset hvor den ligger” som hun sagde.). Rudolf så på den livløse lille Tandfe og tænkte på, hvor dum han havde været, fordi han ikke tidligere havde set, at hun havde ret i det, hun sagde om, at han måske nok var lidt for optaget af sig selv. Hvis bare hun ville vågne igen, ville han sige det! Pludselig stod de ved Julemandens slot. ”Ja, biologer kan noget med kort” sagde Kamilla snedigt. Ved siden af slottet lå der en Mc-Donalds restaurant, og da både Rudolf og Kamilla trængte til at stille sulten, inden de skulle redde julen – og muligvis andre småprojekter) gik de ind og købte hver sin menu. Kamilla skævede til Rudolfs bakke, der nærmest var ved at svømme over, men som han forklarede, var det kun hjørner, der fedede, hvorfor en burger aldrig kan være farlig. (Kamilla – der også havde taget nogle suppleringskurser i differentialregning – syntes det lød som en regel lavet af en humoristisk naturgeograf). Rudolf holdt sin burger hen under næsen på den livløse Tandfe i den tro, at hun måske kunne lokkes til at vågne, da alle jo elsker usundheder. Han havde ret i, at det ville have en effekt, for Tandfeen slog øjnene op og så på ham med et oprevet udtryk i øjnene: ”Fjern det populærkulturelle gift fra mit åsyn” vrælede hun, og råbte til den nærmeste medarbejder, om hun dog ikke kunne få serveret et økologisk stenovnsbagt tyrkisk fladbrød drysset med stødt ingefær, som nogen havde købt hos en blind købmand i en baggård i Bagdad - bare for at gøre det lidt simpelt. ”Du lever” råbte Rudolf. ”Ja. Jeg må krammes på” sagde Tandfeen og fik et meget stort knus af det glade rensdyr, som undskyldte, at han ikke havde lyttet til det, hun havde sagt gennem hele december. ”Åh, man er vel altid to om det” sagde Tandfeen og beklagede på sin side, at hun måske havde været lidt for streng. ”Nu mangler vi bare en enkelt lille detalje – julen” sagde Kamilla med et Pyrus-citat (selvom hun aldrig ville indrømme, hun havde et TV). Pludselig stod bartenderen Kenneth ved siden af dem i sin fjollede Mc-Donalds-medarbejderuniform. Han var blevet fyret fra baren i Eventyrland pga. episoden med kiwien, og havde nu søgt andre græsgange – eller nærmere isbjerge. ”Julemanden fik stress og er rejst til Bali for at rekreere sig. Nisserne har produceret gaver til alle, men hvem skal dog bringe dem ud?”. Kamilla, Tandfeen og Rudolf tænkte så det knagede, indtil Kamilla pludselig sagde: ”Det skal Rudolf!”. ”Ja” råbte Tandfeen. ”Du kender ruten som den eneste. Ind og find et julemandskostume”. ”Åh ja! Tænk på alle dem, der bliver glade. Det er ligesom en lykkelig slutning på et eventyr” udbrød Rudolf (med en så klichepræget replik, at man skule tro, den var lånt fra manuskriptet til ”1864”). Nu fik alle travlt. Rudolf fandt et julemandskostume, nisserne læssede gaverne i kanen, Kamilla og Tandfeen hoppede med om bord, og så fløj de tre venner afsted for at dele gaver ud til alle børn – og voksne – i hele verden. Rudolf havde også sørget for en lille hilsen til de to piger, der havde hjulpet ham med at redde julen – og blive lidt klogere; Tandfeen fik en cd med Danske Filmhits, som hun, noget syrligt, takkede for, mens Kamilla fik en billet til ”Batman -  the musical” (biologer har nemlig en ganske særlig smag udi kulturelle tilbud).  Da turen kom til Eventyrland, fløj kanen over bjørnenes hus, hvor Bjørnemor stod uden for og vinkede. Rudolf kastede en gave ned til hende (som indeholdt lidt samtidskunst til de alt for mange tomme vægge) og bjørnemor smilede ved sig selv; meningen med livet var måske bare, at man hele tiden blev lidt klogere. ”Alle skriver deres eget eventyr” udbrød H.C. Andersen - rørt over sin egen poetiske åre -, da kanen fløj over hans hoved, og pludselig fik han ideen til, hvad efterfølgeren til ”Eventyr fortalt for børn” skulle hedde; han satte sig fluks ned og begyndte at skrive ”Eventyr fortalt for rensdyr”.

Og sådan blev det alligevel jul - og hvad er så moralen; hvis svaret ikke findes i Eventyrland, så prøv på den nærmeste Mc-Donalds-restaurant!                

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 23. afs.

Rudolf havde måske nok altid vejet et par kilo for meget. Hans store hang til søde sager fornægtede sig ikke, og selvom han satte stor pris på et gammelt husråd om, at man kan spise alt det kage man vil, fordi det kun er kanterne der feder, måtte han indrømme, at det ikke helt var sådan, det forholdt sig. Stigen knagede og bragede og den listige biolog skævede nervøst til Rødhætte og ulven, som fortsat var midt i en slåskamp. Rudolf var nu nået op til tårnets top, hvor Tandfeen kiggede ud gennem vinduet. ”Nå, endelig kommer du og redder mig?” sagde hun bistert. ”Endelig?! Sig mig, hvad mener du egentlig med det?” hvæsede Rudolf. ”Jeg mener” sagde Tandfeen, mens Rudolf gav hende en hånd, så hun kunne træde ud på stigen ”at du overhovedet ikke tænker på andre end dig selv. Det eneste, du går op i, er at placere dig selv som offer og ævle løs om det hele tiden. Alting er så synd for dig, synes du, men ved du hvad; det er det overhovedet ikke! Livet er smukt, hvis man gider investere noget i det. Man skal acceptere det, der var noget skidt og så komme videre og forsøge at være noget for andre. Jeg troede, du var min ven, men du har svigtet mig, og når folk gør det, så ender det med, at jeg bliver ligeglad med dem, fordi de ikke gider, investere noget i mig”. ”Kom nu ned derfra” råbte Kamilla nervøst nede fra jorden, men Rudolf hørte hende ikke. ”Nu skal jeg fortælle dig noget din opblæste, selvgode, skinhellige og afsindig kritiske eventyrfigur; Du er for meget og du ved ingenting om, hvad der er vigtigt i livet, for du har aldrig nogensinde forsøgt at forstå mig!”. ”Pas på!” råbte Kamilla, men da var det for sent. Trinnet, Rudolf stod på, brast, og både Rudolf og Tandfeen faldt gennem luften og landede på jorden med et bump. Ulven og Rødhætte standsede deres slagsmål og så på de andre. ”Hvem er det? Og hvorfor redder han Tandfeen?” spurgte ulven desorienteret. ”Hilbert! Jytte! Fangen flygter!!” råbte Rødhætte. En mørk skygge gled ind over tårnet og pludselig stod dragen Hilbert, stor og mægtig, foran dem med et stygt udtryk i det grimme fjæs. Ved siden af ham stod heksen Jytte med sin lille kasse med eventyr i hænderne. Kamilla lå stadig gemt bag tårnet. ”Nå, så du troede, du kunne redde Tandfeen og julen?” sagde Jytte. ”Har du måske fundet ud af, hvad meningen med livet er? Nej, det har du overhovedet ikke, for du er så dum, Rudolf at du ingenting kan! Og selvom det så var lykkedes dig, så havde du aldrig reddet julen, for vi har gemt Julemanden et sikkert sted, hvor du aldrig finder ham”. ”Hvorfor er du så ond?” råbte Rudolf. ”Fordi jeg er bitter!!” brølede Jytte ”Og det skal gå ud over ALLE! Hilbert, dræb rensdyret!!”. Hilbert fløj frem mod Rudolf og Kamilla lukkede øjnene, for hun ville ikke se det – hun var nemlig også begyndt at holde af det excentriske – og dog hjertevarme – rensdyr. Tandfeen løb pludselig frem. Modigt kastede hun sig ind foran Rudolf for at beskytte ham fra dragen Hilberts skarpe tænder. ”Det er kun mig, der må sige grimme ting om Rudolf” råbte Tandfeen ” for han er min ven!”. Pludselig forsvandt dragen Hilbert som dug for solen, og det samme gjorde Rødhætte og Ulven. Heksen Jytte stod måbende tilbage. ”Det kan ikke passe! Hvordan kan det ske?! Hilbert, du må ikke efterlade mig her!”. Jytte åbnede æsken med eventyr, sprang ned i den og vupti var også hun væk. Kamilla løb frem fra sit skjul, tog æsken og kastede den langt langt bort (hun var gammel håndboldspiller og til trods for, hun var noget kortbenet, havde hun været en frygtet angriber). ”Hurra” råbte Rudolf. ”Vi klarede den! De onde er væk, og nu skal vi redde julen”. Han vendte sig om og så Tandfeen, der var sunket livløs om på jorden. ”Åh nej” råbte Rudolf. ”Tandfe! Tandfe! Du skal vågne!” Men tandfeen havde brugt al sin kraft på at redde Rudolf, og hun lå som en livløs kludedukke i den kolde sne. Rudolf satte sig stille ned i sneen ved siden af hende. ”Hun kan da ikke forlade mig” sagde  han stille. ”Hun er jo….. min ven!”. Kamilla satte sig ved siden af Rudolf og lagde hånden på hans skulder; lige nu var der ikke ret meget eventyr over noget som helst....

      

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 22. afs.

Rudolf og den listige biolog gik i den retning, de følte, måtte være vejen til tårnet, hvor Tandfeen og Julemanden sad fanget. Kamilla holdt sit kort udstrakt foran sig, mens de gik, om end det ikke var til den store nytte, da det var et kort over Island, men som Kamilla sagde: ”Tøsne er jo tøsne, uanset, hvor den ligger”, og det kunne der jo være noget om. Rudolf - der stadig var lidt pigesur på Tandfeen og sandelig håbede, at hun ville give ham en undskyldning, når de sås, fordi hun havde været så meget efter ham i et bredt udvalg af afsnittene i denne julekalender - spejdede til alle sider og fik pludselig øje på et tårn i det fjerne. ”Se!” råbte Rudolf! ”Og hør!” udbrød Kamilla. Rudolf blev lykkelig, da han troede, hun endelig var ved at få smag for dårlige vittigheder (og måske endda med tiden ville kunne se kvaliteten i den lille blå bog med ordspil, han selv – med hjælp fra en god bekendt, der var rensdyr i Horsens – havde forfattet.) Kamilla havde – som altid – ment det, hun sagde helt konkret, da der faktisk var noget, man skulle lytte til: to stemmer i vildt skænderi fra den retning, hvor tårnet lå. Rudolf og Biolog-Kamilla listede nærmere og kom frem til tårnet, hvor de skjulte sig, så de kunne iagttage det mærkværdige, der gik for sig. På en stige, der var sat op mod tårnet, stod den store stygge Ulv og kæmpede for at komme fri fra det jerngreb, som den lille Rødhætte holdt hans fod i. Hun stod på jorden og så olmt op på ham. I tårnets vindue sad Tandfeen og så deprimeret ud. Julemanden var ikke at se nogen steder. ”Hvorfor overser du mig på den måde?” råbte Rødhætte ”Du skal overhovedet ikke bryde dig om at ville æde andre end mig. Det er en del af konceptet, at det er mig, du prøver at spise, og du skal overhovedet ikke se efter andre kvinder, dit tarvelige møgdyr”. ”Slip mig, din hystade” råbte ulven tilbage. ”Jeg vil overhovedet ikke underlægge mig dine restriktioner. Vi to er ikke venner, og jeg er et voksent og selvstændigt rovdyr, som man ikke kan løbe om hjørner med, og som gerne vil have noget andet at spise end en bedstemor og en lille vred pige med dårlig bismag. Nu æder jeg den tandfe”. Rødhætte hev hårdt i ulvens fod, så han gled ned af stigen og landede på jorden med et brøl. ”Du tror bare, at jeg er ligegyldig, fordi jeg er lille og har en rød hætte på. Shit, hvor er du en antifeminist! Og nu tæsker jeg dig!” og med de ord sprag Rødhætte (der vist ikke var så sød og mild, som folk ellers gik og troede) på ulven og begyndte at tæve ham. Ulven hylede og skreg op om både dyremishandling og landbrugsstøtte, og han lagde ikke mærke til noget. ”Hvordan kommer vi ind i tårnet?” hviskede Rudolf. ”Ved at den rette konge sætter sin hånd i aftrykket selvfølgelig!” sagde Kamilla - der faktisk havde et tv og elskede både ”Vild med dans” og ”Tinkas juleeventyr”, selvom det var en velbevaret hemmelighed. ”Naturvidenskabsfolk er simpelthen svære at kommunikere med” tænkte Rudolf irriteret og sendte en iskold tanke til sin menneskeligt afstumpede matematiklærer i folkeskolen, der altid havde sagt, at Rudolf troede, alting handlede om ham selv – som om det nu skulle være noget negativt! ”Hvad med at låse os ind med en nøgle?” foreslog Kamilla. ”Nej, det går ikke” sagde Rudolf (– og sendte en tanke til en bekendt, der engang havde brækket en nøgle i låsen på sin fordør en sen nat lige op til jul og havde måttet af med 950 kr. til en låsesmed med døgnservice, og ydermere havde ventet en time på at denne ankom, mens den bekendte havde ædt løs af den pose med juleknas, han nys havde modtaget i firmajulegave. Dermed kunne han endvidere umuligt komme ned på sin idealvægt inden nytår – og hvem ville udsætte sig selv for det lige op til jul!). ”Jeg har det” udbrød Kamilla. ”Vi tager stigen. Ulven og Rødhætte ser ingenting”. Det lod Rudolf sig ikke sige to gange, og han listede frem og kravlede op af stigen for at befri sin ven, Tandfeen, som han dog stadig mente skyldte ham en undskyldning …..              

    

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 21. afs.

Havbiologen Kamilla havde egentlig altid følt, hun var havnet på den forkerte hylde – så meget sjov var der jo heller ikke ved at analysere tangplanter år ind og år ud. Derfor havde hun kraftigt overvejet muligheden for at skifte karrierespor og begynde som krimiforfatter eller som skuespiller på Broadway, idet hun holdt meget af at gå i teatret i sin sparsomme fritid. Da Broadway ikke svarede tilbage på hendes opkald – og da den eneste bogtitel, hun kunne komme på, var ”Stjernedrys på en onsdag”, der måske ikke ligefrem oser af kriminalroman - måtte også den mulighed skrinlægges. (Enkelte havde sagt, hun burde blive standupkomiker, men disse personer havde åbenbart ikke forstået, at Kamillas ironiske kommentarer ikke var morsomt ment – de var som de var; bare ment!). Rudolf studsede noget over den i lyserødt klædte biolog, der pt stod i sine gummestøver, som var sunket et godt stykke ned i sneen. Ved siden af hende lå et kort over Grønland, som hun forsøgte at orientere sig efter i jagten på den ultimative tøsne. Kamilla fortalte, at hun ikke længere gad være havbiolog, da hun hadede vandede vittigheder, så i stedet var hun avanceret til snebiolog med speciale i tøsne. Rudolf måbede; sikken et intellekt! Rudolf – der ikke vidste sine levende råd, og derfor heller end gerne ville have et fra en fremmed, spurgte Kamilla, hvad hun syntes, man skulle gøre, når nogen havde fanget ens Tandfe. ”Jeg skal lige vide én ting” spurgte snebiologen skarpt ”Har den tandfe været med i ”Vild med dans”?”. Nej det mente Rudolf ikke – hun var, så vidt han viste, ikke meget for populærkultur. ”Åh det var godt” sagde Kamilla og åndede lettet op. ”Jeg hader folk, der placerer sig selv i centrum. - næsten lige så meget som jeg hader tv. Jeg vil hellere save mit ben af og lade Anders Samuelsen bruge det som kløpind midt i liberal alliances gruppeværelse ved fuldmåne, end jeg vil se ”Vild med dans” endsige ”Den store bagedyst”. (Rudolf undrede sig lidt over, at en naturvidenskaber kunne blive så passioneret omkring andet end tal og ledninger der skulle kobles med hinanden, men man havde jo lov at blive glædeligt overrasket). ”Man kalder mig ”Den listige havbiolog” – fordi jeg altid sneg mig ind på de andre og gav dem en Olfert til vores fredagscafeer på universitetet” sagde Kamilla stolt. ”Alle biologer skal være lidt listige”. Rudolf undlod at påpege, at hun stod i sne til læggene, men spurgte, om hun ville hjælpe ham med at frelse julen, som var i fare pga. en bitter heks og en drage, der tydeligvis ikke var blevet værdsat som barn, og derfor kun var ude på at straffe andre – som en projektion. ”Følelser går jeg ikke så meget op i” svarede Kamilla ”Eller jul for den sags skyld. Men hvis jeg kan få lov at være listig, vil jeg gerne hjælpe. ”. Rudolf blev glad og hjalp hende op af sneen. Mens de gik komplimenterede Rudolf hendes meget lyserøde biologjakke. ”Jeg ved ikke noget om tøj” sagde Kamilla. ”Det er min mand, der køber det til mig.”. Rudolf nikkede, mens han studsede over Kamillas ord; Biologer var da vist noget for sig….  

     

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 20. afs.

Rudolf susede afsted mod Grønland sammen med CJ. Hun kørte som død og djævel, og da landskabet uden for vinduerne begyndte at blive hvidt og snedækket, brølede den kronjyske countrysangerinde ”Åben døren og hop ud. Der er for glat til at standse”. Rudolf, der altid havde ment, at trafikregler var vejledende, åbnede døren, råbte ”Tak for turen” og sprang på hovedet ned i en snedrive, mens CJs bil susede videre og fortonede sig i det fjerne. Der gik en rum tid, før Rudolf fik gravet sig op af sneen, men da han atter dukkede op til overfladen, var det et væmmeligt syn, der mødte ham; foran ham stod dragen Hilbert -  stor, mægtig og med røg ud af begge næsebor. Hvordan dette store udyr var sluppet ud af Eventyrland, havde Rudolf ingen ide om, men hvor om alting var, stod Hilbert nu foran ham. På ryggen af dragen sad heksen Jytte, der havde tryllet Rudolf ned i æsken med eventyr i sin tid, og så bister ud. Rudolf skreg af overraskelse, da han nok anede, at tilstedeværelsen af de to, kunne give stof til minimum fem afsnit mere af denne julekalender. ”Rudolf! Der er ingen, der skal sige til mig, at jeg er ynkelig!” tordnede dragen Hilbert. ”Klap nu i, Hilbert, og lad mig tale” sagde Jytte og fortsatte: ”Rudolf, jeg havde håbet, du forsvandt i æsken med eventyr, for der er slet ikke nogen mening med livet, og du fortjente slet ikke, at komme ud igen! Du klynker over ingenting, men se på mig og Hilbert; vi er dem, der har det svært, vi er dem, der blev mobbede i folkeskolen, og vi er dem, som alle taler grimt om, overser og som ingen inviterer til noget. Vi er så bitre, at du slet ikke forstår det, fordi livet har trampet på os, og den bitterhed skal nu gå ud over dig, dine venner og hele verden!”. ”Ja” råbte Hilbert ”for vi har fanget både Julemanden og Tandfeen, og de sidder nu fanget i et højt tårn her i Grønland, hvor Rødhætte og ulven passer på dem (Da Hilbert sprang op af æsken med eventyr, havde låget stået åbent lidt for længe, hvilket havde resulteret i, at en del eventyrvæsner var smuttet med.) Der skal de sidde, til de dør af sult, og du kan ikke redde dem!”. ”Nu ’ødelægger vi julen for alle!” råbte Jytte triumferende. ”Når Hilbert og jeg ikke føler os elskede og værdsatte, så skal der ikke være nogen andre, som er glade!”. ”I er de to ondeste typer, jeg nogensinde har mødt” sagde Rudolf vredt, mens han pegede anklagende. ”Du skal bare holde din mund” sagde Jytte. ”Hvad er du overhovedet? Et sølle rensdyr, der ikke udretter noget som helt, som svigter dine venner og lader alle i stikken, fordi du er egoistisk og kun tænker på dig selv. Det hele er din skyld, og når nu der ingen jul bliver i år, så ved alle verdens børn nok, hvem de skal takke; Rudolf det rødnæsede tøffeldyr. Muhahahahhaha!” - og med en ond latter fløj dragen bort mod Julemandens slot med heksen Jytte på ryggen. Rudolf var lamslået; tænk at de to skurke var så bitre over deres egne liv, at de ville ødelægge det for alle andre. Nu måtte han tænke stærkt; han skulle finde Tandfeen og Julemanden i tide, og redde dem, så det alligevel kunne bliver jul! Men hvor skulle han dog starte? ”Davs! Vil du være min nye ven?” spurgte en stemme bag ham…….

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 19. afs.

Rudolf vidste ikke, hvordan han nogensinde skulle komme tilbage til Grønland. Han vidste heller ikke, hvordan han skulle redde julen, og han havde efterhånden fået så mange bud på, hvad meningen med livet var, at han slet ikke kunne skelne mellem, hvad der var rigtigt, og hvad, der ikke var. Helt rundforvirret, og på randen af at give på, stod Rudolf midt på en parkeringsplads for enden af bjørnens villavej, og vidste hverken ud eller ind. “Hvad skal jeg dog gøre?” råbte han i afmagt. “Nu har jeg mødt jeg ved ikke hvor mange eventyrvæsner, men ingen har hjulpet mig. Det næste bliver vel, at der står en afdanket countrysangerinde med en forkærlighed for køer i uld ved siden af mig og har en løsning!”. Ind på parkeringspladsen svingende en fiks lille rød bil og ud sprang en yngre kvinde, der ikke var afdanket men dog var countrysangerinde og havde en forkærlighed for køer i uld. CJ var hendes kunstnernavn, og hun turnerede rundt hele året iklædt høje støvler og en kort rulamsjakke - en beklædning der modstod alle former for uvejr - selv dengang, hun var på turne på Island. Rudolf skulle koncentrere sig ganske meget for at høre, hvad CJ sagde, for hendes dialekt gjorde hende temmelig svær at forstå. “Hvis man kan sige det på den måde” udtalte hun som “Hvis man ka’ si’et sååårn!”. Farven sort udtalte hun som “sååårt!” og at træne hed, at man tog “neee å traaaan!”. Rudolf tænkte, om det var et hemmeligt kodesprog, men CJ afslørede, at det kaldtes randrusiansk dialekt. Men hvordan var hun dog kommet ind i Eventyrland, ville Rudolf vide. Det var da nemt, svarede CJ, for ingen forstod, hvad hun sagde og derfor lod folk hende altid få sin vilje, fordi de ikke turde risikere at skulle diskutere med hende og dermed være nødt til at indrømme, at de ikke fattede et jordisk klap af, hvad i alverden det var, hun talte om. “Sååårn er’t når man kommer fra Randers, ikke!” sagde CJ stolt. Rudolf ville vide, hvilke sange, hun turnerede med, og da CJ nævnte titler som “Working nine to five” og “Proud Mary”, måtte Rudolf nok indrømme, at om end hun ikke var afdanket, så var hendes repertoire det sandelig. Dog havde CJ også en sidegeschæft, idet hun var sæsonbestemt gæsteunderviser på de fleste af landets gymnasier; her blev hun anvendt som analyseobjekt i undervisningen i almen sprogforståelsen, fordi hendes dialekt ikke kunne lignes med noget, man tidligere før havde oplevet. CJ var på baggrund heraf i gang med at spare op til at flytte permanent til USA, hvor hun ville åbne en strandbar, der udelukkende solgte Mokai og country-cd’er. (Rudolf tænkte, at hun også altid kunne slå sig sammen med enten Anne Linnet eller Sanne Salomonsen, med hvem hun havde ikke så lidt til fælles i det ydre, men han var i tvivl om, hvorvidt det ville fungere som en kompliment, hvordan han undlod at nævne det højt). CJ tilbød Rudolf et lift tilbage til Grønland. Hun var på vej til Randers, men kunne jo snildt sætte ham af i forbifarten. “Husk på” sagde hun “at jeg har fået adgang til alle lande i verden, fordi ingen tør at komme op at diskutere med een fra Randers. Det er en by med et lidt blakket ry, forstås”. Rudolf turde ikke spørge mere ind til Randers , men takkede ja til et lift, hvorpå han blev henvist til bagsædet. På forsædet sad en lille ko formet i uld. “Og hvis du generer min uldko, så smadrer jeg kæberne på dig” sagde CJ, hvis ungdom i førnævnte by i 80’erne ikke fornægtede sig. Rudolf nikkede høfligt og turde ikke sige mere. CJ satte sin debutsingle “Vågner i Vorup” på anlægget og fræsede derudad, så Rudolf måtte holde fast for ikke at havne i bagruden. CJ sang højlydt med på hele turen til Grønland og Rudolf turde slet ikke spørge hende, hvad hun tænkte, meningen med livet mon var; man vidste jo aldrig, hvad man kunne vente sig af een fra Randers.

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 18. afs.

Rudolf havde egentlig aldrig drømt om at have en familie. Han vidste godt, der var mange, der havde én – og det var da også den store forekomst af bryllupper og fødsler i hans omgangskreds, der havde været medvirkende til, at han overhovedet var blevet ledt ud i sin eksistentielle krise, fordi alle andre end han selv havde haft styr på alt i en alder af 28 år. Så kan det jo godt være ensomt at være den eneste, der står uden noget – men han havde altid selv følt, at han klarede sig udmærket uden. Da Rudolf trådte ind i de tre bjørnes minimalistiske nybyggede parcelhus, lidt længere nede af gaden, blev han imidlertid overvældet af en varm følelse i maven. Her var smagfuldt indrettet med minimalistisk nips i støvede pastelfarver, fire adventsbloklys på rad og række og der var endda en vinkøler i køkkenet. Dog tænkte Rudolf ved sig selv, at der var lidt vel mange hvide vægge – måske havde de kun bagbeklædningssøm at hænge deres billeder op med, og det forslår jo ikke alverden. Rudolf, der var træt efter at have øst af sin livserfaring til bartenderen Kenneth, lagde sig i en lille seng, der stod i et værelse og så hyggelig ud. Han puttede sig under dynen og tænkte, at her kunne han nok hvile sig, indtil han skulle videre – og derpå faldt han i søvn. En time senere blev Rudolf vækket af, at der stod en bjørneunge og hylede op. ”Der ligger en grim pige i min seng”. Rudolf skævede opad og fik øje på en ækel korngul paryk med Hostrup-krøller, som han, af ukendte årsager, bar på hovedet. Bjørnefar og Bjørnemor var henholdsvis vred og forskræmt, og Rudolf undskyldte sig med, at han var Guldlok, og at han bare ville have et sted at sove. ”Du har da i det mindste ikke smadret resten af huset, som du plejer. Kom Junior; vi går ud og foretager os noget primitivt maskulint som f.eks. at rykke en træstamme op med rod, så du kan få et sundt forhold til, hvad det vil sige, at være en rigtig mand.” sagde bjørnefar (der var en stor fan af B.S. Christiansen)  og tog ungen med udenfor. Bjørnemor satte sig på kanten af sengen, mens Rudolf ventede det værste: ”Slap bare af” sagde hun ”Jeg har altid min korngule Hostrup-paryk liggende i nærheden, hvis nogen får brug for at spille Guldlok. Jeg har den fra dengang, jeg spillede med i ”Eventyr på Fodrejsen” i en amatørteaterforening i Ordrup, og det ville jo være både synd og skam, hvis den ikke blev brugt. Kenneth sender altid gæster hertil, og hvis vi ikke lige er hjemme, kan man jo sagtens overnatte. Det er bare nemmest, hvis min mand tror, det er Guldlok, for han bliver så oprevet over småting. Når han bliver følelsesmæssigt presset, begynder han altid at tale temmelig proletaragtigt, fordi han ikke ved, hvordan han skal reagere – barndom i en boligblok, du ved – og det er der jo ingen grund til at udsætte andre mennesker for!”. Rudolf nikkede og satte sig op i sengen. Bjørnemor var både rar og veltalende, og mens hendes mand gik rundt udenfor og ødelagde den lille bjørns selvværd med forkvaklede (om end velmente) anvisninger på, hvordan rigtige mænd, skulle kunne rive et stort egetræ op med rod og i hvert fald aldrig sige undskyld, hvis de lavede en fejl, lunede Bjørnemor boller og kakao til Rudolf. Hun så ud af vinduet til haven: ”Ja ja, herregud. Vi har jo alle vore mangler, og gudskelov findes der jo noget, der hedder psykologer” smilede hun overbærende. Mens Rudolf spiste boller og drak kakao, underholdt Bjørnemor med baggrundsinfo om sin indretning af hjemmet. Hun ærgrede sig bl.a. over, at den edderdyre kobberlampe, der havde hængt over spisebordet i deres gamle hus, nu stod ubrugt hen i et hjørne. Endvidere fremviste hun stolt en ny lænestol og en puf i matchende mosgrønne nuancer, samtidig med at hun efterspurgte råd til, hvad hun dog skulle hænge på sine vægge. Hun kunne godt selv se, der var lidt for mange tomme hvide flader, men ting tog tid, som du plejede at sige (Bjørnefar havde flere gange foreslået, at hans prætentiøse racercykel skulle op over sofaen, men den slags overhører man). Desuden havde den lille bjørn lige haft mæslinger - for anden gang -  så der havde jo mildest talt været nok at se til. Efter den hyggelige sludder spurgte Rudolf, om den rare fru Bjørn vidste, hvad meningen med livet var? Nej, det vidste hun nu ikke præcist, men mon ikke bare det var at være glad lige der, hvor man var, og så forsøge at få det bedste ud af det? Det synes Rudolf lød en kende for luftigt, men han takkede høfligt for den gode behandling og gik videre ned af vejen for at finde ud af, hvordan han kom tilbage til Grønland. Bjørnemor smilede ved sig selv; måske havde hun faktisk fundet meningen med livet.             

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 17. afs

Rudolf vandrede beslutsomt afsted gennem Eventyrland. Nu ville han finde en måde, hvorpå han kunne komme tilbage til Julemanden, nu ville han gøre en ende på sin eksistenskrise, og nu ville han vise verden, at han godt kunne gøre noget for andre (selvom han stadig ikke var helt sikker på, hvad meningen med livet var). Rudolf var begyndt at blive kold om fødderne, og dybest set vidste han heller ikke præcist, hvordan han skulle komme ud af Eventyrland. Det var jo ikke sådan, at man kunne finde en elevator, og at forsøge at blive tryllet retur af den bredbringede magiker, Monsieur de Wilde, var vist ikke tilrådeligt. Pludselig så Rudolf et velkendt syn; det var kroen fra et tidligere afsnit, hvor bartenderen Kenneth nu var blevet ejer og havde ændret stedets navn til ”Kenneths” (Han havde fået storhedsvanvid efter at have set ”La La Land” i biografen). Rudolf gik ind og bestilte en fadøl. Kenneth var glad for at se ham igen og han spurgte Rudolf, hvad der mon var sket med tandfeen, siden hun ikke var med. Rudolf fortalte forarget, at de var blevet uvenner, fordi hun altid var urimelig over for ham, og at han da virkelig ikke anede, hvor hun var nu. ”Åh, jeg hader når folk er uvenner” sagde Kenneth, der var svært konfliktsky og derop ofte var blevet misbrugt pga. sin evige venlighed. Ikke fordi Kenneth ikke selv havde en rem af huden; han havde selv efter ti år i en bridgeklub pludselig sagt stop, fordi han syntes, at der havde udviklet sig nogle uheldige mønstre, og at ikke alle talte lige pænt til hinanden – ikke af ond vilje, men bare fordi ingen huskede at bede hinanden tale pænt. I bagklogskabens klare lys, kunne Kenneth godt se, at det sikkert kunne have været løst, hvis han havde taget en snak med bridgevennerne om det for år tilbage, men her var hans konfliktskyhed kommet på tværs, og så var det altså blevet som det var. Kenneth havde dog lært noget af historien og som hav fortalte Rudolf, var det vigtigt, at man sagde fra, når der foregik noget, man ikke brød sig om, og at man kunne indrømme sine fejl og kigge indad. ”Hvorfor snakker du om dig selv, når det egentlig er mig, det handler om?” sagde Rudolf mut, og Kenneth sukkede; Rudolf var altså noget for sig. ”Men altså; hvordan kommer jeg ud af Eventyrland? Og hvor skal jeg sove i nat?” spurgte Rudolf, som om det var Kenneths problem. Kenneth, der overvejede at lancere et koncept til nytår med drinks kun bestående af frosne tropiske frugter, pegede lidt ned af gaden, hvor der lå et lille blåt hus. ”Der bror en bjørnefamilie, men de er ikke hjemme nu, så du kan sagtens smutte derned og låne én af sengene”. ”Hvor bekvemt.” svarede Rudolf og gik sin vej. Kenneth sukkede, Rudolf havde vist stadig noget at lære om, hvordan man opførte sig over for andre, og måske kunne man godt forstå, at tandfeen havde fået nok….    

                                        

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 16. afs.

Dragen Hilbert havde altid ønsket sig at være med i et eventyr af H.C. Andersen - altså et kunsteventyr. Desværre var gamle H.C. ikke den store tilhænger af drager, så alt imens det vrimlede med svaner, ællinger, rensdyr, duer og andre dyr, var der åbenbart ikke plads til ham. Hilbert havde i mange år følt sig misforstået og overset, og bedst som han nu fortalte Rudolf om alt det væmmelige, der var ham vederfaret, tænkte Rudolf på, at det vist ikke var alle i Eventyrland, der havde det lige sjovt. Nu lå Hilbert på gulvet og viftede med en eksotisk drink og en smøg, mens han hylede op om verdens uretfærdighed. Det var egentlig ret ynkeligt for en stor drage at opføre sig på den måde, tænkte Rudolf. Ikke fordi, der var noget galt med at sige, hvordan man tænkte og følte, men man kunne jo prøve at løse sine problemer selv, inden man skabte sig. Hilbert, der havde eksistenskrise over kun at forekomme i middelmådige folkeeventyr skrevet af et par grimme brødre, spurgte Rudolf, om han dog ikke kunne hjælpe på en eller anden måde. “Jeg mangler simpelthen en mening med livet” sagde Hilbert. “Det gør jeg også” sagde Rudolf “men det kan umuligt være konstruktivt at være så selvmedlidende og ynkelig som du er. Du er en stor og stærk drage, og her ligger du og ynker bruger slet ikke dit potentiale. Nej det er da meget muligt, at du ikke kom med i et kunsteventyr, men så må du jo glæde dig over, at du får lov at bruge dine strålende kompetencer i folkeeventyrerne. Nogen gange tror man, man skal til Kreta, og så ender man i stedet i Glyngøre og det kan også være rigtig fint og udmærket - det er bare noget andet! Hvis man bruger sine evner der, hvor man er, så spilder man ikke sit talent! Husk på det! Så tag dig sammen og gør en forskel - og hvis du så vil have mig undskyldt, så har jeg en jul, jeg skal redde, for måske er meningen med livet ikke at gøre noget for sig selv, men rent faktisk at gøre noget for andre!” og med de ord drejede Rudolf om på hælen og lod Hilbert sidde tilbage i ensomhed. Hilbert pustede lidt røg ud gennem næseborene; der var ingen, der skulle kalde ham for ynkelig - det skulle Rudolf få betalt…….

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 15. afs.

Nu var det ikke fordi, Rudolf havde noget principielt mod selskab; han kunne faktisk godt lide at være sammen med andre, og når han ikke lige gjorde en dyd ud af at jamre over, at han altid blev overset og at der aldrig var nogen, der inviterede ham til noget spændende, kunne han faktisk også godt være opsøgende – selvom det til stadighed irriterede ham, at de færreste kunne forlige sig med, at han ville have lov at melde afbud, når det passede ham – det var åbenbart ikke en social spilleregel, særligt mange betjente sig af. Men altså; det var ikke fordi, Rudolf havde noget principielt mod selskab, og da han i vrede var gået fra tandfeen, for at løse sin juleopgave på egen hånd – og klov -, havde han da et kort øjeblik tænkt, at det alligevel kunne have været hyggeligt med lidt selskab. Det var dog kun lige indtil, han blev indfanget af en stor, grøn og ondsindet drage – den, der havde fanget jomfruen i tårnet, der råbte op i afs. 5. Dragen boede i en kløft i Eventyrland, hvor den nu havde i sinde at holde Rudolf fanget indtil den én eller anden dag – når den lige følte, stemningen var til det – ville æde ham med hud, hår, gevir, klove og det hele. Rudolf, der havde den tese, at de, der virkede mest skræmmende, var dem, der som regel havde mindst at have det i, gav sig ikke sådan uden videre tilfreds med den forklaring, og begyndte at gå dragen på klingen. Hvorfor kunne den ikke fange nogen på sin egen størrelse? Hvorfor ville den hindre Rudolf i at komme ud af Eventyrland og redde julen, og hvorfor pustede den sådan en tåbelig røg ud af næseborene hele tiden? Dragen – der havde forventet, at Rudolf ville være angst pga. dens skræmmende fremtoning, blev hurtigt træt af at høre på alt det brok. ”Jamen sådan er det i Eventyrland” råbte dragen. ”Der er masser af overnaturlige væsner som drager og trolde og elverpiger - og måske kommer der også engang en hæderlig venstremand forbi – men det er præmissen, og vi er farlige og os skal man have respekt for. Bum! Det er ikke meningen, at du skal himle op på den måde. En drage er farlig. Jeg er farlig! Kan du forstå det? Farlig! Og hvad er du egentlig? En kanin? En grim hund? En påskehare? Hold din mund og lad mig være farlig. Ikke alle eventyr ender lykkeligt, og det her gør altså ikke for dig! Bim bam bum!”. Rudolf tænkte her tilbage på dem, der havde mobbet ham i folkeskolen; kedelige typer, der sikkert havde fået for lidt kærlighed i deres barndom og derfor pustede sig op og forsøgte at virke skræmmende som en slags slør for, at de i virkeligheden bare var små sårede børn, der ikke var blevet set og anerkendt nogensinde! Rudolf tænkte på, hvor ærgerligt, det ville være, hvis en stor dum drage skulle ødelægge julen for hele verden, og derfor spurgte han, om han måtte stille dragen et personligt spørgsmål. Jo, det måtte han da, svarede dragen, der - trods sin brovtende facon -  i svundne tider havde fået en god opdragelse. ”Er det ikke svært at rumme, at du slet ikke er nogen rigtig eventyrfigur?” spurgte Rudolf tarveligt. Da blev det for meget for dragen, der begyndte at hulke og hentede en mikrofon og en spolebåndoptager, så han kunne forevige den kortlægning, af sit indre, han nu agtede at påbegynde. Rudolf smilede stilfærdigt – drager var nu ikke, hvad drager havde været….

                                             

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 14. afs.

H.C. Andersen var ikke en mand af få ord. Faktisk var han lige det modsatte; Høj, ranglet, langnæset og temmelig excentrisk, som han var, talte han som et vandfald – om sig selv. Rudolf, der havde det meget svært med folk, der var for selvoptagede, prøvede at lytte efter så godt han kunne, mens Andersen løb afsted gennem de underjordske gange i Eventyrland. Tandfeen fløj i hælene på ham og til sidst kom Rudolf halsende. Sidstnævnte sendte en tanke til sin barndom, hvor man tit havde sagt til ham, om han ikke var lidt for buttet. Hvis nogen så, hvor hurtigt han løb lige nu, ville den kritik været forstummet meget hurtigt. ”Man kan hvad man skal” – som salig Dronning Ingrid altid sagde! H. C. Andersen standsede pludselig op, og de var nået til en åbning i klippevæggen, hvorfra der var udsyn til en grøn eng over hvilken en blå himmel med hvide lammeskyer hvælvede sig. ”Åh” sagde H.C. ”Har I nogensinde set noget så smukt? Når jeg skal finde inspiration til mine eventyr, sætter jeg mig altid her og ser ud over den grønne eng, ser op på den blå himmel, mærker vinden i ansigtet og….” - ”Bla bla bla!” vrængede Rudolf, der mildest talt mente, eventyrdigteren var lidt for fuld af sig selv. Bare fordi man var verdenskendt, behøvede man jo ikke være patetisk. H.C. Andersen, der med årene havde udviklet en glimrende evne til at ignorere andres ubehagelige udmeldinger, fortsatte: ”Du spurgte mig, Rudolf, hvad meningen med livet er. Jeg tror, det er kærlighed!”. ”Ad” sagde Rudolf, der var lidt bange for kærlighed men camouflerede sin angst bag en påtaget distance. ”Det er ulækkert”. Tandfeen gad ikke kommentere på Rudolfs infantile udbrud, men lyttede til H.C., som hun tænkte var inde på noget af det rigtige. H.C. fortsatte: ”Mine eventyr handler alle om at søge efter kærligheden. Den grimme ælling, Snedronningen, Rejsekammeraten, Grantræet, Hyrdinden og Skorstensfejeren, Harry Potter og alle de andre - (her studsede Rudolf lidt; ”Harry Potter” var så vidt han vidste ikke en af H.C. Andersens opfindelser, men det kan jo smutte for selv den bedste…) de handler alle sammen om ønsket om at blive elsket, set, hørt, anerkendt – om længslen efter kærlighed! Jeg har skrevet bunker af eventyr, og de er fortalt igen og igen – og en god del endda med tiden endt om ubehjælpelige skolemusicals eller langsommelige TV-film med Dronningens decoupager som baggrund – fordi man åbenbart godt må tage patent på, hvordan billederne i mit hoved ser ud, når bare man er kongelig og kan makke lidt rundt med lim, saks og et par højkvalitets-auktionskataloger! -  De handler alle sammen om længslen efter kærligheden! Jeg tror det er kærlighed, der er meningen med livet”. ”Jamen” sagde tandfeen ”Jeg lærte i gymnasiet, at alle dine eventyr handler om dig selv”. ”Ja ja, helt klart” sukkede H.C. ”For jeg var jo i virkeligheden født som svane, men voksede tilfældigvis fra det med tiden. Helt klart. Ved du hvad jeg synes om biografisk læsning; spild af tid! Det kan da godt være, alt, hvad jeg skriver, er en bearbejdelse af min egen psyke, min triste barndom i Odense, mine ydmygelser i København og mine sarte nerver, men lad mig nu holde det for mig selv, og så skal man bare koncentrere sig om de historier, jeg skriver. Det er jo ikke fordi, det er svært at tolke en tekst skrevet af mig. Jeg arbejder med lettilgængelige symboler som en ært, en rose, kvinder med fiskehaler, en flyvende kuffert og en kejsers usynlige klædedragt – skulle det nu være svært at tolke på? Må jeg så være her. Jeg er jo ikke Helle Helle med hendes propfyldte biler, gennemvædede fasaner og gryderetter på lavt blus, vel?!. Hmf! Men jeg overvejer faktisk at udgive mine eventyr i en version for ornitologer; ”Eventyr fortalt for ørn” skal den hedde!”. Tandfeen sukkede og orkede ikke flere ord fra den speedsnakkende eventyrforfatter. Hun vendte sig mod Rudolf, men kunne konstatere, at han var væk! ”Jamen … Jamen…” sagde tandfeen ”…. Hvor er Rudolf.”. Der lå en lille seddel på jorden, hvorpå der stod skrevet: ”Jeg er gået min vej, fordi jeg ikke kan holde ud at høre om kærlighed! Kærlighed er noget pjat, og det kan ikke være meningen med livet! Jeg synes, I er pladderromantiske, og den indstilling til tingene redder ikke julen. Nu tager jeg sagen i egen klov, og så kan du have det så godt, fjollede fe! Jeg har ikke brug for dig, for det eneste, du gør, er, at du fortæller mig, jeg er forkert. De bedste hilsner, Rudolf!”. ”Jamen” sagde tandfeen. ”Jeg troede, han var min ven.”. ”Ja, det tror man altid” sagde H.C., og begyndte en tårevædet beretning om sine gamle venner Edward Collin, Johanne Louise Heiberg og Christian d. 8, der alle havde svigtet ham grusomt. Tandfeen hørte ikke efter, for hun tænkte på, hvordan Rudolf mon skulle klare sig helt alene – han kunne så let komme galt afsted!              

                         

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 13. afs.

Rudolf og tandfeen vandrede og vandrede gennem et utal af underjordiske gange. Det var som at medvirke i en fantasyfilm – eller i en julekalender, hvor en forfatter mangler lidt fyld til et par dage i december, inden der igen skal ske noget epokegørende, hvorfor han lader sine personer vade omkring i en salig uendelighed, mens tiden går. Dermed kom Rudolf til at tænke på den trælsomme tv-serie ”Krøniken”, hvor 11 ud af 21 afsnit var fyld og ligegyldige sidehistorier, og sammenlignet med dette, var den julekalender, hvori han selv medvirkede, egentlig slet ikke så slem. Tandfeen tænkte mere rationelt; hun ville vide, hvor den sære hundeglam kom fra. Tandfeen var ikke den helt store tilhænger af metarefleksion, selvom hun holdt meget af en gammel gymnasieveninde, der altid kommenterede ironisk distanceret på sine egne udsagn ved f.eks. at sige: ”sagde pigen bittert”, efter et udbrud af den kaliber. Men det var også den metarefleksion, det blev til. Men altså; Rudolf og tandfeen vandrede og vandrede, og pludselig stod de i en stor hule, som var oplyst af 100 lamper. ”Gud! Tror du, det er Verner Panton-lamper?” udbrød Rudolf og følte sig nødsaget til at informere tandfeen om, at det var en kendt kunstner. Tandfeen havde ikke tid til at svare, for hun havde fået øje på tre mismodige vovser, der sad på hver deres skatkiste. Rudolf veg forskrækket tilbage, for man kunne jo aldrig vide, hvad hunde, der ikke var i snor, kunne finde på. Tandfeen, der var god til nye mennesker – og dyr – gik derimod frejdigt hen til vovserne og sagde: ”Hej jeg hedder Tandfe, og hvorfor ser I så mismodige ud?”. Den største af hundene, der havde øjne så store som rundetårn, og linser, der kostede en formue (men heldigvis en særaftale med sin lokale bager) fortalte, hvordan hundene var blevet berøvede af en soldat, der var trængt ind til dem og havde stjålet deres surt opsparede kobber-, sølv- og guldpenge. ”Han tog bare det hele, og også en gammel lighter, der lå i et hjørne”. ”Han er nok pyroman – eller også skulle han have noget at vifte med til en koncert med Outlandish” sagde Rudolf – der altid troede det værste om folk. ”Vi har ingen penge mere, og de skulle ellers have været brugt til at realisere alle vores drømme. Årgangsvin, en rejse til New Zealand og en Broadwaymusical om vores eget liv med titlen: ”Et hundeliv” – en musical om hund, hund og hund.”. ”Om hunhund og hund?” spurgte Rudolf, der kun hørte, hvad han selv ville. ”Nej, om hun, hund og hund” sagde feen bistert. ”Vil det sige” spurgte Rudolf ”at lykken er at være rig?”. ”Ja” svarede vovserne ” og berømt!”. Tandfeen gjorde anstalter til at blive muggen. ”Jeg leder efter meningen med livet. Kun hvis jeg finder den, kan jeg komme ud af Eventyrland igen. Ved I, hvor jeg skal lede?”. ”Tja” svarede den største af de tre hunde. ”Altså den, der ved mest om eventyrland, er jo forfatteren. Rudolf så på hundene med et spørgende udtryk i ansigtet. ”Altså eventyrforfatteren” sagde hunden. ”H.C. Andersen skriver alle eventyrene, og han må vide, hvad meningen er. Han har skrevet om både overnaturligt store hunde (dem selv, red), der trænger ind til sovende unge piger om natten, og om unge analfabeter, der skamrider en arm gedebuk med døde krager i lommerne. Hvis nogen kan finde en mening i det – og det ikke skal være en dansklærer fra stx med en kandidatgrad i overfortolkning – så må det bestemt være ham. ”H.C. Andersen?” spurgte Rudolf. ”Ja, det er en kendt kunstner!” sagde tandfeen tørt. H.C. Andersen plejede at komme forbi hundene hver aften med en godbid, og et kapitel fra sin roman ”Improvisatoren”, der nok kunne få folk til at falde i søvn i en fart, og i så henseende var endnu mere effektiv end Herman Bangs ”Ved vejen”, hvilket ikke sagde så lidt. Rudolf og tandfeen satte sig til at vente, og Rudolf tænkte, om man kunne forestille sig et skuespil med titlen: ”Mens vi venter på Hans Christian”, men slog tanken bort. Det ville trods alt lyde som en lidt for villet krydsning mellem Becketts Godot og Matadormusicalen – og så vidt Rudolf vidste, kunne sidstnævnte i sig selv have haft undertitlen: ”Mens vi venter på, at Matadormusicalen er slut!”.                  

         

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 12. afs.

Rudolf og tandfeen faldt og faldt, skreg og skreg, faldt og faldt lidt mere og landede så på et hårdt klippegulv. Rudolf var helt fortumlet og havde, mens han faldt, set hele sit liv passere revy (bl.a. en cirkusforestilling, han havde set som barn – hvorfor man vel kunne sige, han havde set sit liv passere cirkusrevy..). Mentalt havde Rudolf forberedt sig på, at det nok var han sidste time, der var kommet, og han var af den klare overbevisning, at det i hvert fald ikke var ud af æsken med eventyr, den bredbringede magiker, Monsieur de Wilde, havde tryllet ham. Hvor var han på vej hen? Hvad var meningen med livet, hvis ikke at få andres anerkendelse? Ville det nogensinde blive jul? – og hvorfor betjente denne julekalender sig altid af de samme standardvendinger år ind og år ud? – ja; det tænkte Rudolf på! Da han landede, gjorde det ondt i hele kroppen, og han troede, hver en knogle måtte være brækket. ”Flyt dig, dit dovne læs æselpåskehare; du ligger på mine ben” råbte tandfeen pludselig. Rudolf rejste sig op med et ryk, og kunne dermed konstatere, at der ikke var noget, der var brækket. ”Se, hvad du har gjort? Mig? Det er da din skyld!” råbte både Rudolf og tandfeen i kor; Rudolf fordi han indimellem var lidt sløv til at vende tingene indad, og tandfeen fordi hun havde ret. Tandfeen skældte nu Rudolf hæder og ære fra, og hun påpegede, at det da selvklart var på grund af Rudolfs elendige overfladiske livsfilosofi, at det var gået så galt. Nu stod de i en mørk underjordisk hule et sted i eventyrland, som var de hovedpersonerne i ”Erik Menneskesøn” (dog uden et symbolsk sværd, der hele tiden voksede og som mange dansklærere havde fortolket sønder og sammen i tidens løb.). Rudolf var pigesur over, at feen skældte ham ud, for i egen optik havde han virkelig ikke gjort noget forkert. Det var da i øvrigt ham, det var værst for. Hele julen afhang af ham, han havde allerede brugt en halv julekalender til ingen verdens nytte, og så stod tandfeen bare der og var mavesur. Mere nåede Rudolf ikke at tænke, før der lød en mistænkelig hundeglammen længere borte. ”Kom” sagde tandfeen. ”Hunden er menneskets bedste ven, og måske kan den hjælpe os”. ”Hun trak afsted med den noget modstræbende Rudolf, som tænke på, hvorvidt han skulle informere hende om, at hverken hun eller han jo var et menneske…..”          

     

            

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 11. afs.

Stemningen var mildest talt på nulpunktet, da Rudolf endelig indhentede den fortørnede tandfe. ”Jeg gider ikke mere. Jeg siger op!” råbte hun. Rudolf påpegede, at hun aldrig havde været ansat, og at han i øvrigt aldrig havde bedt om hendes hjælp. ”Åh, hvad har jeg dog gjort!” himlede tandfeen. ”Du har jo ringen, din langsomt tænkende kopi af en påskehare. Den, der har ringen, må jeg altid være tæt på, så jeg kan hjælpe. Sådan er reglen. Bum! Og det kan du ikke bare komme og lave om, selvom jeg gud herren hjælpe mig godt kunne have ønsket, at reglen var en anden lige i dit tilfælde.”. ”Hvorfor er du så sur hele tiden” spurgte Rudolf. ”Fordi du ikke forstår, hvad der er vigtigt.” sagde tandfeen bittert, sukkede og tilføjede: ”Nej, jeg gider slet ikke diskutere det. Se nu bare at komme ud af Eventyrland, så jeg slipper for at høre på dit selvcentrerede ævl. Hvis du foretrækker at tro, at man kun er noget i kraft af andre, så værsgo. Jeg gider ikke diskutere det”. ”Fint!” sagde Rudolf fornærmet. ”Bare jeg kendte én, der kunne trylle mig ud af æsken med eventyr”. ”Var der nogen, der sagde trylle?” udbrød en trivelig tryllekunstner, der pludselig stod ved siden af dem. Monsieur de Wilde var en turnerende tryllekunstner, der, trods sit iøjnefaldende ydre omfang, var god til at gøre magi til en smal sag. Han havde tidligere ernæret sig som underviser i film, maleri, litteraturlæsning og andre humanistiske sysler, men havde pludselig indset, at der måtte ske noget nyt (nogen i hans omgangskreds havde italesat det som en 40 års-krise), og i stedet for, som andre mænd på sin alder, at købe en rød Ferrari eller begynde at løbe maraton, var han begyndt at optræde med et korttrick (der ikke tog så lang tid at vise), og derfra var det vokset til en hel virksomhed. Monsieur de Wilde turnerede som regel rundt hele december måned og underholdt med trylleri ved løsslupne julefrokoster, og nu havde det magiske erhverv altså bragt ham til Eventyrland. Da Monsieur de Wilde havde præsenteret sig, spurgte han Rudolf og tandfeen, om han kunne hjælpe dem med noget. ”Gode rare tryllekunstner. Kunne du ikke trylle mig ud af Eventyrland og tilbage til Julemanden?” spurgte Rudolf. ”Nu har jeg fundet ud af, hvad meningen med livet er, og dermed har jeg løst min opgave. Hvis jeg ikke vender tilbage til Julemanden, bliver det ikke jul i år”. Monsieur de Wilde syntes, at det lød som en god ide – næsten så god, at man skulle tro, han selv havde fået den (hvis man så bort fra, at hans ideer, når han f.eks. nødede folk til at tage med sig i biografen og se obskure avantgardefilm, uden mening eller en dramaturgi, der hang anstændigt sammen, og som kun ekstreme kendere kunne finde givende, godt kunne tåle at modnes en anelse). ”Men hvad er så meningen med livet?” spurgte de Wilde interesseret. ”Meningen med livet er” svarede Rudolf ”at man opnår andres beundring, accept og anerkendelse – ellers kan det hele jo være ligegyldigt!”. Tandfeen gjorde anstalter til at flyve sin vej – hun kunne snart ikke håndtere mere af Rudolfs overfladiske vrøvl. ”Sikken en interessant udlægning af livets mening” sagde de Wilde eftertænksomt og med et tonefald, han havde hentet fra en bekendt, der tilhørte den øvre middelklasse. ”Jamen hvis det er din holdning, så skal du rigtignok få, hvad du fortjener. Hold godt fast!”. De Wilde sagde et par forekommende trylleord og et stærkt lys strålede pludselig fra ham. Rudolf svævede op i luften og i rædsel greb han fat om tandfeen, som hylede i vilden sky. Rudolf og tandfeen forsvandt ud i den blå luft, og de Wilde pustede på sine knor. Det trick var næsten bedre end det – noget folkelige -. nummer, han havde optrådt med ved en nytårsfest for et års tid siden – det med de to pibende grise i gummi…..            

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 10. afs.

Rudolf og tandfeen sad i den røde sportsvogn. Stemningen var trykket. Tandfeen syntes, Rudolf var snæversynet og overfladisk, fordi han havde sagt, at lykken i livet afhang af at være noget, andre så op til. Rudolf på sin side syntes, tandfeen var nærtagende og irriterende korrekt, fordi hun altid forholdt sig til fakta og rettede ham, når han begrundede sine udsagn med, at det var noget, han følte (hvilket måske hang sammen med at tandfeen i tidernes morgen havde fået 12 i statistik, da hun en kort periode tog et bifag på universitetet). Ingen sagde noget, men sportsvognen kørte derudaf. Rudolf – der ikke havde den bedste forståelse for, hvornår det man siger kun gør en kvinde endnu mere sur, end hun er i forvejen, kunne ikke holde sine ord inde længere: ”Jeg synes, du behandler mig uretfærdigt” sagde han. ”Det kan godt være, du synes, jeg er overfladisk, men det er altså sådan, jeg betragter verden. Hvis andre ser op til én, og synes, man er noget værd, så er man lykkelig”. ”Jeg gider slet ikke kommentere på det der vås!” skumlede tandfeen, mens hun tog en bid af et langtidsbagt græsk fladbrød med økologisk spidskommen på toppen, som hun altid havde med bare for et sikkerheds skyld. ”Bare find ud af, hvordan du kommer ud af Eventyrland igen, så jeg ikke skal høre mere på dig. Du forstår ingenting om, hvad der er vigtigt og dine værdier er lige så flossede som en venstremands troværdighed”. (Det kunne Rudolf ikke finde på noget at sige til; dels fordi, han ikke var god til comebacks og dels fordi, venstremænd og troværdighed rent faktisk var to ord, der næppe kunne tåle at stå i den samme sætning). Endnu engang blev der tavshed i sportsvognen (og Rudolf overvejede om ”Tavshed i sportsvognen” kunne være en gangbar bogtitel - for han havde noget med bogtitler). Pludselig standsede Rudolf bilen, og tandfeen så en brønd i vejkanten. Ved siden af den sad en frø med et sørgmodigt udtryk og vred sine hænder. Rudolf og tandfeen sprang ud af bilen og spurgte, om der dog ikke var noget, de kunne hjælpe med. Frøen – der hed Tim og egentlig var en fortryllet prins – fortalte med yderst stor entusiasme om, hvordan den engang som prins af vanvare (- og Rudolf overvejede om vanvare mon var navnet på et mindre kendt hertugdømme) havde forvildet sig ind i haven hos en ond heks, som havde forvandlet ham til en frø. Fortryllelsen kunne ikke hæves fordi, … tja - bare fordi…  (måske kunne den godt, men frøprins Tim satte en ære i at svælge i verdens uretfærdigheder, og en potentiel mulighed for at rette op på disse ville jo ødelægge hele den fortælling om ham selv, som han var blevet så dygtig til at fremføre.) ”Åh” sagde frøprins Tim. ”Det eneste, der rigtig gælder, er at være smuk og rig og at være berømt og elsket af alle de andre!” (Tim havde en hel stribe fyldige anekdoter fra sin folkeskoletid (for jo; alle har gået i folkeskole, - også i et eventyr, som jo netop er hjemsted for hårde prøvelser...), som han gerne rullede ud som hjemmel for sin påstand, men Rudolf afbrød ham begejstret, inden han nåede dertil). ”Det er jo netop det, jeg mener” sagde Rudolf. ”Der er én, der har forstået meningen med livet. Hvis andre synes, du er noget, så er du noget”. Tandfeen fløj bistert rundt i luften og prøvede ikke at stikke Rudolf én på lampen. ”Jeg barsler faktisk med en omfangsrig biografi om mit eksistentielle kompleks” sagde frøprins Tim. ”Jeg har allerede en arbejdstitel; Frø, fravalgt og…..”. ”FOR MEGET” råbte tandfeen, inden hun fløj afsted i fuld fart, så Rudolf kun kortvarigt kunne nå at takke frøprins Tim for at bekræfte ham i, hvad det centrale i tilværelsen var. Derpå hoppede Rudolf i den røde sportsvogn og kørte i en vældig hast efter den oprørte tandfe. Frøprins Tim sad tilbage ved brønden og tænke. Hvor var han dog indsigtsfuld, hvis han selv skulle sige det. Faktisk så meget, at han hoppede i brønden for at svømme lidt rundt og tage en lille pause – det han selv kaldte et frøkvarter.         

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 9. afs.

Næste morgen gik Rudolf og tandfeen op til slottet, hvor de blev budt inden for af en venlig vagt, som fortalte, at prinsessen ikke var i et rart lune, fordi hun igen havde sovet forskrækkelig slet, men hvis Rudolf og tandfeen ellers havde mod på det, måtte de da gerne aflægge en visit – men det var på eget ansvar. Rudolf skævede til tandfeen: ”Tror du, det er en god ide at besøge hende i dag?” mumlede han. ”Selvfølgelig” svarede tandfeen. ”Du er jo ude på at finde meningen med livet, og hvis prinsessen kender den, er det da et nærliggende sted at starte”. Det kunne Rudolf jo ikke rigtig modsige, og sammen gik de ind på slottet, hvor de pludselig hørte stemmer fra et tilstødende værelse. Rudolf og Tandfeen tittede ind, og fik begge øje på en kolossal seng med mange dyner og madrasser. ”Den prinsesse må have nogle helt særlige præferencer, når det kommer til sengelinned” tænkte Rudolf. Han og tandfeen gemte sig bag den tårnhøje seng, hvorfra de kunne overskue, hvad der gik for sig. Prinsessen, som havde et kradsbørstigt udtryk i ansigtet, var i færd med at skænde på sin mand, prinsen, der ikke lignede én, der fik mange ord indført. ”Og du kalder dig selv for en prins. Vorherre bevares!” råbte hun. ”Du er jo den mest elendige kopi af en helt, man kunne forestille sig. Ingenting får jeg. Intet modspil. Når sandheden skal frem, så er jeg simpelthen så bitter over, at jeg nogensinde giftede mig med dig. Jeg skulle have taget den velbeslåede dynefabrikant i rulamsjakken, der nødede sig til mig på en tankstation i november 2004, og som lovede mig både liebhavervilla og en bedaget Suzuki Swift med flyverust, men næ nej. Jeg ville have en titel og være fin på den og se mig nu. Jeg gider ikke være prinsesse mere. Det er simpelthen så tåbelig en beskæftigelse. Og hvorfor skal jeg evig og altid ligge på det elendige sengearrangement med syvtusind madrasser og dyner? En ordentlig seng kunne dynefabrikanten også have tilbudt mig, men hvad har jeg nu? Gud fader bevares siger jeg bare. Og hvorfor afbryder du mig ikke. Jeg får intet modspil!”. Prinsessen gav sig til at slå sin mand, prinsen, med den til formålet indkøbte kagerulle, hun stod med i hånden. Prinsen pippede noget om, at det var svært at få et ord indført, og at hun isolerede sig på sofaen med chips og lægeserier, så man slet ikke kunne trænge igennem. ”Svarer du igen!?” råbte hans kone fornærmet og bankede atter løs med kagerullen. Prinsen tog flugten og prinsessen løb efter med kagerullen højt hævet. ”Hold da op” sagde tandfeen. ”Der kan vi da i hvert fald ikke lære noget om meningen med livet. Hun var jo aldeles rædsom”. ”Jeg er grundlæggende uenig” sagde Rudolf. ”Jeg synes netop, vi her så et eksempel på et meget lykkeligt par, som accepterer hinandens forskelligheder og ikke lægger hinanden noget til last.”. Tandfeen så på Rudolf som om hun var blevet tvangsindlagt til at se ”Rogue One” – en talentløst udført actionfilm med et plot, der hang lige så godt sammen som et stykke pulled pork i lage – for anden gang mens hun havde hænderne bundet på ryggen og havde truslen om en uge på en øde ø i selskab med B.S. Christiansen hængende over hovedet! ”Det mener du ikke” udbrød hun. Jo, det mente Rudolf ganske bestemt; lykke måtte være, at have en høj social placering som andre beundrede, at bo flot og at være gift. Tandfeen skulle til at indvende noget, men Rudolf var allerede svanset ud af slottet igen og var på vej med mod Kenneths kro, hvor deres røde sportsvogn holdt parkeret. Tandfeen sukkede; Mænd forstod ikke ret meget. Det skulle da lige være hendes egen mand, havenissen – men han havde også bifag i psykologi!   

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 8. afs.

Rudolf og tandfeen kørte ind i en smuk by, hvor folk gik elegant klædt i dragter, der så ud som stammede de fra et kostumedrama om 1700-tallet (Rudolf sendte her en tanke tilbage til spillefilmen ”En kongelig affære”, som med sit imponerende udvalg af anakronismer havde givet ham den opfattelse, at 1700 tallet havde været rigt på både tyske livlæger, der grangiveligt lignede Fischer fra ”Rejseholdet” og talte et karl-smart dansk helt uden accent og på engelskfødte danske dronninger, der af uransagelige årsager talte svensk – jo, 1700 tallet havde åbenbart været rigt på mangt og meget). På byens torv vinkede borgerne venligt til det sære syn af rensdyr og fe i den røde sportsvogn; i eventyrernes verden kunne man jo vente lidt af hvert, og om det var en drage, en kæmpe, en fortryllet prins eller et rensdyr, der mest af alt mindede om en trivelig påskehare, kunne jo være det samme.

På den lokale kro stod en yngre bartender ved navn Kenneth, og tog imod dem. Tandfeen, der i sine unge dage havde været lidt af en festabe, bestilte en eksotisk drink, mens Rudolf, der jo var chaufføren, tog til takke med et glas apollinaris. Bartenderen Kenneth blev noget bleg, da feen bad og at få en særlig frugt i sin drink, som hun havde stiftet bekendtskab med på en rejse til Israel, og han hev en pose med frosne tropiske frugter frem og spurgte, om det ikke kunne bruges. Tandfeen, der ikke var meget for hverken populærkultur eller færdigretter fra frost, så lidt skeptisk ud, men Rudolf sagde ja tak på hendes vegne. Bartenderen Kenneth, som egentlig hed Frederik men syntes, at ”Kenneth” var mere street, underholdt dem: ”I sidste uge var der én dame, der var ved at blive kvalt i en frossen kiwi. Det var helt vildt nøjeren! Kan du tåle kiwi?” Jo, det mente feen jo nok, hun kunne. Så længe, hun kunne undgå cheeseburgere og drikkelse fra Baresso, var der ingen is på koen. Kenneth gik for at lave hendes drink, og Rudolf sukkede. Han vidste ikke, hvor de skulle søge efter meningen med livet. Kenneth blandede sig igen: ”Altså nu er det ikke for at blande mig”, sagde han – af uvisse grunde på københavnsk – ”men prøv at køre op på slottet. Vores prinsesse er mega klog og ved virkelig meget. Hun kan helt sikkert svare på det. Desværre sover hun altid vildt dårligt, og er derfor meget træt, så pas på ikke at fornærme hende – hun er lidt opsætsig”. Tandfeen og Rudolf bestemte sig for at tage op på slottet næste dag, og hele aftenen hyggede de sig i kroen, hvor tandfeen flirtede med bartenderen Kenneth, som Rudolf mildest talt synes var lidt anstrengende. Så interessant var man vel heller ikke, bare fordi man kunne diske op med tropiske frugter fra frost!     

    

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 7. afs

Rudolf havde lukket øjnene og forsøgt at forestille sig, hvordan det ville være at ende sine dage i maven på en uhumsk trold. Ikke fordi Rudolf som sådan havde fine fornemmelser – selvom han skam tit havde fået at vide af både folk, fæ og andre, at han havde en tendens til at være lidt prætentiøs og anvende åbne a’er med lidt for rund hånd -, men der måtte jo være en grænse for, hvad man skulle stå model til i denne verden, og hvorom alting var, så var det jo i hvert fald blevet hans skæbne at ende sine dage i troldens mave. Rudolf åbnede øjnene, men så til sin overraskelse, at han sad bag rattet i en sportsvogn, som drønede derudad for fulde gardiner. Bag ham sad en fe med mintgrøn dragt, damet pagehår og runde kinder. ”Du kører bil med lukkede øjne, men du tør ikke gå ind til far” udbrød hun, fordi det var en replik fra hendes yndlingsserie ”Herrens Veje” og når hun endelig kunne citere noget korrekt (hvilket ikke var hendes spidskompetence, når det drejede sig om ”Matador”), var det jo med at slå til. ”Hvem er du?” udbrød Rudolf, mens han dygtigt manøvrerede den rappe sportsvogn gennem et sving. ”Jeg er tandfeen” sagde den mintgrønne, ”Og da du gned på ringen, så dukkede jeg op og frelste dig. Det er sådan noget, jeg gør.”. Rudolf takkede mange gange og spurgte, hvorfor hun dog hang sammen med en fingerring. ”Det skal jeg sige dig” sagde tandfeen. ” Min mand, som er havenisse, ligner Svend Brinkmand og laver en gløgg der river i øregangene, synes af og til, jeg er lidt svær at holde styr på. Det kommer af, at jeg jo altid flyver rundt fra Herodes til Pilatus og samler børnenes tænder ind, (Rudolf kom her til at tænke på, om det var noget hun gjorde før eller efter, tænderne var faldet ud, men han skubbede tanken bort.) og så for at han altid kunne få fat i mig, så opfandt han en ring, han kunne have på fingeren, og som bringer ham til mig, hvis han gnider på den. Desværre blev ringen nakket af jomfruen i tårnet – hende er jeg ikke så vild med – men nu har du den, og derfor redede jeg dig fra trolden. Tada!!”. Rudolf syntes, det var mægtig smart, og fortalte tandfeen om, at han var i eventyrland for at prøve at finde meningen med livet, og først når den var fundet, kunne han komme ud af heksens kasse og tilbage til julemanden, så det kunne blive jul. ”Åh, må jeg ikke hjælpe dig? Må jeg ikke nok?” tryglede tandfeen. Jeg er både effektiv og hittepåsom og går aldrig klædt i gammelrosa mere, efter én af mine bekendte havde den frækhed at kalde det for kødfarvet! Rudolf gik ikke så meget op i farver og hørte ikke rigtig efter. Hun måtte da gerne komme med og hjælpe ham. Siden hun kendte eventyrland, kunne det måske ligefrem være en fordel. ”Se, et slot!” udbrød tandfeen begejstret. ”Der kører vi hen!”

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 6. afs.

Rudolf valsede hen ad snoede skovstier, gennem grønne lunde og forbi vinkende bønder med halm i træskoene og jord i hovedet. Det hele lignede et biedermeiermaleri eller en reklame for Danmarks Sommerhusudlejning. Rudolf – der som sådan burde have nok at bekymre sig om, idet han dels måtte tilbage til Julemanden, hvis der skulle blive nogen jul i år, og samtidig ikke var sikker på, om han overhovedet kunne komme ud af æsken med eventyr – gik næsten og blev helt munter; eventyrland var ikke så ringe endda (selvom turen tog længere end 15 minutter og ikke var gået i fisk endnu). Rudolf kom til en bro, der gik over en bred flod. Lystfyldt vadede han hen over den, da en gnaven stemme lød nede fra floden: ”Hvem er det, der tramper på min bro?” og en grim, grøn trold hævede sig op af vandet. Nu var det ikke fordi, Rudolf selv mente, at han var noget udseendemæssigt vidunder. Han havde både tykke kinder og vinterdæk, som følge af et indtag på 15 skt. æbleskiver i næ og ny samt en bøtte Ben & Jerrys ved højtiderne, men det til trods mente han, at han var et pænt rensdyr. Således kunne han ikke undlade at se lidt skævt til den slimede fyr, der mildest talt så noget usoigneret ud, og hvis hud heller ikke kunne have godt af altid at være i vand. ”Hvem er det, der tramper på min bro” brølede trolden igen, hvilket dybest set var tåbeligt, for han kunne jo blot have kigget en smule opad. Ikke desto mindre langede han sin store lap i vejret, og greb fat om Rudolf.  ”Det er bare mig. Det rare rensdyr” sagde Rudolf. ”Åh, jeg troede, det var én af bukkebruserne” sukkede trolden. ”De gik over til sæteren for et år siden, og jeg kan jo ikke gentage historien, hvis de ikke kommer tilbage”. ”Vil det sige, du har en eksistenskrise?” spurgte Rudolf håbefuldt. ”Ja det kan du tro” vrælede trolden og fortalte med stor indføling om, hvordan han i mange år havde følt sig overset og om, hvordan han år ind og år ud havde kigget i jobannoncerne lørdag efter lørdag for at finde noget meningsfuldt; lige lidt havde det dog hjulpet, og hvad skal man så næsten stille op? Rudolf havde lagt sig afslappet på broen, og han begyndte nu at fremlægge en detaljeret analyse af troldens psyke, der både indebar følelsesmæssige omsorgssvigt, ensomhed og ungdomsår i dårligt selskab. Trolden rakte tålmodigt en finger i vejret for at få et ord indført (det er jo altid belastende, når andre forhindrer én i at tale om sig selv), men det hjalp ikke stort. Rudolf havde efterhånden fået det helt godt med situationen og nød at være den, der kunne gøre noget godt for andre, indtil trolden sagde: ”Men når bukkebruserne nu ikke er kommet forbi, så æder jeg dig i stedet for!”. Rudolf følte pludselig, at hans eksistenskrise kunne være enden nær på en langt mere konkret vis, end den han havde forestillet sig. Febrilsk gned han hænderne i panik, og kom derved til at gnide på den ring, han havde fået af den jamrende jomfru i tårnet. Pludselig forsvandt Rudolf i en røgsky, og trolden sank slukøret ned i floden igen, mens den mumlende noget om en fyldig erindringsbog med titlen: ”Vand-skeligheder; en biografi, der giver våde øjne!”   

"Eventyr fortalt for rensdyr" - 5. afs.

Rudolf faldt og faldt, skreg og skreg, faldt og faldt, skreg og faldt lidt mere. Han tænkte over, om han mon nogensinde landende, og om landingen i så fald ville være hård. Svaret fik han et øjeblik sener, da han landede på et silkeblødt grønt græstæppe. Rudolf befandt sig midt i en smuk dal med blomsterbegroede skrænter, dybblå søer og virkelig langt til nærmeste taxa. “Det må være eventyrland” tænkte Rudolf og åndede den friske luft ind, mens svaler kvidrede og himmelen syntes endnu mere blå, end han nogensinde før havde set den. Nu var det ikke fordi, Rudolf som sådan var nogen stor naturelsker. Bevares, han kunne da godt nyde et afsnit med Søren Ryge, men det var også rigeligt. Alt med måde. Naturens dybe stille ro blev pludselig afbrudt af en skinger kvindestemme, der råbte om hjælp. Rudolf, der ikke anså sig selv som nogen gentleman, idet han mente, at hvis man gav sig selv det mærkat, ville man blot blive udnyttet og misbrugt af andre, agtede at finde ud af, hvor lyden kom fra - om ikke andet så for at bede afsenderen om at dæmpe sig lidt. Beslutsomt travede Rudolf afsted, til han kom til et ensomt højt tårn, der stod på en lille bakke. Tårnet havde ingen indgang men allerøverst var der et enkelt vindue, ud af hvilket en rensdyrhun med blond hår og krone på lænede sig. (Rudolf råbte spontant op til hende, at hun skulle passe på ikke at blive forvekslet med en kronhjort, men den slags overhører man). Rensdyrhunnen udbrød: “Åh, tapre ridder. Frels mig fra mit fangenskab” og tilføjede, at en ond drage holdt hende fanget, og at han kom hver dag for at spørge, om hun ville gifte sig med ham. “Ja, man må sige, at dine problemer tårner sig op” grinede Rudolf “Men du kunne da godt sige ja - han lyder da dragende”. Rudolf skreg af grin over sin egen åndfuldhed, mens jomfruen i tårnet var noget mere tilbageholdende og rullede med øjnene. “Skal du ikke frelse mig?” Spurgte hun. “Jeg er et rensdyr, du er et rensdyr - hallo dernede - ment to be!”. Rudolf forklarede hende venligt men bestemt, at han slet ikke var parat til at binde sig, at han bare gerne ville bede hende dæmpe skærebrænderstemmen og at han i øvrigt ikke brød sig om kvinder, der så ned på ham (tårnhunnen overhørte joken ganske insisterende). “Jeg er ude for at finde meningen med livet” sluttede Rudolf “men hvis jeg finder den, og der er tid til overs, vil jeg overveje at redde dig på hjemvejen. Hold gerne udkig. Hvis jeg dukker op, så dukker jeg op, og hvis jeg ikke gør, så er det nok fordi, jeg har glemt dig, eller har mødt en rensdyrhun, der ser bedre ud. Kan du have det godt - og pas nu på, med at føle dig hævet over andre”. Rudolf var helt færdig af grin og hunnen i tårnet mumlede et eller andet bistert og smed en fingerring ned til ham. Rudolf greb den og så undrende på den. “Bare en lille souvenir, du måske kan få brug for, når du skal finde meningen med livet her i eventyrland. Her er ikke så fredeligt som du tror… jeg siger det bare!”. “Tak du” råbte Rudolf op til hende, og begyndte at trave videre gennem dalen, mens han nynnede “Jeg ringer på fredag”. Rensdyrhunnen i tårnet åndede lettet op; med den humor, Rudolf besad, var en drage da næsten at foretrække….