Rudolf og statshemmeligheden - 24. dec.

Mens Kamilla og Blop havde udtænkt skumle planer i cykelskuret, havde Rudolf, Julemanden, astronominissen og Steffen Comeback Kid søgt hele skolen igennem efter det forsvundne skema 2,0. Kunne det tænkes, at det var skjult et sted på skolen, de blot ikke have været opmærksomme på? Da det blev morgen juleaftensdag, og ingen havde fundet skyggen af skema 2,0, blev Steffen Comeback Kid så deprimeret, at han måtte have noget at spise, hvorpå astronominissen tog ham med i Lagkagehuset; de havde alligevel et gammelt gavekort, de ikke havde fået indløst.

Julemanden og Rudolf var således helt alene tilbage på den tomme skole (når man så bort fra frihedskæmpere på loftet, hvide damer på gangene og diverse skeletter i skabene). De så på hinanden, og selvom Rudolf ihærdigt forsøgte at overbevise Julemanden om, at de ikke måtte give op, var denne klar til at erklære julen for aflyst.

Pludselig ringede telefonen på lærerværelset, hvad den ellers sjældent gjorde, med mindre en sølvgrå Ford holdt ulovligt parkeret i Nordgården. Rudolf tog telefonen, og i den anden ende var der en stemme, som desværre ikke kunne afsløre sin identitet, men i hvert fald fortælle, at skema 2,0 var blevet fundet i cykelskuret, og om ikke Rudolf og Julemanden ville komme og hente det! Rudolf blev ude af sig selv af glæde, og selvom Julemanden studsede lidt over det suspekte telefonopkald, skyndte de sig begge afsted mod cykelskuret.

Da Rudolf og Julemanden kom ud i gården, lød der et øredøvende rabalder, og et af de sortmalede cykelskure drattede sammen for øjnene af dem. ”Jeg tror, det var en fælde” sagde Julemanden tørt. ”Nej nej nej!” hylede en stemme fra murbrokkerne. ”Du er umulig at arbejde sammen med. Hvorfor fyrede du bomben af, før vi var kommet ud?”. Det var Blop, der var hysterisk. ”Altså hør lige her” replicerede Kamilla. ”Jeg kan jo ikke gøre for, at du finder en bombe på loftet, der er millioner af år gammel og fuldstændig ude af trit med kravene til moderne sprængstoffer. Så snart jeg bare nærmede mig med en tændstik, eksploderede det bras jo mellem hænderne på mig!”.

Rudolf løb hen og hev Kamilla ud af murbrokkerne. ”Du er hermed arresteret” sagde han (selvom man selvfølgelig kunne diskutere, hvorvidt hav havde bemyndigelse hertil). Kamilla begyndte at råbe op om, at Blop var hendes medsammensvorne, men Blop bjæffede blot hundeagtigt og spankulerede bort, mens ingen mistænkte ham for noget kriminelt. ”Jamen, jeg ville jo bare have min buffetlaks” vrælede Kamilla og syntes, verden gik hende groft imod.

”Men” sagde Julemanden ”Hvor er skema 2,0?”. ”Det ligger i et skab på lærerværelset” sagde Kamilla. ”Lige ved siden af, hvor plasticjuletræet er opstillet. Ganske rigtigt; i et tilfældigt lærerskab lå skema 2,0, sammenkrøllet og hengemt. ”Egentlig var skabet låst” sagde Kamilla. Men fordi gymnasielærere har det med at gå omkring og stjæle slik i hinandens skabe, så kan man jo ikke have noget i fred her på stedet!

Steffen Comeback Kid og astronominissen var kommet tilbage, og sammen diskuterede de nu, hvilken straf, der skulle tildeles Kamilla, for hendes underløbne ugerninger. Steffen spiste lagkage, mens Kamilla tryglede: ”I må ikke bede mig tage det nissepædagogikum” sagde hun. ”Jeg har slet ikke lyst til at være nisse. Jeg fortjener et job med både højere løn og højere prestige”.

”Du får i hvert fald ikke lov at blive nisse, efter du har snigløbet os alle på denne måde” sagde Julemanden. Imidlertid dukkede en repræsentant for skolens ledelse op, og takkede Kamilla personligt, fordi hun havde udryddet cykelskuret, hvor rygerne altid stod og hang. Nu kunne man sige, at rygerne havde fået et sted, der ikke rigtig fandtes, men fandtes lidt allievel, hvor de kunne stå og ryge – og det var alt sammen Kamillas fortjeneste. Ledelsesrepræsentanten overrakte oven i købet Kamilla et lille stykke ferskrøget laks og spurgte, om hun ikke kunne have lyst til at blive fastansat som underviser i biologi og matematik på Staten. Det ville Kamilla gerne. Rudolf tænkte sit: På den måde ville hun jo komme til at tage sit pædagogikum før eller siden, og det måtte jo være straf nok i sig selv.

Dermed var alt i orden. Desværre blev Skema 2,0 senere på dagen fundet i skolens køkken, hvor Steffen Comeback Kid havde brugt det som underlag for sin kage – fordi han ikke kunne finde tallerknerne. Ak ja! Alle – også Julemanden – måtte nu således nøjes med skema 2,5, men nu havde skemaet jo alligevel været i uorden så længe, at det ville føles helt uvant, hvis det pludselig fungerede optimalt (- lidt ligesom med DSB). Julemanden skyndte sig tilbage til Grønland for at gøre klar til sin kanetur og gaveuddeling, og Steffen og astronomnissen fortrak til loftet, hvor Steffen heldigvis havde gemt et stykke lagkage til senere.  

Således stod Rudolf alene ved juletræet i Vestporten og nød synet af lys og interimistisk pynt. Han tænkte, at statshemmeligheden måske bare var, at der slet ikke var nogen hemmelighed, men at enhver bare skulle bruge de egenskaber, han/hun allerede var i besiddelse af (hvilket dybest set var et ret tydeligt lån fra ”Kung Fu Panda”, men der var jo heller ikke altid tid til at opfinde den dybe tallerken. Som tak for hjælpen havde Julemanden efterladt ham en gave. Det viste sig at være en bog om matematikfagets anvendelsesmuligheder, men Rudolf mente ikke, det var relevant viden for ham (eller nogen andre) og ville prøve at bytte den til Susse Wolds nye selvbiografi mellem jul og nytår.

Rudolf gabte veltilfreds og tænkte, at det alligevel var utroligt, hvad han havde kunnet overkomme i de sidste fire års julekalendere. Han gik ud fra, at december 2019 ville blive langt mere rolig, men man kunne jo aldrig vide…

Rudolf og statshemmeligheden - 23. dec.

Kamilla var hysterisk – og det var ikke noget, der kom over hende ret ofte. Selvfølgelig havde der været undtagelser; hun havde engang sagt: ”Hov-jeg er ikke færdig”, da en uopmærksom tjener, på en restaurant i Brovst, havde fjernet hendes hovedret i utide, men det var også det tætteste, hun var kommet på reelt hysteri i sit liv indtil nu. Men nu var Kamilla reelt set hysterisk; flintrende hysterisk, rasende, frustreret – og med en sult efter buffetlaks, der flående i hende – stod hun i cykelskuret på Randers Statsskole og hoppede aggressivt op og ned, mens hun tudbrølede og råbte og skreg. Ved siden af hende sad skolehunden Blop, med en mintgrøn paraply - der beskyttede ham mod vandmasserne fra den ulykkelige matematiker - og lagde tålmodigt øre til.

”Det er for galt. For meget!” råbte Kamilla. ”Her har jeg planlagt det hele. Jeg har stjålet skema 2,0 med din hjælp, truet Julemanden til at gå under jorden på et fuldstændig ukendt kronjysk gymnaisum, for at jeg kan sabotere julen, slippe for at blive nisse, og straffe hele verden, fordi den nægter mig buffetlaks. Det er så velgennemtænkt, at man skulle tro, jeg leverede et plot til en, noget indforstået, blogjulekalender, skrevet af en trivelig yngre gymnasielærer med dårlig humor og indtil flere julesweatre på lager. Og hvad sker der så? Ja jeg spørger bare? Så sætter den gamle stædige gaveproducent en gul seddel i kanen, som afslører, hvor han er, og hvad det er, jeg har stjålet. Han kunne lige så godt have afsløret, hvordan det hele ender i samme ombæring. Det var da godt, at det kornfede rensdyr ikke fatter ret meget, for så var jeg blevet afsløret lige på stedet. Men hvad nu? Hvad nu? Nu er Rudolf vendt tilbage, og han har fundet Julemanden! Det er simpelthen så deprimerende, urimeligt og provokerende, at man dårligt forstår, det ikke er ren fiktion! Så sig dog noget - du sidder bare der og glor!”

Skolehunden Blop, der fra sin hverdag var vandt til at lægge øre til en del brok – primært over edb-anordninger, der ikke virkede som de skulle - havde lyttet tålmodigt til Kamilla, men nu måtte der kendes en grænse. For han måtte virkelig sige, at eftersom det eneste, hun skulle, var, at sende Julemanden i eksil, så var det ufatteligt, simpelthen ufatteligt, at hun ikke havde kunnet klare den lille simple opgave uden at fucke op i det. (Ja, Blop havde, qua sin daglige gang i skolens klasselokaler, samlet en del af de unges nymodens sproglige unoder op undervejs). Det var ham, der var hjernen, og han var godt og grundigt træt af, at Kamilla tog æren for hans arbejde!

”Her har jeg udtænkt en genial plan” sagde Blop. ”Først skulle vi nakke julen, og dernæst overtage verdensherredømmet – primært fordi, jeg virkelig trænger til noget andet end teenagere, der klør mig bag øret og taler til mig som om, de ikke ved, jeg er et selvstændigt tænkende væsen. Med alt det faglige, jeg samler op på den skole, har jeg jo snart en doktorgrad! Det burde de vide, og derfor skal vi hævne os. Men du gør det lidt svært for mig, Kamilla kortben, når du ikke engang kan finde ud af, at holde Julemanden skjult eller at sætte Rudolf ud af spillet! Hvorfor maltrakterede du ham ikke med din skarpe lineal?”. ”Jeg glemte det!” sagde Kamilla undskyldende ”Men næste gang, jeg ser ham, skærer jeg ham i terninger, putter ham på dåse og så sælger vi ham som forloren hare!”. ”Hvor er du dog makaber og primitiv” sagde Blop tørt (og undrede sig egentlig over, at en matematiker kunne vise passionerede følelser for andet end vektorer, carporte og saltstænger). 

”Men jeg har en plan” fortsatte han. ”Kan du se den bombe? Det er et levn fra en frihedskæmper, der boede på skolens loft under krigen, men aldrig viste sig siden. Men bomben er god nok, og i morgen lokker vi Rudolf og Julemanden her over i cykelskuret, og så sprænger vi dem i luften. Så er det slut med jul. Er det ikke en genial plan? Utroligt, jeg skal gøre alting selv!”. ”Hvorfor ikke sprænge hele skolen i luften, når nu vi er i gang?” foreslog Kamilla ivrigt. ”Nej, er du rigtig velforvaret?” sagde Blop indigneret. ”Det er jo en fredet bygning, kvindemenneske!”. Kamilla så skamfuldt ned i jorden, og Blop fik lidt medlidenhed med hende. Qua det faktum, at hun var matematiker, måtte man jo gå ud fra, som en selvfølge, at hendes sans for, endsige viden om, kvalitetskultur lå på et meget lille sted; det forklarede jo også mangt og meget om hendes faible for ”Phantom of the opera”.

Rudolf og statshemmeligheden - 22. dec.

Rudolf havde egentlig aldrig forestillet sig, hvordan en frihedskæmper mon så ud. Bevares – han havde da hørt et og andet om Anne Frank, Biker Jens og den sidste mohikaner, men det var jo ikke til at vide, hvad der var sandhed og hvad der var røverhistorier. Naturligvis tænkte han også på Matadors skildring af Kristen Skjerns heltemodige indsats med at bringe Hr. Stein i sikkerhed - men her overskyggede hans skuffelse over, at Ingeborg ikke lod sig skille fra Mads Skjern altid for samtlige indtryk af serien. (Desuden var den nyrestaurerede version af serien på klar i farverne, at kunne se sminken på skuespillerne – og hvor var vi så henne?)

Rudolf havde således aldrig forestillet sig – i hvert fald ikke til bunds – hvordan en frihedskæmper så ud. Dette fik han dog snart lejlighed til, da nissen Steffen Comeback Kid sammen med astronominissen først antastede ham på lærerværelset og derefter førte ham op på skolens loft, hvor der sad to gamle mænd og spise risengrød, mens de talte om vind, vejr og om, hvor svært det er at finde et ordentligt realkreditlån nu om dage.

Frihedskæmperen Eigil havde siddet på loftet siden 1943, hvor den hvide dame havde skjult ham, for at han ikke skulle falde i tyskernes hænder, hvilket jo ville havde ødelagt den gode stemning i anseelig grad. Eigil havde således levet af støvmider og åndelig føde i 75 år, men holdt sig, bemærkelsesværdigt nok, udmærket i live på den konto. 

Tiden fordrev han med at fortælle røverhistorier fra sin tid som soldat og med at læse i et laset eksemplar af Holbergs ”Den stundesløse” fra skolens bogkælder, hvilket morede ham, da bogen første gang havde været brugt af en elev det år, Eigil blev gemt på loftet. Så den måde, havde de jo fulgtes ad i alle de år – og da Holberg var så fængende, var Eigil blevet hængende.

Ved siden af Eigil sad Julemanden. Han var blevet noget rundkindet, og så umiddelbart glad og tilfreds ud. ”Julle!” udbrød Rudolf. ”Hvad i alverdens riger og lande gør du her? Er du ikke i Tibet?”. ”Nej det lader ikke til det” sagde Julemanden. ”Den tilsyneladende joviale og lavbenede kvartalsnisse Kamilla truede mig til at gå under jorden, under dække af en tur til Tibet, og gav mig en enkeltbillet til Randers. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde kom tilbage, ville hun maltraktere mig med sin lineal, og selvom det jo også lyder fængende, på en let erotisk måde – tænkte jeg dog, at jeg hellere måtte lystre; man ved jo aldrig, hvad en biolog kan finde på. Desuden er skema 2,0 væk, og derfor er min lyst til julen forsvundet!”.

”Så du har været på Staten hele tiden?” spurgte Rudolf overrasket. ”Ja” svarede Julemanden. ”Steffen har fedet mig op og jeg smovser løs i risengrød og rundstykker fra bageren i rundkørslen. Jeg har taget nogle julekilo på -  eller fået vinterdæk, som man siger i bilbranchen. Jeg turde ikke give mig til kende, så længe, du havde Kamilla med – jeg skulle ikke nyde noget af at få tæsk af en matematiker – tænk på al den indestængte bitterhed, sådan nogen må have behov for at komme af med, når lejligheden byder sig.”

Rudolf - der på et eller andet plan syntes, Julemanden godt kunne havre afsløret sig selv noget før – var taknemmelig over, at Julemanden havde formået at placere den gule post it seddel i Kane 1, så Kamilla og Rudolf ikke havde kunnet gøre andet end at flyve til Randers. Men Rudolf spurgte nu Julemanden, hvor de dog skulle finde Kamilla. Det var jo hende, der havde det famøse skema 2,0 der kunne frelse julen.

”Jeg ved det” sagde Eigil. ”Gør du!” råbte Rudolf. ”Nej” svarede frihedskæmperen, ”men det lød godt”. Rudolf sukkede; han skulle nok alligevel havde budt ham på middag, frit fra høkasse, som kunne indtages i et køkken, indtil genboens søn stod i kjole og hvidt og hamrede på køkkendøren, så den forfulgte måtte skjule sig i stuen. Ak ja; frihedskæmpere var nu ikke, hvad de havde været – og ”Matador” var nu væsentlig bedre i den gulnede version fra 70’erne!

Rudolf og statshemmeligheden - 21. dec.

Rudolf havde altid forestillet sig en læsesal som et sted, hvor der var en tyk faglig intensitet i luften, hvor mange sad og tænkte store tanker, hvor der blev knoklet på livet løs, og hvor alle læsepladser var nydelige, sobre og hvor der hverken stod kaffekopper, lå æbleskrog eller en halvspist kantinesandwich med kylling og bacon.

Da Rudolf, efter en møjsommelig tur fra Randers Banegård til Randers Statsskole, hvor der undervejs var et utal af trapper at forcere, trådte ind i lærernes arbejdsrum - blandt de mindre formelle kaldet læsesalen - slog det ham, at ordenssans jo forekommer i mange udgaver. 

Rudolf, der som sådan holdt af, at der var ryddet op, hvor han kom frem, forstod ikke, at man kunne arbejde i det syndige rod af bogstabler, ledninger, løse ark, glemte tørklæder og kaffekopper – dog vidste han også, at han, såfremt han fik valget, ville have sat sig ind for at arbejde i et rum, hvor man gerne måtte hyggesnakke, så det at sidde på en læsesal – rod eller ej – var en hypotetisk situation for hans vedkommende.

Dog undrede Rudolf sig over, at der ingen lærere var, da disse, ham bekendt, var centralt inventar på en skole. Undervisning kunne de næppe alle være beskæftigede med på samme tid – med mindre, der selvfølgelig var gået helt kuk i skemaet, men dette ville jo være lige så stor en usandsynlighed, som et umotiveret hulmodul – eller en 6. ferieuge, der ikke var lagt på et tidspunkt, hvor man allerede havde ferie i forvejen.

Rudolf, der ikke vidste, hvad han skulle gribe eller gøre i, satte sig på en læseplads, og begyndte at læse i en opslået bog om drivhuseffekten. Denne havde dog også en helt anden effekt; han faldt i søvn – hvilket jo i sig selv ikke var så overraskende. Ikke fordi, han havde været udsat for trusler og DSBs forsinkelser, men fordi naturvidenskab jo altid havde været en fremragende kur mod søvnproblemer.

Han vågnede først, da to velkendte stemmer lød: ”Hvorfor ligger du der og sover? Vil du ikke med op på loftet og sige goddag til Julemanden?”

Rudolf og statshemmeligheden - 20. dec.

Kamilla havde egentlig aldrig set sig selv som en potentiel superskurk. Bevares, alle havde da en rem af huden, og hun havde da, i én af folkeskolens matematiktimer, svirpet sin lineal ned over fingrene på Doris fra klassen, der aldrig ryddede op efter sig, og efterlod sine tomme juicebrikker over alt (allerede dengang havde Kamilla øjensynligt haft et stort hjerte for miljøet – eller for alle andre juicevarianter end appelsinjuice i minimalistisk kartonform). Sidenhen havde Kamilla, i gymnasiet i Fakse Ladeplads, været lidt af en rebel, der – ud over at snuppe hovedrollen i skolens musicals alle tre år – også havde gjort sig til sortbørshaj, og solgt kopier af sine, altid korrekte, matematikopgaver til klækkelige summer. ”For samfundets skyld” som hun sagde. På universitetet havde hendes store nummer været at liste sig ind på sagesløse mandlige medstuderende til enhver fredagsbar, og give dem en Olfert. Men det var immervæk rævestreger i småtingsafdelingen (hvilket egentlig var en god bogtitel, men lad nu det være.)

Nu følte Kamilla imidlertid, at hun måtte bekende kulør. Kunne det være meningen, at denne tvivl, der åd hende op, skulle blive ved og ved? Hvad skulle der til for at finde ro? Og hvorfor var der ingen, der kunne tilvejebringe den buffetlaks, som hun så inderligt hungrede efter? I pakken, afsendt i 2008, havde Kamilla fundet skurkeudstyr af en kaliber, der ville få Britta Nielsen til at ligne en pigespejder på en forårsdag, og nu måtte hun tage drastiske midler i brug. Kamilla trak vejret dybt, og nynnede et medley af de største hits fra ”Phantom of the opera”, inden hun gik i aktion.

Rudolf, på sin side, begyndte at fornemme, der var noget under opsejling. Hvad var det egentlig med hende Kamilla? Hvorfor var hun så følelsesmæssigt tilknappet, hvilken årsag fandtes der til hendes besættelse af buffetlaks – og hvor var hun overhovedet henne? Rudolf, der konstaterede, at DSB-toget, efter fire døgn på samme perron og en forventet forsinkelse på rejseplanen på fem døgn, nok ikke var den hurtigste vej frem i verden, sprang ud af toget og gik ind i stationsbygningen, hvor han straks fik en lineal af den skarpe slags stukket op mod sin hals.

Der stod Kamilla, iført en noget pudsig skurkeuniform, som bestod af nissehue, rygsæk med biolog-net, et bælte med sylespidse blyanter og en lineal som våben. ”Kamilla! Hvorfor er du så underløben?!” udbrød Rudolf (og tænkte tilbage på en flere år gammel episode i Julemandens værksted, hvor nogle, aldeles uretmæssigt, havde beskyldt ham for at have en skjult dagsorden, han slet ikke havde haft. Godt, det var længe siden og herregud; ingen skal jo være ufejlbarlige.)

”Hold din mund!” råbte Kamilla! Det her er et angreb og du, din småfede påskehare, er i alvorlig fare! Jeg har fået nok. Hører du; nok! Jeg var en harmonisk biolog, der stod i sne til knæene og var lykkelig. Men så kom du, for et års tid siden, og trak mig ind i dette julehelvede, fik mig ansat i Julemandens værksted, hvor ingen kærrer sig om miljøet – og værst af alt; du fik mig sendt på de infame pædagogikumkurser. 

Det er jo en regulær straf mod menneskeheden. Ens tålmodighed bliver jo testet til det yderste, og hvis nogen ville bytte plads med mig, ville jeg med glæde bruge resten af mit liv på at udlåne mit venstre ben som kløpind til Lars Løkke hver dag mellem kl 12 og 16. 

Jeg er træt af powerpointshows, træt af øvelser i to rundkredse, træt af at praktisere på baggrund af påtagede refleksioner og utrolig træt af hollandske forskere! Hvis jeg skal stå dette mareridt igennem, for at blive en rigtig nisse, så kunne man, som et minimum, unde mig min buffetlaks! Hører du! Buffetlaks blev der sagt! Det er jo ikke fordi, jeg er en krævende natur! Det er det virkelig ikke, men jeg synes måske nok, det kunne være rart, hvis man tog bare en lille smule hensyn til mine nerver. 

Og inden du kommer i gang med at spørge, om jeg havde en traumatisk barndom, så må jeg sige, at alle, der er interesserede i matematik, har haft en traumatisk barndom! ”Hej, jeg synes tal er fede!”. Tror du, det er en god scorereplik i 9. klasse? Nul putte – det er en ommer! Nat efter nat tilbragte jeg på mit teenageværelse med de falmede kanariegule vægge, der var gennemvædede af fugt, mens jeg lyttede til en lille – i sin tid fra Østtyskland importeret – radio, der spillede Anne Linnet på repeat”. (Her tænkte Rudolf, at masochismens facetter kunne være et interessant indspark i Kamillas beretning, men det ville næsten være synd at afbryde, når en matematiker endelig formulerede sig i sætninger, der var længere end ”Regn opgaven på side 7!”)

Kamilla fortsatte: ”Der sad jeg så og havde krise over at være så velbegavet i en al for humanistisk verden, og min eneste trøst var laks! Lige en lille skive laks hver aften før sengetid. Det var det, der holdt mig kørende. Laks har en terapeutisk virkning for mig. Laks er for mig, hvad andres penge er for Lars Løkke Rasmussen, hvad varm luft er for AT, hvad hvidvin er for Lisbet Dahl! Det er en måde at overleve på. Og hvad får jeg; det ene kursus efter det andet uden buffetlaks! 

Jeg vil ikke være med til det! Derfor ødelægger jeg julen, derfor er det mig, der har givet Julemanden penge til rejsen til Tibet, derfor har jeg stjålet skema 2,0 fra Randers Statsskole og derfor har jeg fucket DSBs køreplan op – eller det sidste var noget, jeg havde overvejet at gøre, men så havde DSB stjålet min ide og allerede gjort det selv! Ikke engang sine ideer kan man have i frem! Men nu stikker jeg af til Caribien – eller Langeland – og aldrig mere vil du få din jul igen. Så kan du passende tænkte på, at det er fordi, jeg ikke måtte få min buffetlaks!! MUHAHAHAHAHA!” 

Og med disse – for en biolog og matematiker at være afsindigt mange – ord, forsvandt Kamilla ud af stationsbygningen og forsvandt i den disede morgen! Rudolf stod lidt og tænkte sig om. Han måtte tilbage til Statsskolen, for noget måtte man kunne gøre, og hvor der er højt til loftet, er der altid en løsning – eller i hvert fald en kaffeautomat!

Rudolf og statshemmeligheden - 19 dec.

Nu var det ikke fordi, Kamilla ligefrem havde ventet på den pakke med ostehapser, som hendes grandtante Marion fra Toronto havde sendt afsted i 2008. Man skulle jo ikke sådan gå og udvise utidig følelsesmæssig aktivitet, som én af Kamillas undervisere på matematikstudiet engang havde påpeget. Immervæk blev Kamilla svært opløftet, da en medarbejder fra Post Nord pludselig stod i toget, prikkede hende på skulderen og sagde: ”Er det dig der er biologen Kamilla?”. ”Ja - tænker du måske, jeg ligner en frustreret pædagogikumsnisse med skumle planer om at overtage verdensherredømmet og svælge i buffetlaks på en vulgær - men dog alligevel fængende - måde?” spurgte Kamilla passivt aggressivt (fordi hun pludselig var kommet til at tænke på en gammel kollega, som engang havde sendt hende en sms, hvor der stod, at denne kollega foretrak at få arbejdsrelaterede spørgsmål pr arbejdsmail i stedet for over sms, og det havde fået Kamilla til at føle sig afvist, (hvilket altid var farligt med folk, der havde læst matematik, fordi de – pr definition – var vandt til at blive set lidt skævt til).

”Hvad er der i pakken?” spurgte Rudolf, der efterhånden var ved at synes, tre døgns forsinkelse på en togafgang måtte være max – selv for DSB, hvis slogan han, i sit stille sind, tænkte burde ændres til ”DSB – tør du køre med os!”. Rudolf vendte sig mod Kamilla, for at sige noget åndfuldt, men pludselig var den lavbenede biolognisse pist væk. Rudolf spejdede ud af togets vinduer, men ingen steder var hun at se. Rudolf sukkede, lænede sig tilbage og greb et ”Ud at se ”- blad, der indeholdt en stor portrætartikel om Anne Linnet – ”Ak ja!” tænkte han ”Countrysangerinder er nu ikke, hvad de havde været”. 

Hvad Rudolf ikke kunne se var, at Kamilla, yderst suspekt, listede afsted langs med den vindblæste stationsbygning. I favnen holdt hun den overordentlig mystiske pakke, afsendt i 2008. Hvad var der i? Hvor luskede Kamilla hen i hemmelighed – og ville der nogensinde komme en løsning på mysteriet om julemandens rejse til Tibet, det forsvundne skema 2,0 – og hvorfor Kamilla havde rekvireret en hel kasse med ostehapser fra et perifært – og oversøisk – familiemedlem?

Inden Rudolf anede det, ville han være på vej lige lukt ud i katastrofen – han sad jo trods alt i et DSB tog!      

Rudolf og statshemmeligheden - 18. dec.

Lone N og Camilla J stod på perronen på Randers Banegård med højtaler og højt humør. Rudolf, der sad i toget, som endnu ikke var kørt fra perronen, var sikker på, at de to damer var countrysangerinder, og deres rappe tøjstil og smarte solbriller taget i betragtning, kunne det også godt have været tilfældet. (En vis lighed med hhv. Reba McEntire og Sanne Salomonsen var da heller ikke til at komme uden om.)

Rudolf gik ud af toget og spurgte, om damerne dog ikke ville med inden for, idet et countryhit nok ville kvikke Kamilla op – og det kunne hun vist godt trænge til. Skuffelsen var dog til at tage at føle på, da Lone N rettede den fejlagtige antagelse og bekendtgjorde, at de to damer var gymnasielærere og konsulenter i fraktionslæring. De var netop på Danmarksturne med deres foredrag ”Lær en masse, uden omsvøb og halløj - med Lone N og Camilla J” (sloganet var stadig noget, de arbejde på; der var jo altid plads til forbedringer – eller versefødder)

Rudolf, der altid var interesseret i andres arbejde, hvis han ellers var i humør til at høre om det, spurgte nysgerrigt, hvad begrebet fraktionslæring egentlig dækkede over. ”Jo, det er meget enkelt” sagde Lone N. ”Alle ved jo, at man ikke kan ramme alle 30 elever i en klasse på samme tid. Det er jo sparetider, og det må vi andre jo også tage konsekvensen af; derfor sparer jeg f.eks. på stemmen. Jeg hæver den aldrig men taler kun med små grupper på tre elever af gangen – ude på gangen, og der er gang i den, når jeg først går i gang! Jeg kalder det fraktionslæring – nogen får noget ud af det mens andre skriver et spændende essay om blikket på det senmodene i Pia Juuls noveller, nogle skriver et endnu mere fængslende essay om hesten som litterært symbol, nogle skriver et afsindig bjergtagende essay om Pixar-filmenes blik på de fem stadier - og enkelte ser vild med dans på tv2 play - men det får man antageligvis også noget ud af; alle lærer det, de nu engang lærer, på deres egen måde – hver person er sin egen gruppe – altså fraktionslæring! Giver det mening?”. Camilla havde også afprøvet konceptet, men hendes udfordring var, at det kun var udvalgte elever, der forstod hendes særprægede randrusianske accept. Dog havde hun en glimrende nebengeschäft, idet hun lod sig udleje til andre gymnasier som case i forbindelse med undervisningen i sociolingvistik. Damerne havde netop været i Thorshavn for at holde deres foredrag hos en meget interesseret kollega; en fraktionsfæring.

Kamilla, der syntes det hele gik op i sniksnak og luftig pædagogik (og åbenbart ikke kendte til ROK-konceptet, når hun kunne beskylde fraktionslæring for at være luftigt), spurgte, om damerne vidste, hvornår toget gik. Næ, det gjorde de ikke – og i øvrigt havde de slet ikke tid til at sidde her; Lone N og Camilla J havde en aftale i Slagelse, som de måtte se at komme afsted til, og da toget tilsyneladende var ude af drift, måtte de jo tage en taxa. ”I en taxa…..” nynnede Rudolf og fik et dræberblik af Kamilla, der hadede alt med Sanne Salomonsen. ”Nu må det være nok” sagde hun. Er der ikke snart nogen, der kan fortælle mig noget om, hvornår dette infame andenrangs transportmiddel sætter sig i bevægelse?”

Rudolf hørte ikke, hvad hun sagde, men vinkede til Reba og Sanne – som han kaldte dem – der netop forlod toget igen.

”Hov, de tabte noget” sagde Rudolf og samlede et visitkort op. ”Lone og Camilla – fraktionskonsulenter” læste han. Tænk at smykke sig med så dyrt et udtryk i sparetider – verden var ikke let at blive klog på!

Rudolf og statshemmeligheden - 17. dec.

Af alle tænkelige steder, man kunne have landet, så havnede Kamilla og Rudolf på banegården i Randers, hvor de satte sig i toget mod Københavns lufthavn Kastrup. Velvidende at DSB ikke havde en lige linje til Tibet – der var efterhånden ikke ret mange lige linjer mellem DSB og noget som helst – måtte lufthavnen nødvendigvis være første mål på ruten, som ville føre dem til julemanden, skema 2,0, buffetlaksen eller hvad der nu måtte være i vente.

Rudolf, der jo havde en grum mistanke om, at Kamilla var en storsvindler, der blot simulerede jysk og underspillet, men i virkeligheden havde væmmelige planer, trommede utålmodigt med fingrene i det lille bord mellem sæderne. Over for ham sad Kamilla – temmelig mut med armene over kors. ”Hvorfor kører vi ikke?” muggede Kamilla. ”Det ved jeg sandelig ikke” svarede Rudolf. ”Måske er der problemer med sporarbejde” (DSB havde kun været i færd med sporarbejde de sidste 7-8 år, så hvem kunne også forvente, at de skulle være færdige i ekspresfart!) ”Hm”” gryntede Kamilla.

”Du, Kamilla, må jeg stille dig et spørgsmål” spurgte Rudolf, der altid havde tænkt, at et tog var sådan et godt sted at stille folk personlige spørgsmål om deres livretter, om de var indremissionske eller noget helt tredje. Han havde tit været den, der havde stillet de upassende spørgsmål, efter der var blevet sladret tilstrækkelig længe, og nogen skulle jo. ”Kamilla, hvorfor er det egentlig, du gerne vil være nisse?”. ”Tja” svarede Kamilla (hvis indre synsvinkel, vi pludselig ikke havde adgang til længere.) ”Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og det må jeg vel have lov til. Engang gik jeg så vidt som til at tage høje hæle på til et firmaarrangement hos Silvan, men det var også det vildeste til dato. Nu vil jeg så prøve nisse, og sådan er det bare.”. ”Jamen, du kan jo ikke lide jul?” sagde Rudolf prøvende. ”Det virker som om, du har noget, du virkelig gerne vil have ud mellem sidebenene? Som om, du føler dig glemt eller overset og ikke rigtig ved, hvor du skal sætte ind?” fortsatte han. ”Stop med lommepsykologien, okay! Jeg har læst matematik på universitetet. For mig er følelser, håndlæsning, Freud og sten med healende effekt, hvad økonomisk ansvarlighed over for samfundets svageste er for en venstreledet regering. Bare stop! ”.

De sad lidt i tavshed. Rudolf havde dog ikke i sinde at stoppe sit forhør. ”Hvad er det egentlig med den buffetlaks?” spurgte han. ”Hvad er det egentlig med DIG?!” spurgte Kamilla let aggressivt. Igen blev der stille. Kamilla rømmede sig – som om hun godt vidste, hun havde hidset sig mere op end matematikernes landsforbund tillader – med mindre det drejer sig om, at nogen har taget den sidste saltstang til en fest! ”Hvorfor kører toget ikke?” spurgte Kamilla igen. ”Ingen anelse” sagde Rudolf og så ud af vinduet. ”Men hvorfor står der mon to hengemte countrysangerinder på perronen?” tilføjede han undrende.  

Rudolf og statshemmeligheden - 16. dec.

Rudolf havde ofte spekuleret på, hvordan man mon bedst afslørede en storsvindler. Med både Stein Bagger, Britta Nielsen og Rasmus Trads i erindring, var der jo forskellige strategier, man kunne gribe til. Han kunne selvfølgelig have valgt at konfrontere Kamilla med det formodede bedrag, bedst som de begge befandt sig på skateboardnissens skateboard, som susede ned ad Vester Altanvej i Randers med en djævelsk fart! Dog skød han tanken bort, da man jo nødigt skulle forcere noget – og da det er svært at virke fattet og overstatus-orienteret, når man netop er sat i Kronjyllands største vræl, fordi man har det svært med fart. Når de sad sikket i toget, ville han lægge kortene på bordet, og såfremt Kamilla virkelig var den superskurk, som Rudolf regnede med, ville situationen være væsentlig nemmere at håndtere dér end for indeværende.

Kamilla på sin side, var heller ikke begejstret for fart. Hun havde – i sin grønne ungdom - været kendt som en sand fartbølle, og i Fakse Ladeplads var folk flygtet alt hvad remmer og tøj kunne holde, når Kilometer-Kamilla var til køretime. Hendes kørerlærer - som hed Leif og var på Stesolid grundet en traumatisk oplevelse i 2003 med en køreelev, der var dumpet fire gange til køreprøven grundet sammenstød med en cyklist, et vejskilt og et træ på en parkeringsplads – holdt godt fast og bar altid mørke solbriller, cottoncoat, blød hat, falsk overskæg og påtaget navn, for at ingen skulle inddrage hans ret til at praktisere som kørelærer, efter at have været vidne til Kamillas hasarderede kørsel. ”Hjertelig tillykke; du vil gøre dig glimrende som flugtbilist” havde Leif sagt, da Kamilla bestod køreprøven – og derefter var han forsvundet og havde sidenhen åbnet en strandbar på Rhodos. Kamilla havde – det hele til trods - betragtet sig selv som en glimrende billist, indtil den dag, hun kørte en grævling over med sin indkøbsvogn uden for Rema 1000 i Viborg. Da havde hun fået respekt for fart, og have sidenhen lagt bilturene på hylden til fordel for transport i rutebil, som – alt andet lige – gjorde, at hun, siden den skæbnesvangre lørdag formiddag i Rema, havde haft knapt så mange døde grævlinger på samvittigheden.

Alt dette tænkte Kamilla på, mens skateboardet med hende og Rudolf susede afsted. ”Rudolf. Der er noget, jeg vil spørge dig om!” råbte Kamilla pludselig. ”Hvad??” hylede Rudolf tilbage, mens vinden fossede ind i ansigtet på ham. ”Hvad ville du sige til” fortsatte Kamilla ”hvis jeg nu fortalte dig, at ….”. Mere nåede Kamilla ikke at sige, før skateboardet påkørte en sten, og både Kamilla og Rudolf blev slynget op i luften – lige ud over en stejl skrænt. Hvor de landede – og hvorfor stillezoner er et relativt begreb – skulle vi sidenhen blive klogere på.         

Rudolf og statshemmeligheden - 15. dec.

Den næste morgen lod Rudolf som absolut ingenting og nævnte hverken de af laks duftende skemaer eller sin konspirationsteori om Kamillas massive bedrag. Man måtte jo fare med lempe, og målet var først og fremmest at finde skema 2,0 og få skaffet julemanden tilbage igen! Rudolf lod sig således ikke mærke med noget, da han, frisk og veloplagt – om end lidt tung i kroppen, grundet de mange skåle med pebernødder og brunkager, der findes på et lærerværelse – spurgte, om Kamilla og han ikke skulle se at komme afsted.

”Tjo” svarede Kamilla, men hvor skal vi begynde? Et skoleskema kan jo skjule sig mange steder, og ti dage er jo ingen evighed!”. ”Jeg har det! sagde astronomnissen. ”Hvad med, at I går ned på banegården og tager toget? Med DSB sker der altid noget uventet, og måske finder I skema 2,0 dér! Eller en forklaring på, hvorfor et firma, der har monopol på en strækning, kan se sig selv i øjnene samtidig med at de leverer SÅ elendig en service!”. ”Det var en god ide” sagde Rudolf begejstret. Han havde aldrig kørt med DSB før, men havde hørt fra folk, han kendte, at det aldrig gik hurtigere end at alle kunne være med. ”Og hvis I nu ska køre om natten” fortsatte astronomnissen "Så kan man se månen og Venus fra togets vinduer, hvis man er heldig” (i sit stille sind tænkte hun tilbage på en togtur en tidlig morgen med en bekendt, der havde udbrudt: ”Nej, er det en satellit!” –vidende mennesker var ikke noget, der hang på træerne mere.)

”Men hvordan skal vi komme ned til banegården?” spurgte Rudolf, mens Kamilla holdt sig bemærkelsesværdigt tavs. ”Vi kender jo slet ikke vejen!”. ”Jeg har det” sagde Steffen Comeback Kid, som netop var kommet tilbage fra bageren med seks friske rundstykker – fem til sig selv og et til senere. ”I låner da bare et skateboard af skaternissen!”. ”Er der også en skaternisse på Statsskolen?” spurgte Kamilla, der havde indset, at den skole da vist indeholdt lidt af hvert. ”Yup - her er jeg” lød en stemme bag dem.

Skaternissen var en ungnisse, der lejlighedsvis hang ud på loftet, når hun syntes, det var steet nok. Ellers tilbragte hun det meste af sin tid i Aarhus, som hun syntes var lidt mere street, og hvor hendes skateboardklub også lå. Hun kaldte sig ungnisse, men var egentlig fyldt 130 for et stykke tid siden. Dog opførte hun sig fra tid til anden som én på 129, og derfor hang betegnelsen ungnisse ved. Når hun ikke skatede rundt i Aarhus, elskede hun klubber. Hun var medlem af en litteraturklub, madklub, strikkeklub, hvad skal vi med vores liv-klub, tegneklub, LP-klub, biografklub, os der har været i Malaga flere gange-klub og endelig en eksklusiv men let prætentiøs musikklub (hvor medlemmerne anså det som deres fornemmeste opgave at holde andre, yderst åndfulde, personer udenfor (og som spiste disse yderst åndfulde personer af med et letkøbt forklaring om, at den musik, der blev hørt, nok ikke var noget for dem. Rudolf gøs og tænkte ved sig selv, at hvis det havde været ham, der blev holdt uden for, ville han godt nok ikke have ladet det gå upåtalt hen… Han havde altid haft svært med folk, der forestod arrangementer, som ikke inkluderede alle!)  

Skaternissen ville gerne låne Kamilla og Rudolf sit board, da hun alligevel var på vej ud i verden – i første omgang til Mors – skønt historien ikke meldte yderligere om, hvad grunden hertil var…. – men Steffen Comeback Kid hviskede, at det var noget med en ”lav din egen dans”-klub.

Rudolf og Kamilla takkede alle for hjælpen og hoppede op på det lånte skateboard, som jog afsted i en pokkers fart. Hvor de havnede – og hvorfor DSB burde se sig om efter et nyt motto – skulle vi sidenhen høre mere om….  

Rudolf og statshemmeligheden - 14. dec.

Nu var det ikke fordi, Rudolf havde et særligt behov for at være midtpunkt. Bevares, det var da altid rart med lidt drypvis anerkendelse på en grå tirsdag – eller et vist antal fødselsdagshilsner på Facebook (og helst et antal, der slog antallet af hilsner fra året forinden) – men som sagt ikke noget presserende behov!

Imidlertid kunne Rudolf mærke en vis jalousi boble inden i sig, fordi både Comeback Kid og astronom-nissen syntes, Kamilla var så interessant. Det var jo nu engang hans julekalender og ham, der var hovedpersonen, men det var som om, Kamilla tiltrak sig al opmærksomheden – på trods af sin jyske underspillede facon og sine knastørre konstateringer af fakta – og det var som sagt ikke fordi, Rudolf havde et særligt behov for at være i centrum, men sol og vind skulle jo gerne fordeles lige. Nu sad Kamilla og solede sig i de andres opmærksomhed, mens alle fuldstændig havde glemt mysteriet om det forsvundne skema. De ville hellere høre om Kamillas passion for ninjafilm og højlands-ferier, og Rudolf følte sig mildest talt overset. (Her kunne man have gengivet en traumatisk episode fra hans elleve år i en privatskole, men nu skal man jo ikke overgøre alting! Alting bliver vand under broen, og psykologer kan jo fikse mangt og meget med årene.)

Dette tænkte Rudolf over, mens han gik og rodede rundt i bogkælderen på Randers Statsskole. Måske havde nogen gemt skema 2,0 her – evt. sammen med oversigten over, i hvilke lokaler, højtalerne faktisk virkede, hvilket var en statshemmelighed i sig selv – og derfor kiggede Rudolf godt efter på hylderne mellem Holberg, Ibsen, Helle Helle, Goethe, Oscar Wilde og Trips grundbog.

Pludselig faldt han over en stak gamle papirer i et hjørne. Rudolf tog dem ud og rynkede brynene. Det var fire skemaer; skema 2,1, skema 2,2, skema 2,3 og skema 2,4. Men hvorfor var de dog lagt dér? Rudolf kiggede endnu mere undrende, da han opdagede, at alle modulfelterne var streget over med slettelak. Hvad havde der mon stået? Samtidig bemærkede han, at alle disse skemaer lugtede noget hengemt og desuden temmelig mistænkeligt af laks ….

Var det mon Kamilla, der havde noget med det bortkomne skema 2,0 at gøre? Var der i det hele taget ikke også noget muggent ved denne lavbenede, tilsyneladende passionsforladte biolog og matematiker fra Fakse Ladeplads, der, trods sin egentlige drøm om at blive musicalstjerne, pludselig ville være nisse, og som tilbragte alle arbejdsdage i en grå sofa; ganske uden at rejse sig. Der var noget muggent ved det hele! Også i betragtning af, at så mange kunne synes, at en matematiker var interessant; det gik imod al sund logik, tænkte Rudolf (for når han skulle være ærlig, så var det svært at se, hvad brøker, vektorer, rette linjer og en hældningskoefficient egentlig havde af brugs- og/eller underholdningsværdi i det virkelige liv – med mindre man skulle bygge en æresport til et sølvbryllup – eller desperat manglede et samtaleemne til et aftenselskab, hvor man gerne ville have sin bordherre eller -dame til at gå før hovedretten!)

Diskret puttede Rudolf skemaerne i lommen og besluttede sig for at holde godt øje med Kamilla de følgende dage. Hvis hun virkelig var superskurken, skulle han nok afsløre hende. Så godt et pokerface, kunne en biolog trods alt heller ikke have!      

Rudolf og statshemmeligheden - 13. dec.

”Jo altså” begyndte Steffen Comeback Kid, mens han gumlede på et rundstykke, han havde til overs fra om morgenen. ”Julemanden var i sin tid elev her på Statsskolen. Det er mange år siden – så længe siden, at ingen husker det mere. Jeg tror, han gik i klasse med Jens Otto Krag – eller også var det med Henrik Pontoppidan – eller Tine Gøtzsche. Nå – anyway: Julemanden var elev her på Randers Statsskole, og en dag blev han så træt af Almen Studieforberedelse, at han sagde farvel og tak og startede en stor politisk karriere i stedet – eller var det Krag?”. ”Nej nej nej, det er helt forkert” afbrød astronom-nissen med teleskopet over skulderen: ”Julemanden var træt af, at kantinen var alt for dyr og at der var alt for meget fedende dressing i deres kylling og bacon- bagels, og derfor gjorde han oprør – eller var det Pontoppidan – eller Oehlenschläger?”.

”Nej nej nej” bjæffede skolehunden Blop, som var spadseret ind på loftet, uden nogen havde opdaget det: ”Det er da utroligt, at ingen kan fortælle den anekdote korrekt; Julemanden gik overhovedet ikke i klasse med Krag; det var Tine Gøtzsche, der gjorde det – tror jeg nok; hvorom alting er…..”. Kamilla afbrød irriteret: ”Ja, nu er vi med! Julemanden var elev på Statsskolen i nittenhundredehvidkål – muligvis bonkammerat med Krag – Oehlenschläger, gravballemanden eller Tine Gøtzsche, som han malede byen rød sammen med. (Rudolf fniste – tænkt at en matematiker havde humor!”) OG HVAD SKETE DER SÅ?? Kom nu til sagen!”. 

”Jo altså” sagde Blop ”Julemanden blev, i sin tid som elev, træt af, at skemaet hele tiden ændrede sig. Timerne blev aflyst, fællessamlinger blev lagt ind med for kort varsel, og dansktimerne lå altid i første modul om mandagen, hvad man jo dårligt kan byde nogen. Derfor brugte Julemanden sin kunnen, og rullede et magisk skema ud i festsalen. Dette skema kaldte han skema 2.0. (Hvorfor skemaet hed 2,0, kunne Blop ikke lige huske, men nu var det jo heller ikke alting man behøvede en uddybende - eller en dramaturgisk forsvarlig – forklaring på!)  Der stod alt, hvad man skulle vide, og det ændrede sig aldrig. Det var en form for evighedsskema. Og lige siden Julemandens skoletid, har skema 2.0 været grundlaget for al skemalægning på skolen – og i Julemandens liv. Der står, hvornår han skal spise, sove, have en tur i kanen, producere julegaver osv. Og her ruller vi skemaet ud i festsalen én gang hvert år, og så er alle timer, på magisk vis, langt ind – lige hvor de hører til. Det magiske skema er det, vi kalder statshemmeligheden!”

”Skønt” sagde Rudolf, men hvorfor har det noget med Julemandens tur til Tibet at gøre?”. Stemningen blev pludselig en kende anspænt. ”I år er det magiske skema blevet stjålet” sagde astronom-nissen alvorligt, mens Comeback Kid var i gang med et stykke hengemt kylling fra gårsdagens frokostbuffet. ”Pludselig hedder vores skema ”Version 2,5”, og alt er i uorden. Der er hulmoduler over alt, fællessamlinger, der dukker ganske uventet op, ekstra lektioner, ingen har hørt om, og fem aflyste timer med samme hold på en måned – og dansk i første modul hver mandag!”. ”Nemlig” sagde Comeback Kid med kyllingetrevler og birkes i tænderne: ”Hvem har stjålet det velfungerende skema og rullet det falske skema ud?”. ”Så længe, det falske skema er rullet ud, er der ikke orden i hverken skoledagen eller Julemandens liv” tilføjede Blop. ”Intet er jo plottet ind, hvor det skal være, og det er derfor, Julemanden har mistet gejsten (og ikke kan løse det ved at ringe 70121416) og er rejst til Tibet! Udfordringen er: Find skema 2,0 og bring det tilbage!!”.

”Mener I alvorligt, at jeg skal bruge min december på at føjte rundt efter et skoleskema?” himlede Kamilla. ”Ja! Og det er det, vi gør!” sagde Rudolf beslutsomt! - og det kunne han sagtens sige, for han anede ikke, hvor svært det er at få kontrol over et rullende skema……

    

Rudolf og statshemmeligheden - 12. dec.

Da sækken endelig blev fjernet, befandt Rudolf og Kamilla sig på skolens loft. Til dem smilede en rundkindet nissemand med skjorten stukket godt ned i bukserne (hvilket Rudolf måske nok tænkte var lidt altmodish). ”Ja, jeg beklager postyret” sagde nissen, som hed Steffen ”Men jeg har observeret, I har rendt rundt de sidste par dage uden at kunne finde ud af noget som helst, og så syntes jeg altså, det var bedre at hjælpe jer – og jeg skulle jo alligevel ned og hente rester”.

Nissen Steffen havde de seneste tre år huseret på loftet på Randers Statsskole, men havde dog alligevel, hvert år i juni, sagt farvel. Årsagen var, at han altid tænkte, der måtte findes en bedre frokostbuffet på andre uddannelsesinstitutioner. Efter korte ophold i Herning og lignende steder vendte han dog altid tilbage til Staten, fordi maden her var den bedste, han kunne opstøve. Løveskelettet havde spøgefuldt givet ham navnet ”The comeback kid”. Nu boede Comeback Kid på loftet på Statsskolen sammen med sin gode ven, en astronomiinteresseret nisse, der blot kaldte sig ”Me”. Comeback Kid spiste rester – og risengrød, når ellers nogen gad stille det frem til ham – og Me kiggede på stjerner og så overbærende på sin ven, når han gang på gang omtalte hende som ”astrolog”.

”Men altså” sagde Comeback Kid ”I er på jagt efter noget. Men hvad? – ”Jeg kan primært relatere til dem, der er på jagt efter en fastansættelse”. Astronom-nissen Me nikkede ihærdigt! ”Vi leder efter den forpulede statshemmelighed” sagde Kamila træt ”og nu har vi søgt hist oppe og her nede, men der er ingen, der kan fortælle os, hvad det er”. ”Det er fordi, vi skal redde julen” indskød Rudolf bekymret ”Og efter alt at dømme findes den her, men hvad kan det være? – nå ja, og så leder vi også efter buffetlaks, men det er underordnet”. Kamilla gav Rudolf en spids matematikeralbue i siden. ”Nå, statshemmeligheden” udbrød Steffen Comeback Kid ”Den kender vi godt!”. ”Gør I?” råbte Rudolf overvældet! ”Ja da” sagde Steffen Comeback Kid og begyndte at fortælle. Beretningen tog dog lidt tid, da han snackede lidt buffetrester i fortællingens kunstpauser.

Kamilla trak vejret dybt, da hun, som matematiker, havde det svært med folk, der ikke kom til resultatet med det samme. Imidlertid kunne hun godt se, at hun og Rudolf var nået til et centralt handlingsmæssigt vendepunktet i denne julekalender, og derfor måtte hun jo væbne sig med tålmodighed.     

Rudolf og statshemmeligheden - 11. dec.

Nu var det ikke fordi, Rudolf var principiel modstander af korte julekalenderafsnit. Han havde sågar – helt tilbage i 1994 – været en stor tilhænger af julekalenderen ”Den gamle mølles hemmelighed” på 2RTV i Randers, hvor hvert afsnit kun varede ca. 12. minutter (thi alle vidste jo, at hvis man giver 12 minutter, findes der en løsning på alt – undtagen løftebrud og for mange kameler på menukortet).

Rudolf og Kamilla havde gået rundt på Statsskolen hele dagen, og da klokken blev 11.30, og der var frokostbuffet på lærerværelset, listede de ubemærket ind for at se, om Kamilla mon kunne finde sin buffetlaks. Desværre meldte en slem skuffelse sig, da der var tale en spaghetti og kødsovs (– hvad der i sig selv går glimrende som en lun frokostret, men som ikke kunne honorere Kamillas krav til, hvad en frokostbuffet burde indeholde).

”Jeg nægter at tro det” råbte Kamilla, mens alle i lokalet spiste videre – lærere er vandt til larm på ureglementerede tidspunkter. ”Jeg melder mig ud! Jeg vil ikke mere. Denne her julekalender tilgodeser jo slet ikke mine følelser – og jo; jeg har faktisk følelser, selvom jeg er matematiker; når det kommer til buffetlaks! Vi aflyser det hele. Jeg vil ikke være med mere. Jeg gider ikke fixe julen, jeg gider ikke være nisse og du skal overhovedet ikke forsøge at sige noget empatisk om, at jeg er unik, som jeg er, for det magter jeg slet ikke lige nu!”  

Mere nåede Kamilla ikke at sige, før en sæk blev trukket over hovedet på hende og Rudolf, og de blev ført væk af ukendte gerningsmænd.

”Hvad var det for et postyr?” spurgte en spisende lærer en kollega. ”Jeg tror bare, det var én, der klagede over noget!” sagde kollegaen. ”Nå nå!” sagde spørgeren beroliget og spiste videre.

Rudolf og statshemmeligheden - 10. dec.

Da Rudolf og Kamilla endelig fandt hinanden, var klokken omkring 7.30 om morgenen. Det havde været en begivenhedsrig nat, hvor de begge havde oplevet et og andet; Rudolf havde lært, at spøgelser var noget, der faktisk fandtes – og at de var af temmelig skræmmende karakter, når de havde en kandidatgrad i tysk og idræt – mens Kamilla på sin side havde fået konstateret, at der altså bare var nogle personager, der foretrak at hælde deres følelser ud i hovedet på enhver sagesløs forbipasserende.

Ingen af dem havde dog fundet ud af, hvad statshemmeligheden var, skønt Kamilla havde hørt et og andet om et skema i uorden, og Rudolf mindede hende om julemandens ord: ”Jeg har brug for at få alting skemalagt”. Hvad var det med det skema? Spørgsmålene var mange, svarene var få, og nu begyndte Statsskolens lærere at møde ind. Pludselig vrimlede det med folk i garderoben, hvor Rudolf og Kamilla skjulte sig i et ulåst skab. Her kunne de mageligt skjule sig blandt pastelfarvede musicalkostumer, ophængt i renseriposer, som for længst burde have været leveret tilbage.

Der var et leben uden lige og Kamilla savnede pludselig matematikstudiet, hvor det vildeste var, da en ungersvend engang prikkede hende på skulderen til en fest og spurgte: ”Ved du, om der er flere saltstænger!”. Ak ja, den vilde ungdom! Inde fra skabet kunne hun og Rudolf høre snakken gå: ”Har du læst ”Den der lever stille?”, ”Er der nogen er ved noget om AT7?”; ”Vil du være med i frokostordningen efter sommerferien?”, ”Er der nogen der har ”Mørke cyklister” som PDF?”,  ”Kan man klare vietnamkrigen på 90 minutter?”, ”Jeg hader bare, når nogen foreslår, at der er noget, der skal fornyes”, ”Hvem har stjålet mine plakater med hinduguder??!!” osv osv osv.

”Du godeste” hviskede Kamilla. ”Tænk at nogen kan tale så meget så tidligt om morgenen” (Hendes eget morgenritual, i julemandens værksted, var at møde ind kl., 7.15. og sætte sig på sin sædvanlige plads i en grå – efterhånden noget snusket, men oprindeligt svinedyr – designersofa, hvor hun så udbredte alle sine nødvendige (og unødvendige) effekter så som notesblok, gavelister cola og chokoladecroissant, og hvorfra hun ikke rejste sig hele dagen. Alle andre troede, hun indimellem gik til et netværksmøde med andre nisser, eller producerede en gave i næ og ny, men det var blændværk; Kamilla forlod aldrig den grå sofa, hvis hun overhovedet kunne blive fri). Efterhånden som klokken blev 08.00 og alle lærerne løb afsted til time med bøger, tasker og kaffe – et studium i balancekunst – blev der stille i garderoben. Kamilla og Rudolf kiggede ud fra deres skjul og så to yngre damer sidde i tekøkkenet, der lå nær ved. Da de jo måtte spørge nogen til råds for at finde ud af, hvad den statshemmelighed gik ud på, valgte Kamilla at bryde ud i et friskt ”Godmorgen” mens Rudolf – noget tøvende – gik efter.

I køkkenet sad to dramatiklæreinder. Den ene var en høj og glamourøs, mens den anden var en lille væver type i skovgrønt. Rudolf studsede noget over, at begge damerne var iført elegante, om end meget blankpolerede, herresko, men hvad vidste han om damemode; den slags forundring bør man altid lade gå upåtalt hen, vidste han. Begge damerne smilede venligt og bød på en kop kakao i papkrus, hvad der passe Rudolf storartet. Kamilla skulle lige til at blive olm, men tog sig i det – selv de mest noble principper blev hurtigt akavede i sociale sammenhænge.

Damerne vidste ikke noget om hverken statshemmelighed eller ukurante skemaer, men ville hellere fortælle om skolens netop overstående kæmpesucces med opførelsen af ”High School Musical”, hvor der desværre ikke havde været en rolle til dem selv – det måtte blive en anden god gang – eller alternativt til en optræden ved den kommende nytårskur (om det var dronningens eller et skolerelateret arrangement fremgik ikke ganske tydeligt). Damerne ærgrede sig i øvrigt over, at Rudolf og Kamilla ikke kunne få lejlighed til at hilse på deres mandlige dramatikkollega, som ellers både var lun og jovial og havde en særlig, og yderst misundelsesværdig, evne for at udvikle bogtitler, der passede til enhver lejlighed. ”Hvem der bare kunne det” sagde den skovgrønne og fortalte, at hendes seneste bogtitel var ”Stumper forefindes i Vestporten” og at det måske ville blive noget med kortprosa på engelsk – shortprose, som man sagde overthere – eller shorts-prose, hvis det var bøger beregnet for sommerferielæsning!

Den høje glamourøse var mere til titler som ”Det er nu, det lever!” – men Rudolf turde ikke spørge, hvad der lå i den titel. Han og Kamilla skyndte sig at sige tak for hjælpen og gik hen ad gangen for at lede efter statshemmeligheden - eller et stykke buffetlaks. ”Hvor kunne det dog være sjovt at møde ham den tredje” sagde Rudolf. ”Tænk hvis jeg også kunne få min helt egen bogtitel!”. ”Jeg har allerede én; den hedder ”Unik ved et tilfælde- en kopiroman”” mumlede Kamilla tørt, og Rudolf spurgte hende, hvorfor det var nødvendigt at kalde værket for ”kopiroman”. ”Det er fordi jeg har stjålet titlen fra en kollega” mumlede Kamilla. ”Jeg syntes, den passede så godt til mig. Ellers ville jeg havde fået en titel a la: ”Spotlight på himmelen” og hvad siger det overhovedet om nogen som helst?”. Rudolf virrede med hovedet, og så talte de ikke mere om det.

  

    

Rudolf og statshemmeligheden - 9. dec.

Mens Rudolf havde lagt øre til Frøken Holm beklagelser over sædernes forfald, travede Kamilla ihærdigt rundt på gangene på den natmørke skole. Nu var det ikke fordi, ihærdighed var hendes stærke side. (Det eneste, der for alvor kunne ophidse hende var vandreture i det skotske højland, Andrew Lloyd Webber-musicals uden handling – og naturligvis fraværet af buffetlaks på de opslidende pædagogikumkurser.) Kamilla havde, trods skoletidens evindelige påstande om, at hun var introvert og havde en tør og underspillet humor, der til forveksling lignede sarkasme, altid haft et lyst sind, og skønt hun ikke kærrede sig alverden om jul, var hun nu opsat på at hjælpe Rudolf med at løse problemet med julemandens fravær; især hvis det betød, at Rudolf så til gengæld ville hjælpe hende med at opstøve den fraværende buffetlaks.

Altså: Kamilla travede ihærdigt rundt på den natmørke skole og tænkte i sit stille sind, at det var sådan et sted, man typisk ville påstå, der var både spøgelser og ureglementerede skoleskemaer, men som naturvidenskaber vidste hun, at begge disse ting var illusioner. Spøgelser fandtes kun for folk, som havde et luftigt forhold til fakta, og skemaer, der måtte ændres ustandseligt, kunne ingen jo have interesse i at offentliggøre, før man var sikker på, at de faktisk var gangbare – det var da almen logik!

Kamillas tanker blev imidlertid afbrudt, da hun hørte en høj hulken fra et biologilokale. Det var naturligvis forventeligt under den forudsætning, at det havde været dag, og at der faktisk var biologiundervisning i gang - fordi det jo i længden blev trættende for selv den mest ihærdige teenager at høre om drivhuseffekten, relativitetsteorien og forurening af lokale vandløb, men tidspunktet på døgnet taget i betragtning, kom gråden bag på hende. Kamilla gik ind og opdagede til sin overraskelse, at gråden stammede fra en leopardgekko, som mildest talt ikke syntes, der var noget at råbe hurra for.

Leopardgekkoen fortalte, med overraskende veltalenhed, at den var frustreret over at blive kaldt grim, klam, slimet, et kryb, en slange og andre lidet flatterende betegnelser. ”Jeg går ind for, at man rummer hinanden” sagde leopardgekkoen. ”Jeg mener, når jeg sidder her i mit terrarium og hører på de samme biologilærere dag ud og dag ind, så kunne jeg da også godt sige et og andet om, hvorfor een af dem kun går klædt i gråt, men jeg synes, det er vigtigt at anerkende andres indsats- og det er så her, jeg selv bliver overset dag ud og dag ind. Jeg er ikke klam, slimet, ulækker eller hvad ved jeg. Jeg er en leopardgekko med stamtræ og det hele, og det mener jeg sådan set godt, man kunne respektere”.

Kamilla, der ikke orkede personager, der belemrede andre med deres følelser -  og slet ikke på så ukristeligt et tidpunkt af døgnet – forlod lokalet med et venligt ”Undskyld, jeg er vist gået forkert” og gik atter ud på gangen, hvor hun nu igen hørte én der græd. Denne gang kom jammeren fra en mut løve, der sad i en glasmontre og så lidende ud. ”Hvad er det, du jamrer over ” spurgte Kamilla, med en forventning om endnu en klagesang om manglende opmærksomhed og om at føle sig misforstået. 

”Der er ingen der værdsætter min indsats” vrissede løven. ”Om dagen er jeg blot et løveskelet, der blev hevet ned fra loftet i nittenhundredehvidkål og udstillet her, som var jeg de to guldhorn – ja der er for den sags skyld også nogen elever, der engang forsøgte at stjæle udvalgte knogler fra mig, så på den måde er ligheden med guldhornene såmænd slående nok! Om natten forvandles jeg til løve igen, men det er der jo ingen, der ser. Her er jo ingen!! Det er gudherrenhjælpemig ikke særlig opløftende!”.

Kamilla, der var ved at være træt af udvalgte dyr bag glas, der jamrede uden grund, spurgte, om løven dermed mente, at Randers Statsskole var fortryllet, siden den kunne forvandles til sin oprindelige løveskikkelse, når natten faldt på. ”Øh ja” sagde løven fornærmet. ”Har du aldrig set ”Shrek” eller hva’?! Om dagen et, om natten noget andet – eller hvad det nu er, de siger.”. Kamilla spurgte, om statshemmeligheden havde noget med fortryllelsen at gøre. ”Ja, selvfølgelig” sagde løven. Alting ændrer sig ustandseligt - eller det gør skemaet i hvert fald! Det er praktisk talt magi! Sig mig følger du overhovedet ikke med? Nå, men det var min følelse af ikke at blive anerkendt, vi kom fra…”

I det samme brød solens første stråler ind af vinduet og ramte løven i glasmontren. Nu stod der blot et løveskelet. Kamilla åndede lettet op. Hun havde altid haft det svært med folk, der belemrede andre med deres indre liv, idet hun, på matematikstudiet, havde opdaget, at det primært var befolket med typer der forsøgte at fortrænge deres, og havde tænkt, at det gav sådan en dejlig ro! Hun gik afsted for at lede efter Rudolf, og selvom hun godt vidste, at dette afsnit trænge til at nå sin afslutning, tænkte hun alligevel over, hvilken fortryllelse – eller forbandelse – der mon hvilede over det skema, som alle talte om.

Hvad der var galt med skemaet på skolen – og hvorfor dramatiklærere ikke bryder sig nævneværdigt om opmærksomhed – skulle Kamilla blive klogere på før hun anede det!          

Rudolf og statshemmeligheden - 8.dec.

Frøken Strøm havde i sin tid undervist på Randers Statsskole i tysk og idræt – dengang kaldet gymnastik – indtil en stor bogstabel, indeholdende vægtig tysk grammatik, var væltet ned over hende i bogkælderen en forårseftermiddag i 1948 og var blevet hendes triste endeligt. Siden den tid havde hun fornøjet sig med – nu som spøgelse – at vimse rundt på gangene på skolen og – i al sin usynlighed – holde opsyn med stort og småt. Hun var iført spadseredragt, havde knold i nakken og var i det hele taget ikke en dame, man modsagde.

Rudolf – der aldrig rigtig havde troet på spøgelser – blev noget mundlam, da Frøken Strøms genfærd pludselig stod og prikkede ham på skulderen. Da hun havde præsenteret sig, sank Rudolf en klump og sagde: ”Der findes da ikke spøgelser.”. ”Åh, nu lyder De som en mediefagslærer med angst for det overnaturlige” sagde Frøken Strøm irritabelt. ”Jeg kan ikke udstå dem, der, af angst for at blive konfronteret med det, de ikke ved, hvad er – eller hvor vil føre dem hen - afviser det okkulte som noget vrøvl. Det minder mig så grueligt om de elever, jeg havde i idræt, som var bange for bolden – når jeg tænker på, hvad en anden måtte stå på mål for under krigen!” (Frøken Strøm havde været aktiv i modstandsbevægelsen, og havde – med livet som indsats – gemt flere kommunister på loftet på Randers Statsskolen - en enkelt havde hun glemt, og han blev fundet langt oppe i 80’erne - temmelig ilde tilredt; gudskelov havde folk troet, der var tale om et løveskelet!)

”Hvad bruger De så deres tid på?” spurgte Rudolf – der stadig syntes, det var noget angstprovokerende at tale med en tysk- og idrætslærer (at hun var spøgelse virkede mindre skræmmende i sammenhængen). ”Jeg går omkring på gangene og, smækker lidt med dørene. De, der fornægter eksistensen af noget større, mener, det er trækvinden – ak ja; fortrængning er jo allemandseje nu om stunder – men når jeg så trænger til lidt adspredelse, går jeg gerne ind og sætter mig og ser lidt fysikundervisning – gerne hos de yngre årsvikarer. Men hvad giver De mig? Jeg må sige, at idrætten har fået nye og bedre vilkår med tiden. Var der nogen, der tilbød mig en hal? Næ næ næ! Det var ud på græsset i snestorm og polarkulde og spille høvdingebold. Man må sandelig sige, der er kommet nye boller på suppen”.

Rudolf skyndte sig, at afbryde; han havde på fornemmelsen, at Frøken Strøm virkelig nød at høre sig selv tale – man kunne have mistænkt hende for at være dansklærer i smug. ”Ved De, hvad statshemmeligheden er?” spurgte han høfligt. ”Har de aldrig lært, at række hånden op, unge mand!?” vrissede Frøken Strøm. ”Hvad blev der af disciplin, hvad blev der af gode manerer? Hvad blev der af bordskikken og julekortene? Sic transit gloria mundi, som salig Blicher skrev! Og hvad med Goethe om jeg må spørge? Eller Trips grundbog?!  Næ, det er sandelig sin sag at opstøve et dannet menneske nu om dage. Hvis der er en hemmelighed her, så må det være spørgsmålet om, hvad der blev af den gode opdragelse! Og hvis de vil have mig undskyldt, så skal jeg ud og finde en årsvikar! Bare fordi man er ældre – og usynlig – har man vel stadigvæk passionen i behold. Hvis de skal finde mig igen, kan De bare spørge efter den hvide dame. Men lige for nu: Flyt Dem!”. Og med de ord, forsvandt Frøken Strøm ind i et fysiklokale. 

Rudolf stod lidt og gloede. Kamilla havde sandelig ret i, at sådan et gammelt charmerende håndværkertilbud rummede lidt af hvert. Men hvor var Kamilla? Det var næsten synd, hun ikke havde oplevet et ægte spøgelse. Og så alligevel – en matematiker ville aldrig tro på noget, der ikke kunne sættes på en kønsløs formel, og for at se et spøgelse, måtte man jo trods alt være i besiddelse af bare en lille smule fantasi.      

Rudolf og statshemmeligheden - 7. dec.

Nu var det ikke fordi, Rudolf var en ekspert ud i moderne samtidskunst. Bevares, der var selvfølgelig ting, der var almen viden; så som, at Kvium-malerier var vulgære og blot provokation for provokationenes skyld, og at Poul Pava var en kendt kunstner, men derudover var det ikke fordi, Rudolf troede sin mening om kunst bedre end menigmands.

Nu stod han og Kamilla imidlertid på en trappeafsats på Randers Statsskole (hvor de var sluppet ind gennem et vindue, der ikke var haspet – og havde sendt en varm tanke til de elever, der aldrig overholder ordensreglerne) og så på et iøjnefaldende maleri af to skruer og en møtrik – eller hvad det nu hed på fagsprog.

”Det er det, jeg siger” sagde Kamilla knastørt. ”Kunst er en illusion – ligesom meningsfulde tolkninger i dansk. Det forestiller det, det nu engang forestiller, og så bruger en masse kloge mennesker – eller i hvert fald en masse mennesker - helt afsindig lang tid på at udvikle en teori om, at det i virkeligheden handler om noget helt andet. Det dér; det er en møtrik!”. ”Jamen” sagde Rudolf ”Hvis alting bare er tegn uden betydninger, hvordan have du så tænkt dig, vi nogensinde skulle kunne finde ud af, hvad statshemmeligheden er? Og hvorfor skulle vi netop til Randers? Mig bekendt er der ikke andet end en hest og en regnskov”. ”Der er også en tandhjulsfabrik” indskød Kamilla, mens hun fortsat stirrede stift på maleriet. ”Du godeste” råbte Rudolf ”Så er det maleri nok sponseret!”. ”Det er en møtrik og ikke et tandhjul” mumlede Kamilla, mens Rudolf viftede afværgende med hånden; han havde aldrig ladet en god konspirationsteori bremse af triviel fakta.

”Det er håbløst” udbrød Rudolf teatralsk. ”Julen er aflyst, jeg mister mit arbejde, jeg magter ikke den re-make af ”Løvernes Konge”, der kommer til foråret, og her står jeg på et gymnasium i en lillebitte jysk by, med højt til loftet og afspærrede passager. Alt er tabt. Jeg ved ikke længere, hvem jeg er, hvor jeg er på vej hen, om der findes en mening? Se selv! Ikke engang deres kunst giver mening!”. Rudolf satte sig ned på det yderst nye korkgulv og græd så det rungede i gangene.

”Er du færdig?” spurgte Kamilla tørt. ”Der er kun tre ting her i verden jeg frygter –eller okay; fire, men det fjerde får du ikke at vide; det er kram, empati og grædende rensdyr! Jeg giver ikke omsorg ved dørene. Tag dig sammen, og løs det”. ”Jamen hvordan” hylde Rudolf ”Vi ved jo ikke engang, hvad statshemmeligheden er – og det er allerede den 7. december!”. ”Kom nu. Rejs dig op og tag lidt ansvar” sagde Kamilla så opmuntrende, som det nu var muligt for en matematiker ”På julemandens post-it-seddel fremgik det klart, at det er her, vi skal være, så giv det nu en chance! Nu går du den vej og jeg går den modsatte vej og så finder vi vel et eller andet. Sådan et charmerende gammelt håndværkertilbud som dette her gemmer altid på noget – måske bare skimmelsvamp, men det kan man ikke vide på forhånd!” og med de ord gik Kamilla sin vej.

Rudolf stod lidt og snøftede teatralsk, indtil han var sikker på, Kamilla var væk. Så vendte han sig atter mod det spraglede maleri.

”Jeg tænker også, det er tandhjul!” sagde en stemme bag ham!